En dag i butikken

[Matthew Cuerda]

Der var så mange fordele ved at være halvblodsvampyr. Den primære var, hvordan man nærmest kunne gå i et med menneskemængden. Før folk rørte ved en, så vidste de sjældent, at man ikke passede ind. Selvom de havde en bleg hud i Matthews familie, så var den kun bleg i forhold til, hvor gyldenbrun og varm, den burde have været, hvis de havde været som levende mennesker. Født og opvokset i Mexico, og det var det udseendet bar præg af. De spidse hjørnetænder var skjulte. Der var ingen grund til at skræmme menneskene omkring en. Selvom de vidste bedre, så kunne de vist godt lide tanken om, at sollyset beskyttede dem. Det gjorde det også til dels – men kun imod de yngre fuldblodsvampyrer.

Temperaturen lå denne november dag lige under de 15 grader. Det havde regnet en smule tidligere, men solen var igen brudt frem. Vinteren lå for døren. Vampyrer bemærkede nu hverken kulde eller varme, men de var nødt til at klæde sig derefter for at passe ind i billedet. Selvom kulturen her var anderledes en derhjemme, også når det kom til påklædning, så var det ikke et af de punkter, hvor Matthew forsøgte at passe ind. Han var turist, og han lagde ikke skjul på det ved at klæde sig som tyrkerne – selvom Istanbul var en meget vestlig by, hvilket man da også bemærkede, når man kiggede ud i bybilledet, så helt skilte han sig ikke ud med sine mørke cowboybukser, den hvide skjorte og den sorte læderjakke. Faktisk passede han mere ind, end man umiddelbart ville forestille sig, når man tænkte på en mexicaner i en tyrkisk by.

Turen på vej til arbejde var intet specielt. Bare fordi man var udødelig betød det ikke, at man havde alle de penge i verden, man kunne tænke sig. Så både Matthew, hans fætter, Pedro, og hans kusine, Rosa, havde taget job i Istanbul for at have råd til deres fester og deres videre rejser. Matthew mødte ind i dyrehandlen for at tage eftermiddagsvagten. Bort set fra at jakken blev hængt i baglokalet, og han fik et navneskilt på skjorten, så lignede han stadig den mexicaner, der for et øjeblik siden havde gået udenfor.

Der var altid noget at lave i en dyrehandel. For at lokke folk til var der i vinduet killinger og hvalpe – adskilt selvfølgelig. De var kun lige akkurat gamle nok til, at de var taget fra deres mødre. Det nyeste kuld var kommet ind for et par dage siden, og hvalpene var på ingen måde renlige endnu, og deres tænder kløede. Det gav lidt af et arbejde med at holde deres lille bosted i vinduet rent og pænt.

Ude bagved havde de ældre katte og hunde. I butikken havde de ligeledes bure med fugle, mus, marsvin og hamstere, akvarier med fisk og terrarier med henholdsvis edderkopper, slanger, firben og skildpadder. Alting var så tæt pakket i forretningen, selvom der ude bagved var god plads. I butikken var der hylder fra gulv til loft og efter rengøringen hos hvalpene, så var det i gang med at rydde op på hylderne – en ting man kunne gå og gøre hele dagen, da kunder havde det med at lægge ting tilfældigt og sjældent ordentligt, hvis de havde haft kig på noget.

[Astarte Sabrina Mooney]

Ast var gået rundt imellem de forskellige butikker, viste ikke rigtig hvad hun kiggede efter, hun manglede jo ikke rigtig noget. Men det var nogen gange bare hyggeligt at gå rundt og se hvad der forgik i byen, hun var endt med at gå ind i en dyreforretning, ikke at hun skulle have et dyr, så ville Castiel slå hende halvt ihjel det var hun sikker på. Men derfor kunne hun jo godt kigge. Hun havde altid været glad for små katte, og stod derfor nu bare og betragtede dem med et sagligt smil over hendes læber. Hun kunne godt høre der var nogen der bevægede sig rundt ude bagved, både personer så som de dyr der var der ude. Det var en af de rigtig gode ting ved at være vampyr, ikke at der var nogen negative ting ved det faktisk. Hun kunne hvert fald ikke finde nogen.

Hendes tøj

[Matthew Cuerda]

Valgte man at arbejde i en dyreforretning, så valgte man også, at man ikke kunne få et øjebliks ro. Der var altid larm. Hunde, der bjæffede, katte, der mjavede, fugle, der kvidrede, og ellers den konstante lud af rumsteren. Nogle dage kunne det blive for meget, og andre gange var det bare den daglige baggrundsstøj. I det mindste var det ikke folks knevren, man skulle høre på hele dagen. Når der endelig var folk i butikken, så var det som regel børn eller kvinder. De elskede dyr. Derudover var det meget sjældent, at man så en potentiel kunde i dårligt humør. Dyr gjorde folk glade. Det lod heller ikke til, at det var undtagelsen for den blonde, unge kvinde, der stod ved killingerne. Matthew stod stille og betragtede hende en tid nede fra bagerst i lokalet. Hun passede pænt ind i billedet af kønne, unge kvinder, og Matthew stod allerede med en trang til at røre ved det blonde hår. Der var bare noget næsten magisk over den hårfarve. Måske fordi han så sjældent så den. Eller de havde set den, da de var forbi et af de skandinaviske lande. Der havde både Matthew, Pedro og Rosa været helt oppe og køre over det. Pedro havde for sjovt kaldt det for Modellernes Land. Selvfølgelig var der andet end blonde folk, men de så dem ikke. Der var for mange efter lige deres smag - og pigen her i butikken passede også ind i det billede.

Matthew bevægede sig fra de bagerste hylder og frem mod hende, uden at fjerne sit blik, der tog de sidste stjålne glimt af hendes krop, før det ville blive uhøfligt. "De er 14 uger" smilede han varmt for at indlede et forsøg på enten at sælge hende en killing eller få hendes nummer. Begge dele kunne være noget af en udfordring. Kvinder var ikke altid lige villige til at dele deres numre ud, og langt fra alle stod og ønskede sig en killing, selvom de blev sendt mange kærlige og varme blikke.

[Astarte Sabrina Mooney]

Hvis det stod til Ast så havde hun allerede en masse små killinger der hjemme, men hun ville ikke have de skulle blive større, de var nu en gang sødeste når de var så små som de var lige nu. Men igen Castiel var ikke til dyr, ikke ud over hende som han så sødt sagde. Så hvis hun endelig skulle have dyr, så skulle hun flytte 'hjemmefra' og hun havde det nu faktisk meget godt der hvor hun boede nu, der var mad, varme og nogen der vaskede hendes tøj og alt sådan noget. Så hun kunne bestemt ikke brokke sig, på ingen måder. Og hun havde jo mere eller mindre sit eget, det var en sød lille lejlighed ved siden af Castiels hus. Og hun kunne komme og gå i huset som hun ville. At hun så ofte bare var ved sig selv, eller hos sine venner var en anden sag. Mon hun kunne få lov at have en lille killing hos Jeremy? Nej hun tvivlede nu alligevel om hun fik lov til det, uanset hvor meget hun gjorde for ham.

Et skævt smil gled over hendes læber da der var en på vej over mod hende, med rolige men faste skridt, det var helt sikkert en fyr, hun drejede sig ikke om for at se på ham, ikke før han var tæt på hende og begyndte at snakke. "Det er sådan en dejlig alder, de burde slet ikke blive større end det" sagde hun med et stort smil og kiggede ned på de små søde killinger endnu en gang, men hun kunne ikke lade være med at skæve op til fyren ved hendes side, han var vampyr, det var der ikke nogen tvivl om, halvblods som hende selv, ellers havde hun nok kunne se hans tænder, men vampyr det var han, der var ikke nogen hjertelyd fra ham.

[Matthew Cuerda]

Blikket fulgte hendes øjne, da hun så op på ham, og han holdt sit smil, selvom det måtte kruse ud og blive en anelse større, da han hørte hendes ønske. De skulle aldrig blive større, de kære små killinger. "De ville nok have nemmere ved at finde et hjem, hvis det var tilfældet i hvert fald" svarede han varmt og åbnede for netlåget, der sørgede for, at killingerne ikke forsøgte at kravle eller springe ud. Han tog en af dem op og rakte hende. "Men de har også brug for kærlighed, selvom de bor her". At kæle med dyrene var utroligt nok også en del af jobbet. Det handlede om ikke at gøre dem sky eller reserverede. Og det var sundt for dem med mange forskellige hænder, så de blev vant til forskellige folk. Derudover var det en af de mest overbevisende måder at få folk til at købe sig et kæledyr. Det var ikke unormalt, at folk, der var i tvivl, overgav sig, så snart de havde en killing eller hvalp i armene.

[Astarte Sabrina Mooney]

Hans smil gjorde det svært ikke at smile tilbage, der var bare noget over det, noget hun ikke helt kunne beskrive, men hun kunne godt lide det. Hun nikkede til det han sagde, "Det er jeg slet ikke i tvivl om at det ville. De er så søde, fluffy og bløde" sagde hun og kunne ikke lade være med at smile, så meget at det næsten glimtede i hendes øjne. Hun kiggede lidt undrende på ham da det var sådan at han begyndte at åbne låget over killingerne, han havde vel ikke tænkt sig at tage en op, havde han? "Alle har brug for lidt kærlighed en gang imellem" sagde hun lidt kækt og sendte ham et skævt smil. Hun tog i mod den meget lille killing, den var så lille at den næsten kunne ligge i hendes hånd, og hun begyndte roligt at stå og stryge den over dens pels mens hun ikke kunne lade være med at smile. Det ville dog ikke ændre noget, hun skulle ikke have en, hun havde ikke noget sted den kunne være, så ville det jo være dumt. Selvom den nu altså var dejlig.

[Matthew Cuerda]

Let nikkede Matthew til ordene om, at alle havde brug for lidt kærlighed. Det var en ganske romantisk forestilling, men den mening kom måske ligeså meget af, at Matthew mente, at han ikke havde brug for anden kærlighed end den, som familien gav ham. Sex var en anden snak. Det havde intet med kærlighed at gøre. Og det var hans to rejsekammerater da også enig med ham i. Den lille rødbrune kat fandt hurtig til ro og spandt kærligt, så det fik Matthew til at blotte tænderne i et smil. "Se hvor I klæder hinanden". Den var ikke ret stor. Nok den mindste i kuldet. Det var også derfor, at Matthew var mest opmærksom på at få den afsat. Den havde det største behov. Ja, ja, de stærkeste overlever, men det var en usund holdning at have med det job, han havde i øjeblikket.

[Astarte Sabrina Mooney]

Asts form for kærlighed var ikke noget der indebar følelser af nogen art, nej hvis du spurgte hende så den eneste kærlighed hun havde brug for, det var den der forgik mellem to nøgne personer, også kaldte sex, mere behøvede hun ikke når det kalde kærlighed. Eller det var hvert fald det hun blev ved med at overbevise sig selvom, selvom hun var begyndt at tvivle på det her på det sidste, især når det var sådan at hun ikke så Jeremy. Den dumme dreng var virkelig kommet under huden på hende, og endda uden hun selv havde opdaget det, det pissede hende nogen gange af, hvilket ikke altid var positivt. Hun kunne ikke lade være med at grine en smule op til ham og hendes smil blev da kun større da hun så hans, "Det gør vi uden tvivl, men har ikke plads til denne dejlige lille killing" sagde hun med et lille suk, det var næsten synd at skulle sige nej til at købe den, men hvor skulle hun have den, hun kunne jo ikke lige frem gemme den der hjemme, Castiel ville høre det med det samme, han hørte for det meste lidt for meget af hvad Ast lavede hvis du spurgte hende.

[Matthew Cuerda]

Ingen plads. Det var som regel første undskyldning for, hvorfor man ikke skulle have kat. Matt lagde hovedet svagt på skrå med et næsten bedrøvet smil. "Ja. Det er der mange, der mener... men sandheden er, at de fleste blot ikke synes, at de har pladsen. Hvis killingerne bliver her, så får de omkring en kvadratmeter til sig selv eller til deling, og det lever de fint med" forklarede Matthew uden nogen form for bebrejdelse i stemmen. "Katte behøver ikke meget plads". Sådan set skulle en kat nok finde plads til sig selv, uanset hvor den kom hen at bo. Det tvivlede Matthew i hvert fald ikke på. De katte, de havde derhjemme, var dog gårdkatte. De levede udenfor og i stalden. "Der skal blot være plads til en kattebakke et sted, så skal de nok finde sig til rette" kom det i et skævt smil.

[Astarte Sabrina Mooney]

Og det var ikke en gang en undskyldning. Der ville hun bestemt have kunnet finde på nogen der var meget bedre hvis det endelig skulle være det. Hun rystede kort på hovedet "Tør det smil af Matthew" sagde hun da det var sådan at hun havde fået kigget på hans navne skilt, hun regnede ikke med at det gjorde noget at hun ikke brugte hans fornavn og kun det, ellers måtte han jo rette på hende hvis det var. "Det er meget muligt at de ikke behøver særlig meget plads for at de falder til, problemet ligger så meget i at jeg ikke må have katte der hvor jeg bor, så det bliver lidt svært" sagde hun en smule trist, for hun ville nu gerne have den søde lille kat der lå i hendes hånd, men det måtte være når hun flyttede for sig selv, hvis hun nogen sinde fik gjort det.

[Matthew Cuerda]

Og dér kom så det afgørende argument, som Matthew ikke kunne stille noget op imod: Det var ikke tilladt at have kat, hvor hun boede. "Jeg forstår ikke de steder, der dikterer den slags. En hvalp kan man forstå, da de ikke er renlige, og de bider i ting, indtil de smider deres hvalpetænder - egentlig meget ligesom børn - men... en killing... den er opdraget fra starten af". Det var til at høre i hans stemme, at det her ikke længere handlede om, om hun skulle have en killing eller ej. Stemmen var mere undrende og nærmest opgivende overfor verdenen. Bebrejdende var den ikke, da det selvfølgelig ikke var et valg, som denne kvinde havde taget. Det var noget, der lå udenfor hende selv. "Det er vist bare svært at forstå, hvordan nogen kan forbyde dyr, når man selv er vokset op med dem" undskyldte han sig med et varmt, skævt smil.

[Astarte Sabrina Mooney]

Det var jo ikke fordi det ikke var tilladt, hun måtte bare ikke, hvilket hun burde tage en snak med Castiel om. For hun ville gerne have sådan en sød en her, "Teknisk set må man godt have dyr der hvor jeg bor, men ham jeg bor ved vil ikke have det, så kan ikke gøre så meget" sagde hun roligt, og trak på skulderne og kunne ikke lade være med at grine lidt af den utilfredse lyd der kom fra killingen i hendes hånd. "Jeg har aldrig rigtig haft kæledyr, det var ikke så vel set i min familie" sagde hun roligt, glad for at hun ikke havde noget med den del af familien at gøre længere, hun var mere ind tilfreds med at hun havde mødt Castiel og at han havde gjort hende til vampyr, det kunne hun ikke brokke sig over, han havde reddet hende fra hendes liv og alt det hun blev udsat for. Og det ville hun altid være ham evigt taknemmelig for.

[Matthew Cuerda]

Hovedet faldt let på sned med et varmt smil, da hun nævnte, at det var manden, hun boede med, der sagde nej. ”Jeg kan kun beundre, at han er i stand til at sige nej til en så betagende kvinde som dig”. Der lå egentlig intet flirtende i stemmen, ikke direkte, men det var på alle måder en eksplicit kompliment. Det kunne dog tænkes, at det var en bror eller lignende, så Matt havde været bevidst om ikke at insinuere noget – derfor havde han undgået en flirtende tone. Desuden virkede det også bedre, hvis man ikke lød som om, at man hurtigst muligt bare ville ind i hende. Omvendt nævnte hun efterfølgende familien i datid. ”Jeg gætter, at du er bidt” lød det halvt konkluderende og halv spørgende. Det var ikke noget, han kendte til. Han var født vampyr, så han vidste ikke, hvordan det var, når man blev tvunget til at se sin familie dø, mens man ikke selv blev en dag ældre.

[Astarte Sabrina Mooney]

Hun gengælde det varme smil som han gav hende og blev ved med at nusse med katten i hendes hånd, den var nu altså dejlig, det kunne hun ikke komme uden om. "Jamen tak skal du have... Men Ewww... Jeg tror slet ikke han ser mig på den måde, det ville være.. Underligt.." Ast så Cas som sin bror, nogen ville dog kalde Cas for hendes far, men det virkede også bare for underligt et eller andet sted. Hvis han valgte at flirte med hende, så ville hun nok ikke sige så meget til det, nok bare gå med på den, det var lidt det hun gjorde for det meste. Selvom det til tider ikke var noget Cas var videre glad for, et eller andet sted var hun sikker på at han bare gerne så hende slå sig ned, men det mente hun sku alligevel hun var for ung til. Han havde jo heller ikke gjort det. Okay hun viste godt hvorfor, han havde det der mage noget han ikke havde fundet endnu. Hun viste heller ikke om hun glædede sig til det, tænk hvis hun ikke kunne med trunten? Hvad ville Cas så gøre, smide Ast ud, eller! Det håbede hun sgu ikke. Men hun regnede heller ikke med det. Hun nikkede da det var sådan at han spurgte om hun var bidt. "Det er jeg.. Ham jeg bor ved gav mig evigt liv da jeg blev 20" sagde hun roligt, det var en sød tanke, og hun havde også brugt den til gavn da det var sådan at hun havde fået mere styr på sig selv. Det viste Castiel dog bare ikke noget om, og han skulle heller ikke vide det.

[Matthew Cuerda]

Matthew nikkede i stemmende, da hun sagde, at det ville være underligt, hvis det var, at ham, hun boede hos, så hende på den måde, som Matt antydede. Det var ikke, fordi han kendte hendes situation specifikt, men hjemme hos dem var de tre om at sætte reglerne, og at gøre noget andet end aftalt kunne give nogle heftige konflikter. Det viste sig så, at det ikke var familie, hun boede ved, ikke rigtig. Det var ham, der havde forvandlet hende. "Og... det... gjorde han bare uden videre?" spurgte Matthew nærmest undrende. Hvis fyren ikke følte noget for hende, hvorfor så forvandle hende? Det var svært at se logikken i den handling. Man forvandlede jo ikke bare mennesker til vampyrer. "Hvor længe har du så været en af os?" spurgte Matthew langt mere nysgerrigt.