I skjul

[Lira Tamio]

Pis! De fuldbloder gav bare aldrig op!
Lira kiggede forsigtigt frem bag kanten af vindueskarmen og skævede ned mod gaden, men i øjeblikket kunne hun hverken lugte eller se andet end et par mennesker, der levede deres miserable liv med stoffer, hor og druk. Hun havde ikke noget mod mennesker generelt, men det der var jo bare ynkeligt. Hun fjernede hovedet fra vinduet for at hvile det mod væggen i stedet og strakte benene ud foran sig.
Hun havde flygtet fra sine forfølgere i flere dage nu! Det var ikke en konstant jagt, men lige så snart hun forlod slummet, opdagede nogen hende altid og jagtede hende rundt i byen i timevis. Indtil videre havde hun heldigvis kunne slippe væk fra forfølgeren, men før eller senere var der nok en fælde hun ikke forudså … eller også dukkede der en fuldblod, der var for stærk og hurtig, op. Gid de bare ville glemme alt om hende igen, så hun kunne genoptage sit arbejde. Måske skulle hun flygte til halvblodernes hovedkvarter? Men det ville nok skabe politiske problemer, som hun ikke lige regnede med.

[Jeremy Öcalan Caeland]

Jeremy havde egentligt ikke meldt sig, til at lede efter en halvblodsflygtning. Så langt fra faktisk. Men han havde været i nærheden, da han fik at vide, at tøsen var blevet set tæt på slummen, og havde sagt ja til at tjekke det ud.. Egentligt gad han ikke finde hende, og regnede heller ikke med det, så han spadserede egentligt bare rundt på gaderne i det mildest talt uhygiejniske kvarter. Fyldt med tiggere, ludere og bidafhængige mennesker. Særligt sidstnævnte var en plage, men Jeremy ignorerede dem bare, eller puffede dem væk, hvis de blev for nærgående..

Han så sig dovent omkring, mens han gik ned af gaden, med hænderne solidt placeret i lommen på sine bukser. Faktisk kedet opgaven ham i en sådan grad, at han ikke kunne holde et gab tilbage.. Han huskede godt Lira, og forstod ikke hvorfor det var så vigtigt at finde hende. Det ville bare betyde at hun skulle tilbage til hovedsædet og være irriterende. Ikke ligefrem nogen god fangst. Hans blik gled dovent over vinduerne på de slidte bygninger, mens han skubbede endnu et nærgående menneske væk, som tiggede om at blive bidt. Forstod mennesker da ikke, at vampyrer ikke synes det var lige så sjovt, når menneskerne tilbød det frivilligt?

[Lira Tamio]

Kunne hun slippe ud af Tyrkiet? Måske var det bare nok at slippe ud af Istanbul, indtil folk mistede interessen for hendes lille mordforsøg. Det var jo ikke engang lykkedes hende, så hvorfor fanden bar de stadig nag?! Lira sukkede irriteret og skubbede sig på benene. Hun burde se at flytte sig. At blive det samme sted for længe var uklogt, så hun smuttede ud på trapperne og ned i stueetagen for at komme ud på gaden og … tankerækken stoppede, da hun stod ansigt til ansigt med klaphatten fra hovedsædet. Ham egotripperen, hvad var det nu han hed?
Nogle sekunder stirrede hun vantro på ham, men så brød en svag latter frem – mest på grund af chokket over at se ham. ”Hvad fanden laver hr. Høj i hatten herude?” Spurgte hun og lagde armene over kors. ”Sætter de nu børn til at lave deres beskidte arbejde?” Ude af cellen. Skønt, nu kunne hun give ham et lag tæsk, hvis det blev nødvendigt! Lira så allerede frem til at finde en undskyldning for at give klaphatten et blåt øje.

[Jeremy Öcalan Caeland]

Havde Jeremy haft et fungerende hjerte, ville det have sprunget et slag over, da han pludselig stod ansigt til ansigt med Lira. Han havde regnet med at hun var over alle bjerge, så han havde hverken lyttet eller lugtet efter hende. Dovent? Ja måske. Smart? Nej, ikke specielt.. Overraskelsen viste sig dog kun i et øjeblik, i hans ansigt, inden et kækt smil hjemmevandt faldt på plads, på hans læber. Hun var ældre, ja, men havde havde ikke tænkt sig at give hende den tilfredsstillelse, at se nervøs ud. ”Selv børn kan finde dig” svarede han bare og hævede provokerende det ene øjenbryn ”Og desuden er de andre tæt på, så jeg har vist ikke noget at være nervøs for” – han var ikke den eneste der ledte efter hende i slummen, og de andre var mærkbart ældre. Hvis først de hørte han var i problemer, ville hun være omringet på få sekunder. For at understrege sin sikkerhed, blinkede han kækt til halvblodsvampyren, og lagde som hende armene over kors.

[Lira Tamio]

Andre? Lira ignorerede stortset alt andet end den sætning. Der var andre i nærheden?! Pis! Hun nedstirrede kort klaphatten, men han lod ikke til at lyve, og de andre var helt sikkert ældre. Hvis hun begyndte at smadre ham nu, ville de høre ham, men hun kunne heller ikke stikke af uden at han råbte op.
”En ting er at finde mig,” Lira slog over i et mere flirtende smil og spandt næsten på ordene. ”Hvad har du tænkt dig at gøre nu? Kalde på dine storebrødre?” Uden at vente på svar rykkede hun hurtigt hen foran Jeremy og greb efter hans arm for at vride den om på ryggen og holde en af sine vievandskanyler mod hans hals. Forhåbentlig var han stadig for ung til at kunne kæmpe ordentligt imod det.

[Jeremy Öcalan Caeland]

Han så det ikke komme. Det var en ting der var helt sikkert. Han havde alt for travlt med at stirre vantro på Lira, over den pludseligt skiftende tone. At spekulere på hvad hun var ude på, nåede han ikke engang, før hans arm var vredet om på ryggen, og en lidt for faretruende nål hvilede ved hans hals. Pis.
Han holdt sig dog roligt, og prøvede ikke engang at stritte imod. Han kunne godt mærke at han ikke helt nåede op på samme styrke som hende. Der ville gå en portion år endnu. Men hans blik viste ingen nervøsitet. At holde ansigtet helt afslappet, var et talent mange fuldblods havde. ”Hov, hvis du kan lide at lege hårdt, skulle du bare have sagt det” påpegede han med et afslappet grin. Et ord var alt hvad der skulle til, før de andre ville komme strømmende, så han følte sig stadig relativt sikker, selvom tanken om hele kanylen med vievand som strømmede rundt i hans krop, ikke ligefrem var tiltrækkende.

[Lira Tamio]

Lira kunne kun smile tilfreds, da angrebet lykkedes hende. Menneskene trak jo bare væk fra gaden for at undgå problemer, så hun kunne uden problemer tvinge klaphatten med ind i gyde, hvor lugten fra containerne forhåbentlig ville kunne skjule dem for en stund. ”Åh, skat, det her er den blide leg, den hårde er vi slet ikke begyndt på endnu,” hviskede hun i hans øre uden at sænke kanylen. ”Kanylen er bare til at lamme dig, når du først er nede, skal du ikke regne med at komme op igen, så hvis jeg var dig, ville jeg lade være med at kalde på mine venner, okay?”
Imens han fik lov til at gruble over den kommentar, begyndte Lira at overveje sine flugtveje. Hvis hun nu kunne skaffe en bil? Nej, hun ville ikke kunne køre fra dem, så var det hurtigere at løbe. Men hvilken vej? Hun holdt stadig klaphatten tæt ind til sig for at sikre sig, han ikke pludselig prøvede på noget, imens hun skævede grublende rundt. Hvad vej var sikrest? Lige så snart hun slap ham, ville han råbe op. Måske skulle hun bare dræbe ham nu?

[Jeremy Öcalan Caeland]

Selvfølgelig, ind i en beskidt gyde ”Du kan også lide det beskidt, jeg er imponeret, og lidt fristet” Han hævede skeptisk det ene øjenbryn, men det drengede smil blev på hans læber. Situationen var uheldig, det måtte han indrømme. Han så ikke mange flugtveje – faktisk ikke en eneste, så han måtte bare håbe på at Lira indså at hun ikke kunne slippe fra de mange fuldblods. Ikke uden hjælp, i hvert fald ”Jeg burde have vist du var den type.. Men hvad, jeg er frisk” erklærede han dæmpet, og blinkede flabet til hende. ”Hvis jeg var dig, ville jeg ikke true en der kan få massevis at fuldblods til at komme styrtende på et øjeblik” svarede han bare igen, og lod hende så tænke. Var det for meget at håbe på, at tøsen kom frem til at det ville være bedst bare at løbe sin vej så hurtigt som muligt? ”Hvis jeg var dig, ville jeg løbe… Dræber du mig, dræber de dig.. Skader du mig, vil de høre det, finde dig og tage dig med tilbage til hovedsædet.. Ja, du burde helt bestemt løbe” indskød han dovent, og trak på skulderen, mens han tvang sig selv til ikke at skæve nervøst til kanylen. Kunne hun ikke godt fjerne den? Han kunne jo ikke flytte sig alligevel.

[Lira Tamio]

En næsten ondskabsfuldt brød kort hendes læber. ”Sorry, men jeg er ikke til børn,” i menneskenes verden var klaphatten voksen, men i hendes var han blot et umodent barn, der nægtede at holde kæft og gøre sig nyttig. ”Prøv bare at få dem til at komme rendende,” fnøs hun og prikkede let i halsen med kanylen, så spidsen brød en smule gennem huden. Hun trykkede dog ikke ned på den endnu og ventede på, at knægten bestemte sig for at holde mund. ”Som om I ikke dræber mig under alle omstændigheder. Så kan min sidste handling lige så godt være at rive hovedet af dig,” snerrede hun advarende. Han skulle ikke stå og bilde hende ind, at hun ikke ville dø, hvis de fangede hende og klaphatten var okay. Hun var dødsdømt uanset hvad, så det gjaldt bare om at komme væk.

[Jeremy Öcalan Caeland]

En kort latter forlod hans læber, og denne gang ganske oprigtigt ”Fortæl du bare dig selv det” morede han sig, og sendte hende et kækt smil.. Selv ikke da hun trykkede kanylen gennem hans hud, flakkede hans blik ikke fra hende. Han så udfordrende på halvblodsvampyren ”Tror du ikke jeg kan nå det, inden du når at trykke den tingest i bund?” han ville uden tvivl kunne nå at råbe et eller andet, inden vievandet lammede ham fuldstændigt. Og så var tøsen lige fedt ”Du har ikke tænkt dig at bruge den kanyle der, og ved du hvorfor?” han så teatralsk på hende i sin kunstpause ”Fordi hvis du tænker dig om, ved du at jeg kan få dig væk herfra” fristede han, og tippede hovedet lidt til siden, så den side af hans hals hvor kanylen sad, var mere blottet end før ”Men hvis du gerne vil dø, så brug endelig dit eneste våben mod mig” hans tonefald skinnede af arrogance, mens han ord var sande. Han vidste hvor de andre var, han vidste hvad de ledte efter, og han vidste hvordan de tænkte.

[Lira Tamio]

Lira rullede med øjnene af klaphattens ego. ”Du har ret, du er en gave til verdens kvinder, hvorfor så jeg dog ikke det til at starte med?!” klagede hun dramatisk – og hviskende.
Det næste lød dog ret så interessant, og kanylen blev trukket ud af huden, men ikke helt væk. ”Det er selvfølgelig rigtigt,” han kunne få hende gennem uden at blive opdaget. Men det kunne også være en fælde. ”Okay, du får mig ud herfra i ét stykke, og jeg lader være med at rive hovedet af dig. Hvordan lyder den aftale?” Foreslog hun tilfreds. Han var trodsalt ikke i en position, hvor han kunne stille krav.

[Jeremy Öcalan Caeland]

Selvfølgelig var han det! Lira havde ganske rigtigt bare ikke opdaget det endnu. Måske fordi hun var en tåbelig, irriterende halvblods uden smag? Det var en yderst plausibel forklaring. Han svarede dog ikke, men nøjedes med at smile drillende til hende. ”Du er så sød når du er dramatisk” roste han provokerende, i stedet for.
Hun var fristet, det var tydeligt da hun trak kanylen ud. Heldigvis! Hvis hun ikke havde troet på ham, havde han været på spanden. Men lidt fornuft havde kvinden åbenbart i hovedet. ”Det er en aftale... Men du bliver nok nødt til at flytte den nål der, så vi ikke vækker opsigt” accepterede han neutralt. Han skulle hjælpe en halvblods med at flygte, hvor latterligt. Han burde bare få fat i de andre, men det var ikke sikkert, før hun slap ham, og kanylen ikke var foruroligende tæt på hans hals. Det var dumt at tage nogen chancer, men det sindssyge kvindemenneske.

[Lira Tamio]

”Jeg ved det, I’m to die for,” lød det isnende svar på klaphattens ’kompliment’. Lira var bestemt ikke vild med at sænke kanylen. Det ville give for mange åbninger. ”Vi kommer ikke til at vække opsigt, bare rolig. Vis du nu bare vej, så skal jeg nok sørge for, at folk ikke lægger mærke til os,” hun spandt igen svagt, da hun endelig slap grebet om hans arm –det ville trodsalt tiltrække sig opmærksomhed – og i stedet lagde armen med kanylen om hans hals. Hånden lod hun glide ind under hans jakke og bluse, så hun ubesværet kunne forsætte med at pege kanylen mod hans hus, imens hun med den fri hånd greb om hans arm, som om hun blot var en omklamrende kæreste. ”Så går vi, skat,” forsatte det spindende tonefald mod hans øre. Hun kunne stadig have ham i et fast greb på den her måde uden at vække opsigt. Perfekt!

[Jeremy Öcalan Caeland]

Selvfølgelig.. Alle mænd ville hænge sig hvis de blev tvunget i nærheden af tossen. Det valgte Jeremy selvfølgelig bare ikke at sige højt. Ingen grund til at provokere psykopaten med kanylen! Og selvfølgelig slap hun ham ikke. Hun fandt bare på en, indrømmet, ret kreativ, måde at holde ved ham på, uden det så ud som en fange med tilhørende fangevogter. Men alternativet var endnu værre. Et par.. Fantastisk. Han smilede sukkersødt til hende ”Selvfølgelig, pusser.. Alt for dig” svarede han bare med et alt for kærligt smil, og satte kursen ud af gyden, hvor han drejede den samme vej som han var kommet fra. Han var irriteret over hele konceptet ved denne ide, men en aftale var en aftale, trods alt. Uanset hvor lidt det huede ham. ”Vi passerer en fuldblods om lidt.. Han har ingen ide om hvordan du ser ud, så når han hilser på mig, smiler du bare, okay?” de kunne vel lige så godt gøre det ordentligt, nu hvor de var i gang. Den anden fuldblods ville forhåbentligt ikke fatte mistanke. Det var ganske normalt at se Jeremy med en ny tøs jævnligt.

[Lira Tamio]

Lira havde nær tabt den smilende maske ved lyden af kælenavnet. Det sendte et ubehageligt gys gennem hendes ryg og gav hende næsten kvalme. Hun var sunket ned til at måtte lege kæreste med et barn! Hvor lavt kunne man ikke synke, når man forsøgte at redde sig ud med livet i behold?!
Det glade smil blev dog holdt oppe, imens hun krammede løs på klaphatten. ”Nå ja, hvad hedder du nu?” Havde han sagt sit navn, havde hun i hvert fald glemt det igen, og hvis hun skulle til at lege ’lovey-dovey’ med ham, burde hun nok kunne hans navn. Hans forklaring om vagten, fik bare et leende svar, som om han lige havde fortalt alle tiders joke.