I skjul

[Lira Tamio]

Kanylen gik ingen vegne! Bare fordi han var opførte sig nogenlunde i øjeblikket, betød det jo ikke, at han ville gøre det, hvis den forsvandt – ikke at Lira tvivlede på, at hun kunne holde ham fast. Han var trodsalt kun en lille knægt.
Hun greb igen om hans skjorte med den frie hånd og hamrede ham en tredje gang mod muren, denne gang betydeligt hårdere. Det fik endelig muren til at flække og give efter, så de væltede ind i en af de tomme bygninger. De var virkelig ikke særlig godt vedligeholdt. Lira tog sig ikke af det – hun landede jo dejlig blødt på ’Cameron’ – og trak sig lidt væk igen for at se om fyren stadigvæk var vågn, imens hun sad på hans hofter for at sikre sig, han ikke kunne stikke af. "Er du snart klar til at besvime og gøre tingene lettere for mig? Eller skal vi tage turen gennem den næste væg også?"

[Jeremy Öcalan Caeland]

Muren gav efter. Jeremy var ikke forberedt på det, så at blive stående oprejst var ikke en mulighed. Men i det mindste faldt Lira med ned, selvom hun vist landede markant mere behageligt end ham selv. Hans eneste underlag, at ramme, var stykker af den ødelagte mur. Ikke ligefrem behageligt, men ingen af murstenen havde ramt for uheldigt, og brækket noget, men mærker ville der med garanti komme.
Smerten skjulte han dog i sit blik, da hun fjernede sig lidt fra ham. Han havde endda nærvær nok til at fjerne den ene arm fra hende, række ind under sig selv, og trække en mursten ud, mens han smilede kækt ”Beklager, så heldig er du ikke” svarede han bare, og kastede mursten fra sig på gulvet.

[Lira Tamio]

Pokkers, han var ret stædig. Lira rejste sig irriteret og rev ’Cameron’ med op ved kraven uden at lade kanylen forsvinde fra halsen. Hun hev ham med ind i skyggen af den resterende mur og kiggede forsigtigt ud. Hun kunne ikke se nogle fuldbloder, knægten havde også sagt, at de var udenfor deres søgeområde nu … men man vidste jo aldrig. ”Du er virkelig belastende,” bemærkede hun tvært og trak endelig kanylen væk – klar til at indhente ham og gøre ham tavs, hvis han nu forsøgte at advare de andre – så hun kunne få styr på sit tøj. Idioten havde rodet det fuldstændigt op. Imens hun rettede rundt på tøj og hår, holdt hun et konstant øje på ’Cameron’. Klaphatten var sikkert dum nok til at prøve på noget.

[Jeremy Öcalan Caeland]

At blive hevet op fra gulvet, som en anden kludedukke, var ikke den fedeste fornemmelse i verden. Men i det mindste var han væk fra det ret ubehagelige underlag, han havde befundet sig på. Hans blik fulgte hendes, da hun kiggede udenfor. Mistænksomme kvinde. Jeremy havde ikke været dum nok til at lyve for hende, med hensyn til vagterne. Der var ikke nogen i nærheden. ”Det er jeg ked af.. Især når du er sådan en fryd at være i selskab med” svarede han sarkastisk, og smilede arrogant.. Lettelsen over den fjernede kanyle, kunne kortvarigt ses i hans blik. Nu var vievandet da ikke den største trussel længere. I det hele taget steg hans humør et par takker. Især da han kunne se hendes problemer med tøjet og håret. ”Problemer?” spurgte han bare smilende. Heldigvis, havde han kun brug for at lukke sine bukser igen, og stryge hånden over sit hår en enkelt gang, før det så fint ud igen.