To vampyrer omgivet af peanuts

[Marie Jean Rosswell]

Tvunget venlighed var en af Maries specialiteter, hvis hun virkelig ville. I de tilfælde var der ikke en finger at sætte på hendes venlige og høflige facade. Så da Frost tiltalte hende, smilede hun naturligt igen, og lignede nærmest en der talte med en kær gammel ven ”Ja, det er stadig frøken” slog hun hen med en perlende latter, selvom spørgsmålet irriterede hende. Måske fordi hun nærmest allerede havde svaret på det til Lucifer. Det var selvfølgelig ikke nemt for Frost at vide.. ”Bestemt, det er for længe siden” gav hun ham ret. Hun ville ønske hun kunne læse deres tanker, men de to vampyrer var desværre alt for gamle. Det ville ellers have givet hende en fordel.
Til trods for at hans næste spørgsmål var problematisk, holdt hun masken ”Spændende.. Det er altid interessant at høre Lucifers synspunkter..” svarede hun smilende, og gik endda så vidt at hun kort lagde sin hånd blidt på Lucifers overarm, i håbet om han ville ryste den af, så det var ham der fremstod ubehøvlet overfor de mange nysgerrige mennesker. ”Selvom rejser i de maskiner selvfølgelig aldrig kan blive helt behagelige, men det kender du vel?” ikke mange vampyrer var glade for at flyve. Det larmede for meget, og var for højt oppe.

[Frost]

Frost kiggede på Lucifer. Det var ikke til at se at han var overbevidst om at hans ven havde sagt noget Frost sikkert ikke ville billige og som han ikke ville blandes ind i. Fandens til uheld at de skulle mødes. Så smilede han høfligt til Marie igen. "Kan jeg forestille mig. Lucifer har nogle interessante meninger om mange emner. Det glæder mig at I har haft en spændende tur." Han ville yderst gerne vide om også menneskene havde haft en lige så spændende tur, men spørgsmålet ville lyde som en skjult kritik af deres evner til at omgås hinanden. "Hvad bringer dem til Paris, hvis det er okay at jeg spørger?" Ud over den formelle tiltale lød også frost som om han stod og snakkede med sine 2 bedste og mest fortrolige venner. Og det selvom han kun ønskede at få mødes afsluttet så hurtigt som muligt, og få en snak med Lucifer om alt på den flytur. Lucifer ville komme til at stå skoleret over for en anspændt frost.

[Lucifer]

Det her var grunden til, at han hadede politik og foretrak krig. Der fik man da lov til at trække fronterne stærkt op og tale som det passede en. Suk. Lucifer lod dog ikke irritationen vise sig og efterabede fint de andres venlige masker.
Maries berøring havde ikke den ønskede effekt. Når man tænkte på deres fortid sammen, gjorde den slags ham ikke det store, så han smilede blot til hende. ”Jeg nyder skam også at tale med dig, Marie, det er altid rart at genopfriske gamle minder,” svarede han og berørte let hendes skulder som modangreb. ”Ja, jeg må indrømme, at jeg er lige så nysgerrig som Frost på det punkt. Jeg havde aldrig troet, at vi skulle mødes under sådanne omstændigheder,” grinede han i et mildt toneleje.

[Marie Jean Rosswell]

Spændende var ikke helt det rette ordvalg, men Frost lod da til at fange den betydning sætningen havde haft. Men han var nok alligevel godt klar over at turen ikke havde været sjov for nogen parter – især ikke menneskerne. Mange ting ville Marie kalde Frost, men dum var ikke en af dem! ”Det har han som altid.. De kender ham jo” svarede hun blot høfligt. Alle der kendte Lucifer vidste vist at han havde sine egne meninger. Nogen synes det var fint, andre, som Marie, hadet det som pesten. ”Det er helt okay..” forsikrede hun halvblodslederen ”Det var såmænd bare en personlig tur.. Familiebesøg og alt det klassiske.” svarede hun overfladisk. Nærmere ville hun ikke ind på det, for selvfølgelig var det ikke kun et privat besøg. Ikke i disse tider. Det var ikke noget der kunne tages tid til. Det var nærmere politik og slagplaner der var blevet drøftet med Paris’ del af fuldblodsbefolkningen.

Hendes strategi virkede ikke. Lucifer tog det alt for roligt, hvilket irriterede hende grænseløst. Arrogante halvblods! Hun fjernede således selv hånden fra hans arm, og forventede stærkt at hans også ville fjerne sig, inden trangen til at flå den af blev for stor. Kropslig kontakt med Lucifer var det sidste hun havde lyst til. ”Så er vi tre.. Det var noget af en overraskelse.. Især at vi havde sæder ved siden af hinanden” – det havde været det værste! Hvis de bare havde siddet i hver sin ende. Eller hvis Lucifer bare befandt sig sammen med kufferterne i bagagerummet.

[Frost]

Frosts blik gled fra Maries hånd på Lucifers arm, til Lucifers hånd på Maries skulder. Hvad havde de gang i? Frost forstod det slet ikke. "Den slags skal også passes. Jeg er sikker på at de bliver henrykte over besøget."
Og han troede ikke det mindste på hendes forklaring. Der måtte ligge noget andet bag.
Hans blik hvilede kort på Maries skulder og igen på Maries hånd, da hun fjernede den fra Lucifers arm. Han kommenterede det ikke. Det var slet ikke nødvendigt for ham at sige noget. Hans blik og stilheden sagde det hele. Hvor upassende han fandt det. Og forvirrende. Det eneste han var klar over var at der var sket et eller andet på det fly.
"Der kan man bare se, hvad er oddsne for det?"[\b] Ret store hvis man bestilte sædderne sammen.

[Lucifer]

Da Marie fjernede hånden, gjorde han det samme. ”Endnu en glædelig overraskelse,” medgav Lucifer om sæderne. Heldigvis var der ikke mennesker fra flyet i nærheden, for de ville nok have gloet på ham som om han var sindssyg. ”men jeg er bange for, at vi burde komme videre. I to har trodsalt andet vigtige ting at tage jer af, ikke sandt?” En fin åbning til at de kunne undskylde sig fra at forsætte den her forfærdelige snak uden at det ville kunne starte en krig. "Vi må mødes på et fly igen engang, Marie, tiden flyver afsted, når man er i godt selskab," sagde han som afsked til Marie og tilføjede et let smil.

[Marie Jean Rosswell]

”Det gjorde de bestemt” sagde hun bare smilende, og ville helt lade emnet ligge. Især fordi hun gerne ville videre, og væk fra de to halvblods. At være i selskab med fjender, var ikke noget der stod højt på hendes ønskeliste. Selvfølgelig brød hun sig heller ikke om Frost reaktion på berøringerne. Endnu en god grund til at smutte, inden han fik nogen ideer! ”Ikke store odds, men ja, glædelig overraskelse” gav hun Lucifer ret. Om end meget modvilligt. Det skjulte hun selvfølgelig bare godt… ”Du har ret, så hvis de herre vil undskylde mig” sagde hun bare afslappet, og hankede op i sin lille kuffert. Inden hun gik, sendte hun begge mænd et smil, og tilføjede ”Jeg skal desværre ikke flyve igen snart.. Men mon ikke vi støder sammen igen engang” svarede hun bare høfligt, og passerede så Frost, for at komme ud af lufthavnen. Frygtelige halvblods! Efter at have snakket med dem, havde hun lyst til at vaske munden med sæbe.. Og hendes skulder for den sags skyld! Alligevel holdt smilet hele vejen ud til bilen, men med det samme døren lukkede, forsvandt det. Frygtelig flyvetur, det var det eneste hun kunne sige..

// out ^^

[Frost]

Frost nikkede. Et sted taknemmelig over at en anden havde fået startet afslutningen, så dette akavet møde, hvor de sikkert alle sammen stod og krummede tæer og ønskede at en anden ville gøre så de kunne komme væk fra hinanden.
Han så på Lucifer og nikkede samtyggende. "Jo, vi skal ikke tage mere tid."
Han gav Marie rigelig med plads til at komme forbi og stirrede sammenbidt efter hende. Rædsomme fuldblod. Det var med en lav stemme at han henvendte sig til Lucifer, da Marie var ude af billedet.
"Fortæl mig lige igen, hvordan I kunne ende ved siden af hinanden?... I hans baghoved gnavede en mistanke, som han var nød til at få til at tie.

[Lucifer]

Lucifer vinkede smilende efter Marie, indtil hun var væk og åndede så lettet ud. Endelig! Hans kinder var begyndt at gøre ondt, sådan som der skulle smiles konstant. Ved Frosts spørgsmål trak han på skuldrene. ”Sort uheld? Damen blev ved med at beklage sig over, hvorfor vi ikke bare kunne rette ind, og jeg forsøgte at forklare hende, at vi ikke kan leve i harmoni, når de tvinger deres love ned over hovedet på os,” alene tanken gav ham ondt i hovedet, så han måtte ømme sin pande til sidst. ”Skal vi komme hjemad?” Han gjorde en gestus mod udgangen med den frie hånd og begyndte at gå.