To vampyrer omgivet af peanuts

[Lucifer]

Menneskene virkede til at spidse ører igen. For pokker da. Lucifer hadede fly. De var højt oppe, ren teknologi, også havde man intet privatliv. ”Du har virkelig en eller anden lille fantasiverden kørende i dit hoved med regnbuer og glade fuldblodsvampyrer og halvblodsvampyrer, der danser rundt og holder i hånd, har du ikke?” Spurgte han en tand kritisk. Hun virkede lidt naiv, når hun troede, at to så forskellige racer kunne leve i perfekt harmoni. Fuldbloderne lignede måske hinanden, men halvbloderne var langt mere selvstændige og uafhængige. Der var nødt til at komme sammenstød før eller senere. ”Tja, lederne ser ikke ud til at være interesserede i det, så det sker næppe lige foreløbigt.” Der lød spredte suk af lettelse mellem menneskene.

[Marie Jean Rosswell]

Hun lo muntert over hans ord ”Nej, det gør jeg ikke.. Jeg har ingen ambition om at vi skal være bedste venner. Overhoved ikke.. Jeg vil bare gerne have at vi kan leve med hinanden, uden at skulle spille med musklerne, og være på randen af krig hele tiden… Som sagt må i gøre hvad i vil, når bare vi har et par ting vi er enige om. Så kan jeg ikke se hvorfor vi ellers skal blande os i hinandens sager.. Så ens er vi ikke..” forklarede hun afslappet. Hun havde ikke et ønske om at have flere halvblods i sit liv, end dem hun havde nu. Fuldblodsvampyrerne havde ikke brug for et større netværk af venner. ”Du ønsker vel heller ikke krig? Ville det ikke være bedre hvis vi bare lod hinanden være, men var enige om ikke at spilde unødigt menneskeblod?” udfordrede hun, og så indgående på ham. Man skulle være en tåbe for at ønske krig.

[Lucifer]

”Altid noget,” bemærkede han kortfattet. Naiv var hun gudskelov ikke. Det ville også have været foruroligende for en på hendes alder. Spørgsmålet han fik tilbage virkede et eller andet sted som en fælde, og han måtte tie for en stund, imens han overvejede sit svar nøje. ”Det gør jeg vel ikke,” kom den ville han dog på ingen måde prøve at forhindre den. Krig var spænding og dynamik. Han ville da hellere dø i en intens kamp end af mangel på livslyst. Han ville ikke starte en længere diskussion op igen, så han holdt sig til det korte svar og et svagt nik. Det måtte være nok. Han mente dog stadigvæk ikke, at fuldbloderne lod halvbloderne være, men de ville bare ende i den samme cirkel. Når man havde to vidt forskellige synspunkter, skete den slags lidt for ofte.

[Marie Jean Rosswell]

Det gjorde han vel ikke.. Godt han lød så sikker i sin sag. "Godt du er enig" Hvordan nogen kunne ønske krig, forstod hun ikke. Men ja, hvis den endelig kom, ville hun da også selv gå passioneret ind i kampen, lige som en hver anden fuldblods. Og ud over den ekstra styrke, havde de også den fordel at de var enige i de ting de gjorde. De ville kunne føre en effektiv og struktureret krig, hvor halvblodsne nok bare ville løbe rundt som spredehagl. Det kunne godt være de var flere, men de var også meget mere individuelle, og gjorde hvad der passede dem. Ikke en god strategi hvad krig angik.
Hvor lang tid havde de været i luften? Ikke lang tid nok, sikkert. Marie følte det som om de havde siddet i den støjende maskine i timevis. Trangen til bare at springe ud af tingesten var ikke til at overse. Så ville hun slippe væk fra Lucifer.. Hun studerede ham stadig indgående, for at sikre sig at han ikke gjorde noget overilet. Hun ville ikke have nogen overraskelser.. Men hun holdt også et vågent øje med menneskerne. De var anspændte og nervøse. Et par stykker af dem kunne man endda se snige sig om mod økonomi-sæderne. Ikke at det ville redde dem hvis der skete noget, men mennesker var ikke altid så kloge. Størstedelen sad dog bare stille, og prøvede at finde ud af hvor kritisk situationen var. Marie var nu rolig. Hvis der var chance for en slåskamp, var det med alt sandsynlighed allerede sket. Den værste fare var drevet over for nu, men derfor var det ikke en rar situation.

For at gøre det hele bedre, begyndte et barn at skrige et par rækker længere nede. Moren prøvede desperat at trøste barnet, ved at hviske beroligende ting. Som ’bare rolig, de spiser dig ikke’ og ’jeg ved godt de er skræmmende, men du skal ikke være bange’. Til sidst blev de trøstende ord toppet med ’bare rolig, dæmoner som dem kan ikke røre små engle som dig’. Hun troede tydeligvis ikke de ville kunne høre hende. Menneskelig dumhed som altid.
Marie fjernede blikket fra Lucifer, og skævede ned mod mor og barn, med et misbilligende udtryk i ansigtet. ”Flabet” ytrede hun blot med hævede øjenbryn. Ikke så højt at parret kunne høre det, dog.

[Lucifer]

Lucifer lukkede øjnene, men havde ligesom Marie svært ved at finde fred, når menneskene larmede sådan. Det var dog ikke noget nyt på de her flyveture. Han hørte godt kvindens forsøg på at berolige barnet, men reagerede ikke synderligt før Maries kommentar faldt. Han lagde hovedet på skrå og åbnede det ene øje. ”Jeg kunne altid dræbe hende?” Foreslog han på latin. ”Hvis du ikke er vant til at få lidt kritik.” Spotten var der igen. Så rettede han hovedet op og lukkede øjnene. At blive kaldt dæmon var ikke just en ny hændelse, så han overhørte blot den slags bemærkninger – et eller andet sted var det jo også meget rart at udgyde en smule frygt, så folk ikke gik på tværs af en. ”Har I fået alle jeres små kidnappede unger tilbage?” Forsatte han så afslappet.

[Marie Jean Rosswell]

Hun drejede hovedet mod ham, og sendte ham et skeptisk blik. ”Ja, det kunne du sagtens, men så tror jeg ikke resten af flyveturen bliver specielt behagelig” påpegede hun ”Ikke at den er det i forvejen, selvfølgelig” hun talte ligeledes på Latin. Det ’døde’ sprog var altid en fordel at bruge, når mennesker ikke skulle lytte med. Det samme med oldgræsk og oldsvensk. De sprog var kun uddøde for mennesker, ikke vampyrer. Det havde nok noget at gøre med, at mange vampyrer var i live da sprogene blev talt. Der var bare ingen fidus i at lærer menneskerne det igen. Så ville sprogene miste deres fordel. ”Jeg er vant til at få kritik, men det betyder ikke jeg kan lide det” lidt forfængelig var man vel, og dæmon lød bare ikke særligt flaterende. Også selvom frygt kunne være en god ting.
”Det angår ikke dig” svarede hun bare tørt. De manglede stadig en af dem. Angelica. Hende der var blevet kidnappet sammen med den lille dreng der var blevet dræbt. Og den slags sager ville hun ikke drøfte med en af fjenderne. At kidnappe og dræbe små børn. Hvor lavt kunne man synke.

[Lucifer]

Det blev til et skuldertræk. ”Bare et forslag,” svarede Lucifer uden at åbne øjnene. Der kunne ikke være lang tid tilbage af flyveturen. Menneskene så nok også frem til at komme ned og ud. Gad vide om der ville blive masseflugt mod døren?
Maries bidske svar fik ham til at smile svagt. ”Det vil jeg tage som et nej.” Havde de fået børnene tilbage, ville hun nok have brugt chancen for at hovere eller fortælle, hvordan de nu fokuserede på at finde og slagte kidnapperne – hvis de ikke allerede havde fanget dem. ”Held og lykke med det. Det er synd, at uskyldige børn bliver trukket ind i det.” Egentlig kunne han ikke være mere ligeglad, men det var nok bedst at lade som om.

[Marie Jean Rosswell]

Et dårligt, men svagt fristende, forslag. Det gik bare ikke. At dræbe et menneske, og garanteret en gudfrygtig en, var ikke en god ting for den politiske situation Ligegyldigt hvor dum det pågældende menneske var at høre på. Dæmon – det var til grin. Eller Lucifer mindede nu ret godt om en, så helt skudt ved siden af var det ikke.
”Begå ikke den fejl at tro, at noget vil forhindre mig i at rive dit hoved af, hvis du taler om de børn igen” bed hun irriteret - stadig på latin så menneskerne ikke blev bange igen. Selv ikke højden og et potentielt flystyrt ville forhindre hende i det. Han var slet ikke værdig til at snakke om de børn.. Og hvis der var noget der kunne gøre Marie alvorligt vred, var det halvblods der talte om situationen med dem, som om de forstod det. De ville aldrig forstå hvilken slags hengivenhed fuldblods følte mod de små væsner.

[Lucifer]

Han ramte en nerve. Det burde vel ikke overraske ham. ”Fint, fint.”
Flyet begyndte nedstigningen mod Istanbul, og Lucifer så frem til at komme af flyet og væk fra Marie – følelsen var nok gengældt. I det hele taget brød han sig dog ikke om at flyve, så han var som regel altid en af de første, der var ude.
Da de endelig landede og nåede ind i lufthavnen, fik han dog ikke selv chancen for at være først ude. Så snart seletegnet blev slukket for menneskene op, flåede tasker ud og hastede mod udgangen, inden den overhovedet var blevet åbnet. Lucifer fulgte deres paniske opførsel med et svagt grin og måtte kæmpe for ikke at grine. Folk havde for en gangs skyld ikke god tid til at gøre alting langsomt ligesom normalt.

[Marie Jean Rosswell]

Et sted havde hun håbet han ikke lod emnet ligge. Bare så hun havde en undskyldning for at dolke ham med en af propellerne fra flyet når de landede. Men nej, hun blev nok nødt til at lade ham slippe væk endnu en gang. Det var en dårlig vane.. Men nedstigningen var en lettelse. Der ville snart være fast grund under fødderne igen, og ikke mere tvungen hyggesnak med Lucifer..
Marie så sig omkring, på de rastløse mennesker, som vist mest af alt havde lyst til at springe ud af flyet, før det ramte jorden. Men det da endelig gjorde, og seletegnet blev slået fra, var der i den graf aktivitet i flyet. Marie ville hævde at hun aldrig havde set mennesker bevæge sig så hurtigt før. Der kom da også hurtigt flaskehalsproblemer da døren blev åbnet. Marie orkede ikke at rejse sig, før kaosset drev over. Hun skævede til Lucifer, som også blev siddende. Det ville være nemt at vente til menneskerne var ude, og så vride halsen om på ham. Det var frygteligt fristende. Hun tog endda sig selv i at knytte hånden en anelse.

[Frost]

Frosts sorte benz med de tonede ruder og chauffør kørte ind på lufthavnens parkeringsplads. Denne gang kunne han hente Lucifer. Han var i god tid og kunne i sit eget tempo gå ind i afgangshallen, hvor Lucifer engang ville komme.
Som altid var han forment klædt i et kulsort jakkesæt og skinnende laksko. Hans blonde hår var i dagens anledning bundet i en lav hestehale, hvor elastikken sad kort over skuldrene.

Hans blik fandt de informatioenr han skulle bruge og han gik til gaten hvor Lucifer ville komme ud. Han stillede sig lidt for sig selv i baggrunden, da han ikke var meget for maset med at komme foran for at hilse som de første.

[Lucifer]

Lucifer tog sig ikke meget af Maries spinkle forsøg på at styre sig selv. Han gik ikke ud fra, at hun ville prøve på noget. Hun vidste, hvad det ville medføre på et kritisk tidspunkt som dette. Da alle menneskene var kommet succesfuldt ud – der var endda ingen som var blevet trampet ihjel – rejste Lucifer sig tog sin kuffert ned. ”Jeg har haft bedre flyveture … hm, det troede jeg aldrig, jeg ville komme til at sige,” normalt var den slags ture lige forfærdelige, men den her slog nu de andre.
Med et suk gik han ned gennem gangen og ud af flyet. De måtte jo desværre følges ad ud til gaten, hvilket var mindst lige så forfærdeligt som at sidde ved siden af hinanden i flyet, men endelig nåede de da gaten, og Lucifer spottede hurtigt Frost og satte kursen mod ham. ”Godaften, jeg havde ikke forventet, at du faktisk ville komme,” bemærkede han i et skævt smil som han stoppede op foran lederen.

[Marie Jean Rosswell]

Et hævet øjenbryn var det eneste svar Lucifer fik. Marie havde selv rejst sig, og tog sin rejsetaske ned fra det overhængende hylder, hvorefter hun, desværre sammen med Lucifer, forlod flyet. Hun havde andre kufferter med flyet, men det var aldrig noget hun hentede personligt. Der havde hun hyret folk til. Så når hun kom hjem ville kufferterne pænt stå og vente. Men det betød desværre at hun ikke skulle stoppe op ved bagagebåndet, og dermed måtte gå side mod side med Lucifer ud i ankomsthallen.

Skæbnen ville åbenbart have det, at Maries trængsler ikke var forbi endnu. For ude i ankomsthallen stod en anden, ganske velkendt person. Frost. Uheldig situation, for med de to på samme sted, var Marie ikke længere en åbenlys vinder i tilfælde af håndgemen. Men hun tog det i stiv arm. Hun regnede ikke med at nogen af dem ønskede at skabe en scene, mere end hun selv gjorde. Alligevel irriterede det hende at hun, på grund af presset af mennesker fra alle sider, blev nødt til at passere halvblodslederen. Og på grund af det politiske aspekt i mødet, plus de mange vidner, tvang hun sig selv til at være høflig. Det var især vigtigt nu hvor hun var den fungerende andenleder for fuldblodsvampyrerne ”Jamen se hvad vinden har ført herhen” begyndte hun, og sendte endda lederen et smil. Ingen mennesker skulle kunne påstå at hun havde opført sig snobbet eller uværdigt i denne situation ”Det er en overraskelse at se dig her, Frost.. Jeg kan regne ud du er her for at hente min charmerende medpassager?” – charmerende som et rugende hul i jorden, altså.

[Frost]

Frost der havde stået stille som en marmorstatue, mens han havde ventet på at Lucifer ville blive synlig i menneskemængden, flyttede vægten over på den ene fod og så tilbage i ligevægt, da han fik øje på ikke bare Lucifer men også Marie.
Han missede med øjnene, mens synet sank ind. At se de 2 sammen var det mest urealistiske syn han længe havde oplevet, og det var ikke helt nemt for ham at forlige sig med det.
Han forholdte sig tavs, til de begge var henne hos ham. Han var faktisk tilfreds med at Marie ikke kunne slippe fra ham, men var nød til at komme ham i møde.
Hans tomme øjne betragtede dem, og især hende, hvilket vel var at forvente.
"God aften, jeg lovede at komme..." Der var en kort pause. [b"]Frøken Roswell, for det er vel frøken?"[/b] Indskød han hurtigt. "Jeg kan kun sige det samme. En behagelig overraskelse" Og han lød faktisk overrasket og smilede høfligt. Han så på dem begge. "Jeg håber det har været en behagelig tur?" hvilket det sikkert på ingen måde havde været. Men på den anden side var de begge komme ud med livet i behold og uden synlige skrammer.

[Lucifer]

"Det er selvfølgelig sandt." Ja, men bare fordi han lovede det, havde Lucifer stadigvæk ikke troet på ordene til at starte med. Han var selv ret vant til løftebrud fra sin egen side. Derfor så Lucifer også blot fra den ene til den anden, imens der blev udvekslet ord mellem Marie og Frost. Det var fascinerende at se dem lege gode venner foran menneskene. Utroligt hvad man var villig til at gøre for at være på de små blodposers gode side.
Han havde lyst til at le ved spørgsmålet om turen, men lod Marie om at svare og trak blot på smilebåndet. Turen havde været et helvede udover alle grænser, når de som sædvanlig talte forbi hinanden. Marie var virkelig umulig at have med at gøre.