To vampyrer omgivet af peanuts

[Lucifer]

Som om det ikke var slemt nok at flyve.
Lucifer undertrykte et opgivende suk og skævede mod kvinden, der sad på den anden side af gangen mellem stolene. De fløj begge to på første klasse … fra Paris … netop denne dag … hvad var oddsene for det? De var jo ikke engang stødt på hinanden i hovedstaden, og nu sad de så her. Tvunget sammen uden muligheden for at reagere ordentligt på det. En slåskamp mellem dem ville helt sikkert ødelægge flyet, og Lucifer var ærligtalt ikke vild med tanken om at falde ned fra denne her højde.
”Det er længe siden sidst,” startede han endelig, da deres anspændte atmosfære nærmede sig bristepunktet og tiltrak sig opmærksomhed fra de nervøse og forvirrede mennesker.
Hvorfor lige Marie af alle? De var stødt på hinanden jævnligt gennem deres liv. Når man rejste så meget, var det uundgåeligt, at man mødte andre vampyrer ofte. De havde dog aldrig kunne tale sammen, forskellene var for store. Nu sad de så her i et fly, spærret inde sammen. De havde først opdaget hinanden, da Lucifer nåede sin plads og opdagede hende. Han havde været i tvivl om, hvorvidt det ville være klogt at sætte sig, men kvinden skulle ikke tro, at hun skræmte ham, så nu sad de her … i den her håbløse situation.

[Marie Jean Rosswell]

Spærret inde i en flykabine i tre en halv time var ikke det sjoveste i verden. Heller ikke selvom man var mange tusinde år gammel, og burde være tålmodig. Men at være så tæt omgivet af småsvedende, til sider nervøse og luftsyge, mennesker, var en fornøjelse Marie sagtens kunne undvære. For ikke at nævne maden.. Menneskemad var klamt i forvejen, og i fly var det om muligt endnu klammere. Gudskelov for første klasse, hvor man ikke behøvede at være i nærkontakt med andre. Det hjalp lidt på det.

Marie var kommet ret hurtigt ind i flyet, og var blevet vist hen til sin plads. Hun havde kun lige gjort sig til behageligt, da hun fik øje på en af de personer hun havde mindst lyst til at tilbringe flere timer sammen med oppe i luften. Lucifer. Hendes ansigt ændrede sig med det samme fra mildt irriteret, til hårdt og anspændt. Selvfølgelig havde de pladser så tæt på hinanden som muligt. Ikke nok med at de skulle rejse på samme dag, og tilmed på samme tidspunkt, så var lufthavnen også så smart at give dem pladser ved siden af hinanden. Kun med en smal gang imellem sig.

Naturligt nok opfangede selv menneskerne den anspænde situation, men Marie havde egentligt ikke tænkt sig at sige noget. Hun håbede et sted, at hvis hun ignorerede situationen længe nok, ville han forsvinde. Men nej. Ønsketænkning når det var bedst. I hvert fald besluttede hun sig for at svare ham ”Et halvt århundrede vel.. Plus minus et par årtier..” sagde hun tørt, og så indgående på ham, i det tilfælde han prøvede på noget. Det var slet ikke tid nok. Lucifer tronede højt på Maries liste over utålelige halvblods, og hun var vist heller ikke på hans julekort-liste.

[Lucifer]

”Det føles som var det i går,” og ikke på den gode måde. Diskussionerne stod tydeligt i hans hukommelse. En del skrammer var det også blevet til i ny og næ. ”men jeg havde nu aldrig troet, at vi skulle mødes igen på den her måde.” Han foretrak et møde, hvor han dolkede hende ned og hældte vievand i hendes lille kønne hoved. Ja, man havde vel lov til at drømme?
Det her var dog nærmere et mareridt. Specielt når vampyrernes våbenhvile hang i en meget tynd tråd. ”Hvordan går det derhjemme?” Spurgte han med noget der nok skulle minde om høflighed, men mere var spot. Det var trodsalt ikke nogen hemmelighed, at fuldbloderne havde haft en del … problemer med kidnapninger og bombninger på det seneste. ”Jeg går ikke ud fra, at Night har mistet stenmasken endnu?”

[Marie Jean Rosswell]

”Ja.. Minderne er ikke falmet endnu” desværre. Og at der skulle skabes nye, var hun ikke interesseret i. Desværre kunne hun ikke gøre noget ved hans tilstedeværelse. Flyet var allerede lettet, og var godt i gang med at komme op i højde. At kyle ham ud igennem siden på flyet ville ikke være hensigtsmæssigt. Et flystyrt kunne hun nok godt overleve, hvis bare hun ikke landede på noget skarpt, men det ville være dårlig omtale omkring vampyrerne, og det havde hun ikke råd til i disse tider. Specielt ikke når hun fungerede som andenleder, mens Beijiru var udenlands. ”Jeg havde regnet med du var død, så jeg troede slet ikke vi skulle mødes igen” hvordan kunne Lucifers irriterende opførsel ikke have fået ham dræbt endnu? Han måtte være den heldigste vampyr i verden.
”Glimrende.. Jeg hører du mistede et medlem af din underlige familie.. Til en kvinde endda” hun overhørte ikke provokationen i hans sætning, men den ligeledes hånende undertone i hendes stemme var heller ikke til at overhøre. Beijiru havde fortalt om episoden med den forsvundne Liron, og hun havde også talt med hans mor noget tid efter. Desværre havde Catherina dengang insisteret på at intet blev gjort mod kidnapperne, fordi det ville gøre Liron ked af det – og ingen fuldblods ville skade et barn med vilje. ”Du kan jo opsøge ham og se med dine egne øjne” udfordrede hun med et hævet øjenbryn.

[Lucifer]

Lucifer fnøs fornærmet. ”Du har utrolig lave tanker om mig, Marie,” sukkede han og tog sig til hjertet. ”Hvad kan jeg sige? Jeg er god til at overleve.” Problemer havde der været, men ikke noget som han ikke kunne overkomme.
Da hun nævnte Liron, blev blikket kort hårdt, men blødte så hurtigt op igen. ”Det er vel kun retfærdigt, at han bor hos sin rigtige mor? Selvom hun var noget utaknemlig, jeg kunne have flået struben ud på knægten, men det virker hun til at have glemt,” svarede han afmålt. Catherina burde have udvist en noget større glæde og taknemlighed end der blev fremvist, da hun besøgte huset. En anden halvblod ville nok have dræbt Liron, det var jo ikke alle der kunne se ideen i at holde ungen i live.
Opfordringen om at opsøge Matthew svarede han med en svag latter. ”Jeg tror, det er bedst vi udskyder den middag til et mere fredeligt tidspunkt, men hvem ved … måske opsøger jeg ham så også,” hvis han havde nok fordele. Ellers regnede han bestemt ikke med at se Matthew lige foreløbigt. ”Hvad med din egen lille familie? Er den blevet samlet igen eller er de spredt for alle vinde efter din lille lur?” Han hentydede selvfølgelig til dvalen, hvor hendes små unger næppe kunne følge med hende.

[Marie Jean Rosswell]

Hun hævede overrasket det ene øjenbryn ”Det burde ikke komme som en overraskelse.. ” hun havde aldrig givet udtryk for at have høje tanker om ham. Til det næste kunne hun kun nikke ”Tilsyneladende.. Du er heller ikke nem at støve op, så vidt jeg har hørt.. Det har jeg nu heller ikke følt nogen trang til, så for mig skal du bare fortsætte det gode arbejde.. Men hvis du vil holde lav profil, er det vist ikke Istanbul du skal opholde dig i” sydpolen var et bedre bud. Afsides og forhåbentligt ville det vise sig at halvblods kunne dø af kulde. Man kunne vel håbe. ”Selvfølgelig er det det.. Og taknemmelig er vist at overdrive.. Du havde garanteret, som du så elegant udtrykker det, flået struben ud på ham, hvis han ikke var nyttig.. Og desuden var hun taknemmelig nok til ikke at rive hovedet af dig..” – så venlig havde Marie ikke selv været. Hun havde jævnet huset med jorden.
”Du er vel ikke bange for ham, Lucifer?” spurgte hun med falsk overraskelse, og smilede for første gang siden hun havde fået øje på ham. ”Fint.. Den sidste af dem er lige kommet tilbage til Istanbul. De har det godt.. Og hvad med dine små soldater – psykologisk forstyrrede som altid?” hun havde ikke selv mødt nogen af dem, men snakken gik. Især om en af dem ved navn Cato. Oftest ikke i søde vendinger.

[Lucifer]

”Du kunne i det mindste fake, skal din slags ikke forestille at være høflige?” Spurgte Lucifer – stadig sur over at hun ikke havde forventet mere af ham. ”Du hører mange interessante ting, lyder det til. Hvad med at dele noget af det?” Foreslog han i et svagt grin, men forventede ikke ligefrem at få noget spændende til gengæld. Det kunne godt være, Marie var blondine, men dumheden fulgte desværre ikke med. ”Men Istanbul er jo in i øjeblikket. Man bør følge trenden,” forsatte han useriøst. Der var ingen grund til at forholde sig til, om han holdte lav profil eller ej.
Hendes bemærkning om Catherina fik et fnys som svar. Damen skulle bare være glad for, at hendes søn ikke var død! Lucifer havde jo ikke kidnappet knægten! Liron havde rendt rundt helt alene, hvordan skulle han have vist, at moderen ville dukke op?! Tsk, kvinder. ”Du tror også, at jeg er decideret dum, ik?” Sukkede han bare til spotten om Matthew. ”Jeg har altså en vis forstand som giver en vis respekt for visse folk,” bemærkede han tørt. Marie kunne altså godt trænge til et par slag, men det kunne han desværre ikke selv stå for.
”Psykologisk forstyrrede? Jeg aner ikke, hvad du taler om,”affærdigede han uden overhovedet at gøre sig umage med at se troværdig ud. ”Er du sikker på, du ikke bare er muggen, fordi en halvblod har forvandlet flere end dig?” Spurgte han så drillende.

[Marie Jean Rosswell]

En fnysende latter forlod kort hendes læber ”Kære Lucifer, bare fordi du er vandt til at kvinder faker omkring dig, betyder det ikke at jeg har tænkt mig at gøre det for at skåne dit ego” selvfølgelig var det meningen at fuldblods var venlige, men et eller andet ved Lucifer generede hende så dybt at hendes personlighed grænsede til spydig. ”Sådan er det når man lytter til andre.. Hvis du prøver det, kan det være du selv kan opsnappe nogen ting.. Du skal i hvert fald ikke regne med at høre det fra mig” hun regnede ikke med at han havde forventet andet. Hun var ikke typen der talte over sig. ”Du har ret.. Det er vist det tætteste vi kommer på en vampyr-hovedstad lige for tiden.” om det var en trend viste hun ikke lige, men det var vel naturligt at ville være i begivenhedernes centrum – selv for en vampyr.

Hun lagde hovedet let på skrå, og smilede ”Nej, jeg tror ikke du er dum.. Det er desværre lidt for meget at håbe på, fra en på din alder.” indrømmede hun modvilligt. Hvis han var dum var han død for længst. Desværre var han, som han selv sagde, ret god til at overleve, og det var ikke alle der undgik at provokere nogen der var dem fysisk overlegne. Ifølge Marie måtte han hjertens gerne give hende, eller enhver anden fuldblods, en undskyldning for at myrde ham. Det var for risikabelt at gøre det udelukkende af princip.
”Jeg er ikke interesseret i at forvandle flere.. Jeg har ikke brug for et helt harem lige som visse andre.. Du har desuden også kikset en del forvandlinger – det har jeg aldrig.” svarede hun irriteret tilbage. Hun kunne forvandle hele flyet på få minutter. Noget en halvblods ikke kunne prale af at være i stand til.

[Lucifer]

”Sikke spydig du er i dag. Ikke så sært, du ikke har fundet din eneste ene endnu,” fakede? Måtte han være fri! Den dame nød godt nok at skyde under bæltestedet. ”Nej, det kan jeg vel ikke, men det var forsøget værd.” Det var vel bedre at prøve og få afslag end at lade være med at gøre noget overhovedet.
Hvor var det her dog irriterende. Havde de været på landjorden, kunne de være gået væk fra hinanden for længe siden, men hvis de holdte op med at tale, ville atmosfæren være til at skære i igen. Lucifer måtte dog skære ansigt, da Marie sagde ordet ’harem’. ”Hør her, det er godt at lytte til, hvad andre siger, men du burde have lært at sortere fakta fra fiktion,” påpegede han og gøs ved tanken. Den slags rygter havde han ikke ligefrem brug for! Hvad fanden tænkte de fuldblod på?! ”Smædekampagner,” tænkte han højt for sig selv, da han besvarede sit eget spørgsmål, og sukkede så. ”Jeg går ud fra, at de har valgt side?” Det ville ikke overraske ham, at de stod ved Maries side. Faktisk ville alt andet virke sært. ”Sikke en kedelig besked at få for øvrigt, som om det ikke var nok, at I tog al magten tilbage. Nu skal vi pludselig tælles op og smides i kasser. Irriterende.” Han strøg en hånd gennem håret og kastede et blik ud på skyerne, der flød forbi flyet.

[Marie Jean Rosswell]

”Jeg er spydig til ære for dig.. Du burde være smigret… Og nej, jeg synes ikke lige tiden er rigtig til at lede efter den slags” hun havde ikke travlt med slå sig ned. Fuldblods blev opdraget med at den slags skete når tiden var rigtig til det. Det var ikke noget man kunne fremtvinge efter behag. ”Selvfølgelig.. Men nu er du sikkert også vandt til at have med dumme kvinder at gøre” – hvem ville ellers bruge tid sammen med ham? Den afslutning på sætningen lå ligesom gemt i hendes ord. Hun lagde normalt fingrene imellem når hun talte med andre, men i det her tilfælde orkede hun det ikke.

Harem ramte vist en nerve? I hvert fald virkede han ikke til at være synderligt begejstret for betegnelsen, hvilket frydet hende. ”Jamen dog.. Mange ting ville jeg til hver en tid beskylde dig for at være, men nærtagende er ikke en af dem.. Jeg troede du havde lige så meget uberettiget selvtillid som dine drenge” lo hun og lænede sig lidt tilbage i sædet, og overvejede om hun ville svare på hans spørgsmål. Men hvad, han kendte jo svaret alligevel ”Ja, det har de da.. Det gjorde de som nogen af de første” sagde hun bare, og mente ikke hun behøvede at uddybe sine ord. Hvilken side de havde valgt var tydeligt. De ville aldrig gå imod Marie, aldrig. ”I gav os ikke meget valg med alle de kidnapninger og voldelige episoder.. Desuden tvinger vi ingen i krig. Vi har givet alle chancen for at sige at de ikke vil os noget ondt, og dem beskytter vi selvfølgelig, som om de var nogen af vores egne.. Vi vil helst undgå endnu en krig.. Det er der ingen der vil vinde noget ved” bemærkede hun tørt og fulgte hans blik mod vinduet. Igen virkede det fristende at kyle ham ud af flyet, men hun modstod fristelsen.

[Lucifer]

”Du varmer mit hjerte, når du siger den slags,” blev svaret, imens han løsrev blikket fra vinduet for at se på hende igen. ”Jeg har da noget med dig at gøre lige nu?” Påpegede han med en løftet pegefinger. Han lod den ellers blive ved det.
Han løftede et øjenbryn af hendes –dårligt skjulte – glæde over hans reaktion og endte med at fnyse. ”Og jeg troede, du havde mere klasse. Folk kan overraske,” bemærkning om et harem var bestemt ikke faldet i god smag hos ham. ”Jeg synes, min fornærmelse denne gang er velbegrundet.” Hvordan ville damen selv have det, hvis han sagde, at hun sikkert lå og knaldede med sine drenge hver dag? Nej, nu måtte han ikke miste besindelsen. Men det var nu mere sandsynligt, at hun gjorde den slags, siden hun vel havde dybere følelser for sine små unger end han havde for sine. ”Ah, kollektiv afstraffelse. En god, gammeldags metode,” kom det spottende, imens han lænede sig tilbage i sædet. ”Det er der vel ikke,” løj han. Selvfølgelig var der nogen der vandt noget! Ellers var krig sgu da gået af mode for længe siden!

[Marie Jean Rosswell]

”Hvis jeg troede på du havde et hjerte, ville det gøre mig glad at du sagde det” svarede hun bare, og smilede svagt. Hun fulgte en af stewadesserne med øjnene, idet hun passede imellem sæderne. Hurtigere end man normalt ville. Menneskerne var tydeligvis nervøse.. Hvor de normalt ville sidde med computere, musik i ørene eller se en film, sad de nu blot og stirrede ud i luften. Deres øre stod på stilke, mens de prøvede at finde ud af om de skulle springe i dækning. Ikke at det ville hjælpe dem hvis det først gik galt. ”Ja.. Det må være chokerende for dig at tale med en kvinde der kan sætte to ord korrekt sammen.” vrissede hun bare.

”Jeg tror ikke du er den bedste til at bedømme klasse.. Nu må du være ærlig overfor dig selv.” hun sendte ham et sigende blik. Ifølge hende havde han cirka lige så meget klasse som en fuld mennesketeenager. ”Og dine fornærmelser er aldrig velbegrundede.. Det er ærgerligt du er så hadefuld.. Hvis ikke kunne du sikkert blive til noget” han var klog nok, og gammel nok. Det nyttede bare ingenting, når han ikke var smart nok til at vælge den vindende side. Idiotiske halvblods.
”Afstraffelse?” hun kunne ikke lade være med at le ”Hvori ligger straffen, Lucifer? Vi har ikke krummet i hår på hovedet af nogen af jer.. Det eneste vi har gjort er at bede om at vide hvem vi kan stole på. Og selv dem, som dig, der åbenlyst siger, at i er imod os, har vi ikke gjort noget ved. Så hvor ser du afstraffelsen? Som altid i du lige så blind som alle dine andre halvblodsvenner.. Ser fjender og problemer hvor der ingen er. I er ignorante og hadefulde.” belærte hun irriteret. Han var jo tåbelig at høre på! Hvorfor kunne de ikke bare indordne sig under de få regler der var, som var til for at opretholde en sund bestand af mennesker? Det var det eneste der blev forlangt, og selv så lille en ting kunne de ikke holde. Det var frustrerende. Menneskerne på første klasse, som var de eneste der kendte til den spændte situation, krummede sig. Man behøvede ikke være menneskekender for at vide at de bad til at situationen ikke eskalerede.

[Lucifer]

Lucifer gad ikke kommentere på det meste af hendes ord. Det ville ikke hjælpe at diskutere videre på små formaliteter. Så ville flyet virkelig ende med at styrte ned. ”Hadefuld? Se hvem der taler,” lo han bare som svar. Han havde da startet samtalen høfligt … eller så høfligt som det var muligt. Marie var mindst lige så hadefuld som ham selv, bare mod andre ting selvfølgelig. ”Bare fordi straffen ikke har vist sig endnu, betyder det jo ikke, at den aldrig kommer,” svarede han roligt og viftede afvisende med en hånd. ”Desuden er det jer som forlanger, at vi vælger side. Det er jer som ser fjender overalt. Vi har ikke selv forlangt at vide, hvor vi har folk. Det er jer som er mistroiske. Selv de halvblod som går på jeres side, vil I aldrig kunne stole fuldt ud på. Hvem siger, at de ikke bare er med jer for ikke at vække mistanke? I kan umuligt holde styr på, hvem der er spioner og ej, selv med jeres fine tankelæsning.” Marie skulle ikke kaste med sten, når hun selv boede i et glashus. ”Vi er lige gode om det, uanset hvor meget du så selv hader at indrømme det. I ser lige så mange fjender og problemer som os.” Begge sider havde desuden god grund til det.
Menneskene ignorerede han stortset. Deres reaktion kunne man ikke gøre meget ved i øjeblikket, så det var bare at håbe på, at flypersonalet fik beroliget folk, inden der udbrød ren panik.

[Marie Jean Rosswell]

Hun lænede sig en anelse frem mod Lucifer, mens hendes blik borede sig ind i hans. Et iskoldt smil bredte sig på hendes læber ”Var din mund halvblods..” advarede hun dæmpet, så menneskerne ikke længere ville kunne høre med ”I splittede nær jorden af sidste gang i bestemte.. I var ved at udrydde jeres egen madforsyning, og vores.. Hvis i tror vi vil lade jer komme i nærheden af at bestemme igen, så tager du ganske fejl.. I kan bekrige os, i kan vende menneskerne mod os, men i vil aldrig vinde.. Vær ikke i tvivl om det.. Det handler ikke om had – vi vil gerne dele jorden med jer – det handler om overlevelse.. Vi har ingen straffe, men stol roligt på at vi vil forsvare os i det øjeblik det bliver nødvendigt… Ved at forlange i tilkendegiver jeres loyalitet, har vi fået sat navn på dem der udgør de største trusler, og dem kan vi holde øje med nu… Vi beskytter racen til det sidste, og hvis i var kloge, ville i gøre det samme.. Vi behøver ikke være fjender” hendes stemme var fortsat dæmpet, man alvoren var ikke til at tage fejl af, selvom hun ikke lød decideret truende. Nærmere bare informerende og advarende.

Måske var fuldblods civiliserede og tålmodige, men selv de kunne få nok.. Og bag det overbærende ydre gemte sig stadig nogen af planetens farligste rovdyr. Det var der bare mange der glemte – især menneskerne. Hun lænede sig væk fra ham igen, i det en nervøs stewardesse henvendte sig til dem, og stammende tilbød dem noget at drikke. Marie smilede hjerteligt. Alle spor af vrede, irritation og alvor forsvandt fra hendes ansigt, mens hun takkede nej til den unge pige.

[Lucifer]

”Killingen blev en tiger, hva?” Drillede Lucifer bare afslappet tilbage. Marie gjorde ikke noget så længe de var på flyet. ”Jeg siger ikke, at vi opførte os klogt, men nu var vi jo også lidt oppe at køre efter, at I forsvandt. Glæden var stor, ved du nok,” sukkede han ved tanken. Det havde været nogle dejlige år. Men Marie havde trodsalt ret i, at de havde opført sig uhensigtsmæssigt. ”Vi begik fejl, store og alvorlige fejl, det kan historien ikke omskrive,” medgav han, inden et smil krusede over hans læber, imens han lænede sig frem mod hende. ”men når I fejler, vil der ikke være noget tilbage at rette op på. Se på historien, Marie, alt stort har haft en ende … I kommer til at fejle værre end os før eller senere.” Stemmen var omtrent lige så dæmpet som Maries, selvom han egentlig ikke havde haft noget imod at sige det ud i hele flyet. Så lænede han sig tilbage igen og overvejede resten af hendes ord, imens han afslog tilbuddet om drikke fra pigen. ”Så hvordan præcis forestiller du dig, at I kan holde øje med os? Siden I åbenbart ikke kunne holde øje med os før og derfor var nødt til at dele os op i kategorier? Der vil være mange halvblod som ikke er interesserede i at skulle indordne sig under jeres normer eller ændre på deres livstil, men det gør dem jo ikke farlige. De har blot en mening. Hvordan vil I skille dem fra de farlige?” Spurgte han roligt og lagde hovedet på skrå. ”Men de skal måske bare melde sig ind i jeres klub alligevel?”