En solnedgang, en leg i mørket

[Tarja Century]

Det var ved at være aften, solen var ved at gå ned og skabte det orange og røde spil på himlen, et ganske smukt spil når hun selv skulle sige det, for det lignede jo et flammehav hvor der var blandet en smule lilla ind i det hele. Dog var der ikke rigtigt nogen mennesker som lagde mærke til dette fordi de havde travlt med at komme hjem eller gøre dagens sidste gerninger inden solen ville være gået helt ned og dermed ikke lyse for dem, for solen var altid bedre end gadelygter og lysene fra husene.

Tarja havde dog ikke travlt som hun sad uden foran cafeen med et glas øl i hendes hånd, til trods for hun ikke rigtigt kunne fordrage smagen af det men der fandtes ikke noget der var bedre eller bare smagte bedre end det her lige nu, for hun ville ikke bevæge sig alt for langt fra Motel Barnak for der boede hun nu lige for tiden, fordi det var billigt og hun fortrak at have et sted at bruge som base, så en del af hendes våben lå der også eller ikke dem alle for hun havde da en lille kniv gemt på sig i tilfælde skulle bruge den, så den var skjult i den lange sorte læder støvle som gik halvt op til hendes knæ. Derudover havde hun et par sorte læder lårkort nederdel som øverst sad tæt til hendes krop men nederst var der alligevel lidt vidde i så den ikke ville irritere hende for meget. Derudover bar hun en sort læder top der sad stramt til hendes krop og bare fremhævede hendes barm, men det var nu også kun en beklædning hun bar når hun sådan lige havde lyst, ellers var det meget mere afslappet men hun havde sådan lyst til at tage på bar eller noget andet denne aften, selvom hun startede med at slappe så meget af som hun kunne inden jagten på noget sjovt skulle foregå.

Det lange røde hår hang løst som det næsten altid gjorde fordi hun kun satte det op når hun skulle rigtigt på jagt efter det offer hun nu havde fået at vide hun skulle dræbe. De blå øjne betragtede himlen mens hun roligt nippede af hendes øl, for hun var just ikke sulten for blod lige nu, hun havde næsten lige fået noget blod fra et dyr så hun kunne klarer sig lidt endnu.



Der gik en time hvor hun bare sad sådan her og så solen gå ned indtil der ikke længere var nogen sol og himlen igen var blevet mørt, så nogle få stjerner var allerede begyndt at lyse men der var ingen måne denne aften. Gadelygterne blev tændt ligesom lyset i husene nu også blev det, så der var ikke gået mange minutter inden hun satte det tomme glas fra sig for sidste gang men hun virkede ikke til at gide at rejse sig, som hun sad lige så godt og overvejede hvor hun skulle gå hen, derfor var de blå øjne også gledet ned på gaderne igen som hun sad og studerede som om hun forsøgte at finde noget interessant, men indtil videre var hendes øjne endnu ikke faldet på noget som kunne vække hendes interesse.

[Tali Kaya]

Motellet lå på vejen hjem, eller, i hvert flad en af vejene hjem, for at være præcis; den korteste vej hjem. På parkeringspladsen ude foran holdt bilerne side om side, de fleste med fronten ind mod muren og bagenden ud mod vejen, men et par enkelte var blevet bakket ind på plads. På fortovet mellem bilerne foran Motel Barnak og vejen gik Tali. Dansende. Han havde haft en af sine middagsvagter til en forandring og de havde bedt ham om at tage over for en tjener da denne var kommet ind syg og derfor var blevet sendt hjem igen med det samme. Dette betød at det havde været en ret let dag, han havde det knapt nok som om han havde arbejdet, og at han ikke havde haft de typiske sort/hvid ternede bukser på men i stedet et par sorte tjener bukser og en pæn hvid skjorte, hvilket ellers slet ikke var ham. Han havde sit opvasker tøj under armen som altid, men havde ikke gidet skifte tøj nu hvor han bare skulle hjem. Han ville skifte der hjemme. Hans sorte hår var lige så tykt som altid og stod lige op fra hovedet uden hjælp fra voks eller nået andet, bare fordi det var så tykt som det var. Han var en lokal, og alle dem der passerede ham på gaden genkendte ham som en der hørte hjemme i slummen, selv på trods af tøjet. Men der var ingen han kendte sådan rigtigt, så der var ingen til at komme op til ham på gaden, ingen til at hilse på ham og derved slå ham ud af hans dansehumør.
Da han fik fri havde musikken spillet en sang fra et eller andet Amerikansk popidol og sangen havde sat sig fast i hans hoved, det var derfor han dansede. Eller, ikke dansede, det var mere bare rytmiske trin og små hop. Der havde blandt andet været en guitar solo, og hver gang han hørte den i sit indre øre, vendte han side til og hoppede i takt med guitaren hen af gaden. Nu nåede han til slutningen af sangen..

Han stoppede op og gjorde et twist med hovedet som om han var i gang med at synge en meget lang tone, men uden hans mund var åben. Hans øjne var klemt sammen i et ’kunstnerisk anstrengt’ udtryk og hans hænder matchede udtrykket. Så knyttede han hænderne, bøjede overkroppen forover og stampede kraftfuldt i jorden uden at røre fortovet, så der var ingen lyd da han gjorde det. Han ture slet ikke tænke på hvordan han så ud, men for at være ærlig så lignede han en i smerter.

Sangeren, i hans hoved, afsluttede sangen med fuld drama; guitaren spillede der ud af som om det galt dens liv, sangeren skrålede op mod himlen, lige som han nu gjorde, og trommerne blev voldtaget af en brutal kæp i baggrunden, og han lod sig rive med. Til sidst rundede guitaren det af med et skrapt slag hen over strengene og alt blev stille, men i den virkelige verden stod Tali stadig med rytmen i kroppen og svajede lidt fra side til side mens rytmen arbejde sig ud i takt med at musikken startede forfra ved første omkvæd. På hans læber hvilede et stort smil og hans øjne var lukkede, de nåede aldrig at åbne sig inden musikken startede forfra. Oh hvor livet kunne være svært når man fik en sang på hjernen.

[Tarja Century]

Det hele begyndte at virke meget kedeligt jo længere tid hun sad på dette sted, så til sidst sukkede hun alligevel og rejste sig fra hendes plads for det nyttede jo ikke noget at blive siddende når der intet skete så var det jo meget bedre at hun selv opsøgte udfordringen og legen som hun nu en gang ville have. Hun smed nogle penge på bordet ingen hun valgte at forlade stedet, bare så tjeneren kunne få lidt ekstra også selvom hun selv havde småt med penge men hun havde da rigeligt til at hun kunne leve et nogenlunde liv.
Uanset hende grund begyndte hun bare at vandre ned af gaden fordi hun lige ville et smut tilbage på det værelse hun havde lejet for nogle dage og hente en jakke, just ikke fordi hun frøs men hun kunne nu godt lide at være mere usynlig end andre i forskelligt slags tøj nu ville være det, men de foretrak jo også at få opmærksomhed hvor Tarja nu foretrak at være usynlig, det var dog bare fordi hun for det meste hold lav profil, selvom hun da var med på mange sjove ting.
På hendes mindre vej hjem, fik hun øje på en højest besynderlig fyr som hun blev nødt til at stoppe op for at betragte med et undrende blik og lettere hævet øjenbryn, fordi han dansede på den måde uden hun kunne hører eller se at der var musik i nærheden og han heller ikke havde en af de der spille ting i ørene som mennesker nu godt kunne finde på at have. Nok så han højest besynderlig ud, men den glæde ved hans dans og den særhed fik hende alligevel til at trække på smilebåndet og var meget tæt på at le af synet, men valgte bare at ligge hånden over munden for at tysse på sig selv nærmest, for de mennesker var da højest besynderlige nogen gange, ikke destro mindre gættede hun på at han måtte have haft en rigtig god dag siden at han opførte sig på den måde, mon hun ikke skulle drille ham en smule? Bare for at se om hun ikke kunne hyle ham helt ud af den? Hun så ned på jorden og ledte kort efter en sten inden hun tog den op, kastede den kort op inden hun greb den igen nærmest for at veje hvordan den var i hendes hånd inden hun til sidst kylede den efter den unge mand i et forsøg på at ramme ham enten i ryggen eller på benene, for hun kunne bare ikke nære sig med at se om hun ikke kunne få ham til at vende tilbage til den virkelig verden i stedet for den der fantasi verden hvor han måske ville være rack stjerne eller hvad han nu skulle ligne at være.
Hvis stenen ramte ham ville hun øjeblikkeligt søge tilflugt bag den nærmeste mur, allerede inden han ville nå at vende sig, blot fordi hun ikke ville slutte denne leg alt for hurtigt. Hold da op hvor hun elskede at lege ligesom de slags gemmelege hun havde lavet da hun boede sammen med hendes mor i Frankrig.

[Tali Kaya]

Det var som om musikken sad fast i en rille; det var kun omkvædet der kørte i hans hoved, og det blev det ved med. Med tiden ville kun to sætninger stå tilbage og han ville vandre videre med dem hængende i hovedet uden at kunne stoppe dem. Men så langt nåede det slet ikke, for inden da ramte en sten ham!

Stenen fløj gennem luften, under hans ikke eksisterende radar, og ramte ham hårdt nok på det ene skulderblad. Han vendte sig øjeblikkeligt om for at se hvem der havde kastet den, men der var ikke nogen der så ud til at have kastet den. Alle de mennesker der var i gaden bevægede sig fra et sted til et andet og lignede ikke ligefrem nogen der havde stoppet op for at kaste skyts efter ham. Han så mistænksomt ud over gaden bag ham, rundt om ham, foran ham.. Så op på vinduer og alterner i bygninger omkring ham. Der var ingen der havde kastet nået. Han førte en hånd op i nakken og kløede sig undrende i det krøllede, sorte hår med et lettere busket øjenbryn hævet mens de brune øjne til stadighed søgte efter skytten. Han gik ud fra at det var børn der havde kastet stenen, hvilket betød at legen havde startet. Hans store smil var faldet til jorden da han blev overrasket over at blive ramt, men nu hvilede det atter på hans læber, dog en lille smugle mindre og lidt mere skråt end det tidligere.

Han blev ved med at se sig omkring for en tid, ventede på at en eller anden ville titte frem fra sit skjul så han kunne se personen, men det kunne jo også godt være at personen var fremme og at han bare ikke kunne se denne på grund af mørket? I slummen nåede gadelygternes lys ikke frem til hver en lille afkrog af gaden, så det kunne sagtens tænkes, og han havde ikke det skarpeste syn af alle. Han var ikke svagt seende, men når man tænkte på vampyrer og den slags, så var han næsten så blind som en muldvarp. I hvert fald i mørke. Men vampyrer eksisterede ikke rigtig i hans hverdags univers, de var ikke rigtig i hans tanker, og lige nu var der kun en ting i hans tanker, og det var de børn der uden tvivl havde kastet stenen. Han overvejede lidt nogen af dem han kendte, det kunne sagtens være et af de lokale børn fra hans blok, det kunne ligne dem.

Han så ned på stenen ved hans fødder. Den var ikke særlig stor, så han var faktisk ret imponeret over at han havde mærket den. Det havde ikke gjort ondt, men det havde da været hårdt nok til at han kunne mærke det og blev revet ud af sin egen lille mærkelige verden. Måske var den tung? Han gik ned i knæ for at samle stenen op og veje den i hænderne for at se om den var ekstra ordinær tung, men lige umiddelbart virkede den ikke særlig tung. Det var måtte være for længe siden han havde kastet en sten.

[Tarja Century]

I hendes hoved forstillede hun sig tydeligt hvordan han ville undre sig så det fik hende til at smile lettere grinende selvom hun ikke kunne se hans ansigts udtryk og heller ikke havde set hans ansigt særlig godt, men hun kunne bare forstille sig hvordan en undren og overraskelse ville gå igennem den person når stenen ramte. Selv ville hun havde blevet utroligt irriteret og faret løs på personen, hvis hun altså kunne se en ellers havde hun nok grundigt undersøgt området for at finde den skyldige og så straffe personen efter.
Hun så sig igen om bag hendes gemmested bag muren og bukkede sig så ned igen for at samle endnu en sten op som hun igen vejede i hånden, den var større men også lidt mere flad så den vejede nok omtrent det samme som den hun tidligere havde smidt så hun kiggede kort ud fra hendes skjul blot for at se at han samlede stenen op, så derfor så hun sit snit og kastede stenen imod ham igen og ligesom før skjulte hun sig igen bag muren, men denne gang gik der ikke mange sekunder før hun alligevel kiggede frem, for hun kunne ikke dy sig. Hun blev bare nødt til at se hans ansigts udtryk! Så hun lod kun lige hendes ansigt være fremme mens hun havde en hånd hvilende imod hjørnet af bygningen så hun med lethed kunne skjule sig igen, men den barnlige nysgerrighed tvang til at se på ham, og hvis han opdagede hende så opdagede han hende jo for hun ville jo ikke skjule sig længere, det var jo synd for det besynderlige menneske, der var fyldt med liv og blod, blod hun næsten kunne smage på hendes læber og dufte det med hendes næse, men hun valgte ikke at gøre andet end at stå og smile nærmest grinende til ham for at se hans reaktion for ja det kunne da sagtens godt have været de irriterende børn der gjorde sådan noget, men det var jo bare lille hende der var ude på at lege og han virkede da så livlig at hun nok kunne få noget sjov med ham.
Egentlig vidste hun godt at hun ikke helt havde et menneskes træk, for hun havde lidt af en vampyrs perfekte udseende over sig, men dog ikke så perfekt eller tiltrækkende som en vampyr ville være det, men hun ønskede nu heller ikke at ligne en vampyr mere end hun gjorde, så hun var ret glad for at hun kunne skjule hendes hugtænder og dermed begå sig blandt disse sære mennesker som havde hendes største interesse, nogen væsner som hun elskede at studere og kunne bruge timer på at gøre det, for de var meget mere værd i hendes øjne end de pokkers storsnuede fuldblods vampyrer var det, også derfor hun aldrig bed et menneske men fik hendes blod fra dyr eller det der donor blod som hun også kunne få, netop fordi det ville være en skam at ødelægge så særprægede væsner.

[Tali Kaya]

Et skarp stik i hans skulder fortalte ham at han var blevet ramt igen, og denne gang reagerede han ved ta tage sin hånd op hvor stenen havde ramt ham. Den havde ramt ham med det skarpe side forrest så det gjorde lidt mere ondt end den sidste, men ikke nok til han gjorde udtryk for nogen form for smerte. Dog sneg en lille grimasse sig ind da stenen ramte og han rejste sig hurtigt om fra jorden og så i retningen hvor stenen var kommet fra. Igen; ingen ting at se. Men hvad var det? Først fra det næsten snehvid hånd han bemærkede. Den holdt rundt om murens hjørne så han kunne kun lige se fingrene, men den lyse hud mod det mørkerøde sten sodet til af snavs og os, gjorde at han bemærkede det med det samme. Kort tid efter fulgte et halvt ansigt der tittede forsigtigt frem fra sit skjul. Han rettede sig helt op og så forundret på kvinden. En mild, overrasket latter lød fra hans strube og hans smil voksede betydeligt. Hans tænder kunne ses i smilet og mens han grinte lattermildt af hvor forkert han havde været på den, rystede han let på hovedet. Frem og tilbage to gange, mens hånden fra sidst fandt tilbage til hans nakke som den gned hen over lige ved hårgrænsen. Han kastede stenen i den anden hånd op i luften, kun et par centimeter, imens han tog sit sigte. Kroppen blev vent så han stod lidt mere med siden til hende, armen blev trukket tilbage, stadig med tøjet rullet sammen under armen, inden han så lod armen glide fremad i luften og kaste stenen blidt gennem luften så den landede på husets hjørne, det hjørne hun stod bag. Han havde ingen hensigt om at ramme hende, blot at markere at han så hende og vidste at hun var der.

Da stenen var sent af sted blev han opmærksom på hans sårbare placering midt i gaden, og han skyndte sig derfor at søge dækning bag en lygtepæl i nærheden. Han var kun dækket en tredje del af lygtepælen, men det var da bedre end ingen ting, og da han havde gemt sig bag den, tittede han frem fra lygtepælen så hele hans ansigt var fremme. Smilet var blevet mere drenget nu og det var tydeligt at se på ham at han var med i legen. Han ville havde foretrukket vand, der var chancerne for at skade hinanden nået mindre, men sten kunne sagtens gå. Hvor han stod, havde han en del sten at vælge mellem da fejemaskinen aldrig nåede helt ind tæt på lygtepælen, og snart efter bukkede han sig hurtigt ned for at samle et par stykker op. Han blev aldrig stående det samme sted længe når han legede skytte, han bevægede sig altid rundt, som regel også tættere på fjenden fordi det så var nemmere at fange dem til sidst. Det var jo den eneste måde man kunne vinde på; man skulle takle modstanderen, og det agtede han også at gøre.

Han kastede en sten imod hendes placering ved muren inden han begyndte at løbe til højre for at komme over til en bil der stod parkeret ud til vejen. En gammel bil hvor rusten var det eneste der holdt den sammen, men den var et bedre sted at stille sig da han her ville have bedre udsigt til hvor hun stod. The game was one!

[Tarja Century]

Det var da utroligt svært for hende ikke at smile grinende til ham for hun var i drillehumør efter hun havde set hans mindre ”rock koncert” for hende, selvom hun ikke ligefrem havde hørt musikken så kunne hun jo set han havde opført sig som en. Så de blå øjne så bare imod ham, nærmest studerede ham fordi det lignede hun havde forskellige ideer til hvad hun kunne gøre imod ham bare for nærmest at lege med ham, for hun så jo menneske racen som svag men de var nu også de mere sjove af slagsen, ligesom hendes egen slags men igen nogen af dem kunne også være højrøvet og bare trængte til slag.
Hans latter da han så det var bare lille hende fik hende til at le lidt for sig selv for hans latter smittede jo af på hende, da han virkede oprigtig overrasket over at se det var en kvinde som havde smidt de forskellige sten imod ham, men igen hvor mange kvinder ville egentlig gøre det? Det virkede jo alt for barnligt for dem at gøre sådan noget, men hun var nu en gang anderledes. Hun så dog nysgerrig på ham da han kastede stenen op i luften for havde han nu tænkt sig at smide den efter hende? Noget kunne tyde på det sådan som han stillede sig i kaste position, en eller anden position hun havde set i en eller anden sports gren men hun kunne ikke ligefrem huske hvilken for den havde ikke interesseret hende særlig meget. Da stenen så røg igennem luften valgte hun alligevel at søge helt tilflugt bag muren igen for hun skulle nødigt have at den muligvis kunne ramme hende, selvom han nok skulle have lidt mere kraft på hvis det skulle have lykkes. Men ikke desto mindre fik det hende til at grine kort igen som hun sank ned mod jorden og samlede flere små sten op i hendes hånd, mens hun lyttede til stenen der ramte muren.

Hun lukkede kort øjnene for at koncentrere sig om at lytte til hans gang og hjerte banken, inden hun igen gled op af væggen igen for nu var hun klar til kamp, så hendes hoved dukkede igen op med muren, stadig med det drillende smil for hun skulle lige se hvad han havde gang i lige inden hun kastede endnu en sten imod ham før hun igen flygtede om bag muren og ventede på hun kunne høre den ramme et eller andet, før hun igen tittede frem og kastede endnu en sten denne gang imod bilen hvor han havde gemt sig selvom det blev meget svære at ramme ham nu, men det var da sjovere nu hvor han var begyndt at modangribe hende med sten, men det gjorde jo ikke så meget for så hårdt ramte de nu alligevel heller ikke, og hun havde jo ikke ligefrem haft noget sne for så havde hun da brugt det i stedet, så hun måtte bare nøjes med de her sten men det var jo også fint nok, for hun morede sig da gevaldigt med det.

[Tali Kaya]

Han dukkede sig da stenen fløj mod ham, også selv om den fløj forbi godt en meter bag ham, det var ren refleks. Igen grinte han højlydt, som et barn der er i gang med at gøre noget det egentlig ikke burde, men som det virkelig har det sjovt med. Og sådan havde han det også; han vidste han ikke burde kaste med sten i offentligt rum, han kunne jo komme til at ramme en uskyldig i kampens hede, men han havde det helt kriller i maven over den overraskende kamp der havde opsøgt ham, så han kunne ikke lade hver.

Han kastede sig dramatisk om bag bilen og kiggede efter hende neden under bilen så han kunne holde øje med om hun også skiftede gemmested. Det gjorde hun ikke, i stedet kastede hun endnu en sten af sted. Så snart stenen havde passeret bilen kastede han sig op fra jorden og så hen over taget af bilen. Ventede… Så skete det; hun så frem fra muren igen og så snart hun gjorde det kastede han en af sine stene imod hende, denne gang for at ramme. Han havde ikke så meget at ramme, så han kastede ikke så hårdt for han ville ikke ramme hendes ansigt, hvilket betød at stenen ramte jorden lige ved hjørnet af muren, og trillede hen forbi hjørnet hvor hun ville kunne se det. Han gemte sig nede ved vinduet i siden af bilen så han kunne se igennem bilen og holde øje med hende, men begyndte kort tid efter at snige sig langs bilen, ned mod enden af bilen, hvor han så stoppede op igen, med det drillende, legende blik hvilende på hende og nakken dukket, en lille smugle ned i knæ og ryggen bøjet forover. Han havde stadig tøjet under venstre arm, så han kastede med højre arm, hans gode arm, og holdt stenene i venstre.

En kort latter undslap lige inden han ville føre sin geniale plan ud i livet. En sten blev kastet imod hendes retning, denne gang med lidt mere kraft end tidligere og med sigte i den frie luft omkring hvor hendes mave ville være hvis hun trådte helt ud fra muren, inden han så kastede sig gennem luften hen mod en cykel der stod parkeret op af en lygtepæl på den anden side af gaden. Her gik han straks helt ned i knæ for at være så meget dækket af det ene hjul, som muligt. Hans hoved blevet beskyttet af styret og størstedelen af hans krop stod beskytte af cyklens forhjul, men det var ikke det bedste dække han kunne havde fundet. Det var bare det eneste der var mellem det sted hvor hun var, og det sted han lige havde været. Han holdt et vågent øje med ham, hjertet var begyndt at slå hurtigere, slog legende i hans bryst med fornyet styrke. Adrenalinen pumpede rundt i hans blod og hans øjne var mere fokuserede end tidligere. Nu var han tæt på at kunne gå til angreb på kvinden, han havde en chance for at vinde kampen, afslutte den. En tung vejrtrækning. Nu!

Han prang frem fra cyklen med armen hævet så han kunne kaste en sten af sted mod hende hvis hun kom frem, og satte så ellers i løb hen mod den mur hun gemte sig bag. Hen kastede sig ind mod muren og holdt øje med hjørnet. Hun havde stået på den anden side fa hjørnet, men han var ikke sikker på om hun stadig stod der. Det måtte tiden vise. Han sneg sig frem mod hjørnet med den ene arm fremme så han kunne kaste en sten efter hende hvis hun gik til angreb, men også så han kunne beskytte sine øjne i tilfælde af at hun kastede en efter ham. Man måtte jo være forsigtig når man kastede med småsten. Der var en grund til man lærte man ikke måtte kaste med sten. Lige som man ikke måtte løbe med sakse, selv om han nu mente han var voksen nok til at det sidste ikke helt galt for ham. Men der var ikke desto mindre en grund til man lærte det som barn; man kunne komme til skade. Og derfor tog han også sinde forsikringer imod et eventuelt angreb. Må hans læber lå det legende, lidt drengede smil stadig og hans øjne glitrede og eventyrlyst da sprang frem fra hjørnet, klar til at kaste sig over hende hvis hun stadig stod der.

[Tarja Century]

Egentlig var Tarja ligeglad med om andre blev ramt eller ikke for de kunne jo bare skælde og smælle som de ville uden at det ville rører hende særlig meget, medmindre de selvfølgelig ramte bestemte ømme punkter, så flippede hun selv og lige nu var der jo ret mennesketomt så det gik nok når de legede denne leg, en leg hun egentlig ikke anede man ikke måtte lege for det havde hun just ikke fået at vide som barn men igen hun havde jo også været det eneste barn i miles omkreds så hun havde aldrig tænkt over sådan en leg før hen, men den var nu sjov.
Et mindre hvin kom fra hende da hun så ham kaste stenen, men det havde da set meget dramatisk ud det med bilen, så hun grinte jo før hvinet kom, selvom hun just ikke var overrasket over hans modangreb. Hun skyndte sig igen at gemme sig bag muren som hun lyttede til ham og meget kort overvejede om hun skulle skifte gemmested, men hvorfor egentlig det? Hun havde jo et godt gemmested her og hun havde ikke ligefrem tænkt sig at flygte fra ham, i hvert fald ikke alt for længe for lege kunne godt blive kedelige hvis de trak sig i langdrag, dog tog hun alligevel låget fra en skraldespand, i tilfælde af at han alligevel kom en smule for tæt på men så havde hun i det mindste et eller andet form for skjold at bruge imod de sten der muligvis kom imod hende. Hvor hun dog nød sådan en menneske leg! Hun behøvede jo slet ikke at anstrenge sig eller bruge nogle af vampyr evnerne i hende for at kunne følge med ham her, udover hun jo ikke kunne lade være med at lytte til hans bankende hjerte som hele tiden virkede til at komme nærmere imod hende. Noget hun gættede var hans strategi for det ville normalt også have været hendes, men hun havde et alt for godt dække til at hun gad skifte sted.
Hun så ikke hans mindre stunts med at kaste sig hen bag en cykel som han åbenbart brugte til beskyttelse, for hun havde haft den ene hånd på hjørnet da han havde kastet stenen, for hun havde været klar til at komme frem og kaste en sten imod ham, men hans sten ramte hendes hånd så hun tog den til sig for kort at ømme den fordi den ramte hendes fingre, så hun skar kort ansigt, men smerten var jo ikke så slem så hun var egentlig hurtigt klar igen, med et smil over hendes læber. Det var jo noget helt andet end at jagte en vampyr og derfor var denne leg meget sjovere selvom hun var kommet en smule til skade men igen hun havde da ramt et par gange så gik det vel hun var blevet ramt en enkelt? Altså bare indtil videre?
Da han stod på den anden side af muren, lukkede hun kort øjnene for at lytte til hans hurtige hjerteslag, hvor kaldte hans blod dog bare på hende! Forbandet være denne lyst til blod! Men det gjorde nu også at hun ikke ville træde frem fra muren for han kunne da bare komme til hende, for hun ville overfalde ham lige så snart han gjorde det. Dog havde hun hævet hendes skjold i tilfælde af at han ville smide en sten imod hende inden hun ville kunne have en ordentlig chance for at overfalde ham. Men lige så snart han ville have kastet hans mulige sten ville hun så også have smidt hendes skjold væk for den ville jo bare komme i vejen når hun skulle begge hænder til at nedlægge ham, uden hun rigtigt tænkte over han muligvis ville falde på asfalt men så langt valgte hun ikke at tænke for de der mennesker havde jo hospitaler og sådan noget til at lappe dem sammen igen. For det var egentlig præcist sådan nogen overfald hun ville have forstillet sig hvis hun havde haft en bror at vokse op med, sådan hvor hun lagde hænderne på hans skuldre efter kort nærmest have hoppet lidt op i luften, fordi hun ville fælde ham på den måde så hun ville også skubbe ham bagud, men igen det gav jo også ham chancen for modangreb.
Hun kunne dog ikke lade være med at grine som hun overfaldt ham, uden hun egentlig tænkte videre over hvad der skulle ske efter men hvem ville da også det? Det var jo meget sjovere at se hvor tingene ville føre hen, nu var han jo også selv gået med på denne lille leg så skulle han da ikke blive vred hvis de tog den op på et andet niveau, nemlig nærkamp.

[Tali Kaya]

Han rundede hjørnet, spottede det røde hår, og kastede per automatik sin sten imod hendes mave, hvor han vidste den ville gøre mindst skade. En metallisk lyd fortalte ham at han ikke havde ramt hende, og først nu så han det skraldespandslåg hun stod med i hænderne. ”Hey, det snyd.” Nåede han lige at sige med en grinende stemme, inden han blev overfaldet af rødt hår og bleg hud. Han nåede kun lige at tage et overvejende skridt tilbage, inden hun var over ham. Hendes greb i hans skuldre var til at mærke, særligt da hun hoppede en smugle op i luften, så lod hun nemlig ham bære hendes vægt, der trods hendes ringe størrelse, stadig var nået han kunne mærke.

Så snart hun havde lettet over asfalten, tog han sine hænder op om hendes hofte og lod sig falde bag over så det var ham der tog faldet og ikke hende. Han faldt hårdt bag over og selv om han holdt hovedet oppe så det ikke ramte asfalten skat han alligevel en grimasse da han med ryggen først ramte den varme asfalt, der stadig bar nået af solens varme fra dagen der var gået. Uden at lade sig selv mærke smerten fra faldet, skubbede han hende med hænderne for at dreje hendes krop og skubbe hende til siden, mens han selv drejede så han ville komme til at være øverst. Hvis det lykkedes ville hans hænder straks gå til hendes håndled for at holde hende nede, og hans lår ville stå imod asfalten så hun ikke kunne komme op, men stadig sådan at han ikke sad helt på hende. Han ville jo ikke skade hende betydeligt. Han havde aldrig selv haft søskende, men det var sådan her man kæmpede når man var i nærkamp med vennerne. Eller veninderne, dem havde han også kæmpet lidt med som lille. Slummen var fuld af børn og han havde leget med dem alle. Nogen gange endte det i at man rullede rundt på jorden og prøvede at være den der var øverst, da det altid var den der var øverst der havde overtaget i kampen.

Bag dem lå metal låget på jorden og ved siden af dem lå hans tøj som han havde givet slip på da han greb ud efter hendes hofte i angrebet. På hans læber hvilede det største smil han kunne præstere; et smil der blottede samtlige fortænder og nåede hans øjne uden problemer. De brune øjne strålede af glæde og kamplyst mens de hvilede i hendes med et til stadighed drillende glimt i sig. Hans hjerte dansede stadig i brystet på ham, bag den tynde hvide skjorte der alligevel var så tyk at man ikke kunne se hans hud bag den. Hvis man kunne se hans ryg ville man se hvordan asfalten havde sat sorte mærker på arbejdsskjorten der lugtede af vin, stegt kød og en anelse blod fra de middagsserveringer der havde været i baren på hotellet. Et hotel hvor vampyrer boede og hvor mennesker ikke kunne overnatte. Det var egentlig vildt at han kunne glemme at der fandtes vampyrer i sin hverdag, når nu han arbejde på det hotel hvor der var den højeste koncentration af dem. Men normalt stod han ude i køkkenet hvor han ikke så dem, så det havde måske nået at gøre med det.

Men i dag havde han været ude hvor de var, der ude hvor han gang på gang var faldet for den skønhed der lå hos vampyrerne og havde været nød til at gå hen og snakke med sin områdechef for at få ro på hovedet og blodet. Og her, hvor han var så tæt på denne rødhåret skønhed, kunne han mærke hendes kolde hud, fornemme hendes spændte muskler der så klart ikke gav alt hvad de havde i sig, og fornemme den tiltrækning han havde været udsat for hele dagen. Hun var vampyr, og han vidste det nu, men kampens hede gjorde at han ikke tænkte over det, gjorde at den lille klokke der voksede bagerst i hans hoved ikke blev hørt og der var derfor ingen tegn på at han havde regnet ud at hun var udødelig og levede af blod. Nej, på gadens asfalt var smilet lige stort, øjnene lige drillende og hjertet bankede med samme legende fart som det hele tiden havde gjort. Han følte sig sikker på at han havde hende nu, men hvor var der mange måder hun kunne undgå at han kom øverst og hvor var der mange måder hun kunne vende rundt på situationen hvis det endelig lykkedes ham at få drejet hende rundt.

[Tarja Century]

Hun grinte kort da han mente det var snyd, men igen det var jo rigtigt nok eller kun halvt for de havde jo brugt ting til at skjule sig bag så det måtte da også gælde ved at tage ting op i hånden og bruge til forsvar? Uanset hvad så var det sket og hun var jo ikke blevet ramt af stenen fordi skjoldet havde taget slaget for hende, så hun kunne koncentrere sig noget mere om at overfalde ham for flere sten havde hun just ikke og det behøvede hun nu heller ikke da han selv valgte at forsøge med et overraskelses angreb imod en halvblods? Helt klog kunne han ikke være eller så tænkte han just ikke over hun ikke var helt menneskelig, uanset hvad så morede han hende.
Det at han bare selv valgte at tage om hende da hun sprang op, virkede jo ikke ligefrem som noget modangreb eller forsvar for den sags skyld, men det gjorde hende nu ikke noget for det var ham som tog slaget for hende også selvom hun ikke just var bange for at komme til skade for ellers havde hun jo aldrig startet den leg med stenene, så det var jo bare sjov og han kunne altid havde ladet være med at gøre modangreb. Men havde han slået sig så ville hun nok have forsøgt at hjælpe ham, men det virkede jo ikke rigtigt til at smerterne gik ham på så hun kæmpede egentlig bare videre med at forsøge at holde ham nede, hvilket ikke virkede særlig godt da hun pludselig lå på ryggen med hendes hænder fanget også, dog nægtede hun at bruge hendes vampyrstyrke til at skubbe ham af for det her var jo sjovt og han virkede skam ikke som nogen trussel så der var ingen grund til at kæmpe rigtigt for livet, men hun forsøgte nu at gøre lidt modstand alligevel, dog med en hvis latter fordi hun morede sig over han alligevel havde fået overtaget, men hun skulle nok hævne sig senere! Så han kunne bare vente sig til hun fik en hånd fri igen for så skulle hun da nok daske til ham eller overfalde ham endnu en gang og gøre noget mere modstand, selvom hun lige nu ville bruge hovedet til hvordan hun bedst kunne slippe ud af denne lille kattepine som hun var endt i.
Nu da hans hjerte var så tæt på hende kunne hun ikke lade være med at lytte til det og kort indånde duften af ham, selvom det glade smil stadig spillede på hendes læber så kunne hun jo ikke lade være. Selvom hun jo ikke tænkte over at dette ikke var det bedste tøj at slås i ned lårkorte nederdel som gled en smule op og hendes top som bare fik flere slid mærker i sig, men hvad pokker det var da kun tøj? Sådan noget kunne jo altid erstattes ellers havde hun noget hjemme på hendes meget lille værelse, men når man kun boede en så behøvede man jo ikke meget og alt hendes tøj kunne hun have i en taske, men hun måtte dog nok skifte det her ud. Det røde hår der var blevet pjusket af at tumle lidt rundt på asfalten så hun havde en tot i ansigtet og kunne ikke rigtigt få den væk fordi han holdt hendes håndled, så hun forsøgte kort at puste den væk uden større held, den del blev opgivet som hun bare så på ham igen med en barnlig glæde og en smule afventende på at se hvad han ville gøre nu hvor hun var blevet ”låst” af ham. Selvom hun dog kort selv overvejede hvad hun kunne gøre af overraskelses ting bare for at se hvilke chok hun kunne give ham? Det kunne dog umuligt blive noget med at smide sten eller bare bruge hænderne. Så hun forsøgte at få hendes ene ben fri i tilfælde af hun kunne bruge den til at skubbe ham væk og dermed give hende chancen for at komme oven på igen, eftersom hun helst ville være øverst for han var hendes bytte og det var da ikke meningen at byttet skulle have nedlagt jægeren? Der måtte jo være noget han havde misforstået på det punkt.
Så hun gjorde da et mindre forsøg på at vende det hele rundt, desuden havde hun jo kun en top på og dermed var det hendes hænder og arme presset ned imod asfalten og blev bare beskidte af det, men når hun selv lagde op til kamp så var det jo også lige meget hun kunne altid tage et bad senere hen.

[Tali Kaya]

Nu havde han hende. Han havde et fast greb i hendes hænder, ved hendes håndled, og holdt dem ned mod asfalten med en stor del af hans vægt, men ikke den fulde. Hendes grin fortalte ham at det var okay og at hun ikke var kommet til skade, så han lignede ikke lige frem en der havde tænkt sig at fjerne sig foreløbigt. Hun vred sig under ham og det var svært for ham at blive siddende hvor han virkelig havde fast i hende, fordi hendes ben var så livlige, og det var næsten umuligt for ham at holde dem i ro med sine egne ben på grund af den måde han sad på. ”Du ved godt du ikke kommer fri nu, ik’?” Lød det fra ham med et drenget grin, lige inden det lykkedes hen at twiste sig nok til han mistede sit tag i hendes ben, hvilket fik ham til at falde lidt forover og siden han stadig havde fast i hendes hænder, kom han til at skubbe med et par centimeter hen af asfalten med alt sin vægt. Så snart han kunne mærke det gav han slip på hende, og lod sig i stedet støtte med en hånd på asfalten lige ved siden af hendes håndled. Han ville ikke skade hende, nu var det jo lige så sjovt. ”Er du okay.” Latteren rungede i hvert et ord han sagde og det var tydeligt at han ikke var synderlig bekymret for hende, hun lignede ikke en der led, men gerne lige ville sikre sig at hun havde det okay.

Han kunne mærke at sådan som han lå lige nu, skulle der ikke meget til for at vippe ham over, hvilket også var hvorfor han hurtigt efter at have givet slip lagde an til at tage fat i hendes håndled igen, så han havde styr på hende igen. Han havde bare været nød til at give slip for ikke at flå hendes arme op hen af asfalten.

[Tarja Century]

Det kunne godt ske han troede han havde hende, men hun havde skam ikke tænkt sig at give op så let, selvom hun allermest havde lyst til at grine at han havde vundet men det gjorde hun ikke, for lige så snart hun fik chancen ville hun vride sig fri og sætte sig over ham, hun skulle bare lige finde den rigtige måde at gøre det på uden at han altså kom alt for meget til skade, eftersom hun var i lege humør og ikke dræber humør, så det ville bare være dumt at skade ham sådan for virkelig for hvem skulle hun ellers lige slås med? Det var jo ikke mange fremmed mennesker hun kunne bryde med på denne måde.
”Er du helt sikker på det?” spurgte hun bare drillende med et mindre grin efter for hold da op hvor hun morede sig, så meget havde hun ikke moret sig længe og hun havde trængt til det, det kunne hun i hvert fald mærke at hun havde. Lige da hun fik hendes ben fri og han røg lidt af hende, var hun over ham med det samme igen, selvom han stadig havde fast i hendes hænder brugte hun mere af hendes vægt for at vende dem rundt så hun var øverst og placerede sig roligt på hans lår med et ben på hver side af ham, dog uden at gøre noget som helst modstand ellers, eftersom hun bare ville vise at hun sagtens kunne når hun ville. Så her sad hun med et selvsikkert smil på hendes læber mens hun bare så ned på ham for han kunne bare skubbe hende af hvis det var det han nu ønskede. ”Skulle jeg da ikke være okay?” spurgte hun bare roligt stadig med det lidt selvsikre smil, men hun skulle da mene hun var okay, men igen hun havde dog fået nogen skrammer, det var dog ikke ligefrem noget hun lagde mærke til lige nu, men det kom nok senere når hun skulle til at gennemgå de skrammer hun havde fået denne dag eller når hun kom til at studere hendes tøj lidt nærmere. Men lige nu kredsede hendes tanker om hvad hun ellers kunne bruge ham til, angående sådan noget morskab for hun havde fundet nattens underholdning, men hvad havde han mon ellers at byde på?

[Tali Kaya]

En glidende bevægelse og kort tid efter lå han på ryggen, med den smukke, rødhåret kvinde over sig. Hun var overraksende stærkt, og ved denne tanke ringede den lille klokke i hans baghoved lidt højere, og han begyndte rent faktisk at bemærke det han så tidligt havde set. Han grinte lattermildt af hendes spurgte ind til om hun da ikke skulle være okay. Hans grin voksede i hans mave og hans smil nåede nu op til hans ører. Han gav slip på hendes hænder og lagde afslappet hænderne om bag sit hoved som om han lagde sig til rette. ”Det her kunne jeg godt blive forfalden til.” Han grinte stadig da han sagde det, og efter han havde sagt til faldt krilleren i hans mave til ro og han kunne endelig holde op med at grine, men smilet blev hængende. Han morede sig alt for godt til at det kunne slutte nu, så derfor lagde han sine ben over kors, inden han så med al sin kraft skubbede til asfalten på hans venstre side så han tvang sig selv til at trille rundt så han endnu en gang kunne være øverst. Den eneste grund til at han kunne gøre dettte var fordi han havde holdt om hendes hænder, så ergo var hans fri, og så fordi hun ikke vejede så meget. Han løftede gryder der vejede det samme som hende tænkte han for sig selv da han gjorde det. Det var ikke helt korrekt, men det føltes sådan, i hvert fald lige nu hvor hendes vægt var fordelt som den var.

Men selv om han havde ret gode chancer for at vende hende rundt så han var øverst, var det stadig hende der var øverst og hun kunne stoppe ham ved at lægge al sin vægt mod hans brystkasse, så havde han kun sine ben til at vende sig med, og det ville han ikke havde styrke nok i benene til at gøre når nu hun sad oven på ham. Dette var også grunden til han sørgede for at gøre det hurtigt. Forhåbentligt ville hun være mere opmærksom på det han gjorde med sine ben til at hun ville have tid til også at stoppe hans bevægelse med overkroppen.

Hvis det lykkedes ham at vende hende rundt ville han sætte sig på hende sådan at han sad hen over hendes bækken med et knæ på hver side af hende og skindebenet hen over hendes ben hvor han ville holde hendes ben fast med fødderne så hun ikke kunne bevæge sig alt for meget. Om muligt ville han igen prøve at holde hendes hænder nede, denne gang dog lidt højere oppe end tidligere; han ville prøve at sætte hendes hænderne ved siden af hendes hals da det ville gøre det sværere for hende så at bevæge armene og give ham et mere stabilt tag om hende. På den måde ville han også kunne lægge mere vægt på hende så han bedre kunne holde hende nede.

Hvis hun nåede at stoppe ham, sådan ta han stadig lå nederst ville han så være nød til at gentænke sin taktik og straks prøve at få sine ben tilbage hvor de ikke var krydsede, da et par krydsede ben var helt umulige at komme fri med hvis hun fik holdt dem fast. Det ville nok være der han havde størst modstand; hvis hun prøvede at holde hans ben fast mens de var krydsede. Man kunne bare ikke udnytte musklerne i benene når de lå overkors. Og da slet ikke når man lå ned, så var det helt umuligt.

”Du minder mig om en søster.” Lød det grinene fra ham, men det var ikke sagt som en hån eller en dårlig ting, det var mere sagt konstaterende, som et sjovt faktum der netop slog ham i dette sekund. Bag i hovedet var klokken ved at slå sig ihjel af iver efter at vække ham til live i den virkelige verden; det gik ikke så godt for den...

[Tarja Century]

Det var ikke ligefrem fordi hun skjult hvilken slags hun var, selvom når det kom til stykket så var hun nok mere menneske end vampyr, specielt hvis man så på hendes personlighed, så det overraskede hende sjældent at vampyrer forsøgte at fornærme hende ved at sige hun var et irriterende menneske, for det var jo en del hun var stolt af. Hans grin kunne mærkes helt ned i hans mave og det gjorde jo bare han giv flere små ryk i kroppen noget der bare fik hende til at grine fordi hun ikke helt kunne sidde stille på grund af ham. ”Ja det kunne du sikkert, men væn dig nu ikke til det” sagde hun drillende for det var jo ikke sikkert at hun gad at blive siddende særlig længe eller overhovedet at gøre det igen. Men det var nu lidt sjovt for hendes siddeplads bevægede sig jo, lidt som når man stod på usikker grund, selvom hendes grin var stoppet så smilte hun stadig lettere grinende, for latteren var meget tæt på overfladen så der skulle i hvert fald ikke særlig meget til inden hun ville grine igen. Noget den også gjorde da hun pludselig lå nede på jorden igen fordi hun ikke lige havde været helt vågen, udover hun godt havde mærket han lagde benene over kors men hun havde just ikke tænkt videre over det så hun måtte jo ende på asfalten endnu en gang.

Egentlig så havde hun ikke videre noget problem med at blive lagt nederst, for hvis hun ville så kunne hun jo bare smide ham af eller finde en eller anden løsning for at hun kunne komme fri, men travlt havde hun just ikke da hun ikke så ham som en trussel men mere som en legekammerat for denne aften og muligvis for flere aftner hvis de ikke blev vrede på hinanden eller hun endte med at myrde ham, noget hun ikke kunne sige med sikkerhed lige nu. Dog så morede hun sig som kunne høres på hendes latter da hun grinte mens hun så op på og havde egentlig nu ikke noget problem med synet, for han så jo ikke dårlig ud men man kunne aldrig vide, selvom hun nu ikke skulle bruge ham til andet lige nu end at have det sjovt for han burde jo kunne vise hende nogen af de sjove steder hvor dødelige havde det sjovt.
Endnu en gang forsøgte hun dog meget kort at gøre modstand, ved at forsøge at sætte sig op men det var ret svært når han holdt hendes hænder på den måde og hun brugte ikke videre nogen styrke for at smide ham af for legen skulle jo ikke ende alt for hurtigt, ikke når der ventede meget mere sjov så hun lod ham vinde for meget kort tid men hun skulle nok vinde noget på et tidspunkt. ”Jamen vi kan da godt lege at jeg er det, bare for en nat.. Men” sagde hun roligt med et lidt drillende smil for det kunne jo være hun kunne lokke noget ud af ham? ”Det vil kræve at du viser mig nogen af de steder som du mener, er de sjoveste”.. Egentlig var det jo ikke et særlig stort krav for hun kunne jo have krævet så meget mere som blod eller hans liv men det gjorde hun jo ikke rigtigt, for i aften stod i morskabens tegn og intet andet, for hun nægtede at tænke på noget andet lige nu.