Post by Tarja Century on Feb 19, 2012 19:55:41 GMT 1
Begyndelsen
I starten var der ingen ting, ikke andet end nogen planeter og stjerner i dette univers. En lille lysende sjæl fløj ensomt gennem tomrummet, til hun kom til vores verden hvor hun fandt freden i stedet for at se alle de verdener i krig. Hun lagde sig til at sove nær månen. Hun blev indhyllet i lys som gjorde intet kunne ramme eller skade hende. Hun lignede en lysende kugle hvor man kun knap kunne se den sovende kvinde indeni . Denne sovende kvindelige sjæl hed Avá men blev senere kendt som Gaia, jordens sjæl.
Avá begyndte at drømme, men i starten var det krige, død, vold og ødelæggelse, hun så flammer og vulkaner der fyldte hendes hoved og senere blev den lysende boble rødglødende og lavaen omringede den. Boblen blev efterhånden større og større på grund af lavaen som hele tiden dukkede frem, til sidst var den så stor som vores planet er i dag. Kulden i omkring den gjorde at det yderst lag af lava strøkende mere og mere og til sidst havde vi vores jord. Avás drømme blev mere rolige og bedre end de mareridt der havde plaget hende i mange tusinde år, til tider kunne man nu se et smil på hendes lyse læber mens hun sov. Som alle andre væsner med hår, så voksede hendes ud gennem boblen, lavaen og til sidst skød det op gennem jorden, men fordi det var blevet beskidt under rejsen ud var det blevet brunt i stedet for at være kridt vidt som en lysende stjerne. Hendes hår blev i til det vi i dag kalder for træer, noget af håret filtrede sig sammen og blev til buske mens noget ikke voksede så meget og blev til græsset vi går på. De tårer hun havde grædt i søvne for alle dem hun havde mistet, fandt vejen gennem det hele og blev til vores hav, søer, floder, åer og alt det vi drikker.
Avá vilde sind og hendes flyvende tanker blev til vores vinde der blæser og sørge for at vi kan få vejret.
Verden var henlagt i mørke, for Avá lys var blevet lukket ind, men hendes lysende hjerte svævede ud og blev til det vi kalder solen der lyser for os. På vejen ud blev den dækket af flammer og lava.
Tiden gik, år blev til århundrede, århundrede blev til tusinde af år. Der var ikke styr på noget, alt voksede vildt og den små dyr var begyndt at gå på jorden. Livet gik sin gang, men Avá blev mere og mere træt, derfor skabte hun først jordina den kloge, som skulle tage sig af jorden og dens væsner, dernæst skabte hun den stille Watina, hun skulle passe på vandet og sørge for dens renhed. Efter Watina skabte hun den forræderiske Ildnia, som skulle sørge for varmen, ilden og solen. Så kom den vilde Windia som var som de vilde vinde der fløj gennem verden der spredte varmen og kulden og sørgede for at vindene altid var rene. Så kom den onde Darkia, som var mørkets gudinde der sørgede for nattens væsner og herskerinde over skyggerne. Hun var det onde i alt og alle, hun var den der stod bag en når man skulle dø, nærmere bestemt så var hun dødsgudinden. Til sidst kom den lille kolde lightia som var kulden og lysets gudinde. Hun sørgede for kulden, sneen og at vinteren kom til tiden og være det gode i folk.
Disse 6 kvinder sørgede for jorden, passede og plejede den, efter de evner og kræfter som Avá havde givet dem. Det sammen var de næsten lige så stærke som Avá selv, dog var Avá den stærkeste, men kvinderne var de stærkeste på jorden. De levede alle i harmoni med hinanden og med dyrene, men de begyndte at kede sig og skabte derved først dinosauerne for at lærer om at skabe ting og for at få noget at se på og passe mere end dyrene, nogle stærke store væsner som de måske ville kunne herske over, men da disse væsner begyndte at kede dem, ødelagde de væsnerne så kun nogle få fik lov at overleve. Da alt dette var sket skabte de menneskerne som lignede dem selv, men uden kræfter udover nogen få der havde det (dem vi kender som hekse og troldmænd som der senere blev flere af). Igen gik tiden og kvinderne fulgte med menneskets udvikling på deres sikre tåge ø, som nogen senere har kaldt Avalon. De så nede i deres magiske brønd som kunne vise dem de dele af verden den bad om og gjorde dermed så de kunne følge med i livet blandt menneskene. Herfra kunne de også styrer menneskerne på jorden, Watina skulle blot se på skibene på havet og røre vandet for at skabe en hvivelstrøm. Windia skulle blot se på land eller hav og puste på dette for at skabe vinde. Ildnia skulle blot se på menneskene og smile for at give dem solskin og varme dage, eller se ondt på dem og skabe frygtelige brande. Jordina skulle blot se på vandet og lagde hånden glide nogle få centimer over dem for at lade tingene vokse på land. Mens Darklia skulle se på en person for at lade den føle hvad hun følte af mørket og døden eller ligge noget over vandet i brønden så jorden blev indsvøbt i mørke. Til sidst kunne Lightia se på jorden og lade hendes hvide smil lyse over dem for at skabe den kolde sne og vinter så livet atter kunne begynde på ny når dette var overstået. Disse 6 kvinder sørgede for balancen mellem det gode og det onde, døden og livet, mellem foråret, sommeren, efteråret og vinteren. Foråret som tilhørte Jordina, Ildna og Watina som havde sommeren, mens efteråret tilhørte Windia og til sidst tilhørte vinteren Lightia og Darkia.
Øen
Øen kvinderne boede på var stor selvom det ikke så sådan ud ved første øjekast, men her var mange skjulte og magiske ting.
Ude på den højeste skrænt lå et meget lille sort og hvidt bindeværks hus, som man skulle tro der kun boede 2 mennesker i, men når man kom ind i huset var det stor. Når man kom ind af døren kom man ind i et stort bondekøkken, med et stort spise bord i midten hvor der kunne sidde op til 8 mennesker og køkkenskabe og borde, hvor man kunne lave mad. Udover det var der 6 døre som hver førte ind til kvindernes værelser, hver indrettet efter deres element.
I Jordens værelse var der en stor seng lavet af træ med blomster der snoede sig rundt om sengestolperne, der var grønne vægge og gulvet var af mos. Sengetøjet var grønt og lavet af blødt græs, hendes pude var af mos.
I Watinas værelse kom der vand ned af væggene og ned på gulvet hvorefter det forsvandt ud af et hul i muren, hendes seng var en stor musling hvor der lå en dyne og pude der var lavet af blødt tang.
I Ildnas værelse var gulvet dækket af små flammer mens der kom flydende lava ned af væggene. Hendes seng var af sten og hendes dyne og pude var flettet af flammer og skygger, som hun sammen med Darkia havde lavet.
I Windias værelse var der rigelig med luft ude fra der kom gennem mange huller i væggen ud til havet. Hendes seng svævede i luften og hendes dyne og pude var lavet af de blødeste skyer som hun kunne få fat på.
I Darkias værelse var der sort som kul og kun meget lidt lys kom herind. Hendes seng var lavet af knogler fra døde mennesker, madrassen, dyne og puden var lavet af de blødeste skygger hun kunne få fat i med små stykker af lysene stjerner fra himlen.
I lightias værelse var der rigelig med lys fra himlen over hende og de små lysende kugler der svævede over det hele, som små stjerner på en nattehimmel. Hendes seng var lavet af det klareste is. Dynen og puden var lavet af de blødeste skyer.
Ved siden af huset lå der et lille skur som man ikke rigtigt brugte til noget, det var der men var tomt.
Lige nede for skrænten var der en strand og så havet, her kunne man komme ned på 2 måder, enten ved at gå ned af stien lidt væk fra huset eller hvis man tog en af den underjordiske søer derned. Huset lå mod ryggen til havet og mod front mod den store skov hvor der gik magiske og ikke magiske dyr, hvor de levede i harmoni med hinanden. Hele øen var dækket af det grønnest græs udover på stranden som var dækket af det fineste sand. Der gik små åer gennem skoven så dyrene havde noget at drikke og så træerne kunne få vand. Brønden der var der stod op til huset ved siden af døren ind til det.
Tragedien
Ikke alt ender godt og det gjorde det heller ikke for disse gudinder, nu skal i høre om hvordan jorden blev efterladt af dens gudinder.
En dag gik Jordina nede på stranden og opdagede 2 sikkelser liggende på jorden, det var en mand og en kvinde der var skyllet op fra et skibsbrud længere ude, selvom øen var skjult for mennesker og væsner så var den eneste måde at komme ud på øen på var at svømme derud og på det tidspunkt som Jordina fandt disse folk var lige på dødens kant.
Disse mennesker var skyllet op på deres strand, Jordina fik medlidenhed med disse mennesker og hentede dermed sine søstre som hjalp med at få menneskerne op til huset og ind i skuret som de hurtigt indrettede med to senge som jordina skabte af jorden med mos som underlag og hovedpude. De lagde menneskerne i sengene og passede og plejede dem til de vågnede nogen dage senere. Manden og Kvinden var gift men det vidste ikke kvinderne ikke. Alt var godt i starten men med tiden ændrede forholdet sig mellem kvinderne og menneskerne, grunden var at Watina og manden havde forelsket sig, hvilket ikke var godt, da hun var en gudinde og manden var en gift mand. Jordina kunne se på søsteren at der var noget der ikke skulle være der, men der var det for sent og Watina var med barn. Da konen opdagede det blev hun rasende og jaloux, så det endte med at en aften hvor Watina lå og sov for at samle sine kræfter til næste dags arbejde kom hun ind og lagde en pude over Watina som vågnede op med et chok og kæmpede for livet selv til trods for at hun ikke kunne dø, så var hun lidt som menneskerne når de gik i panik. Jordina var vågnet op i samme sekund men vejrtrækningsbesvær, hun flygtede ind til Watinas værelse og opdagede grunden, hun skubbede arrigt kvinden ind i væggen. Dog nåede hun ikke rigtigt at reagere ved at Watina var løbet grædende ud af døren og ned mod stranden. Jordina løb råbene efter hende, for at få hende tilbage, hun nåede hende ikke før Watina var løbet ud i vandet og blevet et med det, som en gudinde gør når hun ikke længere interessere sig for jorden og ikke ønsker at være der for den. Jordina stoppede op på stranden og skreg søsterens navn ud i mørket, ud mod havet, hvor solen var ved at stå op.
De andre søstre var vågnet ved Jordinas skrig, for ingen var så tæt knyttet til deres søstre som Jordina var til Watina, ingen var så på bølgelængde med hende som Jordina. For hver af søsterne var knyttet til en af de andre, Jordina med Watina, Ildna med Windia, Darklia med Lightia.
Lightia var hurtigt henne ved Jordina for at hører historien, de andre søstre kom efterhånden. Da de havde hørt hvad der var sket og jordina var faldet grædende sammen på jorden, skyndte Darkia sig op og fik fat i kvinden som hun dræbte i vrede, videre gik hun til manden og dræbte ham. Hun lod dem begge blive opslugt af skygger for at de kunne lide i evigheden for evigt uden nogen mulighed for at blive født på ny. Nu var alt forandret, det vidste de alle, Harmonien var der ikke længere, elementerne passede sig selv efterhånden for gudinderne blev mere og mere svage på grund af den manglende søster. Jordina passede aldrig mere skovene eller jorden, hun stod hver dag på stranden og kaldte på søsteren, ventede på hende og forbandede de mennesker de havde skabt, den dag de havde skabt dem. Ingen af søstrene snakkede sammen igen, de gik bare rundt uden at holde øje med menneskerne. Darkia dræbte flere og flere da hun kastede den sorte død over verden for at hævne sig på menneskerne. Avá var trist og sørgede over tabet af hendes døtre, hun kunne ikke klarer Jordinas råb i sorg, hun så mørket og hadet vokse i jordina, hvilket hun ikke kunne lide. Derfor kaldte hun på nu de 5 kvinder i tankerne, hun sagde at de alle skulle leve blandt de mennesker de hadede så meget, som en af dem indtil de forstod dem. Hun tog de fleste af deres kræfter fra dem og sendte dem væk fra hendes ø, de måtte først komme tilbage den dag de havde fundet deres søster Watina i hjertet og elsket et menneske som hun havde gjort det. Hvert 100 år skulle de dø, eller hvis de døde før skulle de genfødes af de mennesker de hadede uden nogen mulighed for at vende tilbage til de gudinder som de en gang var hvis de ikke opfyldte kravene fra deres moder. Dette var der ingen af søstrene der var glade for, fordi de sørgede stadig over deres søster efter 300 år. Inden Darkia mistede hendes kræfter skabte hun vampyr og andre af nattens væsner, for at der stadig var nogen til at hævne sig og hun gjorde så at det ikke var alle sjæle der kom over på den anden side og blev genfødt, derved skabte hun spøgelserne. Ildnia skabte Willierne også kendt som sirenerne i hævn over mændene på jorden. Jordina sørgede for at mange skove og planter ikke kunne vokse, hvor de ellers havde vokset før dermed blev lande som Afrika golde. Windia skabte Tornadoer for at fjerne alt det som menneskerne holdt af. Lightia skabte kulden i Nord og Syd og gjorde det nærmest udholdeligt at bo de steder ligesom andre lande hvor sneen og vinteren nærmest varede hele året rundt.
Denne historie er grunden til at verden er som i dag, hvor der ikke hersker harmoni og balance, hvor jorden og de andre elementer passer sig selv. Søstrene lever stadig blandt menneskerne og søgere deres søster, så de kan vende tilbage til deres elskede ø og måske en dag lærer at elske jorden som de gjorde en gang. De lever som almindelige hekse, men husker alle deres tidligere liv, men som drømme, de husker det ikke direkte som minder. Først når de møder en af deres søstre bliver de mere og mere klar over hvem de er, de gudinder de inderst inde er. De kan stadig føle inderst inde at de skal finde kærligheden, og de skal skynde sig på en måde men det hjælper ikke at frembringe en kærlighed som forsvandt for mange år siden. Deres hjerter er kolde til de en dag vil møde en som vækker den kærlighed i dem, selv deres personlighed er som det element de blev skabt af for mange år siden. Søsterne som ikke længere ved de er søstre rejser jorden rundt for at finde de dele som de føler de mangler og de skal skynde, til trods for de har levet i over tusinder af år så føler de stadig at de skal skynde sig inden verden går under.
