Madens bror

[Lucifer]

Mørket i baren var behageligt. Langt bedre end på de der moderne natklubber som insisterede på at have farvede spotlys som fuldstændig smadrede ens øjne. Ingen høj, larmende musik som torturerede ens øregange. Det her var jo næsten helt rart. Desuden serverede de god gammeldags og uspoleret øl. Lucifer forstod ikke pointen i alle de der nye drinks som det tog timer at lave, også blev de pyntet så forfærdeligt. Så hellere en god fadøl.
Manden lagde nakken tilbage mod ryglænet og nød den fredelige summen af menneskesnak ude i baren. Han var kun ankommet til Istanbul for få dage siden, så i aften skulle have været brugt på at lære byen at kende igen. Det var trodsalt et par hundrede år siden, at han sidst havde været her. Han havde allerede sørget for at skaffe sig let adgang til mad, så når han først havde styr på selve byen burde alting komme til at gå uden problemer. Han havde brug for at finde de gode steder, så han vidste, hvor han kunne slippe for alle børnene derhjemme. Det kunne blive for overbefolket i længden. Måske skulle han smide nogen ud?
Lucifer åbnede øjnene, da han opfangede en bekendt duft i menneskemængden. Det duftede af hans mad? Han havde fundet en knægt, der var blevet afhængig, så fyren var dejlig let at have med at gøre, men han var ikke til stede i baren. Duften viste sig til gengæld at komme fra en anden mørkhåret knægt. De duftede meget ens? Lucifer vurderede hurtigt, at det måtte være et familiemedlem. Måske en fætter eller bror? De så ud til at være samme alder.

[Rosto Laminy]

Rosto var selvfølgelig tilstede, ikke fordi han altid var der men denne aften var han til denne nye vampyrs held. Rosto havde dog endnu ikke bemærket ham for han var kun lige dukkede op i selve barstuen, tidligere havde han arbejdet med nogle papir på hans kontor. Han var iført en simpel hvid skjorte og sorte bukser, om livet havde han et forklæde og han samlede glas op var et bord der netop var blevet forladt. Han sendte glassene til vask og tørrede bordet af mens han henholdsvis holdt øje med hans medarbejdere og gæsterne. Som altid var han opmærksom på at der ikke opstod problemer, baren var ikke kun fyldt med mennesker, men der var også vampyrer i blandt og han ønskede ikke at der skulle bryde en krig løs derinde. To fyre satte sig ved det bord han lige havde tørrede og bad om to øl, han nikkede og smuttede ud efter deres bestillinger, en tjenestepige stødte dog ind i en af gæsterne, en vampyr med kort lunte og denne krænkede straks læberne tilbage og hvæsede at hun skulle se sig for. Pigen der havde tabt den bakke hun havde i hånden bed sig i underlæben og undskyldte om end fyren ikke så spor tilfreds ud. Rosto droppede at få ordnet glassene og valgte i stedet at skynde sig hen til de to. ”Så er det nok… jeg må bede dig forlade baren med det samme” sagde Rosto med en fast tone. Han vidste det var en vampyr, og at han teknisk set kunne blive slået ihjel med et enkelt slag men det her var hans domæne og denne mand ville få problemer hvis han skabte nogen. Vampyren hvæsede af ham hvilket Rosto blot hævede brynet af og så smuttede han og hans venner. Han vendte blikket mod tjenestepigen ”klare du den?” spurgte han venligt, denne nikkede og samlede stumperne af glas sammen. Endelig lykkedes det ham at få ordnet de to øl og servere dem for de to nye gæster.

[Lucifer]

Mennesket blev betragtet, imens han gik frem og tilbage for at ordne borde. Duftene var ikke helt ens, hvert væsen havde jo sin egen unikke lugt, men de lå nu stadig så tæt op af hinanden, at Lucifer følte sig sikker på en familierelation. Han lignede nu ikke maden særlig meget. Højden var nogenlunde den samme, men så var der heller ikke så mange andre ligheder.
Den der knægt havde vist også et lidt andet forhold til vampyrer. Han virkede næsten rapkæftet, men det var nok mest fordi, man sjældent mødte et menneske som turde tale igen. De kom altid til at fremstå som uopdragne, når de så endelig gjorde det. Det var tvivlsomt, at ham her også var afhængig. Det var nu heller ikke så mange mennesker, der blev det, hvis man så på hele befolkningen.
Han fjernede ikke i blå øjne fra manden og forsatte med tænksomt at studere ham. Gad vide om han smagte ligesom sit familiemedlem? Sandsynligheden var ret stor, men man fandt først ud af den slags, når tænderne først sad i halsen eller håndleddet. Han var egentlig ikke voldsomt sulten og havde haft planer om at vente med maden til om et par dage – mest fordi det var sjovt at have afhængige folk til at tigge en om at blive bidt. Det var ufattelig underholdende, når de næsten forsøgte at tvinge ens hoved hen til deres arm eller hals. Nogle mennesker var jo for private til at ville bides i halsen.

[Rosto Laminy]

Rosto sørgede for sine gæster så godt som det var ham muligt og mens han gik forbi bordene og kastede blikke mod eventuelle tomme glas eller hvor nogen henvendte sig til ham, ville han i sidste ende ikke undgå at nå hen til vampyrens bord. Han havde dog undervejes fornemmede et blik på sig og dog havde han ikke kunnet finde vedkommendes. Han kastede et blik hen over den tomme bord og rynkede en anelse forundret på sine bryn, måske ventede manden på nogen. Han opdagede dog i mellemtiden at denne betragtede ham, og det gik op for ham at det var ham der havde iagttaget ham. Han kunne i mellemtiden ikke genkende ham og blev derfor en anelse mistænksom, denne kunne meget vel være en blodsuger. Han standsede roligt hen ved bordet "Ønsker du noget at drikke?" spurgte han ganske roligt og med hovedet en anelse på skrå mens han ventede på svar. Han havde en underlig fornemmelse. Hvorfor kiggede han sådan på ham? Rosto kunne ikke helt finde ud af hvad han skulle mene om ham, men han håbede bare ikke det her ville ende galt, for det var allerede sket at han var blevet overfaldet af vampyrer.

[Lucifer]

Man måtte ærgre sig over mennesker svage evner. En vampyr ville for længst have opdaget Lucifers stirren. Det var derfor, man måtte tage sig længere tid til at få et menneskes opmærksomhed. De skulle lige nå at få tingene vendt en ekstra gang.
Mennesket kom endelig selv derhen.
Hvor belejligt.
Lucifer havde siddet og overvejet, hvorvidt han ville tage kontakt til manden, men nu løste knægten det jo heldigvis selv. Han lænede sig lidt frem og hvilede albuerne mod bordet, idet mennesket nåede hen til ham. ”Er dit efternavn Laminy?” Spurgte han, stadig med blikket fæstnet intenst mod knægtens ansigt, og ignorerede i første omgang menneskets eget spørgsmål. Det blev først besvaret bagefter. ”Der er mange ting, jeg ønsker at drikke, men jeg tvivler på, at I servere den slags her. Jeg nøjes med en øl,” blev det afslappede svar, imens et smil brød frem på hans læber. Maden og knægten var helt sikkert i familie. Nu hvor duften var helt tæt på, var det tydeligt.

[Rosto Laminy]

Alarmklokkerne ringede straks da denne spurgte til hans efternavn, og dog virkede han ganske rolig og uanfægtet "Det er det" svarede han roligt. Hans følgende ord som var svar på Rostos spørgsmål fik blot den unge mand til at hæve det ene bryn, helt sikkert en vampyr, for pokker da! kunne de væsner dog ikke bare skride hjem til deres små kister.. vent.. de havde næppe et hjem! "Jeg skal sørge for at du får den" svarede han ganske roligt idet han vendte sig om for at hente den, han skulle nok sørge for at lade en anden sende sende den hen til ham for Rosto orkede virkelig ikke mystiske typer som ham denne nat.

[Lucifer]

Bror. Ikke madens fætter, men bror. Interessant.
Lucifer betragtede ham forsat, imens han skrev bestillingen bag øret. Det var et spøjst svar at give vampyren, der lige havde hentydet til at ville drikke blod. Stor selvkontrol så det ud til. Gad vide hvor godt den holdte? De fleste mennesker brød sig ikke om mere private hentydninger. Følelser kunne let komme i klemme. Da knægten bestemte sig for at gå, tilføjede vampyren: ”Du må hilse din bror, man kan vel håbe, at han en dag kan få en karriere som servitrice … selvom det nok er usandsynligt.” Fyren var jo mest at sammenligne med en narkoman som konstant trængte til et fix. Den slags fik sjældent arbejde, selv indenfor servitricebranchen. Lucifers blik var stadig fæstnet mod den unge mands nakke for at se hans reaktion på kommentaren. Han ville nok prøve at ignorere den, men det ville der jo ikke være meget sjov ved. ”Hvordan blev han afhængig? Uheldigt overfald?”

[Rosto Laminy]

Selvfølgelig standsede Rosto ved denne kommentar. Pokkers! hvad havde knægten nu gjort! Den næste bemærkning gjorde det klart, denne vampyr havde nærede sig på ham og lugten af Rostos blik måtte minde ham om hans brors. Det ville ikke være underligt, de to var jo tvillinger om end de var så forskellige som nat og dag. Rosto trak vejret dybt og holdt et suk tilbage, han bed sig i underlæben og dog ikke spor hårdt inden han vendte sig om mod vampyren igen "Jeg er sikker på at han ville fortælle dig historie tilgengæld for fornemmelsen af dine tænder mod hans strube" svarede han køligt tilbage inden han snurrede rundt og gik sin vej. Han sørgede for øllen men desværre var der ingen der kunne give ham den så han måtte modvilligt hen til ham igen, satte glasset på bordet og så på ham med sine egne mørke udtryksløse øjne.

[Lucifer]

Fantastisk! En reaktion! Lucifer smilede bare tilfreds ved lyden af det kølige tonefald. Der var uden tvivl følelser i klemme der. Det måtte huskes til en anden gang. Den lille fyr var nu ufattelig underholdende, og hans ord fik vampyren til at le lavmælt. ”Du forstår virkelig at opvarte, hva?” Utroligt at han var villig til at sige den slags om sin egen bror, når han sikkert havde mere lyst til at slå Lucifer ned. Selvfølgelig ville det ikke kunne lade sig gøre, så knægten traf da klart nogle fornuftige valg.
Han kvalte grinet, imens knægten spankulerede fornærmet væk, men forsatte med at studere kroppen, indtil han var ude af syne. Underholdende, meget mere underholdende end den ynkelige bror. Fyren var jo nærmest helt lost efter bare et enkelt bid. Det var sjovt at se en så sær reaktion på at få drukket i sit blod, men i længden blev det nu også en noget triviel oplevelse.
De intense, lyse øjne mødte de mørke og udtryksløse, da manden kom tilbage. ”Hvad hedder du, knægt?” Broderen havde aldrig talt om noget familie, så Lucifer var nysgerrig efter at finde ud af mere om ham. Han smagte kort på øllen, men stillede den hurtigt tilbage igen, da han havde fundet noget langt bedre at drikke. Problemet var bare, at den nok ville gøre modstand. Knægten var ikke lige så medgørlig som sin bror trodsalt.

[Rosto Laminy]

Jovist havde Rosto lyst til at slå ham ned, men nu var han ikke den voldelig type så det ville næppe ske lige med det samme om end der nok ville ske noget i den retning hvis vampyren formåede at trykke på de rigtige knapper. Hans familie var en af han største svagheder, og især hans bror var en svaghed, det havde været smertefuldt at se tvilling synke hen på den måde, og selvom Rosto havde forsøgt at hjælpe havde han ikke kunnet, tvillingen var fuldkommen væk i det. Rosto forstod ikke hvad der var så godt ved det, han havde godt nok hørt sin bror forklare men det var ikke noget han kunne forstå, hvordan kunne man nyde at blive bidt i? Snart stod han overfor vampyren igen og da denne kaldte ham knægt hævede han det ene bryn, han var ikke noget barn om end det nok var tilfældet hvis man sammenlignede de to mænds aldre "Man præsenter altid sig selv først" lød hans svar.

[Lucifer]

Jamen dog, han svarede stadig igen. ”Du er ret kæphøj af et svageligt menneske at være,” lød det i første omgang drillende. Det ville være så let bare hamre knægten op mod en væg og tage, hvad han ville have, men så ville al morskaben jo gå af det hele, og det ville lave en scene som han utvivlsomt ville få at høre for fra Frost og Matthew. Folk med højere rang var så besværlige. ”Men du er vel ret. Mit navn er Lucifer Abaddon,” svarede han endelig høfligt og stadig med et afslappet smil på læben. Blikket lå forventende på den yngres ansigt, imens han stadigvæk ikke rørte øllen. Han havde allerede glemt, at han havde fået den. Han tog sig heller ikke af knægtens reaktion på at blive kaldet knægt. Det var, hvad han var for Lucifer i øjeblikket og nok også fremover. ”Jeg må nu indrømme, at jeg ikke kan se mange ligheder mellem jer … ud over jeres duft selvfølgelig,” en himmelsk duft af mad. Det var ligesom hvad nybagt kage var for mennesker.

[Rosto Laminy]

Rosto hævede det ene bryn "Kæphøj, eller måske kender jeg bare til maner i modsætning til visse døde væsner herinde" lød hans svar en anelse nedladende. Normalt var Rosto ret svær at gøre irriteret eller vred, men lige denne mand hadede han allerede ganske enkelt fordi han brugte hans bror som frokost. Men hvis han havde Rosto´s bror, hvad ville han med ham så? Det var næppe fordi han var lækkersulten, desuden havde Rosto ingen planger om at være natmad for en vampyr. Da denne endelig præsenteret sig svarede han "Rosto Laminy" lød svaret ganske roligt. Vampyrens næste ord fik det ene bryn til blive hævet "Nå så det bemærkede du" lød svaret nedladende inden han rettede sig op "Hvis der ikke er andet så har jeg et arbejde der skal passes" sagde han kort.

[Lucifer]

”Sandt,” nikkede Lucifer, stadig lige fornøjet. ”men det er de færreste som ville påpege den slags, når visse døde væsner kender visse personer som de kan lade deres irritation gå ud over,” forsatte han med en klar hentydning til Rostos bror. Interessant navn egentlig. Knægten skulle begynde at træde varsomt nu. Han var for spændende – indtil videre – til, at Lucifer ville skade ham, men hans bror var ret kedelig efterhånden. Han var desuden let at skille sig af med.
Han gengældte det løftede øjenbryn. ”Sæt dig,” blev ordren uden den sædvanlige venlige tone. Truslen om skade mod broderen hang stadig i luften, så vampyren tvivlede på, at knægten ville sige nej. Ellers … ja, så kunne Lucifer virkelig ikke selv holdes ansvarlig for, hvad der ville ske senere. Han var en vampyr, han var irriteret, ting kunne let … komme ud af kontrol? Nej, nok ikke, men det var den undskyldning, som han ville bruge. ”En tjener bør virkelig opfører sig med en del mere venlighed og elegance.”

[Rosto Laminy]

Hvorfor ville han i det hele taget spilde sin tid på Rosto når han havde hans bror i hans hule hånd? Hvorfor spilde tid på en der kun ville være til besvær? For Rosto havde da ingen planer om at give sig i modsætning til sin egen misbruger af en bror. Truslen burde Rosto havde set komme, men alligevel havde han ikke gjort det og derfor havde han nu bragt sin egen tvilling i fare. *Pokkers tage den skøre knægt!* tanken irriteret ham og han bed tænderne hårdt sammen uden at svare. Ordren om at sætte sig ned blev mødt med et trodsigt blik fra Rosto og et hårdt drag om munden der gjorde det tydeligt at han ingen planer havde om at være hans legetøj. ”Ellers tak, jeg står fint her” lød hans svar. Vampyrens sidste bemærkning blev mødt med et fnys ”Jeg er ikke nogen tjener, jeg ejer faktisk stedet og jeg vil bede dig om at gå lige om lidt hvis du ikke holder inde med dine trusler” svarede han køligt.

[Lucifer]

Han var godt nok glad for at stritte imod. Her forsøgte man at føre en civiliseret samtale, og stillede ungen sig på bagbenene. Hvor uopdragent. Knægten satte sig endda imod en simpel ordre om at sætte sig. Besværlig dreng, det var sikkert tvillingen som havde været lettest som barn.
Forklaringen om, at han ejede baren var noget overraskende. Knægten så da ikke særlig gammel ud? ”Interessant,” mumlede han for sig selv og rejste sig, imens han lagde penge for den urørte øl på bordet. ”Det var hyggeligt at møde dig, Rosto, jeg skal nok hilse din brormand fra dig, hvis jeg ser ham først,” han smilede tilfreds ved tanken og klappede den yngre mand på hovedet, inden han passerede forbi og mod døren. ”Behold drikkepengene, de er for underholdningen,” der var åbenbart nogle gode ting ved Tyrkiet alligevel.
Nå, men natten var stadig ung, og den der vampyrklub som var så kendt måtte nok også hellere undersøges, inden han tog hjem. Han ville kede sig for hurtigt, hvis han bare slæbte knægten ud i en gyde. Det var meget sjovere at bruge broderen lidt ekstra, så den der arrogante holdning blev skåret ned. Arrogance klædte virkelig ikke mennesker.

//Out?