|
Post by Cian Abaddon on Dec 2, 2012 19:47:39 GMT 1
Adskillelige rækker af små boder dækkede den store plads foran Istanbuls rådhus, hvilket havde trukket et hav af mennesker til. Luften var fyld med dufte fra blandt andet gran, appelsiner, nelliker, brænde mandler, og maget andet både dufte som Cian genkendte ubesværet men også dufte som han ikke helt kunne placere. Duftene var dog lagt fra det eneste der gjorde sit indtryk, lydene der fyldte pladsen havde deres egen historier at fortælle. Børnelatter, salme sang og vingeslag når folk engang i mellem kom for tæt på duerne der trippede rundt mellem folk på pladsen i håb om at finde noget mad, endnu en lyd stemte i og fik Cian til at vende blikket op af i det klokkerne i rådhustårnet melde at kl. var 18. Et sted ude i buen stemte en anden klokke i, klokken fra Sent Autuans kirke hvis han ikke tog meget fejl dog var det ikke noget han tænke længe over. Cian forsatte sig gang ned mellem de mange boder alt i mens at han lod et let nedladende blik glide hen over de endeløse rækker af grimt julepynt, lyden af det store menneske mylder havde lokket ham der hen men sandt at sige havde han ikke noget at gøre der, han forstod ikke jul og ville nok heller aldrig komme til det.
|
|
SILVER SAVAS
menneske
:: STUDERENDE :: Privat gymnasium
Posts: 9
|
Post by SILVER SAVAS on Dec 2, 2012 20:10:09 GMT 1
I folkemængden var der mange slags forskellige mennesker at finde. Ældre, unge, små, det virkede som om at alle var gået ud for at kigge på julens opstart. Silver og hendes veninder kom gående i den selv samme mængde, med de selv samme glade smil, som alle andre personer også bar i den enorme flok. Silvers forældre fejrede ikke jul, da de var muslimer, dog tvang de ikke Silver til at være muslim, og de var heller ikke særlig engagerede i deres tro. Familien fejrede dog ikke jul, og det havde Silver det egentlig fint med. Det virkede tit som om at julen blot var til for at folk kunne få gaver, og have en undskyldning for at møske sig med fedtet, og sukkersødt mad. Venindegruppen på tre bestod selvfølgelig af Silver, af Defne, hvis fader ejede en del af bygningerne i Istanbul, og Tanay, hvis familie kun havde råd til at hun gik på Silvers privat gymnasium grundet et stipendium. Begge Silvers veninder var meget livlige, og meget ukontroversielle, i modsætning til Silver, der aldrig gjorde noget forkert, stortset. Pigerne snakkede livligt med hinanden, alt imens at Silver forblev tavs, og istedet lod opmærksomheden falde på de mange indtryk, som rådhuspladsen tilbød. Hun var klædt i en grålig sort striktrøje, der var lidt for stor, og nogle sorte leggings i velour. Hun bar en sort læderrygsæk, samt Dr. Martens, til trods for at vejret næppe krævede at hun bar disse sko, som egentlig mest var beregnet til koldt, hårdfør, nordeuropæisk vejr. Hendes halvlange, tykke, blonde hår hang løst, og viftede omkring i den milde brise. Da Silver havde besluttet sig for at mentalt vende tilbage til venindernes samtale, opdagede hun til sin overraskelse, at de ikke længere gik på på hendes højre side. Silver stoppede op, og så sig omkring, men veninderne var ikke til at finde. Hun bed sig let i den matte, rosa underlæbe, men gik så hen imod en bænk for at sidde ned, tage sin taske af, og finde sin mobil. Det var typisk hende at fordybe sig så meget, at hun glemte tid og sted. Måske var hun egentlig bare træt, men skønt det meget vel kunne være sandt, var faktum stadig, at hun havde formået at blive væk fra Defne og Tanay.
|
|
|
Post by Cian Abaddon on Dec 2, 2012 22:01:50 GMT 1
Jo Cian havde da oplevet jul før både i England, Frankrig, Spanien og andre steder, men det var første gang at han oplevede det i Istanbul og han mindes ikke at havde set lignede andre steder han havde været, det var som om at højtiden havde delt byen i to og de muslimske indbygger der uforstyrrede forsatte deres hverdag som om alt var ved det gamle alt i mens at den katolske kirke gjorde sit for at udbrede julens budskaber og holde traditioner ved lige nye så vel som gamle. Nej det ville ikke komme bag på ham hvis det også var kirken der stod julemarkedet ved rådhuset også, et salme kor at unge piger klædt i uniformer fra en af de der dybt religiøse skoler i udkanten af byen. Cian stoppede op og i et par minutter stod han og lyttede til deres salme men da sangen var ved at være slut vendte han sig bort med en let rysten på hovedet. Det havde været ende en salme om Jesus – mennesket frelser, endnu en ting Cian ikke forstod for hvad var det helt præcis mennesker havde brug for at blive frelst fra? Selv havde han gået blandt mennesker i 1000 år og set med Cian øjne havde menneske ikke ændret sig meget de var lige så syndige nu som de havde været det dengang ja hvis ikke mere og han havde svært med at tro på at mennesket skulle havde været meget anderledes på Jesus tid. Han havde vendt sig bort tids nok til at se en gruppe på tre bliv til i det to af det pludselig dreje i mellem to boder og forsvandt, det var helt tydeligt at de havde fået øje på noget længere hende som de ville se, næsten lige så tydeligt var det at den tredje pige ikke opdagede at de to andre forsvandt noget andet optog hendes tanker men hvad? Enlig kunne Cian være ganske ligeglad og i det lange løb ville det ikke interessere ham overhoved men lige nu forekom det ham mere spændene end hele dette jule hurlumhej, alle menneske – gammel som ung havde en historie at fortælle og Cian ville høre hendes og hvis den skulle kede ham kunne han sagtes finde på andre måder hvor på hun kunne underholde ham. Antydningen af et smil lagde sig på Cians læber men som sædvanlig nåde smilet ikke helt op hans øjne, det tydeligt at pigen nu havde opdaget at hun var alene hun søgte hen til den nærmeste bænk og Cian selv fulgte efter dog stoppede han ikke i det han nåde bænken pigen havde fundet sin mobil frem og vendt sin opmærksomhed i mod den. I mens pigen havde sit fokus et andet sted snuppede Cian tasken i det han krydsede forbi bænken her efter lod han sig atter falde i et med folkemængden dog på intet tidspunkt længere væk end at han stadig kunne holde øje med pigen for han havde skam ikke i sinde at beholde tasken, hvad skulle han dog med den? Ja altså ud over at skaffe pigens opmærksomhed.
|
|
SILVER SAVAS
menneske
:: STUDERENDE :: Privat gymnasium
Posts: 9
|
Post by SILVER SAVAS on Dec 3, 2012 17:17:41 GMT 1
Silver så på sin gamle Nokia 3210i, som hun havde haft siden mobilen kom frem. Hun fandt Defnes nummer, og tog telefonen op til øret, da hun havde trykket på kanppen, som startede opkaldet. Hun havde rettet sig op, og med et held lagt mærke til både en skygge, og lyden af hendes taske, som nu var forsvundet. I starten lagde Silver ikke mærke til at det lige netop var tasken, da lyden godt kunne have skyldtes noget andet, men da hun så ned på bænken, og omkring sig, måtte hun indse, at det var hendes taske, som en person havde taget. Hun så sig omkring, ja, hun lavede nærmest påiruetter, som hun kiggede febrilsk, skræmt, og forvirret omkring. Hvad i alverden...? Defne tog telefonen, men det tog noget tid før Silver reagerede på hendes utallige hallo'er og undringsspørgsmål: ,,Øh, undskyld, hej, Defne... Min taske er lige blevet stjålet, så jeg blev lige distraheret... Hvor er i?" Hendes blide, uskyldige stemme talte lettere distraheret, hvilket Silver også stadig var. Hun hørte egentlig ikke rigtig på hvad Defne faktisk sagde, da hun stadig spejdede omkring. For en stund virkede alt håbløst, men så spottede hun en jævnaldrende fyr, som kiggede lige lovligt interesseret på hende. Måske havde han set hvad der var sket? På den anden side, han så ikke just chokeret ud, nærmere... ja, hun vidste det ikke helt. Der var noget ved hans blik, som skræmte hende let. Hun forblev stum, måske mere end før, hvor hun havde rumsteret omkring. Nu stod hun stille, og lod langsomt mobilen dale ned med armen. Det grålige blå blik fjernede sig ikke fra fyren. Hun måtte gå derhen. Silver satte det ene ben foran det andet, og nærmede sig personen. Gradvist, som hun kom tættere på, anede hun at han holdte på noget. Det var først da hun næsten var helt henne ved ham, at hun for alvor kunne se hvilket objekt der var tale om: Hendes taske! Men hvad ville han med den? Hun havde ingen penge, og intet andet af synderligt værdi. Bøgerne kunne man vel ikke sælge? Hun bed sig let i den matte, rosa underlæbe, og tøvede lidt i starten med at tale: ,,Øh... Det er min taske. Kan jeg få den tilbage?" Indeni i sig selv sukkede Silver, dahun godt vidste, at det var et utrolig dumt spørgsmål. Men hvorfor var fyren ikke løbet med tasken? Ville han bare drille hende? Og hvorfor ville han drille hende? Det var tydeligt at se, hvor paf Silver var blevet over situationen. Hun var tydeligvis ikke vant til den slags spontane overraskelser. Hun havde altid været ret heldig. Hun havde aldrig fået stjålet noget, og aldrig oplevet noget synderligt ubehageligt, eller uforklareligt som sådan. Ikke mere end hvad hun havde kunne klare. Men lige nu, vidste hun ikke helt hvad hun skulle gøre.
|
|
|
Post by Cian Abaddon on Dec 4, 2012 23:03:46 GMT 1
Jo det var skam muligt at han kunne havde gjort det mere diskret i det han snuppede tasken fra bænken men diskret lå ikke rigtigt til Cian, det havde det aldrig gjort og ville det nok heller ikke komme til. Nej der til nød han det at være centrum for andres opmærksomhed alt for meget, dette kom sig nok lidt af at han i årevis havde været den yngste i en større søskende flok. Enlig var en del af hans brødre yngre end ham selv, blodbrødre skabt af hans far og selvom han hold af disse næsten lige så meget som han holdt af sine biologiske søskende så var det sjæle at han for alvor regnede dem med. Han betragtede sig selv som at værende bedre en dem og hvorfor skulle han dog ikke det? Han var født vampyr hvor de andre ikke havde været andet end mad og legetøj før hans far havde givet dem et nyt liv, dette var fakta som man ikke kunne ændre på så hvorfor skulle han overhoved prøve at lades som om at tingene var anderledes? Cians blik sænkede sig kort til tasken i hans hånd men da han ikke fandt nogle større interesse i den ej hellere dens indhold, nej han havde ikke brug for at stjæle småmønter fra skole piger hvilket Cartier uret på hans håndled tydeligt berettede. Atter rettede han igen blikket i mod taskens ejer, panikken der gradvist tog sit tag i pige morrede Cian men alligevel forblev hans ansigts udtryk neutralt. Det var næsten alt for nemt, blev det meget lettere ville det nærmest gå hen og blive kedeligt men så igen der var vel næppe nogle grund til at stoppe nu hvor han allerede havde sat det i gang, hvad præcis det var han havde sat i gang var han dog ikke sikker på få sandt at sige så viste han ikke hvad det var han ville havde fra pigen ja eller om han overhoved ville havde noget. Nej lige nu ville han bare se hvor meget han kunne skubbe til hendes grænser. Han viste det med det samme at han var blevet set, det havde stået skrevet helt tydeligt i hendes ansigt i det sekund hun havde fået øje på ham, alligevel blev han hvor han var. Selv da hun lod telefonen falde ned langs siden og langsom begyndte at nærme sig blev han stående, et lille men charmerende smil spillede hen over hans læber i det at han kunne fornemme pigens usikkerhed i hver skrid hun tog. Heller ikke denne gang nåde smilet de blå øjne som urokkelig hvilede på pigen med en vurderende kølighed… Et barn? Hun er ikke andet end et barn med en kvindes silhuet… ikke fik han dog tid til at tænke yderligere over det før pigen stod foran ham. Da hun åbnede munden og begyndte at tale lyttede han og da hun var færdig lod han en kort stund som om at han overvejede hendes ord før han svarede ” måske, har den nogle værdi for dig?” i modsætning til Silver var der ikke så meget som et gram usikkerhed at spore hos Cian alt fra hans rolige stemmeføring til hans krops holdning emmede af selvsikkerhed.
|
|
SILVER SAVAS
menneske
:: STUDERENDE :: Privat gymnasium
Posts: 9
|
Post by SILVER SAVAS on Dec 9, 2012 19:14:54 GMT 1
Silver vidste ikke helt hvad hun skulle svare til fyrens spørgsmål. I virkeligheden havde tasken ingen rigtig værdi, for den indeholdt jo ikke noget, som hun ikke kunne få igen. Hun stod som forstenet for en stund, og overvejende. Hvad skulle hun svare? Ja? Nej? Hendes øjne flakkede let, som hun lagde armene over kors: ,,Egentlig ikke, men... det ville være besværligt at skulle skaffe alt det som tasken indeholder, og tasken selv, igen..." Hun håbede at svaret ville kede fyren, for det så ikke umiddelbart ud som om, at han virkelig havde brug for tasken. Havde han haft det, ville han være løbet, og det havde han ikke gjort. Han ville nok bare drille hende, selvom hun syntes at det var en mærkelig grund. Hun så afventende på ham, og opdagede efterhånden, hvor køn fyren egentlig var. Han havde vel næppe brug for at stjæle. Han lignede ikke en hjemløs, eller fattig person. Han lignede derimod en fyr, som plejede at få, lige hvad han pegede på. I hvertfald når det gjaldt piger, gik hun ud fra. Defne og Tanay ville sikkert have savlet over ham, hvis han havde passeret deres blikke. I mens de to skikkelser stod og afmålte hinanden, passerede folk forbi dem. Nogle nåede lige akkurat at undgå Silver, mens andre mildt gik ind i hende, og fik hende til at trippe lidt rundt. Postyret legede med Silvers tålmodighed. Hun sukkede: ,,Hvorfor tog du min taske? For sjov?" Hun så efterhånden ret opgivende ud. Egentlig var Silver ikke den utålmodige type, men situationen gjorde hende rastløs. Fyrens blik vakte en sagte frygt i hende, som hun ikke kunne forklare, og uvidenheden om, hvad han ville gøre, gjorde hende lettere vanvittig. Hun var tydeligvis ikke vant til alt for store forhindringer.
|
|
|
Post by Cian Abaddon on Dec 24, 2012 3:41:20 GMT 1
Hvis hendes mål var at kede Cian med sit svar så måtte man sige at hun havde bestået med kryds og slange, for ja han havde fundet hendes svar dybt uinspirerede. Dog skulle der mere den det til at få Cian til at miste modet og opgive sit forehavende, skønt han udnu ikke var helt sikker på hvad det var han ville havde fra pigen. Det ville være besværlig havde hun sagt men hvorfor skulle Cian overhoved interesser sig for hvad der var besværlig for hende eller ikke? Han holde taske en smugle op i det han med en påtaget tænksomhed svarede " måske skulle jeg beholde den, du har jo allerede været klodset nok til at miste den engang så du ville nok bare miste den igen " okay han havde ikke noget at bruge tasken til, han gik ikke med den slags tøsse nips. Han kunne selvfølgelig forære den til Caroline men ærligt talt gik han ud fra at Caroline ville havde fortrukket noget mere stilfuldt end end middelmådig og brugt skoletaske, nej i sidste ende ville han nok ende med at smide den i den første og bedste container hvis han valgte ikke at give hende den tilbage. Selvom han på givende tidspunkt ikke så nogle grund til at hun ikke hende den, uforstyrret af postyret der omgav dem trådte han en smugle nærmere hvilket resulterede i at hun ikke kunne undgå at komme i berøring med ham når folk gik ind i hende. Da hun spurte til hvorfor han havde taget tasken sendte han hende et charmerende smil der blottede hans hjørne tænder i det han med tydelig morskab i stemmen spurte " anklager du mig for at være en tyv? " hvis hun gjorde var det sådan set ikke noget galt i det for han havde jo trods alt stjålet hendes taske men han kunne alligevel ikke modstå fristelsen ved at teste hende blot for at se om hun havde modet til at sige det direkte op i han ansigt eller om hun bare ville krybbe sammen som en skræmt mus... af dømme efter det han havde set ind til videre ville han skude på sidst nævnte men så igen det kunne jo være at hun overraskende, det var trods alt sket før. " Sjovt? jeg ville kalde det lærerigt " viste pigen overhoved hvad sjov var eller var hun for bage og forsigtigt af sig?
|
|