Il peut venir

[Frost]

Paris. Frankrigs hovedstad, og helt uden betydning for Frost. Lige så smagsløst som vaniljeis og lige så opreklameret som julen i oktober måned. Nej, Frost havde intet til overs for 'Byernes by.' Faktisk var han blevet pænt skuffet. Arkitekturen var udmærket, men som en der havde levet længe, havde han set bedre. Han havde endda set byen,da den for alvor var begyndt at vokse. Det var også en underlig følelse at gå i en by der ikke var berørt af vampyrene på samme måde. Alle var mere afslappede omkring ham, og menneskene så ikke lige så jaget ud, som i Istanbul.

Men katakomberne var altid et besøg værd. Dem kunne man regne med. De aflukkede gange under byen med knogler der var pillet hvide og lå og lyste i bjerge i faklernes lys. Han søgte over mod indgangen. Der var lukket, men som vampyr og en adelsmand, ville ingen turde sige ham imod.

[Adrian Lounq]

Rejser var ikke noget, han nogensinde havde gjort sig meget i. Faktisk havde han næsten aldrig været udenfor Istanbul, så Paris var lidt af et kulturchok.
Han havde fået et midlertidigt arbejde på en avis i Istanbul og var blevet sendt med en journalist til Paris for at tage billeder. Det var noget med et politisk møde, han havde ikke rigtigt hørt efter, fordi hans tanker havde kørt rundt om rejsen.
Nu var han her så, og mødet var overstået, så egentlig burde han flyve med hjem igen. Men han havde ikke fået set nok af byen og bestemte sig for at blive hængende. Som vampyr var det ikke et nært så stort problem som før at være hjemløs og uden penge. Han havde ikke brug for varmt tøj eller penge til mad og begyndte derfor at se sig omkring i byen med stor entusiasme. Han var sågar skuffet, da han kun kunne se Norte Dame ude fra. Lysspillet derinde var sikkert helt fantastisk.
Her opstod der dog et problem. Far havde som altid sendt en efter ham for at sikre sig, at han ikke gjorde noget dumt eller kom i fare. Nu ville vagten bare have, at han skulle til at tage hjem, og det var Adrian pænt uenig i, så de nåede knapt nok at komme op at skændes om det, inden han bestemte sig for at stikke af med vagten i hælene.
Han var i tvivl om, hvor man helt præcis kunne gemme sig i den her by, så da han nærmede sig katakomberne, trak han på skuldrene og rettede kursen mod dem. Der var mørkt, og det måtte da være til at gemme sig. ”Hey, pas på, du der!” Råbte han til manden, der spærrede hans vej, satte en arm på hans skulder og hoppede over ham for så at forsætte mod katakomberne. Den seje entre blev dog desværre spoleret, da han ikke havde opfattet, at døren var lukket, så han løb lige ind i indgangen, da han ikke kunne skubbe døren op. Med et lavmælt ’av’ gik Adrian omkuld på jorden og rystede på hovedet. ”Årh,” mumlede han og tog sig til panden, imens han satte sig op og så tilbage. Vagten var et stykke væk, men var pludselig stoppet op og blevet noget anspændt at se på.

[Frost]

Frost gik i sit sædvanlige royale tempo. Det tempo hvor han havde hele dagen, eller aftenen i det her tilfælde. Rank ryg og hovedet løftet. Han hørte de lette trin af løb af bag sig. Synligt tog han sig ikke af det. Ingen ville være dum nok til at løbe ind på ham. Men på den anden side var det en anspændt tid, så hvem ved om en ville være dum nok til at forsøge noget.
Frost var anspændt i kroppen, klar til at reagere på en eventuel trussel. Bare fordi man aldrig så ham i aktion, betød ikke at han var uden evner. Han drejede hovedet en anelse. Langt fra nok til at han kunne se noget som helst bagfra, men nok til at kunne præcisere lyden af løb.
Ved råbet der også klargjorde at det ikke var et angreb, trådte han dog et skridt til siden, så hurtigt som en vampyr kunne gøre det. Bevægelsen kom ud af den bare luft og spolerede den ellers fine landing for den unge vampyrdreng.

Han stod og betragtede den overmodige dreng samle sig selv sammen, og tørrede sin skulder af fra følelsen af en andens berøring og vægt.

[Adrian Lounq]

Adrian kom på benene, imens vagten langsomt rykkede i stor bue rundt om den fremmede mand og mod Adrian. ”Kom nu, knægt, vi skal tilbage til Istanbul,” bad han og blev ved med at skæve til den fremmede.
Adrian var dog uenig og rykkede væk. ”Ikke nu! Jeg har ikke set hele byen, far må vente!” Han sprang væk, inden vagten fik fingrene i ham og løb over bag den fremmede fyr, siden vagten ikke turde nærme sig ham. Vagten lignede da også en på nippet til et slagtilfælde.
”Adrian, træd væk fra ham. Kom nu, lad os gå!” Bønfaldt han og forsøgte at vifte drengen over til sig.
”Næ, han skal være min tourguide,” grinede Adrian som svar i den tro, at han stod bag en tilfældig franskmand. ”Du er ret bleg af en … ” han tav, da han lagde mærke til mandens lugt. En vampyr. ”Hey, du er også en halvblod!” Udbrød han så tilfreds.
”Aaadriiiaaan!” Forsatte vagten indtrængende og begyndte at træde nervøst fra side til side.

[Frost]

Frost var om end endnu mere bleg end han plejede at være. Drengens opførelse og mandens klynken var næsten ynkelig. Og at drengen blandede ham ind i det! Det var næsten det værste. Frost var sjælden rigtig vred, men her var en oplagt grund; At knægten ikke anede hjem han var. Så børn ikke tv længere?! Han havde næsten lige været på i bedste sendetid. Efter hvad han havde forstået på Nemo bestilte unge ikke andet end at se tv... Og selv Nemo ville kunne genkende en betydningsfuld person.
Frost drejede hovedet og fulgte drengen med blikket da han løb bagom. Hvilken irriterende adfærd. Manden havde tydeligvis ikke styr på sin ledsager og Frost sendte ham et irriteret og yderst koldt blik, der ikke videre hjalp på mandens lyst til at nærme sig.
"Ja det er jeg..." svarede han afvisende. Og så var det at han så på drengen igen. Denne gang så han bedre efter. Nights søn hed da Adrian, med nogenlunde samme alder og udseende. Ikke at han nogensinde havde interesseret sig for Nights yngel, men den unge hr. Night havde været omtalt et par gange i diverse medier.
Frost kiggede over på manden og man kunne se at han var ved at lægge brillerne sammen.
Det var vel derfor manden var ved at få hjertestop. Fordi Frost var den sidste Nights søn skulle møde.

[Adrian Lounq]

Vagten virkede til at gå endnu mere panik, da den fremmede kiggede over imod ham. Adrian kunne kun sukke af det der piveri. Hvad i alverden var han sådan oppe at køre over?! ”Årh så tag dog hjem til Istanbul, hvis du ikke kan klare mosten!” Bad han irriteret og viftede en hånd af vagten for at få ham til at skride, hvilket ikke rigtig lykkedes. Manden blev bare stående og stirrede ængsteligt på ham. ”Undskyld, normalt er han mere … diskret,” indskød Adrian til den fremmede i et opgivende suk. Vagterne skyggede ham bare normalt, men her i Paris var reglerne åbenbart ændrede. Nå, men så var det jo bare ignorerer den slags opførsel, også gik det forhåbentligt over. ”Hvad slags halvblod er du? Født eller bidt?” Spurgte han så nysgerrigt og vendte sin fulde opmærksomhed mod Frost med et skævt smil om læberne. "Nå ja, jeg hedder forresten Adrian," skyndte han sig at tilføje og række en hånd frem til hilsen, selvom den fremmede nok havde hørt hans navn adskillige gange fra vagten, der forøvrigt var ved at falde død om, da Adrian ville til at hilse pænt.

[Frost]

Frost forsøgte ikke at tage sig af drengen. Også selv om drengen tydeligvis gerne ville involvere ham. Men det var manden der endte med at genere ham allermest og et blik fortalte manden at han ikke skulle tænke på at tiltale Frost igen. For det ville han ikke slippe godt fra.
"Jeg går ind nu. Dem der vil kan komme med."[\B] Han sendte manden endnu et blik. Den åbne invitation galt ikke ham."Vi kan fortsætte samtalen der, hvis det er."[\b] Hvis han havde ret havde han inden lyst til at en af Nights mænd skulle lytte med. Hans søn kunne han lige tolerere.

[Adrian Lounq]

Adrian grinede ved invitationen og var hurtig til at følge med, imens vagten panisk kaldte på ham og viftede med armene for at få noget opmærksomhed … eller også forsøgte han at lave røgsignaler uden røg? Nå, ligemeget. Adrian var mere interesseret i, hvor det var, de skulle hen.
Han fulgte afslappet med, da manden satte kursen ned i katakomberne og drejede rundt om sig selv for at studere omgivelserne. ”Syret.” Var det her virkelig en attraktion? Kom folk ned fra Norte Dame for at kigge på … hvad det her end var. ”Hvor er vi?” Spurgte han og indhentede manden.
Udenfor var vagten allerede ved at ringe til Istanbul og tigge nogen om at komme og hjælpe, siden han ikke turde følge efter, når Frost så sådan ud.

[Frost]

Frost skævede til Adrian, men følte ikke for at svare på drengens slangudtryk 'syret.' Han vrængede for sig selv. og tænkte at han nok kunne efterlade barnet et sted og satse på at han selv kunne finde ud igen.
Hvis Adrian havde vidst at hans uskyldige spørgsmål ville indlede en kedelig historietime fra en mand der på ingen måde var særlig begejstret over hans tilstedeværelse, ville han nok have tiet stille.
"Vi er i et gangsystemsystem af 300 kilometer underjordiske gange, skakter og rum i nedlagte kalkstensbrud. En del af det bliver nu benyttet som begravelsesplads... I slutningen af 1700tallet manglede de grave til deres døde, og valgte at forstærke nogle af mineskakterne og lave dem om til en makaber massegrav. Da de var færdige med at flytte de døde, havde de flyttet næsten seks millioner lig."
Hans stemme var afvisende og med en snert af foragt. Om det var mod Adrian eller eller det morbide emne var ikke til at sige, men Frost var alt andet end lutter lagkage.

[Adrian Lounq]

Adrian nåede op på siden af manden, imens han forsatte sin forklaring om stedet, og kiggede rundt i mørket. Som vampyr var det jo let at se. ”Makabert,” mumlede han og lagde nakken tilbage for at se op i loftet. ”Så er de begravet under os eller over os? Eller er vi bare fuldstændig omringet?” Han fjernede blikket for i stedet at betragtede manden lidt, inden et lys gik op for ham, og han knipsede med fingrene. ”Du er Frost!” Udbrød han tilfreds, inden han kneb øjnene sammen. ”Er det bare en leder ting, at I alle sammen ser sådan ud i hovedet?” Både Matthew og Frost virkede til at rende rundt med stenansigter. Frost viste da i hvert fald ikke nogle positive følelser.

[Frost]

Frost skævede til Adrian med et nedladende blik, da det endelig gik op for ham. "Det var du længe om..." kommenterede han tørt og undlod at tage sig af alt der kom ud af drengens mund.
"Længere inde vil væggene ændre sig til at bestå af skeletter. De ligger synligt stablet, for alle han se dem... Lige rundt om hjørnet." Han pegede kort frem for dem, hvor man enten kunne gå ligeud eller til venstre. Hans stemme var blødt lidt op. I det mindste havde Adrian hørt efter og ladet ham tale ud, hvilket var mere end han havde forventet.
"Fortæl om dig selv.

[Adrian Lounq]

Adrian fnøs som svar. ”Undskyld jeg ikke gider gå op i jeres sære krigs-politik-ting,” muggede han kort, inden han gik længere frem for at se efter skeletterne. Han drejede til venstre, hvor han hurtigt gav sig til at nærstudere tingesterne, indtil Frosts næste spørgsmål lød. Så stak han hovedet ud fra hjørnet for at se på manden, der jo gik i et noget roligere tempo. ”Hør, jeg går måske ikke op i jeres krigs-politik-ting, men tror du ikke, jeg ved bedre end at fortælle dig om mig selv?” Spurgte han med et drillende smil. ”Desuden kan jeg godt lide at være mystisk!” Tilføjede han så i et grin og blinkede til manden, inden han vendte tilbage i gangen for at kigge på skeletter. ”Desuden har du stadigvæk ikke fortalt mig, om du er født vampyr eller blev bidt.”

[Frost]

Frost sænkede blikket og smilede svag over Adrians trodsige svar. Han åbnede munden for at skulle sige noget, men skiftede så mening. "Der sker intet ved at fortælle lidt om sig selv... Jeg blev bidt. fortsatte han. Nu hvor han prækede om åbenhed kunne han lige så godt selv være et godt forbillede og lægge ud. Og hvordan han blev vampyr virkede ikke som de mest hemmelige oplysninger. "Jeg ved også hvordan du blev vampyr.."

[Adrian Lounq]

Adrian skævede mistroisk til Frost nogle sekunder, men siden manden nu faktisk svarede på hans spørgsmål, var det vel kun fair, at han gav lidt igen. ”Gør du virkelig?” Svarede han blot på Frost bemærkning om Adrians egen forvandling med et skævt smil. ”Gør hele Istanbul ikke det?”Påpegede han så drillende og prikkede til et af skeletternes kranier, inden han forsatte i et mere venligt tonefald: ”Hvad vil du vide? Der er ikke meget at fortælle. Jeg bor hos fuldbloderne, og er freelance fotograf.” Andet kunne han ikke lige sådan komme på. Faktisk var han mere interesseret i Frosts forvandling. ”Så var din forvandling frivillig eller bestemte din skaber sig bare for at bide dig uden at spørge?”

[Frost]

Frost smilede med et lille nik. "Det gør de nok." Der havde trods alt været noget postyr omkring det og Frost havde haft en mindre pr- fest over Nights imageproblem. "Generere det dig at alle ved det?" Frost havde altid opfattet den slags som noget af en privatsag. Og da Især en situation som Adrians. Han havde fingrene stukket ned i jakkens lommer. Han så nu og da på Adrian når han snakkede, men det meste af tiden gled hans blik langs væggene.
Han ville gerne høre mere om hans job som freelance, men det var hans tur til at svare. "Jeg valgte det selv... Der er ikke så meget at fortælle. Det er længe siden, og han er død nu."