Just another day at work.

[Ishtar Sim’an]

Tid: 12:37
Vejr: Skyfrit, varmt

Markiserne ude foran cafeen skabte en smugle skygge for de mennesker, der havde søgt tilflugt for solens brændende stråler. Det var midt dag og de fleste butikker holdt lukket til frokost så deres ansatte kunne spise frokost og komme til at køle lidt ned. Det betød travlhed for den lille cafe og ikke mindst for Ishtar, dens kok. Samtlige stole og borde ude foran cafeen var optaget og der stod enten en kop tyrkisk kaffe på bordet eller nået mad. Ishtar havde aldrig forstået hvordan mennesker kunne få sig selv til at drikke stærk, varm kaffe når solen bagede ned og fik folk til at dehydrere i løbet af få minutter, man skulle tro at de ville have bedre af nået vand, men det virkede fint for de kærer tyrkere og hun have måtte indrømme at de havde lidt bedre styr på varmen end turisterne der drak 7 liter vand i døgnet og stadig havde det med at dehydrer.

Den unge tjenerinde hastede frem og tilbage fra køkkenet hvor klokken ringede hver gang en tallerken var klar til afhentning, og de tålmodigt og utålmodigt ventende kunder. Inde i cafeen var der lidt mere stille end ude ved fortovet; her var luften stille og klæbende og dem der sad her inde sad så tæt på blæseren som muligt. I højtaleren lød en mandestemme, der sang om en kærlighed til en kvinde, men også en kærlighed til Tyrkiet. Ishtar syntes han lød lige lovlig selvfed, men hun kunne heldigvis næsten ikke høre ham. Ude i køkkenet var der nemlig en helt anden stemning end ude i cafeen. Her var det ikke et spørgsmål om stille stående luft eller at komme for langt væk fra blæseren, her handlede det om ikke at brænde sig på gasblusset eller ødelægge en tallerken. I hjørnet af køkkenet sad en ung dreng fra slummen og ventede på at tallerknerne kom tilbage til køkkenet så han kunne lave nået. Han sad som sad han på nåle og rykkede sig ikke en tome. Hans øjne fulgte nervøst Ishtar i hendes flugt på kryds og tværs af køkkenet og hvert andet minut måtte han takke sin skaber for at han ikke behøvede at navigere omkring hende. Hun var frygtindgydende. Kun få gange havde han forstyrret hende i hendes rytme, og selv om hun havde tilgivet ham igen, fortrød han stadig sammenstødet. Han vidste godt at det var overdrivelse, men han huskede det som om en drage rejste sig foran ham og slugte ham hel kun for at kaste ham op igen i et flammehav. Selv nu hvor hun ellers så fredelig ud, hektisk, men fredelig, var han ikke sikker på at hun ikke ville vende sig mod ham om et øjeblik og æde ham levende. Hans lagde ikke mærke til det, men hans hjerte slog unaturligt når han sådan sad og dvælede ved hende. Det slog hurtigere og uregelmæssigt. Som om det sprang et slag over hver gang hun lavede en ny bevægelse. Hver gang den unge tjenerinde kom ind i køkkenet og samlede en færdig tallerken op, slog han straks blikket over på hende, fokuserede på hende så meget som muligt, men slog det så tilbage igen når hun forsvandt ud af den snævre svingdør, der første ud til cafeen. Bare hun snart ville komme tilbage med nogle beskidte tallerkner han kunne vaske op så han ikke var så opmærksom på kokken. Kokkeinden?

Radioen ved opvaskeren kunne høres under den sydende lyd af løg på en varm pande. Hun gjorde et rutineret ryk i håndleddet og sendte løgene op i luften så de blev vendt og derved ikke brændte på. Kassen stod som regel tændt på det mellemste blus, og i dag var ingen undtagelse. Hun havde syv at gøre godt med og lige nu var tre optaget. To af disse tre var tændt og et stod bare klart til at blive tændt. Det galt om at være forberedt. Hun kendte menukortet uden ad, kunne lave samtlige retter i søvne og følte sig på ingen måde stresset over det ryk der kom til frokost. Det var det sammen som i går og det ville være det samme i morgen. Da løgene var vendt vendte hånden tilbage til den sandwich hun var i gang med at lave; lagde salaten hen over bøffen, tilføjede lidt friske løg og lagde så den øverste del af bollen skævt hen over inden hun bukkede sig ned og åbnede ovnen hvor en portion bådformede kartofler lå og blev gyldne. Med en hurtig bevægelse med grydeskeen skubbede hun dem ud af ovnen og ned i kurv, som de hurtigt efter forlod til fordel for tallerknen. Den færdige ret blev sat over på serveringsvognen sammen med lidt dyppelse der lå i sin egen lille skål, og klokken blev ringet. Tilbage ved løgene blev der nu tilsat tomater og snart efter også æg. Imens det stod og simrede til en æggekage anrettede hun et stykke hjemmelavet æbletærte på en desserttallerken og tilsatte lidt vaniljecreme foruden et stykke pyntende frugt og så blev den sat op til sandwishen på serveringsvognen og klokken ringet på. Denne gang blev den ringet to gange, hurtigt efter hinanden, for at gøre opmærksom på at der altså var mad klar her ude.

Æggekagen var så småt ved at være klar og i den forbindelse blev der anbragt nogle hjemmelavet brød i to kurve sammen med smør og nogle dressinger til brødet, der lige som brødet, også var lavet af hende selv. Æggekagen ville blive serveret i panden og så skulle den deles mellem to. Derfor de to brødkurve. Nu viste tjenerinden sig i døren. Hun havde små, næsten ikke eksisterende sveddråber på panden og Ishtar kunne mærke hendes hjerte banke i takt med den dårlige radio og opvaskerens uregelmæssige hjerte. Hendes blod hastede gennem hendes åre og Ishtar gættede at hun nok var stresset. ”Hvordan ser det ud med turdelduerne?” Lød det køligt fra Ishtar idet tjenerinden greb tallerknerne der stod klar til hende. Hun frøs til stedet et sekund, stirrede intens på Ishtar som om hun overvejede om hun skulle stikke af nu eller om hun skulle blive stående. ”Øhm.. De er færdige.” Ishtar nikkede godkende til det svar inden hun så bukkede sig ned og greb et par skåle fra kølerummet under bordpladen. Så roterede hun en omgang, stadig i knæ, og fiskede isen frem fra fryseren der havde været bag hende. Det var bare en lokal fryser, som hun kaldte den, med det hun brugte mest. Hun gad ikke springe køkkenet rundt for at hente is hvert andet øjeblik. Da isen var fundet frem rejste hun sig på ny og drejede samtidigt sådan at hun kom til at stå med fronten mod sin sædvanlige arbejdsplads, så snart hun stod oprejst igen. Den isdessert, der snart skulle ud, var så ordinær at det næsten gjorde ond på hende at forberede den. Tre kugler is; chokolade, jordbær, vanilje, så lidt flødeskum, lidt chokoladedrys og en af verdens kedeligste desserttilbehør; et vaffelrør. Hvor hun bare ville ønske hun kunne få lov til at pifte den lidt op, men det var ikke hende der ejede dette sted, hun arbejde her blot og det var ikke hendes sted at komme med fordyrende forslag. Det var i hvert fald det hun selv mente, ejeren havde aldrig hørt nogen af forslagene og havde derfor aldrig haft chancen for at kommentere det.

Med håndryggen, helt nede ved håndleddet, ledte hun en tot krøllet hår væk fra kinden hvor den hang og kildede unødvendigt. Hendes hår sad som.. Ja, som om det var kastet op i en hårelastik og kun holdt sig selv oppe i krøllerne. Hvilket det sådan set også var. Hun satte ikke hår som sådan, det galt om at få det væk fra ansigtet og holde det væk fra ansigtet. Nu havde det gjort det siden klokken 9 i morges, så det var nok snart på tide til at det blev sat op på ny. Det fik altid sneget sig væk fra hårelastikken på et par timer, nået med at hendes hår ikke helt var langt nok til at være sat op på den simple måde hun satte det op på, men hvad vidste hun, det var ikke lige frem fordi hun tænkte over emnet. Tjenerinden kom tilbage ud i køkkenet, denne gang med tomme tallerkner, og opvaskeren så sit snit til at kaste sig gennem køkkenet, om bag Ishtar, for at gribe byrden hun bar og haste tilbage til vasken med dem. Ishtar lod som ingen ting, selv om det irriterede hende at han skulle komme ind og forstyrre hende på den måde. Men der var ikke rigtig andre muligheder i dette lille køkken, så hun bed det i sig. nået ingen af de andre to ansatte opdagede, da der ingen forandring var i hendes ansigt. Hun greb fat op panden og satte den på stålvognen hvor tjenerinden straks greb den og kastede sig ud af døren med den i hånden og en varmebriks i den anden. Ishtar så efter hende uden gennem det lille vindue i døren og kunne godt se at hun nok ikke kom tilbage lige foreløbigt. Adskillige kunder var ved at rejse sig og hun ville have travlt med at tage imod betaling. Hun kastede et blik ned på den færdige isdessert der ikke kunne tåle at stå meget længere og på de to tallerkner med brødkurve, der hørte til æggekagen hun lige var stukket af med. ”Hold lige øje med ilden..” Samme kolde stemme, og selv om hun ikke havde adresseret sin kommando var opvaskeren ikke i tvivl om at hun mente ham. Ikke at det var så vigtigt, hun havde slukket samtlige blus og der var ikke mere mad der skulle laves indtil videre, men hun sagde det alligevel altid for en sikkerhedsskyld. Bare for god orden. Så hang hun det sorte forklæde op ved døren, børstede det løse snavs af den hvide T-shirt hun havde uden på den grønne langærmede trøje og den grønne top, og de sorte kokkebukser hun altid arbejde i. Ikke at der var så meget at gøre ved det, hun arbejde og blev altid lidt beskidt når hun arbejde med supper, men det var ikke meget. Fire dråber ved maven og en større plet ved den nederste kant af den hvide T-shirt, resten af den var blot snusket og forvasket. Det krøllede, korte hår sad som det ville, lidt ud i alle retninger, men ikke i hendes ansigt og det var alt hun gik op i. Det og så at der ikke faldt hår ned i maden, men siden det ikke gjorde det, var det heller ikke et problem. For hende i hvert fald. Hun gik baglæns ud af døren, med en tallerken med en brød kurv på, hvilende på undersiden af hendes håndled og den anden tallerken med den anden brødkurv i hånden på samme arm. I den anden hånd havde hun isdesserten. Så snart døren var åben og hun var fri fra den, vente hun sig op og fandt hurtigt frem til det elskende par. Lidt for meget kærlighed til hende, men hun havde ikke tid til at dømme dem. Hun satte isdesserten fra sig mellem dem uden et ord og uden så meget som at se ned. Hun var i gang med at finde panden med æggekagen i, og så snart hun hørte glasset stod på bordet gav hun slip og forlod parret, der lidt forbavset så efter hende. Hun forlod cafeens indre og gik uden for hvor den befriende frisk, men varm luft, ventede på hende. Med meget menneskelige skridt fandt hun sin vej ned til bordet og satte de to tallerkner fra sig hos dem, sikrede sig at de havde bestik og forlod dem så uden et smil på læberne og uden så meget som et nik. Hun ville tilbage til sit køkken, væk fra alle disse mennesker og deres larm. Jo længere tid hun var her ude, jo mere følte hun hvor antisocial hun virkelig var og hvor paranoid hun kunne være. Allerede nu havde hun det som om alles øjne hvilede på hende, men hun prøvede ikke at se efter om det var sandt, hun var jo snart ude i køkkenet igen.

[Dash Norvig]

Det var en af de varme dage i Istanbul, ikke at Dash bemærkede noget. temperaturforskellen generet ham ikke, og han kunne hverken føle varme og kulde på samme måde som folk med puls, heldigvis. Han rynkede på næsen som han bevægede sig gennem menneskemængderne, der var ikke så mange af hans slags ude selvom de rent faktisk kunne bevæge sig ud i solskin. De følte sig nok mere sikre indendørs, paranoide skabninger. Lugten af svedige kroppe og deodorant var noget af en ulækker blanding, og lysten til at holde vejret for at undgå at indånde den slags lugte føltes så fristende. Han modstod dog fristelsen eftersom det kunne være farligt hvis han lukkede af for nogle af sine sanser.

Gaderne var fyldte, at det var weekend gjorde dem vel mere fyldte eftersom folk ikke skulle i skole og nogen endda havde fri fra arbejde. Dash selv havde en del arbejde, men ikke noget han kunne udfører før natten faldt på, han var hverken spændt eller nervøs, det var efterhånden en vane at plyndre og dræbe at det næsten begyndte at kede ham, han måtte finde på noget nyt hvis han ikke skulle ende med at kede sig ihjel. Men nu var hans blodsøn pludselig også dukkede op i byen, og tingene havde fået lige det pift det manglede, især da han ved første møde med knægten havde redet hans røv fra en illuminati. En god måde at sige hej på, især ved at dræbe et af disse irriterende mennesker. Nok havde Eric været alt andet end glad, men hvor havde Dash dog været ligeglad, ja som sædvanligt.

Hvor han var på vej hen anede han ikke, han gad bare ikke forblive indendørs og havde derfor besluttet at en tur i byen ville være godt. Turen var endt i slummen hvor der tit var morskab at finde, og nogen at tæve eller dræbe som ikke blev savnet. Fejt at prøve muskler af med mennesker, men nu var slummen heller ikke kun beboelse for mennesker, han havde nemlig opdagede at visse typer vampyrer også holdt til der, især udstødte, de faldt så let i med mængden. Tabere! Slummen var ikke just et sted han kom særlig tit, men det hændte at han dukkede op der. Det var tydeligt at han ikke hørte til det, han bar nemlig det majestætiske udtryk som man ikke kunne forbinde med folk der boede i dette sted. Desuden udstrålede han både penge og arrogance så folk faktisk fulgte ham med et irriteret blik, og enkelte var så dumme enten at overveje eller forsøge at bestjæle ham. Ikke at han var tankelæser, for det var han ikke, men han kunne se lysten til at overfalde ham i nogles blikke.

Hans beklædning var enkel, men alligevel dyr, de mørke bukser, den tætsiddende skjorte hvis to øverste knapper stod åbne. Håret var pjuskede men alligevel klædelig, skoene polerede og skinnede, og han bar enkelte smykker som en halskæde, og nogle armbånd, samt solbriller. Hans intense blik søgte rundt uden at søge efter nogen specielt. Som sagt et intenst blik, som kunne bilde folk ind at han var tankelæsere, noget mennesker ikke rigtigt kunne se forskel på eftersom de ikke anede om det var en fuldblods eller halvblods de havde med at gøre. Heldigvis var disse øjne skjult bag de mørke brilleglas.

Inden længe standsede han ved en cafe, så ikke engang på navnet for han skulle alligevel intet have. Roligt tog han plads på en af de stole der var sat udenfor, enkelte var allerede besat af andre, mennesker naturligvis. Han satte sig tilrette, roligt og afslappet, lænede sig tilbage og trak solbrillerne af, folede dem sammen og lagde dem på det tomme bord ved siden af ham. en tjenestepige dukkede op og lagde en tallerken der syntes at dufte af æggekage ved et bord i nærheden inden hun hurtigt spurgte ham om han ville have noget, hun fik en hovedrysten som svar og syntes ikke at gøre mine til at brokke sig over at han optog en stol når han alligevel ikke ville have noget. I stedet stormede hun ind i cafeen igen for at tage imod betaling fra de kunder der var ved at forlade stedet.

Ikke meget lang tid efter dukkede en kvinde op, ikke bare en kvinde, en vampyr. Hans blik havde hvilede mod en kvinde med en barnevogn som rullede forbi, dog blev hans opmærksomhed vendt mod vampyren da hun satte kursen mod det bord tjenestepigen havde været ved for lidt siden. Hans hoved gled en anelse på skrå mens han tjekkede skikkelsen ud, han snusede forsigtigt og lavmælt ind, lugten af fuldblods var ikke til at tage fejl af. Hun arbejdede vist her, og af hvad han kunne se og lugte måtte hun være kok. Hun rettede sig op efter nogle sekunder, og han bemærkede det udtryksløse ansigt, de spændte muskler som ikke var helt så spændte men alligevel nok til at han kunne bemærke det. Hun var tilsyneladende ikke spor glad for at være derude, hvorfor så være det? Som hun gik forbi ham for at gå tilbage ind i cafeen brød hans stilheden, og hun ville sikkert høre ham ”Så kønt et væsen ud i solskinnet, du må være meget gammel” fuldblods havde det jo ikke så godt med solskin som halvblods, dette betød at hun måtte være ret gammel siden hun kunne være derude uden at tage skader af solens skarpe stråler.

[Ishtar Sim’an]

Hun kunne se døren forude. Allerede nu kunne hun fornemme det bløde underlag linoleum var i forhold til fliserne, der udgjorde asfalten. Så brød han stilheden og hun var nød til at stoppe op igen for at vende sig mod ham for ikke at give cafeen et forkert image. Ikke at hun behøvede vende sig mod ham for at vide hvem eller hvad han var, det havde hun vidst allerede da hun trådte ud fra cafeen og ud på gaden. Hans forurenede blod forpestede den klamme forårsbrise og farvede murene gule. Men hun vendte sig mod ham alligevel og betragtede ham uden den mindste antydning af et smil eller mishag ved ham. Ikke en eneste følelse var at spore i hendes ansigt, men hendes krop gav små antydninger af hvad hun mente om ham og det at han henvendte sig til ham. Det var små detaljer der gav hende væk og fortalte at hun ikke havde nær så meget styr på hendes udtryk som hun engang havde haft, for en gang havde hun kunne være fuldstændig udtryksløs, hvis hun ønskede det, og hun havde ønsket det nu. Men nu var en anden tid og nu var hun ikke nær så stærk i sin kontrol som hun den gang havde været.

Hendes muskler spændte op, mere end de tidligere havde gjort, men ikke nok til at et menneske ville se det, hvis hun havde været menneske ville hun nok ikke engang havde bemærket at hun spændte i sine muskler, men det var hun nu engang ikke, så hun bemærkede det. Hendes venstre pegefinger rørte på sig to gange, viste at hun var utålmodig. I den flade sko spredte hun tæerne, hvilket fik hendes skinneben til at spænde op og gjorde hende så uendeligt mindre ret end hun havde været før. Men hun blev mere ret, og i den bevægelse spændtes hendes rygmuskler og hun var tilbage til skuldrene. De intense, blå øjne, der virkede som om de kunne se gennem ens sjæl, hvilede i hans øjne som et rovdyr, der havde fanget sit bytte. Om hun var rovdyret eller han var hun ikke helt sikker på lige nu, men det kunne ikke ses i hendes øjne.

Hans var halvblodsvampyr, den værste slags der fandtes. Hvem der havde taget en bid af ham og havde besluttet sig for ikke at spise op var hun ikke helt sikker på, men han havde været menneske før, det var hun sikker på. Han havde stadig dårlige vaner fra den tid han var føde, og ingen havde lært ham at opføre sig ordentligt, hun gættede på at det var en anden, pestbefængt halvblod, der havde spist af ham og havde fundet ham for bitter. Nogen burde virkelig lære dem at spise op, det var madsvineri sådan at lade madrester gå frit omkring. Hendes foragt for ham og hans slags viste sig nu for første gang ved en svag trækning ved det ene næsebor, nået der fik hendes venstre overlæbe til at trække op og skabte en svag, næsten ikke eksisterende, rynke venstre for næsen. Hendes øjne blev klemt sammen sådan så hun kunne mærke det, men de færreste ville se det. Hun tvivlede ikke på at han ville se det, men han kunne lige så godt få rent besked med det samme. Hun foragtede ham og hans slags! Præcis som han tydeligvis foragtede hende og hendes slags; godt at vide at følelserne var gengældte!

Uden at vige fra hans øjne opfangede hun hans smagsløse påklædning, der, desværre, ikke var helt så smagsløs som først vurderet. Hans sko var for blanke til hendes smag, men skjorten var ret lækker. Bare syndt at den gik til spilde ved at han bar den! Og så med to knapper åbne, kunne man blive mere selvtilfreds?! Hun havde lyst til at fortælle ham en eller to ting om påklædning og om hvor lidt han kunne bære det tøj, men da hun mente at ingen kunne bære en så åben skjorte, virkede det meningsløst. Desuden var hun på arbejde, hun skulle helst undgå at få blodet alt for højt op at koge så hun ikke gik i flæsket på ham, hvilket virkelig godt kunne ske. ”Når man er en grønskolling som dig, tager det ikke meget at være gammel.” Hendes stemme var ikke monoton, men der var ikke ret mange følelser at finde i den og man skulle have et godt øre for overhoved at bemærke den foragt, der var grundpillen i hendes stemme. ”Med mindre jeg komme med et glas til dig, så må jeg virkelig vende tilbage til køkkenet. Og husk det her er en menneskecafé; vi servere for mennesker, ikke af mennesker.” Hun var lige ved at vende sig rundt og returnere til køkkenet, da en ældre mand ved det bord der var længst væk, rakte hånden i vejret for at fange hendes opmærksomhed. Allerede uden at vige fra madresterne af et menneske, kunne hun se at det var den herre, der havde bestilt vegetar pasta. Det var nok ham, der kom hver dag for at spise pasta her, så hun var nok nød til at reagere. I glasset bag halvblodsvampyren kunne hun se at tjenerinden havde travlt indenfor, hun havde endnu ikke gjort mine til at aflevere en bestilling i køkkenet eller til at fange Ishtars opmærksomhed, så hun havde også tid til at tage sig af kunden. Pokkers!

Som om øjnene sad limet fast i hovedet på hende, så de kun kunne se lige nu, rev hun sig fri fra de menneskelige madrester ved at dreje hovedet og træde ned til den ældre herre. Der var ikke meget vampyr at se ved hende, altså for et menneskes synspunkt; hun var ikke let, ikke elegant, ikke yndefuld. Hun prøvede så vidt muligt ikke at være tiltrækkende på nogen måde, og da det kom naturligt til hende efter hånden, var alt det tog ikke at se folk i øjnene. Præcis som hun kunne lide det. Ved den ældre herre sagde hun heller ikke et ord, smilte ikke, men virkede alligevel høflig på en underlig tavs måde. Hun kunne se på den ældre mand at han genkendte høflighed når han så den, og med et venligt smil på de sprækkede, solbrune læber gav han hende sit kompliment. ”Jeg har kommet her meget længe, og kunne tydeligt smage da De kom til i køkkenet, så det er mig en glæde endelig at hilse på Dem og kunne give Dem mit kompliment personligt. Maden i dag var fortræffelig, præcis som den altid er.” Hun gjorde et kort nik og var klar til at forlade ham, da hun greb sig selv i at være lidt serviceminded. Man kunne jo godt give lidt igen efter den tale. ”Tak. Hvis De beder tjenerinden om at give videre at maden er til Dem vil jeg prøve en ny opskrift i morgen, hvis herren tillader det.” Et ydmygt buk med hovedet man næppe kunne se, og hun fik lyst til at æde en eller anden. Det her var præcis hvorfor hun aldrig skulle have forladt sit køkken! Men det gav vist potte; den ældre mand lyste op i et taknemligt smil og hun kunne se at han snart ville begynde at tale i al evighed. Nået måtte gøres. ”Jeg må desværre tilbage til køkkenet, så mange retter så lidt tid.” Hun trak op i smilebåndet, men det gav ikke et særlig godt resultat. Manden satte dog tilsyneladende pris på hendes anstrengelse og hun fik lov til at gå tilbage. Et kort, bestemt nik og hun roterede om sig selv så hun vendte snuden mod døren.

Halvblodsvampyren lugtede endnu værre når hun stod med fronten mod ham. Hvor kunne de holde sig selv ud, det var forfærdeligt. Hun kunne ikke forstå at nogen fuldblodsvampyrer kunne vende alt ryggen for det. Som han sad der blev det klart for hende præcis hvor primitiv han var. Han var ikke helt ung, men heller ikke så gammel, så havde han virket ældre. Eller, det ville hun i hvert fald mene. Den lyse hud hjalp ikke, døde mennesker havde det med at blive så blege, men han havde i hvert fald ikke været sort før han døde. Så var der jo kun resten af verden tilbage at vælge mellem. Det var spøjst hvordan man kunne pakke primitive mennesker ind så de virkede civiliserede, slå dem ihjel og stadig ville de komme ud primitive. Hun kunne ikke helt sætter fingeren på hvad der var primitivt ved ham, men han tændte for alle de røde pærer i hendes ’kønne’ lille hoved. Køn! Han kunne bare holde sine blege læber forseglet kunne han, hun ville slet ikke finde sig i den slags fornærmelser fra sådan en som ham! Køn. Måtte hun være fri!

Med den følelse liggende som en svag rynke på tværs af hendes pande, forlod hun den gamle mand for at gå inden for ind til sit køkken. Jo hun var gammel, lidt over 8000 år hvis han ville vide det, men det vedkom overhoved ikke ham. Det eneste hun ville vide om ham var hvad han ville bestille og hvis han ikke ville det, så hvornår han ville forlade cafeen. Ikke at de manglede stole lige nu, de fleste havde forladt cafeen, frokosten var overstået, men det kunne nemt blive en dårlig vane for sådan nogen som ham at sætte sig. de fleste fik lov til bare at side, det så godt ud for cafeen og var en del af kulturen, men når det var sådan en som ham, var sagen en lidt anden. I hvert fald for hende. Ellers var hun ret ligeglad. 5 skridt fra den uforskammede, forurenede, halvtomme madbeholder, kom tjenerinden ud af døren. Hendes øjne faldt straks på ham, det var den ene ting de havde tilfælles med fuldblodsvampyrer; også en halvblods kunne tiltrække sig det modsatte køn. En tanke slog ned i hende; han kunne sikkert finde på at æde hende hvis ikke Ishtar holdt et øje med ham. To skridt fra at være lige ud for ham sagde hun med rolig, men ikke særlig høj stemme; ”Hun har også arbejde at lave, så hver en darling og vent med at spise hende til hun har fri.” Hun sendte ham et sukkersødt blik da hun sagde ’darling’, men var ellers den samme i både udtryk og stemme. Hun var ikke stoppet op og var allerede på vej videre forbi ham da hun havde sagt det. Gengæld for at kalde hende køn!