|
Post by Caroline Isabela Cherlin on May 2, 2012 18:00:06 GMT 1
2. maj - klokken 00:02 ----------------------------------------------
” Cause you don't want to lose yourself to Jenny And you know she will ask you all you've got Afraid that she is worth every penny Afraid that she will drink until you drop”
Musikken blæste ud fra hovedtelefonerne, som sad solidt placeret på Carolines hår, og holdt hendes fyrige røde hår tilbage. Hun var på vej gennem parken, for at komme hjem til den lejlighed hun om en uge skulle sige farvel til. Hun havde brugt det meste af dagen på at være sur på sig selv, over at være blevet overtalt til at flytte ind i et galehus, hvor hendes liv bogstaveligt talt være i fare. Vidunderlig familie hun havde fået anskaffet sig. Men hun ville tage sorgen over at flytte ind til en flok brødre senere. I stedet sang hun lystigt med på musikken, mens hun gik igennem den mørke, forladte park. I den ene hånd havde hun en pose A+ med et sugerør, som hun sugede af, når der var pause i sangen. I den anden bar hun en pose var en videobutik, hvor hun havde købt film som skulle nydes samme nat, i selskab med en veninde. Hun var usædvaneligt praktisk klædt på, i sorte joggingbukser og en almindelig sort top. Hun var begyndt at klæde sig mere sobert, alene for at sikre sig en plads på lucifers gode side. Der var ingen grund til at give ham nogen grund til at være utilfreds. Især ikke nu hvor han havde lovet at lære hende at forvandle mennesker. Eller teknikken bag, var det jo nærmere. En halvblods på Carolines alder kunne selvfølgelig ikke gøre sig nogen forhåbninger om at forvandle et menneske
|
|
|
Post by Fader Dominic Alexander on May 2, 2012 18:25:23 GMT 1
Dominic havde smidt kraven for et stykke tid. Den havde klemt ham om halsen hele dagen, og nu trængte han bare til en pause, så han havde puttet kraven i blazerens lomme og åbnet skjorten et par knapper så han bare lignede en normal, sortklædt mand. Det var trods alt meningen da han bare havde brug for en pause fra alle de overhellige bedstemødre der ønskede at være præstens bedsteven. Dominc grinte lidt og så deres ansigter for sig hvis han havde bedt dem om at lade ham være i fred. Dominic nød egentlig at tage en rask gåtur efter aftensmaden. Det var jo trods alt godt for stofskiftet havde han fået at vide. Dominic så en nydelig ung dame komme mod ham. Han smilede let, men stoppede op da han så hvad hun bar på. Blod. Dominic havde ikke sine våben med så at vinde en kamp var umuligt for ham. Dominic rømmede sig lidt og fortsatte med at gå. Han holdte øjnene rettet mod jorden. Der var trods alt ingen grund til at provokere til noget han ikke kunne afslutte. Dominic overvejede sine muligheder for at stikke af hvis det blev nødvendigt. Dominic vendte pludselig om på hælene, og begyndte at gå i samme retning som kvinden. Der var kun enkelte meter imellem dem, og selvom hans hjerne prøvede på at overbevise benene om at vende om igen, kunne det ikke lade sig gøre. Hans krop havde overtaget styringen og gik relativt hurtigt væk fra kvinden. Også selvom hans krave faldt ud af lommen fortsatte benene. Der var inetet at gøre, han måtte bare fortsætte og håbe på at han ikke vakte opmærksomhed...
|
|
|
Post by Caroline Isabela Cherlin on May 2, 2012 18:46:01 GMT 1
Mærkelig adfærd, efter Carolines mening. Men den sortklædte mand havde åbenbart travlt, og var forvirret. Ikke et øjeblik overvejede hun, at manden kunne have opdaget aftensmaden i hendes hånd, og at det kunne være grunden til han så målrettet vendte om, og gik den modsatte vej. Og indrømmet, hun var blevet lidt forskrækket da han skiftede retning, men sådan var det vel med storbyer. Der vrimlede med galninge. Manden virkede bare lidt for velklædt til at være tosset. Caroline besluttede sig i hvert fald for at lade den mærkelig opførsel ligge. Indtil han tabte noget. Hun så egentligt ikke hvad det var, men slukkede bare musikken, og bøjede sig bare ned efter det som en refleks, mens hun kaldte ”Hey! Du tabte noget” mod den fremmede. I det samme lukkede hånden sig om kraven. Havde det været et hvert andet stykke beklædning, havde der intet været i vejen. Men fordi kraven tilhørte en præst, og var en ting som blev brugt af kirkens mænd, så var sagen en ganske andet. Med det samme hun rørte den, mærkede hun sin hud brænde, hvilket resulterede i at hun smed den fra sig igen, med et højlydt skrig. Hånden trak hun til sig igen, og stirrede forbavset på den ellers harmløse vide genstand på jorden. Hun knurrede en enkelt gang af vrede og smerte. Uden problemer indhentede hun manden, som hun placerede sig lige foran. Hun rakte hånden op ”Din lortekrave brændte mig!” erklærede hun, og forlangte med blikket en undskyldning. Man kunne ikke bare lade den slags ting ligge og flyde. Folk kunne komme til skade.
|
|
|
Post by Fader Dominic Alexander on May 2, 2012 19:03:17 GMT 1
Dominic blev meget overrasket og sprang nærmest bagud da skikkelsen pludselig stod foran ham. Han havde ikke forventet at hun ville samle den op. Dominic tog en dyb indånding og så at han var hoppet langt nok tilbage til, at han nu stod ved siden af kraven. Han samlede kraven op og begyndte at knappe sin skjorteop igen. "Det må De meget undskylde..." han knappe kraven på pladsog bukkede let. "Det var ikke min intention at De skulle komme til skade..." Dominic begyndte at gå frem mod kvinden. Han var ærlig talt meget ked af at hun havde brændt sig kraven, men frygten lå i overfladen af hans sind. Hvis hun blev sur havde Dominic ikke en chance, og hans eneste våben var den lille Rosenkrans han havde i lommen. Ikke meget værd i en kamp mod en vampyr. Han beluttede at skjule frygten for et angreb og prøvede at virke mere undskyldende og sympatisk. John gjorde en gestus han mod en bænk ikke langt fra dem. "Skal vi tage et kig på Deres hånd." Dominic Prøvede at virke meget oprigtig i sin stemme, selvom det var svært når man et eller andet sted var bange for at den anden person skulle angribe. "Jeg vidste faktisk ikke at min præstekrave ville gøre skade på vampyrer. Det er jeg vældig ked af"
|
|
|
Post by Caroline Isabela Cherlin on May 2, 2012 19:14:35 GMT 1
Tja, han virkede til at fortryde på sin kraves vegne. Men ærligt talt vidste hun ikke engang selv at en præstekrave kunne brænde. Men det gav vel mening et sted. Den var et religiøst symbol, og den slags gjorde av. Sandt at sige gav det også en vis form for tilfredsstillelse at præsten blev så forskrækket, hvilket dæmpede hendes irritation markant. Så meget at hun besluttede sig for at tilgive ham – og kraven. ”Det er vel okay, når du ikke gjorde det med vilje” bemærkede hun med et skuldretræk. Faktisk kunne hun også bare have kigget sig for, inden hun hjernedødt samlede noget op fra jorden. Det kunne have været hvad som helst… Men hvad, hun gav ham skylden. Han burde respektere de ældre! Og lade være med at tabe farlige genstande foran dem.
Hun skævede til bænken. Det kunne vel ikke skade. Så hun gik hen og satte sig på den nattekolde bænk. Hovedtelefonerne blev puttet i hendes pose sammen med filmene. Hun studerede præsten indgående, bare for at være sikker på der ikke gemte sig et kors nogen steder. Det kunne selvfølgelig være noget i den stil der udgjorde mønstret på hans underbukser, man vidste aldrig! Lidt skeptisk rakte hun ham sin hånd. Der var et tydeligt brændemærke efter kraven, som hun nok skulle trækkes med et stykke tid ”Det vidste jeg heller ikke” mumlede hun mens hun studerede mærket på sin hånd.
|
|
|
Post by Fader Dominic Alexander on May 2, 2012 19:32:51 GMT 1
Dominic satte sig og så på såret. Han var meget mere rolig. Hun virkede ikke til at være skadelig, og dominic begyndte roligt at studere såret. Han børstede let noget støv væk fra såret og begyndte at puste og gjorde sig umage om at ikke at gøre hende yderligere fortræs. Han viste at når man brændte sig skulle såret egentlig i kold vand, men det var ikke rigtig en mulighed. Dominic åbnede jakken og tog med sin fat om silkeforet og trak til. En god lang strimmel gik af, på trods af at silke var svær at rive af og fra hinanden. Han kiggede på hende med et roligt blik fra sine mørke øjne, og sagde: "Bare roligt der er intet helligt over min sorte Blazer..." Han grinte let og begyndte at forbinde hendes hånd. "Jeg ved godt at De er vampyr, og at de heler hurtigt, men hvorfor risikere smuds i såret." Dominic kiggede lidt på pigen ved siden af og studerede hende let. Det var egentlig piger som hende, ikke vampyrer selvfølgelig men mennesker, der var kommet flere af i kirken siden han havde startet der. Dominic smilte lidt for sig selv da han havde åbnet en salmebog og læst to piger der havde ført en længere samtale med en kuglepen i indersiden af omslaget. "Præsten er lækker" havde den ene skrevet, og den anden havde været helt enig. Dominic tog det som et kompliment, også selvom de havde de skrevet de i de halvdyre salmebøger. Han havde dog ønsket at de kom for at høre om gud og ikke betragte ham, men han kunne nok intet stille op. Dominic vendte igen opmærksomheden på kvinden og spurgte: "Jeg håber ikke at jeg har spoleret Deres aften Frøken..?"
|
|
|
Post by Caroline Isabela Cherlin on May 2, 2012 19:50:49 GMT 1
Han var varm. Det var det første hun konstaterede. Så mange mennesker var hun heller ikke i fysisk kontakt med, så det overraskede hende gang på gang. Det var utroligt at deres blod ikke kogte. Men hun brokkede sig ikke. De smagte trods alt bedst varme. Koldt blod var en fesen fornøjelse. Ved nærmere eftertanke var blod nok det der ville hjælpe på hendes sår hurtigst. Men at vælge en præst som offer virkede ikke klogt. Det kunne være de sprøjtede vievand direkte ind i deres åre! Man vidste aldrig med de tosser. At han gik så langt til at rive et stykke af sit tøj af, overraskede hende. Det var venligt. Der var ikke mange mennesker, og slet ikke præster, der var venlige overfor vampyrer. Hun havde halvt regnet med han ville gøre korsets tegn foran sig, og kalde hende en dæmon. Men selv religiøse fanatikere kunne åbenbart overraske. Og endda joke! Det kom så meget bag på hende, at hun ikke kolde holde en lille latter tilbage ”Det er jeg glad for at høre” kvidrede hun, og smilede. Et skam med hele præstedelen, og det faktum at Caroline pt havde et kyskhedsløfte der skulle overholdes – for pæn, det var han. ”Caroline” præsenterede hun sig ”Nej, der skal mere end det til at slå mig ud” svarede hun kækt, og blinkede konspiratorisk til ham.
|
|
|
Post by Fader Dominic Alexander on May 2, 2012 20:11:25 GMT 1
Dominic grinte let. Han havde en del vampyrvenner. Han vidste at de kunne være venlige, og det gjorde at det var sværrere at dræbe dem han blev beordret til. Han var Warrior, en god en endda, og desuden gjorde han det for deres egen skyld. At frelse Vampyrernes sjæl var hans eneste grund til at gøre det han gjorde. "Frøken Caroline" Dominic rakte en hånd frem og sagde: "Dominic. Eller..." han løftede den anden hånd og pegede på kraven, "Fader Dominic" Dominic nød at møde nye folk, og han elskede at snakke. Hvilket jo ikke var helt unormalt som præst. Dominic kiggede lidt på filmposen. Han kom i tanke om at han skulle finde en god film til Ungdomsaftenen med de kommende Firmander, men han vidste at de ville komme til at kede sig hvis han bare satte endnu en "Jesus"-film på. Det var trods alt Ungdomsaften og ikke Kristusaften. Dominic rystede igen tankerne og vendte tilbage til virkeligheden. Han pegede på posen og spurgte Caroline: "Jeg håber ikke at jeg ødelagde Deres planer for i aften?" Han håbede egentlig at hun ville blive og snakke, for han vidste at der nok ville vente en besked til ham fra Verbum Dei om et nyt mål, og han ville egentlig helst bare snakke end frelse vampyrer idag...
|
|
|
Post by Caroline Isabela Cherlin on May 2, 2012 20:48:51 GMT 1
Hun fortrak Dominic frem for Fader Dominic. Både af åbenlyse årsager, og fordi hendes rigtige fader var en tumpe. Men at snakkke med en præst var en god mode at gøre oprør! Han havde nemlig ikke forbudt lige præcist det. Præster havde slet ikke været en del af deres samtale ”Hyggeligt at møde dig, Dominic.. Jeg kan uden at lyve sige, at du er den venligste præst jeg har mødt” hun mente det som et kompliment! Hun kom jo ikke ligefrem godt ud af det med præster, som regel. De kunne ikke lide hende, hun kunne ikke lide dem – der var balance i galskaben. ”Overhoved ikke.. Jeg har hele natten” affærdigede hun ham. Faktisk var det meget rart at tale med en, som ikke var en bror eller far. Eller en pige. Nogen gange var piger bare for komplicerede. At Dominic så lige var en præst, det var ret uheldigt. Kunne han ikke have været en biker af en slags? ”Og jeg håber da heller ikke jeg ødelagde din” høflig var man vel, selvom man teknisk set var død.
|
|
|
Post by Fader Dominic Alexander on May 2, 2012 21:05:41 GMT 1
Dominic grinte let af hendes kommentar. Sandt nok, de fleste præster var lidt ekstreme med deres holdninger til vampyrer. Holdninger som Dominic ofte fik luftet for sig lidt for ofte. Dominic havde altid troet på det gode i alle væsner, og det gjorde også at han ikke var den mest elskede af andre præster. Han blev nok aldrig Pave, det var nok sikkert. "Nej De redder mig faktisk i dette øjeblik fra at skulle prøvesmage 10 forskellige kager som nok ligger foran min dør når jeg kommer hjem. Et ulemperne ved at være præst." Dominic grinte lidt, men han vidste godt at hvert ord han sagde var sandt: Alle kirkens bedstemødre elskede ham, og et par enkelte havde da også diskret spurgt ham om han ikke var interesseret i at forlade kirken, og gifte sig med en af deres børnebørn. Et tilbud som Dominicaltid hadede at få stillet, da han slet ikke ville forlade kriken, og da slet ikke fornærme nogen eller gøre nogen kede af det. "Egentlig er jeg ny i byen, så jeg tager ofte nogle aften-nat-gåture for at lære byen at kende." Hvilket næsten var helt sandt. De fleste gåture var egentlig missioner. "Desuden er det at være præst et 24/7-job, så når jeg kan prøver jeg at få en pause og noget frisk luft." Dominic så lidt på hende. Hun virkede lidt ung af udseende, men en meget pæn kvinde. "Må jeg spørge om hvad De laver til daglig?"
|
|
|
Post by Caroline Isabela Cherlin on May 4, 2012 11:30:06 GMT 1
Det var ikke fordi Caroline direkte bebrejdede præster for ikke at kunne lide vampyrer. De fleste af dem var jo lidt ekstreme med deres tro. Så at vampyrer fik dæmonmærkaten var ikke underligt. Det var tosset, men forståeligt. Vampyrer var trods alt lige så forskellige som mennesker. Eller det var halvblods. Fuldblods var meget ens, på grund af den der kollektive tanke-ting de havde kørende. Caroline selv var ikke ondskabsfuld hvad angik mennesker. Hun kunne for det meste godt lide dem, og dræbte ikke hvis hun kunne undgå det. Selvfølgelig var det ikke alle der havde det sådan. ”Jeg kan godt følge dig.. Kager falder ikke lige i min smag” fortalte hun leende. Faktisk smagte de mest af luft blandet med lidt jord. Men sådan smagte alt menneskemad jo. Faktisk var alle de ting mennesker kunne finde på at blande, lidt ulækre. ”Har du været rundt at se alle attraktionerne, så? Jeg er også selv ny i byen. Generelt har jeg flyttet meget , så alle de lokale turistattraktioner er det første jeg ser.. Man er trods alt kun ny i byen én gang, ikke?” sagde hun entusiastisk. Hun legede altid turist de to første måneder hun var i en ny by. ”Lige nu nyder jeg bare tilværelsen.. Jeg har studeret meget.. Jeg har to færdiggjorde kirurgiske uddannelser, hjerte og hjerne kirurgi. Og så har jeg læst psykologi, kommunikation og jura.. Det blev bare for meget til sidst, så jeg tænkte at jeg ville bruge noget tid til at gøre nøjagtigt hvad jeg ville.. Mit liv løber jo ingen vegne” forklarede hun smilende.
|
|
|
Post by Fader Dominic Alexander on May 7, 2012 0:46:14 GMT 1
Dominic vidste ikke helt hvad han skulle sige. Han havde endt mange vampyrliv, og han vidste jo ikke om kvinden ved siden af ham ville være den næste. Han adlød ordrer, og gjorde hvad han mente var rigtigt. Dominic smilte lidt skævt til Caroline. Han vidste ikke rigtig hvad han skulle sige. måske var det nemmest at sige sandheden, men han kendte hende jo lavt nok, så måske var det bedst bare at holde sandheden for sig selv? "Jeg ønsker ikke at være en stemningsdræber..." Dominic så på hende med et så seriøst ansigtsudtryk, som han kunne lave, og fortsatte: "Men alle liv ender på et tidspunkt, Caroline. Og istedet for at spørge os selv om vi har levet det fuldt ude, koncentrerer vi os om andre spørgsmål, som 'hvor og hvornår'..." Dominic havde begravet mange mennesker med de præcis samme ord, og hver gang spurgte han sig selv om selv samme spørgsmål: "Lever jeg livet fuldt ud?" Dominic så lidt op på stjernerne. Milliarder af år gamle, men selv deres liv havde en ende. En dag ville hans liv ende, og ligeså ville de mennesker omkring ham. Men en ting måtte forsvinde for at noget nyt ville kunne komme til. Stjerner imploderede og sorte huller blev skabt. Mennesker dør og efterlod sig hjem, som nyere generationer kunne flytte ind i. En uendelig cyklus. Nej, intet var uendeligt, selv menneskeheden ville en dag forsvinde. Dommedag, den dag hvor herren ville vække de dødes sjæle og spørge dem: "Har du levet dit liv som du burde eller som du ville?" Dominic vågnede. Han havde forvildet sig ind i sine egne tanker, og var drevet bort for en stund. Dominic så undskyldene på Caroline og smilte bredt. "Det må du virkelig undskylde... - Jeg har det med at forsvinde ind i mine egne tanker." Dominic vidste ikke rigtig hvad han skulle sige, han følte han havde dræbt samtalen lidt, pga. sin pludselige trang til at påminde Caroline og ham selv om deres dødelighed. "øhm... Kirurg siger du?" John prøvede at lyde meget interesseret. Ikke at han ikke var interesseret i hvad hun foretog sig, men hans egne tanker drejede stadig rundt i hans baghoved. "Hvorfor lige de fag?"
|
|
|
Post by Caroline Isabela Cherlin on May 7, 2012 16:53:46 GMT 1
Buh! Hvorfor skulle præster altid være så fandens alvorlige? Det var som om de helst ville have en seriøst, og helst lidt makaber, tankegang. Måske var det kraven om halsen der strammede lidt for meget? Eller måske var det bare trykket fra den pæl de havde en tendens til at have lidt for langt oppe i røven? Det kunne vel gøre enhver i lidt dårligere humør. Men hvad, hun spillede med. ”Selvfølgelig ender alle liv, men jeg vil gerne tro på at de først behøver ende, når vi ikke har lyst til livet mere… Jeg mener – hvad giver nogen retten til at ende andres liv? Jeg dræber ikke mennesker, så jeg kan ikke se hvorfor de ikke bør vise mig samme høflighed.. Hvis de ikke gør, vil jeg mene, uanset spisevaner, at de i større grad kan kaldes rovdyr og dæmoner end jeg kan” fastslog hun ligeledes alvorligt. Hun havde dræbt et menneske i sit lange liv, og det var mens hun var barn. At vokse op med en menneskemor som intet anede om vampyrer, måtte jo også gå galt, når blodtørsten blev for stor. Men ellers så hun ingen grund til at dræbe mennesker. Ikke når det ikke var nødvendigt. Selv hvis systemet med blodposer ikke var opfundet, kunne man sagtens tage blod fra mennesker, uden at dræbe dem.
Hun affærdigede han undskyldning, med et vift med hånden ”Det gør ingenting.. Hvis vi ikke kan resonere med vores egne tanker, hvad chance har vi så for at gøre det med andres, i en samtale?” tænkte hun højt, og var med det samme tilbage i strålende humør. ”Jeg synes det er spændende.. Min egen krop er jo delvist død, og reparerer sig selv, hvis der sker noget med den. Så det er en helt anden verden at se hvordan mennesker er skruet sammen. At i kan miste hukommelsen ved et slag i hovedet, og at i er afhængige af den her muskel til at pumpe blodet rundt… Det er utroligt komplektst og interessant, synes jeg” forklarede hun efter lidt betænkningstid..
|
|
|
Post by Fader Dominic Alexander on May 7, 2012 19:50:24 GMT 1
Dominic kiggede lidt på kluden om hendes hånd. Hun var jo kirurg, så hun måtte nok have grinet lidt inde i sig selv da han begyndte at pleje hendes forbrændte hånd. Han følte sig ret dum lige pludselig. Han havde gjordt sig umage om at virke plejende og undskyldene overfor hende, og så viser hun sig at have større viden end ham omkring forplejning at sår. han pegede på kluden og grinte: "Hvordan er mine førstehjælpskundskaber så?" Faktisk virkede denne vampyrinde som en yderst intelligent kvinde, og mindede Dominic om de andre vampyr-venner han havde. Ingen af hans venner tog menneskeliv medmindre det var yderst nødvendigt for dem. Dominic havde endda selv skaffet blodposer gennem sine kontakter, som han så gav videre. Men ikke desto mindst havde han også frelst mange af sine venner og gjort en ende på deres sjæls lidelser. Han var stadig Warrior, og det gjorde at når Verbum Dei sendte en ordre, måtte han udfylde den, hvad enten det var en god ven der stod for skud eller ej. "Hvor bor De så henne, hvis jeg må spørge?" Dominic havde pludselig lagt mærke til at formaliteterne var vendt tilbage. I begyndelsen havde han henvendt sig med "De" og "frøken" til Caroline, så blev han alvorlig og brugte "du", og nu var han pludselig begyndt at bruge "De" igen. Han havde altid sagt "De" til folk, men han havde en følelse af at Caroline nok egentlig foretrak "du". Dominic prøvede på at gætte hendes egentlige alder, men opgav hurtig. Han havde aldrig været god til den slags, og undgik egentlig at spørge, da han oftest endte med at bringe sig selv ud i flere problemer end han havde lyst til, når folk så bad ham om at gætte det selv. Hans skud var egentlig få hundrede år. Han havde ingen fakta til at understøtte det, men han havde bare et 'hunch'.
|
|
|
Post by Caroline Isabela Cherlin on May 7, 2012 21:07:29 GMT 1
Hun fulgte hans blik ned på forbindingen, men forstod først hans blik, da han talte. Hans spørgsmål fik hende til at smile. Hun så op fra forbindingen, og kiggede ham i stedet i øjnene ”Ganske glimrende.. Desuden er det ikke teknikken der betyder noget i det her tilfælde.. For det var under alle omstædigheder rigtig sødt af dig” sagde hun oprigtigt. Ikke mange mennesker ville have vist omsorg overfor en vampyr. Slet ikke en præst. Så alt i alt var hun positivt overrasket over Dominic. Han virkede mere forstående end så mange andre religiøse. ”Jeg er ved at flytte.. Jeg boede egentligt i en lejlighed kort herfra, eller det gør jeg stadig de næste par dage, men derefter flytter jeg hjem til min familie.. Det er farlige tider, selv for en som mig” betroede hun ham. Selvom Caroline for et menneske ville være stærk, var det ingenting i forhold til de mange tusinde år gamle vampyrer som spankulerede rundt. Så det havde været sikres at flytte hen til de andre. Selvom hun ikke var meget for ikke at have sit eget sted. Det havde hun været vandt til de sidste 200 år.
|
|