Post by Nemo on Feb 25, 2012 11:28:26 GMT 1
Daniel stivnede.
”Alvar Chernobog?” Hviskede han til Lesta, som nikkede, og Daniel bed sig i læben. Pokkers, det var Douglas’ chef. Han var en mafia boss! Pokkers, pokkers, pokkers! Daniel så rundt efter en flugtrute, men han havde heller ikke lyst til at efterlade Lesta, selvom elveren sikkert kunne passe på sig selv.
Alvar forsatte roligt hen imod dem.
”Hvad bringer dig herhen?” Han betragtede Lesta, som ikke svarede. ”Kom nu, Les, har du slet ikke lyst til at snakke?”
Lesta var stadig tavs, og Daniel kunne se, han blev mere og mere anspændt.
Der var vist en slåskamp under opsejling. Han burde nok holde sig på afstand, så han ikke gik i vejen. Mennesket trådte lidt tilbage for at komme i sikkerhed, men så snurrede Lesta rundt.
”Nej, Dan...” han nåede ikke at fuldføre sætningen, inden Alvar stod bag Daniel med en kniv mod hans hals. ”Alvar!”
Daniel blinkede forvirret med øjnene. Hvad nu? Skulle de ikke slås med hinanden? Hvorfor skulle han rodes ind i det?! Overraskelsen blev hurtigt erstattet af panik. Han blev holdt som gidsel! Af en mafiaboss! Han skulle dø! Han var for ung til at dø!
”Nå, nu vil du godt snakke?” Alvar smilede skævt og holdt Daniel fast, selvom drengen nu ikke havde lyst til at stikke af, når kniven stadig hvilede mod hans hals. Alvar betragtede tænkende Lestas grønne øjne med sine blå. ”Men nu ved jeg ikke om, jeg gider snakke med dig. Hvad siger du, knægt, gider vi snakke med den forræder?”
Daniel skævede til ham. Forventede han faktisk et svar?
”Alvar, slip ham. Han har ikke noget at gøre med det her,” Lestas stemme var lavmælt og rolig.
Hvordan kunne han være så rolig?!
Alvar så ud til at overveje det, men rystede så på hovedet. Daniel kunne ikke lade være med at undre sig. Alvar virkede ikke som den person, han havde hørt rygter om.
Lesta brød sig heldigvis ikke om afvisningen og gik fra forhandling til irritation – måske ikke så heldigt:
”Det er ikke hans skyld, at du er skingrende psykopat, når du drikker!”
Var han fuld?! Stod der en fuld mand og holdt en kniv mod hans hals?! Han skulle dø!
”Kalder du mig en psykopat,” Alvar lo og trykkede kniven mod Daniels strube, så han kunne mærke klingen, når han sank. ”Men jeg kunne vel godt slippe ham ... det her virker trodsalt til at være lidt under min værdighed.” Han skubbede Daniel ud til siden og angreb Lesta, der undveg ham.
Daniel tog sig til halsen og mere eller mindre kravlede ind til muren, så han kunne se kampen fra sikker afstand.
Alvar sparkede ud efter Lesta, som parerede ham ved selv at sparke. Daniel havde altid kun set slåskampe, hvor fyrene fløj på hinanden og tumlede rundt på jorden.
Det her var helt anderledes.
Alvar havde hænderne beskyttende foran ansigtet, ligesom de boksere som man så på fjernsynene i elektronikbutikkerne. Lestas hænder bevægede sig til gengæld hele tiden, nærmest som to slanger i konstant bevægelse. Mændene angreb heller ikke bare, men bevægede sig tavse rundt med fastlåste blikke. Af og til blev der uddelt slag eller spark, men det virkede mere som om de så hinanden an.
Hvordan kendte de overhovedet hinanden? Daniel havde svært ved at se, hvordan en forfatter og mafiaboss kunne have nogen fælles interesser. Måske tog Lesta stoffer? Det var meget normalt, og elveren havde jo penge nok.
Alvar sparkede ud igen, men denne gang parerede Lesta ved at fange foden med hænderne og skubbe mafia bossen tilbage.
Daniel spottede endnu en forskel i deres måde at slås på. Lesta stod altid med siden til og bevægede sig kun for at undvige eller følge modstanderens bevægelser, imens Alvar stod med fronten mod forfatteren og hele tiden trippede på fødderne for at holde sig i gang. Han sparkede godt nok også meget, men hele tiden på forskellige måder. For fra, fra siden, oppe fra – Daniel anede ikke, hvordan han bar sig ad med at få benet så højt op!
Det lykkedes Alvar at snige et ben gennem Lestas forsvar, og foden kolliderede med forfatterens ribben.
Daniel bildte sig selv ind, at der lød et knæk, men Lesta faldt ikke sammen. Han mistede dog koncentrationen længe nok til, at Alvar kunne slå til igen. Den mørkhårede elver rykkede frem og sendte endnu et spark afsted. Denne gang ramte det Lesta i hovedet og sendte ham i jorden.
Daniel havde aldrig set nogen kæmpe sådan før. Så … hvad var ordet? Organiseret? Noget i den dur. Gadedrengen kunne ikke helt komme på noget, der passede bedre i hvert fald.
Lesta rullede til siden, da han ramte fortovet og endte på ryggen. Mafia bossen sparkede ned mod elveren, men hans ben blev fanget. Forfatteren skubbede ham tilbage og sparkede benene væk under ham, så Alvar væltede. Han nåede ikke at komme på benene inden Lesta, der sendte ham tilbage i jorden med en velplaceret knytnæve.
Denne gang rejste fyren sig ikke igen.
”Wow, en knockout!” Daniel så på Alvar, som tydeligvis var helt væk og blødte svagt fra næsen.
Mon den var brækket?
Daniel gik hen til den stående elver og skævede nervøst rundt. De få væsner, som havde været på gaden var smuttet eller stod og stirrede på den smadrede mand. Få var ved at ringe efter en ambulance – og muligvis politiet.
”Er du okay?”
”Ja da,” svarede forfatteren med et fnys, så Daniel kort ønskede, at Alvar havde vundet.
Kunnen manden i det mindste ikke være lidt beskeden omkring det?
”Godt han var fuld, ellers havde det ikke været så let. Lad os komme tilbage, inden han vågner.”
Okay, der var en smule beskedenhed. En lille smule.
De skyndte sig hen ad gaden, imens Daniel overvejede, hvordan han skulle spørge Les, hvorfra han kendte mafia bossen, og hvad pokker det var for en måde at slås på. Han ville helst ikke blive vrisset af, så han forsøgte at bide nysgerrigheden i sig, imens gadehjørner og lyskryds blev forceret. Et eller andet sted lød en ambulances sirene.
Han burde virkelig lade det ligge. Alligevel hørte han sig selv spørge:
”Lesta, hvordan kender I hinanden? Hvorfor angreb han dig?”
Lesta skulede til gadedrengen, men vendte så blikket hen ad gaden igen. Han forsøgte vel at lade som ingenting.
”Les?”
”Vi voksede op sammen i en af elvernes byer,” svarede elveren, men var tydeligvis ikke meget for det. ”Jeg har vist en tendens til at pisse ham af, og han bliver voldelig, når han drikker.” Han himlede med øjnene og satte tempoet lidt op. Daniel fulgte med lidt bag ham og undrede sig endnu mere. Lesta tog det overraskende pænt, at han lige var blevet overfaldet? Skete det tit?
”Hvad var det I lavede?” Spurgte han i stedet for at genoptage emnet om Lestas problematiske forhold. Elveren så spørgende tilbage. ”Den der måde I sloges på. Jeg har ikke set folk slås sådan før.”
”Nå, det hedder silat.”
”Silat?”
”Det er en kampsport,” forklarede Lesta afslappet og stoppede ved et rødt lyskryds. ”Alvar brugte Muay Thai som er en anden form for kampsport. Der er mange måder at slås på. De folk du har set slås indtil nu var uden tvivl drukkenbolte og fattige tabere, der ikke forstår at bruge deres krop ordentligt.”
Hvor var den idiot snobbet. Daniel rystede på hovedet, men gad ikke kommentere på elverens hån af folk, som han ikke kendte. Mennesket mente nu ikke selv, at han var en ’fattig taber’, men det ville være umuligt at vinde sådan en diskussion med Lesta. Specielt hvis fyren endte med at bruge noget af det der silat. Det ville nu være sejt at kunne sådan noget kampsport.
”Daniel...” han blev overrasket, da hans navn for en gangs skyld kom i brug. ”Næste gang så bliv bag mig.”
”Undskyld, jeg troede, han ville slås med dig, så jeg ville ikke være i vejen,” svarede Daniel forlegent. ”Jeg har ikke lyst til at blive slået ned.” Et grin kunne ikke helt kvæles, og Lesta trak svagt på smilebåndet ved tanken.
”Ja, det var ret sejt, hva? Men pas nu bare på næste gang.” De smaragdgrønne øjne hvilede nogle øjeblikke på mennesket, men vendte hurtigt opmærksomheden mod vejen igen.
Den yngre dreng betragtede elverens ryg, imens de gik tilbage mod huset gennem de små gader. Havde han været ... bekymret? Det lød underligt, når det var Lesta, det drejede sig om.
”Tak.”
”Du skal ikke takke mig, du står i gæld til mig, knægt,” lød svaret bare, og Daniel rejste børster.
”JEG HEDDER DANIEL!” Råbte han opgivende og forsøgte sig med et slag mod Lestas skulder. Idioten virkede som sædvanlig ligeglad.
Daniel og Azar tog tilbage til Sariels café samme aften. Der var ingen grund til at blive hængende hos den sære familie alt for længe.
Den følgende uge, følte Daniel, at han for første gang i sit liv havde et rigtig job. Han havde sågar sit eget værelse!
Han smilede for sig selv, imens han gjorde en cafe latte klar. Han var begyndt at vende sig til rutinen og måden at gøre tingene på, så heldigvis gik det hurtigere med bestillingerne. Azar snuppede glasset, da han var færdig og stillede det på en bakke sammen med et stykke af Sariels jordbærkage. Daniel så efter den lille ilddæmon, da hun gik hen og serverede for to piger. Det var sjovt at betragte de typer, som kom her, og prøve at gætte hvem de var, og hvor de skulle hen. Pigerne ved bordet så ud til at være kommet fra skole. De skulle sikkert hen i centeret og shoppe. Daniel sukkede opgivende. Det var desværre ret forudsigeligt, så det var ikke sjovt at gætte der. Han mærkede en hånd på sin skulder og så om på Sariel.
”Det går jo helt godt for dig nu,” sagde hun med et mildt smil og gav skulderen et klem. ”Jeg sagde jo, du nok skulle klare dig. Bliv ved med det gode arbejde!” Han nikkede og gengældte hendes smil. ”Godt, kan du ikke ordne ude bag ved?”
”Fint, men det må altså snart være Azars tur til det,” mumlede Daniel og gik ud i baglokalet, hvor der stod kasser med ingredienser og tilbehør. Han begyndte at pakke tingene ud og sætte dem på plads, imens han tænkte på, hvordan Hina mon havde det. Forhåbentlig var hun i bedring, men måske havde det allerede været forsent, da de afleverede hende. Han satte sig på en kasse og betragtede en af de nye tekopper. Måske skulle han tage hen og besøge hende snart?
”Daniel?” Azar stak hovedet ind gennem døråbningen, og drengen så op. ”Der er en eller anden mand, som leder efter dig.” Hun tog sig tid til at skule og lagde armene over kors. ”Sig til idioten, at jeg ikke er nogens stik-i-rend-pige,” så gik hun ud igen, og Daniel rystede smilende på hovedet, imens han gik efter hende.
Han havde ondt af den dreng, som ville forsøge at gøre indtryk på hende. Fyren ville få sin sag for. Daniel bremsede brat op i døråbningen ved synet af Alvar, som sad nede i hjørnet med korslagte arme og lukkede øjne. Hvad lavede han her?! Hvordan fandt han ham? Hvorfor fandt han ham? Daniel gik fra panisk til undrende. Burde han ikke nærmere lede efter Lesta? Det var trodsalt ham, der slog Alvar. Daniel havde kun set på. Måske ville han skaffe sig af med vidnerne til hans nederlag, så han kunne opretholde sit image?! Daniel mærkede panikken igen og overvejede at flygte, men hvis Alvar havde fundet ham her, kunne han sikkert opspore ham alle andre steder? Han sukkede ved det indbildte nederlag, gik ned til bordet og satte sig overfor manden med verdens største klump i halsen.
”Det tog sin tid,” Alvar åbnede øjnene, og Daniel havde lyst til at krympe sig ved synet af det kolde glimt, som hvilede i dem. Stilheden strakte sig imellem dem, for Daniel havde ikke nogen som helst ide om, hvad pokker han skulle sige. Han havde ikke regnet med at møde Alvar igen og da slet ikke på en café som Adel! ”Jeg troede godt nok ikke, du boede hos ham, men det her kommer alligevel bag på mig.” Manden kastede et blik rundt i caféen og endte med at rynke misbilligende på næsen.
”Hvad vil du?” Spurgte Daniel og modstod trangen til at springe op og løbe til verdens ende. ”Jeg har ikke gjort noget...”
”Ja, det er løgn,” Alvar smilede afslappet og lænede sig tilbage. ”Du stjal diamanten til at starte med.” Daniel ville protestere, men han kom drengen i forvejen: ”Lad være med at lyve. Jeg ved også, at den er hos Abaddon-familien, hvilket bringer mig videre til det andet punkt: Hold dig fra dem,” stemmen blev koldere og koldere for hvert ord.
Daniel skuttede sig en smule for at sikre sig, han ikke var dækket af sne eller is og tvang sig selv til at møde Alvars blik. Havde han et valg? Det lød ikke ligefrem sådan. Alvar lignede nu mere den person, som Daniel havde hørt rygter om. Den nådesløse mand, der havde kæmpet sig til toppen ved hjælp af blodige kampe for nogle år siden. Den mand var frygtet...
”Hvem siger, jeg havde tænkt mig at hænge ud med idioten og hans brødre?” Svarede han, da først endnu en klump var sunket. Han ville i hvert fald ikke savne den familie! ”Jeg er færdig med dem.” De så hinanden i øjnene lidt, inden Alvar atter smilede.
”Godt så. Jeg informere min uduelige håndlanger om, at du ikke har diamanten, så burde han lade dig være,” han rejste sig og kastede et sidste blik på Daniel. ”Det kan godt være, du er færdig med dem, men er de færdige med dig?” Daniel så forvirret efter ham og åbnede munden, men han var ude, inden Daniel nåede at spørge:
”Færdige med mig?” Mennesket hvilede hagen mod sin hånd og gav sig til at tænke, så det knagede. Hvorfor skulle de ikke være det?
Mazin tog sin mobil op, imens han betragtede Alvar forsvinde fra caféen. Hvorfor skulle han også sættes til at overvåge ham? Vejrmagikeren trykkede irriteret 1, inden han tog den op til øret. Den blev taget lidt efter.
”Du havde ret,” han gik længere ind på taget, imens det skulderlange, grå hår fløj om ham i vinden. ”Nej, de snakkede kun,” han stoppede midt på taget og så mod himlen. ”Lesta, jeg har faktisk ting at lave!” Snerrede han arrigt af telefonen, men fnøs efter få øjeblikke: ”Fint, men du burde virkelig have spurgt Hiro, han er mere anonym!” Han lagde på og vendte blikket mod et stort reklameskilt på den anden side af gaden.
Hvorfor skal jeg lege bodyguard?! Hvis Daniel kommer i fare, smadrer jeg ham altså. Mazin nikkede kort for sig selv, imens det begyndte at tordne. Lidt efter kom regnen.
”Alvar Chernobog?” Hviskede han til Lesta, som nikkede, og Daniel bed sig i læben. Pokkers, det var Douglas’ chef. Han var en mafia boss! Pokkers, pokkers, pokkers! Daniel så rundt efter en flugtrute, men han havde heller ikke lyst til at efterlade Lesta, selvom elveren sikkert kunne passe på sig selv.
Alvar forsatte roligt hen imod dem.
”Hvad bringer dig herhen?” Han betragtede Lesta, som ikke svarede. ”Kom nu, Les, har du slet ikke lyst til at snakke?”
Lesta var stadig tavs, og Daniel kunne se, han blev mere og mere anspændt.
Der var vist en slåskamp under opsejling. Han burde nok holde sig på afstand, så han ikke gik i vejen. Mennesket trådte lidt tilbage for at komme i sikkerhed, men så snurrede Lesta rundt.
”Nej, Dan...” han nåede ikke at fuldføre sætningen, inden Alvar stod bag Daniel med en kniv mod hans hals. ”Alvar!”
Daniel blinkede forvirret med øjnene. Hvad nu? Skulle de ikke slås med hinanden? Hvorfor skulle han rodes ind i det?! Overraskelsen blev hurtigt erstattet af panik. Han blev holdt som gidsel! Af en mafiaboss! Han skulle dø! Han var for ung til at dø!
”Nå, nu vil du godt snakke?” Alvar smilede skævt og holdt Daniel fast, selvom drengen nu ikke havde lyst til at stikke af, når kniven stadig hvilede mod hans hals. Alvar betragtede tænkende Lestas grønne øjne med sine blå. ”Men nu ved jeg ikke om, jeg gider snakke med dig. Hvad siger du, knægt, gider vi snakke med den forræder?”
Daniel skævede til ham. Forventede han faktisk et svar?
”Alvar, slip ham. Han har ikke noget at gøre med det her,” Lestas stemme var lavmælt og rolig.
Hvordan kunne han være så rolig?!
Alvar så ud til at overveje det, men rystede så på hovedet. Daniel kunne ikke lade være med at undre sig. Alvar virkede ikke som den person, han havde hørt rygter om.
Lesta brød sig heldigvis ikke om afvisningen og gik fra forhandling til irritation – måske ikke så heldigt:
”Det er ikke hans skyld, at du er skingrende psykopat, når du drikker!”
Var han fuld?! Stod der en fuld mand og holdt en kniv mod hans hals?! Han skulle dø!
”Kalder du mig en psykopat,” Alvar lo og trykkede kniven mod Daniels strube, så han kunne mærke klingen, når han sank. ”Men jeg kunne vel godt slippe ham ... det her virker trodsalt til at være lidt under min værdighed.” Han skubbede Daniel ud til siden og angreb Lesta, der undveg ham.
Daniel tog sig til halsen og mere eller mindre kravlede ind til muren, så han kunne se kampen fra sikker afstand.
Alvar sparkede ud efter Lesta, som parerede ham ved selv at sparke. Daniel havde altid kun set slåskampe, hvor fyrene fløj på hinanden og tumlede rundt på jorden.
Det her var helt anderledes.
Alvar havde hænderne beskyttende foran ansigtet, ligesom de boksere som man så på fjernsynene i elektronikbutikkerne. Lestas hænder bevægede sig til gengæld hele tiden, nærmest som to slanger i konstant bevægelse. Mændene angreb heller ikke bare, men bevægede sig tavse rundt med fastlåste blikke. Af og til blev der uddelt slag eller spark, men det virkede mere som om de så hinanden an.
Hvordan kendte de overhovedet hinanden? Daniel havde svært ved at se, hvordan en forfatter og mafiaboss kunne have nogen fælles interesser. Måske tog Lesta stoffer? Det var meget normalt, og elveren havde jo penge nok.
Alvar sparkede ud igen, men denne gang parerede Lesta ved at fange foden med hænderne og skubbe mafia bossen tilbage.
Daniel spottede endnu en forskel i deres måde at slås på. Lesta stod altid med siden til og bevægede sig kun for at undvige eller følge modstanderens bevægelser, imens Alvar stod med fronten mod forfatteren og hele tiden trippede på fødderne for at holde sig i gang. Han sparkede godt nok også meget, men hele tiden på forskellige måder. For fra, fra siden, oppe fra – Daniel anede ikke, hvordan han bar sig ad med at få benet så højt op!
Det lykkedes Alvar at snige et ben gennem Lestas forsvar, og foden kolliderede med forfatterens ribben.
Daniel bildte sig selv ind, at der lød et knæk, men Lesta faldt ikke sammen. Han mistede dog koncentrationen længe nok til, at Alvar kunne slå til igen. Den mørkhårede elver rykkede frem og sendte endnu et spark afsted. Denne gang ramte det Lesta i hovedet og sendte ham i jorden.
Daniel havde aldrig set nogen kæmpe sådan før. Så … hvad var ordet? Organiseret? Noget i den dur. Gadedrengen kunne ikke helt komme på noget, der passede bedre i hvert fald.
Lesta rullede til siden, da han ramte fortovet og endte på ryggen. Mafia bossen sparkede ned mod elveren, men hans ben blev fanget. Forfatteren skubbede ham tilbage og sparkede benene væk under ham, så Alvar væltede. Han nåede ikke at komme på benene inden Lesta, der sendte ham tilbage i jorden med en velplaceret knytnæve.
Denne gang rejste fyren sig ikke igen.
”Wow, en knockout!” Daniel så på Alvar, som tydeligvis var helt væk og blødte svagt fra næsen.
Mon den var brækket?
Daniel gik hen til den stående elver og skævede nervøst rundt. De få væsner, som havde været på gaden var smuttet eller stod og stirrede på den smadrede mand. Få var ved at ringe efter en ambulance – og muligvis politiet.
”Er du okay?”
”Ja da,” svarede forfatteren med et fnys, så Daniel kort ønskede, at Alvar havde vundet.
Kunnen manden i det mindste ikke være lidt beskeden omkring det?
”Godt han var fuld, ellers havde det ikke været så let. Lad os komme tilbage, inden han vågner.”
Okay, der var en smule beskedenhed. En lille smule.
De skyndte sig hen ad gaden, imens Daniel overvejede, hvordan han skulle spørge Les, hvorfra han kendte mafia bossen, og hvad pokker det var for en måde at slås på. Han ville helst ikke blive vrisset af, så han forsøgte at bide nysgerrigheden i sig, imens gadehjørner og lyskryds blev forceret. Et eller andet sted lød en ambulances sirene.
Han burde virkelig lade det ligge. Alligevel hørte han sig selv spørge:
”Lesta, hvordan kender I hinanden? Hvorfor angreb han dig?”
Lesta skulede til gadedrengen, men vendte så blikket hen ad gaden igen. Han forsøgte vel at lade som ingenting.
”Les?”
”Vi voksede op sammen i en af elvernes byer,” svarede elveren, men var tydeligvis ikke meget for det. ”Jeg har vist en tendens til at pisse ham af, og han bliver voldelig, når han drikker.” Han himlede med øjnene og satte tempoet lidt op. Daniel fulgte med lidt bag ham og undrede sig endnu mere. Lesta tog det overraskende pænt, at han lige var blevet overfaldet? Skete det tit?
”Hvad var det I lavede?” Spurgte han i stedet for at genoptage emnet om Lestas problematiske forhold. Elveren så spørgende tilbage. ”Den der måde I sloges på. Jeg har ikke set folk slås sådan før.”
”Nå, det hedder silat.”
”Silat?”
”Det er en kampsport,” forklarede Lesta afslappet og stoppede ved et rødt lyskryds. ”Alvar brugte Muay Thai som er en anden form for kampsport. Der er mange måder at slås på. De folk du har set slås indtil nu var uden tvivl drukkenbolte og fattige tabere, der ikke forstår at bruge deres krop ordentligt.”
Hvor var den idiot snobbet. Daniel rystede på hovedet, men gad ikke kommentere på elverens hån af folk, som han ikke kendte. Mennesket mente nu ikke selv, at han var en ’fattig taber’, men det ville være umuligt at vinde sådan en diskussion med Lesta. Specielt hvis fyren endte med at bruge noget af det der silat. Det ville nu være sejt at kunne sådan noget kampsport.
”Daniel...” han blev overrasket, da hans navn for en gangs skyld kom i brug. ”Næste gang så bliv bag mig.”
”Undskyld, jeg troede, han ville slås med dig, så jeg ville ikke være i vejen,” svarede Daniel forlegent. ”Jeg har ikke lyst til at blive slået ned.” Et grin kunne ikke helt kvæles, og Lesta trak svagt på smilebåndet ved tanken.
”Ja, det var ret sejt, hva? Men pas nu bare på næste gang.” De smaragdgrønne øjne hvilede nogle øjeblikke på mennesket, men vendte hurtigt opmærksomheden mod vejen igen.
Den yngre dreng betragtede elverens ryg, imens de gik tilbage mod huset gennem de små gader. Havde han været ... bekymret? Det lød underligt, når det var Lesta, det drejede sig om.
”Tak.”
”Du skal ikke takke mig, du står i gæld til mig, knægt,” lød svaret bare, og Daniel rejste børster.
”JEG HEDDER DANIEL!” Råbte han opgivende og forsøgte sig med et slag mod Lestas skulder. Idioten virkede som sædvanlig ligeglad.
Daniel og Azar tog tilbage til Sariels café samme aften. Der var ingen grund til at blive hængende hos den sære familie alt for længe.
Den følgende uge, følte Daniel, at han for første gang i sit liv havde et rigtig job. Han havde sågar sit eget værelse!
Han smilede for sig selv, imens han gjorde en cafe latte klar. Han var begyndt at vende sig til rutinen og måden at gøre tingene på, så heldigvis gik det hurtigere med bestillingerne. Azar snuppede glasset, da han var færdig og stillede det på en bakke sammen med et stykke af Sariels jordbærkage. Daniel så efter den lille ilddæmon, da hun gik hen og serverede for to piger. Det var sjovt at betragte de typer, som kom her, og prøve at gætte hvem de var, og hvor de skulle hen. Pigerne ved bordet så ud til at være kommet fra skole. De skulle sikkert hen i centeret og shoppe. Daniel sukkede opgivende. Det var desværre ret forudsigeligt, så det var ikke sjovt at gætte der. Han mærkede en hånd på sin skulder og så om på Sariel.
”Det går jo helt godt for dig nu,” sagde hun med et mildt smil og gav skulderen et klem. ”Jeg sagde jo, du nok skulle klare dig. Bliv ved med det gode arbejde!” Han nikkede og gengældte hendes smil. ”Godt, kan du ikke ordne ude bag ved?”
”Fint, men det må altså snart være Azars tur til det,” mumlede Daniel og gik ud i baglokalet, hvor der stod kasser med ingredienser og tilbehør. Han begyndte at pakke tingene ud og sætte dem på plads, imens han tænkte på, hvordan Hina mon havde det. Forhåbentlig var hun i bedring, men måske havde det allerede været forsent, da de afleverede hende. Han satte sig på en kasse og betragtede en af de nye tekopper. Måske skulle han tage hen og besøge hende snart?
”Daniel?” Azar stak hovedet ind gennem døråbningen, og drengen så op. ”Der er en eller anden mand, som leder efter dig.” Hun tog sig tid til at skule og lagde armene over kors. ”Sig til idioten, at jeg ikke er nogens stik-i-rend-pige,” så gik hun ud igen, og Daniel rystede smilende på hovedet, imens han gik efter hende.
Han havde ondt af den dreng, som ville forsøge at gøre indtryk på hende. Fyren ville få sin sag for. Daniel bremsede brat op i døråbningen ved synet af Alvar, som sad nede i hjørnet med korslagte arme og lukkede øjne. Hvad lavede han her?! Hvordan fandt han ham? Hvorfor fandt han ham? Daniel gik fra panisk til undrende. Burde han ikke nærmere lede efter Lesta? Det var trodsalt ham, der slog Alvar. Daniel havde kun set på. Måske ville han skaffe sig af med vidnerne til hans nederlag, så han kunne opretholde sit image?! Daniel mærkede panikken igen og overvejede at flygte, men hvis Alvar havde fundet ham her, kunne han sikkert opspore ham alle andre steder? Han sukkede ved det indbildte nederlag, gik ned til bordet og satte sig overfor manden med verdens største klump i halsen.
”Det tog sin tid,” Alvar åbnede øjnene, og Daniel havde lyst til at krympe sig ved synet af det kolde glimt, som hvilede i dem. Stilheden strakte sig imellem dem, for Daniel havde ikke nogen som helst ide om, hvad pokker han skulle sige. Han havde ikke regnet med at møde Alvar igen og da slet ikke på en café som Adel! ”Jeg troede godt nok ikke, du boede hos ham, men det her kommer alligevel bag på mig.” Manden kastede et blik rundt i caféen og endte med at rynke misbilligende på næsen.
”Hvad vil du?” Spurgte Daniel og modstod trangen til at springe op og løbe til verdens ende. ”Jeg har ikke gjort noget...”
”Ja, det er løgn,” Alvar smilede afslappet og lænede sig tilbage. ”Du stjal diamanten til at starte med.” Daniel ville protestere, men han kom drengen i forvejen: ”Lad være med at lyve. Jeg ved også, at den er hos Abaddon-familien, hvilket bringer mig videre til det andet punkt: Hold dig fra dem,” stemmen blev koldere og koldere for hvert ord.
Daniel skuttede sig en smule for at sikre sig, han ikke var dækket af sne eller is og tvang sig selv til at møde Alvars blik. Havde han et valg? Det lød ikke ligefrem sådan. Alvar lignede nu mere den person, som Daniel havde hørt rygter om. Den nådesløse mand, der havde kæmpet sig til toppen ved hjælp af blodige kampe for nogle år siden. Den mand var frygtet...
”Hvem siger, jeg havde tænkt mig at hænge ud med idioten og hans brødre?” Svarede han, da først endnu en klump var sunket. Han ville i hvert fald ikke savne den familie! ”Jeg er færdig med dem.” De så hinanden i øjnene lidt, inden Alvar atter smilede.
”Godt så. Jeg informere min uduelige håndlanger om, at du ikke har diamanten, så burde han lade dig være,” han rejste sig og kastede et sidste blik på Daniel. ”Det kan godt være, du er færdig med dem, men er de færdige med dig?” Daniel så forvirret efter ham og åbnede munden, men han var ude, inden Daniel nåede at spørge:
”Færdige med mig?” Mennesket hvilede hagen mod sin hånd og gav sig til at tænke, så det knagede. Hvorfor skulle de ikke være det?
Mazin tog sin mobil op, imens han betragtede Alvar forsvinde fra caféen. Hvorfor skulle han også sættes til at overvåge ham? Vejrmagikeren trykkede irriteret 1, inden han tog den op til øret. Den blev taget lidt efter.
”Du havde ret,” han gik længere ind på taget, imens det skulderlange, grå hår fløj om ham i vinden. ”Nej, de snakkede kun,” han stoppede midt på taget og så mod himlen. ”Lesta, jeg har faktisk ting at lave!” Snerrede han arrigt af telefonen, men fnøs efter få øjeblikke: ”Fint, men du burde virkelig have spurgt Hiro, han er mere anonym!” Han lagde på og vendte blikket mod et stort reklameskilt på den anden side af gaden.
Hvorfor skal jeg lege bodyguard?! Hvis Daniel kommer i fare, smadrer jeg ham altså. Mazin nikkede kort for sig selv, imens det begyndte at tordne. Lidt efter kom regnen.