Stadig på bar bund [Åben]

[Adrian Lounq]

Næsten en uge var gået, og han var nødt til at forlade sit værelse. Det der med bare at ligge og glo op i loftet gav alligevel en overraskende appetit.
Adrian havde sneget sig ud og ned i køkkenet, hvor et par blodposer blev varmet og indtaget i et mere kontrolleret tempo end normalt. Han følte sig stadigvæk ikke sikker på, hvordan han skulle gribe det hele an. Ugen på værelset havde givet ham tid til at vænne sig bedre til at være vampyr. Det hjalp at være alene og bare tænke, men det ændrede ikke på, at han stadig savnede at tale med nogen som forstod ham. Eller nej … ikke bare forstod ham, men havde oplevet det samme. Der var forskel på at blive forvandlet efter ønske og at blive forvandlet ved et uheld. Uanset hvad andre sagde, var det en forskel, der var for stor for ham. Der måtte da være nogen som kendte til det?
Han lod sig dumpe ned i en stol i opholdsstuen og bankede hovedet en enkel gang tilbage i ryglænet. Der var ikke noget at gøre ved problemerne i hans hoved, så han måtte bare fokusere på noget andet. At komme i gang med sit arbejde igen ville nok hjælpe en del.

[Matthew Eric Night]

Matthew havde hørt fra Marie, som havde hørt fra Aaron at Adrian havde nogle problemer med at finde ud af hvad han var og hvad han ville med livet. Det undrede nu ikke den ældre vampyr at knægten havde det på den måde for dette var endnu ganske nyt for ham. Han havde forstået fra Marie at drengen havde låst sig inde på sit værelse for at være alene, og bruge tiden på at tænke hvilket kun var en god ide. Matthew ville ikke blande sig endnu, men som drengens skaber og værge havde han pligt til at snakke med ham når han engang havde forladt sin hule. Dette var sket denne dag, og selvfølgelig havde Matthew smidt det arbejde han havde mellem hænderne og straks søgt efter Adrian. Han standsede ved døren til opholdsstuen, lænede sig op ad dørkarmen med hænderne stukket i lommerne. Han var iklædt grå bukser, og en hvid skjorte. Ærmerne var smørret op men ellers var der intet usædvanligt at bemærke på den udseendemæssigt unge vampyr. Hans blik hvilede roligt på drengen hvor han hverken sagde eller gjorde noget i et stykke tid. Derefter rømmede han sig og trådte ind i den ret tomme opholdsstue.

[Adrian Lounq]

Stolen stod med ryggen til døren, så man bare kunne se et viftende ben hænge ud over armlænet. Adrian fik benet til at holde sig i ro, da han hørte Matthew komme ind. ”Hvad?” Han flyttede sig rundt, så han kunne ligge med hovedet over det ene armlæn og benene ud over det andet, imens han så hen mod vampyren. At være sur hjalp ikke rigtig. Han gad det ikke mere, siden han havde slået sig til tåls med, at Matthew virkelig bare havde prøvet at redde ham … på sin egen dumme måde. Tja, det var da et fremskridt fra at mene, han var djævlen i forklædning?

[Matthew Eric Night]

Matthew trådte roligt ind i rummet og nærmere hen det sted Adrian havde valgt at slå sig ned. Han tog sig ikke synderligt at måden drengen reagerede på, og at det manglede høflighed for han havde skam forstået og efterhånden lært at det var for meget at forlange for denne generations unge. I stedet for, satte han sig roligt ned, med det ene ben over det andet på den sofastol der stod overfor Adrian. "Jeg høre du har brugt tiden fornuftigt her den seneste uge" at der havde været ekstra stille i hans kontor og mindre forstyrrelser behøvede han skam ikke nævne. Han holdt en mindre pause inden han fortsatte "Det var meget fornuftigt, må jeg høre hvad du er kommet frem til?" det var et spørgsmål, Adrian kunne frivilligt give et svar på det.

[Adrian Lounq]

Adrian sukkede ved tanken. Matthew blev sikkert herre skuffet, når han fandt ud af, drengen ikke var nået nogen egentlig konklusion. Han forsøgte at trække sit svar et stykke tid med et: ”Tja…” som nok ikke sagde vildt meget. Han ville gerne være nået frem til noget mere og noget dybere, men det så ikke ud til at ske. ”Ikke særlig meget. Jeg begynder bare at arbejde igen … også fik jeg lidt bedre styr på sanserne,” på den del havde ugen været yderst produktiv. Han havde fået godt styr på de forstærkede sanser og følte sig da en anelse mere sikker i det fysiske vampyraspekt.

[Matthew Eric Night]

Matthew så blot roligt på ham og afventede et svar. Hans svar skuffede ham på ingen måde, derimod dukkede et mindre smil frem over Matthews ellers så udtryksløse ansigt og læber. Han lænede sig tilbage i den bløde stol han sad i og betragtede Adrian med hovedet en anelse på skrå. "Det glæder mig at høre at du nogenlunde har fundet ud af hvordan du skal starte, derudover er det godt at høre at du har fået styre på dine forstærkede sanser, det er meget flot" svarede han. Det var det skam, men han tvivlede alligevel på at Adrian havde fået helt styre på sine sanser, det indebar at kunne skelne mellem de forskellige lyde og lugte. At finde en et menneske, eller en vampyr for den sags skyld blandt en flok af sine egne var ikke let, og derfor skulle man være trænet i at kunne skelne lugte fra andre hvilket Adrian nok endnu ikke havde. "Hvis du får behov for hjælp til noget vedrørende dit arbejde.. siger du bare til" fortsatte han.

[Adrian Lounq]

Adrian forblev liggende på tværs af stolen og betragtede Matthew vende på hovedet. Han burde nok sætte sig ordentlig op, men gad ikke. Ugen havde hjulpet en smule, men så heller ikke mere. Han følte dog en dejlig ro i sit hoved, da han først havde fået vænnet sig til sanserne. Meget af irritationen havde nok også lagt i besværet med dem. ”Får jeg så min motorcykel?” Spurgte han drillende, når nu Matthew åbenbart lød helt stolt, selvom der måske ikke var grund til at være det. Adrian havde ikke ligefrem været hurtig til at lære det trodsalt. ”Nah, det gør jeg nok ikke. Det er ret enkelt.” Arbejdet var ikke noget problem. ”Jeg har overvejet at flytte ud og prøve at vende tilbage til mit oprindelige liv … men jeg har ikke helt bestemt mig endnu. Måske når jeg får skrabet nogle penge sammen.” Man måtte se tiden an på det punkt.

[Matthew Eric Night]

Matthew elskede børn, det var ingen hemmelighed, og Adrian var et barn... på mange punkter hans eget, hvorfor skulle han ikke være stolt? Det var som at tage det første skridt, hvilket det lige netop var hvad det havde været. Matthew valgte at overhøre kommentaren med motorcykelen og lyttede roligt og opmærksomt da denne fortsatte. Oplysningen om at Adrian overvejede at flytte generet ham ikke, drengen var måske i Matthews øjne et barn, men juridisk var han voksen nok til at klare sig selv. "At vende tilbage til dit gamle liv vil næppe blive lige så let som det lyder" Matthews svar var roligt og fortsat uden at vise følelser. Han sad roligt tilbagelænet i sofaen med hænderne flettede ind i hinanden og albuerne hvilende på armlænene. "Folk ser nu på dig som en vampyr, at lade som om intet er sket er ikke det bedste valg... hvis det ellers var hvad du havde forestillet dig. Men hvis du virkelig ønsker at flytte, så skal jeg ikke stoppe dig" Matthew tav nu og så afventende på Adrian.