Post by Adrian Lounq on Jan 31, 2012 14:52:19 GMT 1
”Kan du så denne her?” Azar klappede hænderne sammen to gange og begyndte at synge på et underligt sprog igen.
Daniel sad og så undersøgende på hende, da han ikke forstod et ord af sangen. Den måtte være på dæmonisk.
”Nej, jeg kan ikke tale dit sprog, Az,” sukkede han for mindst 20. gang. ”Prøv nu på menneskesproget?”
Azar skumlede kort. Hun var vist en af de udødelige, som hadede alt, der var umagisk.
”Den lyder bedre på mit sprog,” mumlede hun blot og prikkede hul på endnu en tyggegummiboble.
Daniel lagde armene over kors og så op i loftet. Han var sikker på, at hvis man stirrede længe nok, ville malingen falde af. Det virkede ikke som om der skulle meget til.
Azar spyttede tyggegummiet ud – så det satte sig fast på den eneste væg i cellen – og lagde sig ned under tæppet. Kort efter sov hun tungt.
Daniel blev siddende op ad tremmerne med de blå øjne rettet imod loftet. Man fik i fangenskab, eller det fik han i hvert fald. Han fiskede den glitrende diamant op af lommen og betragtede den i lyset fra loftslampen. Det var en brilliant, slebet i 58 flader: Et sandt mesterværk. Daniel stirrede fascineret på den gennemsigtige diamant, imens han vendte og drejede den i lyset, så han kunne se dens fulde farvespil. Den var virkelig fantastisk. Bare synd han aldrig ville kunne bruge den til noget. Med et suk blev den gemt væk igen. Ingen grund til at friste skæbnen og blive opdaget.
Han var i sikkerhed lidt endnu. Men hvor længe ville det vare? Måske var han bare røget fra asken og ind i ilden? Tankerne gled dog hurtigt fra diamanten og over til noget helt andet: Azar.
Pigen mumlede svagt på dæmonisk i søvne og vendte og drejede sig.
Det så ud til, hun havde mareridt? Daniel rejste sig og kravlede op til pigen, som nu lå og knugede om sin pude, imens hun gispede efter vejret, som hvis hun løb. Drengen strøg hende let over håret og forsøgte at berolige uden at vække. Det virkede, og Azar faldt hurtigt til ro og fik endda et lille, saligt smil om munden. Daniel valgte at blive siddende hos den 12-årige pige og våge, imens han ventede på en eller anden form for besked om, hvor længe han ville være strandet i fængsel. Han kiggede rundt i søgen efter et ur, men fandt intet, det ville ellers have været rart at vide, hvad pokker klokken var.
”Daniel?”
Han for sammen ved den pludselige stemme. Azar var vågnet og satte sig nu op.
”Ja?” Gabte han og strakte sig. Måske han selv skulle få sovet?
”Jeg tænkte på noget,” sagde Azar og betragtede ham. ”Hvorfor stjæler du?”
”Noget skal jeg jo leve af,” Daniel kløede sig forlegent i nakken. ”Jeg har ingen penge at købe ting for.”
”Så du er altså en gadedreng,” konkluderede ilddæmonen og smilede svagt. ”Har du ingen forældre?”
”Nej, det har de fleste på gaden ikke,” sukkede han. ”Hvorfor?” Han vendte det blå blik mod hendes grønne øjne igen i forventning om, der kom en pointe før eller siden.
”Jeg bor også på gaden. Jeg stak af hjemme fra,” mumlede hun lavmælt. ”Det var bare mig og min far derhjemme …”
Hun blev afbrudt, da døren ude på gangen åbnede, og en Luna-vagt trådte ind. Han havde et fast tag om armen på en kvinde. Daniel behøvede ikke mere end et sekund til at regne ud, hvad hun kom til at sidde inde for. Den lårkorte nederdel og det oversmikkede ansigt sagde det hele.
Vagten marcherede hen til cellen og kastede et blik på de unge væsner, inden han pegede på drengen.
”Din sag er blevet behandlet, du kan gå,” han låste op ind til cellen og smed kvinden ind.
Yes! Frihed! På trods af den lovende, åbne celledør og tanken om at komme ud i den friske luft, tøvede Daniel og så på Azar.
Ville hun klare sig alene? Han kunne ikke lade være med at have ondt af pigen.
”Du må hellere gå,” mumlede pigen og smilede falskt.
Han sukkede og nikkede, inden han gik ud af cellen, og vagten låste igen.
”Jeg får skrabet penge sammen og får dig ud,” lovede han, og pigen smilede igen - denne gang mere ægte.
”Tak, Daniel!”
”Vi ses,” med de ord gik han ud af rummet og kom ind i selve lunarstationen.
Der var travlt som sædvanlig. Han hadede det sted – af åbenlyse årsager – og ville helst bare hurtigt ud! Heldigvis var vagten åbenbart enig i, at han skulle skride, for han blev hurtigt trukket hen over det hvide gulv. Væggene var også hvide, som om de forsøgte at få det hele til at ligne en klinik. Det fik nu kun Daniel til at tænke på forsøgslaboratorier. De nåede udgangen, hvor tyveknægten blev smidt ud af døren. Daniel satte sig – for anden gang i de sidste 24 timer – op og skulede til bygningen bag sig.
De narhoveder kunne fandme rende ham, kunne de! Han kom hurtigt på benene og børstede sine bukser af. Det så ud til, han slap for at betale en bøde. Det var nu sært, han havde ikke engang fået en moralprædiken. Det kunne være et dårligt tegn, men Daniel vidste ikke, hvor mange tråde Douglas kunne trække i eller hvor langt op de kunne nå. Kunne han virkelig få selveste Lothar til bare at frigive en fange?
Drengen begyndte at traske hen ad gaden, imens middagssolen kæmpede sig op over byens huse.
Som om det ikke var nok, at han højst sandsynligvis var blevet lukket ud i kløerne på Douglas: Han frøs allerede ad helvedes til uden den lune jakke. Det var tvivlsomt, at han kunne overleve de kolde efterårsnætter udenfor. Det betød, at herberget var den eneste udvej, hvilket han sikkert heller ikke ville overleve, for der ville Douglas’ mænd vente. Et valg mellem pest og kolera, tænkte han muggent og stoppede for rødt lys. Han ville ikke kunne gemme sig nu. Det var kun et spørgsmål om tid, inden han ville blive fundet.
Da det blev grønt, gik han over vejen og betragtede et butiksvindue med nogle mannequin-dukker, som stolt fremviste efterårets mode. Hvordan skulle han dog skaffe penge til at få Azar ud af fængslet? Han vidste ikke engang, hvad det ville koste! Jeg burde tænke mig om, vrissede han af sig selv og traskede opgivende videre. Han kunne jo knap nok forsørge sig selv med de penge, han kunne skaffe. Med et dybt suk lod han sig synke ned på en bænk i den nærmest park og så rundt på de væsner, som gik imod deres destinationer.
Dem der skilte sig mest ud var magikerne med deres mildt sagt underlige hårfarver. Daniel kunne få øje på tre gulhårede og en med skrigende grønt. De havde det let med deres ejerlejligheder og nye biler, imens han sad ude i kulden og måtte leve med jalousien.
”Der er du!” Hans tanker blev afbrudt af en bekendt stemme, og han sprang forskrækket op fra bænken. Douglas stod alt for tæt på og nedstirrede ham. ”Aflever!”
”Undskyld mig, men jeg kommer i tanke om, jeg har lidt småtravlt!” Daniel snurrede rundt på hælene og styrtede af sted ud af parken og hen ad gaden, hvor et par ildmagikere forskrækket sprang til side.
Ildkugler fløj i alverdens retninger og fik sat fut i en troldmands hår, imens resten fik et par jorddæmoner til at springe i dækning under nogle bænke. Daniel drejede ind på gågaden for at skjule sig i myldret af folk, imens en let støvregn begyndte at falde – igen. Han stønnede irriteret og satte farten op, men kunne stadig høre Douglas’ råb bag sig, og nu lød der til at være kommet flere mænd til!? Han var nær snublet over en af brostenene, men genvandt hurtigt balancen og så sig panisk omkring efter en udvej. Regnen faldt efterhånden hurtigere og hårdere omkring ham, da han løb videre med Douglas og hans mænd i hælene.
Det var noget lort! Han havde virkelig håbet, manglen på bøde havde været en fejl, men held var bare ikke noget, Daniel var født med! Selvfølgelig havde Douglas trukket i nogle tråde! Han skulle slippe væk! Han var dødsdømt, hvis han blev indhentet!
Daniel drejede skarpt ind ad en sidegade og løb videre. Han nåede dog ikke langt, for han snublede igen over et eller andet og fandt denne gang ikke balancen. Hurtigt satte han sig op i den vandpyt, som han var endt i, og forsøgte at komme på benene. Kunne hans dag blive værre?! Mændene, som drejede om hjørnet, forsikrede desværre, at dagen kunne blive MEGET værre. Han kravlede forskrækket bagud, imens han forsøgte at komme op uden at snuble. Mændene nåede ham desværre først og rev ham op at stå.
”Jeg vil have min ejendel tilbage,” snerrede Douglas, der nærmede sig i sin lange trenchcoat, og Daniel sank en klump. Hvad skulle han nu gøre? ”Så hvor er den?”
”J-Jeg har den ikke på mig,” løj han stammende, og manden så rasende på sin fange. Måske kunne han købe sig noget tid til at finde den? Næppe, men han ville gerne have nogle sekunder til i denne verden! ”Jeg tror, j-j-jeg har m-mistet...”
”HAR DU TABT DEN?!” Brølede den sorthårede arrigt og afbrød dermed Daniels ynkelige forsøg på at sno sig ud af situationen.
”D-Det tror je...”
,”DIN LILLE MØGUNGE AF EN FORVOKSET TEENAGER! JEG BURDE HÆNGE DIG UD OVER STJERNETÅRNET OG...”
”Gør det endelig,” stemmen kom bag på Douglas, som stoppede sit råberi, og Daniel så forvirret mod stemmens ejer. En mand stod mellem to containere. Det måtte være ham, Daniel var faldet over under sin flugt. ”Så kan man måske få lov til at hvile sig lidt,” den fremmedes tone var kølig og afmålt, og Daniel genkendte ham med det samme. Det var ham fra taget. Elverens smaragdgrønne øjne og lange, blonde hår var ikke til at tage fejl af.
”Lesta!” Udbrød Douglas overrasket, og fyren løftede et øjenbryn. Hans ene hånd fandt hen til det sværd, som sad i hans bælte, og Daniel undrede sig over, hvorfor han dog gik med sværd. Det var sgu da gammeldags.
”Jah?”
”Hvad i alverden laver du her?” Gangsteren glemte helt at råbe af Daniel, der forsøgte at vride sig fri af sine fangevogtere uden held.
Elveren skænkede ikke mennesket mange blikke og fokuserede på trenchcoat-manden, imens regnen strøg ned om dem og slog svagt imod containerne.
”Jeg sover,” lød det kortfattet, og Douglas så halvirriteret ud ved det provokerende svar. ”Så hvis I gad skride, ville det være rart.”
”Du skal ikke give mig ordre, y...”
”Hold kæft!” Snerrede den lyshårede og afbrød igen Douglas, som modvilligt lukkede munden. ”Skrid, eller jeg hjælper jer med at lette røven!”
Regnen var for en stund den eneste lyd, der trådte frem imellem de to højhuse, imens Douglas’ ansigt blev mere sammenbidt.
”Jeg har fået ordre på at lade være.” Han sendte sine mænd et sideblik.
Daniel mærkede grebet om sine arme blive strammet, så han uvilkårligt skar en grimasse og overvejede, om de forsøgte at brække dem.
”Ordre?” Lesta lo. ”Er han virkelig så vred?” Han grinede, og Daniel så spørgende fra den ene til den anden.
Hvad foregik der egentlig?!
Douglas gjorde en næsten umærkelig håndbevægelse til en af sine mænd, som med det sammen angreb den grinende elver. En rod skød gennem jorden og gennemborede ham, inden han var i nærheden af Lesta. Elveren var holdt op med at grine og skulede til Douglas.
Daniel så rundt efter et træ, men kunne ikke få øje på noget. De nærmeste træer var dem i parken, og hvordan kunne en elver overhovedet bruge jordmagi?
”Tro ikke at dine sølle håndlangere har en chance.” Elveren så ondsindet på Douglas, imens Daniel bestemte sig for, at den fyr kunne være en ret nyttig redning.
”Lesta!” Han forsøgte at vinke med armene til elveren, men det blev kun til nogle akavede fagter med hænderne. ”Lidt hjælp ville være rart!”
”Hvorfor ser du så på mig? Jeg har mine egne problemer.” Lesta vendte flokken ryggen og gik.
”Lesta!” Douglas så rasende efter elveren. ”Stop ham!” Han slog ud med en arm mod sine mænd, som løb efter den lyshårede mand.
”Helt ærligt,” adskillige rødder skød nu op gennem jorden og gennemborede hver eneste mand, som forsøgte at nærme sig. Selv de to, der holdte Daniel, og Douglas måtte tage benene på nakken.
Daniel blev i første omgang stående og betragtede elveren, som så tavst på en af de døde. Hans hånd hvilede nu på maven og ikke på sværdet. Mennesket mente, han kunne skimte noget rødt på den ellers hvide skjorte under frakken.
Han havde lige slået dem allesammen ihjel? Han så ikke engang ud til at have gjort sig umage. Hvordan kunne han gøre sådan noget så let og enkelt? Daniel forbød sig selv at se ned, imens han kunne høre mændene ånde ud. Han havde ikke lyst til at se sådan noget og forsøgte at spille uvidende om deres død.
”Ynkeligt.”
”Det er da ikke ynkeligt,” mennesket løb over til elveren, som skulede til ham og gik. ”Vent!” Han fulgte efter Lesta, der gik videre som om intet var hændt. ”Lesta!”
”Hold op med at følge efter mig, knægt,” knurrede manden irriteret og forsatte videre i et højere tempo. ”Har du ikke nogen andre at gå på nerverne?”
”Jeg har knap nok talt med dig,” bemærkede Daniel forulempet, da han nåede op på siden af ham.
”Sjovt, du bliver ved med at tale, og du går mig stadig på nerverne,” Lesta fnøs og forsatte, men han kom kun et par meter, inden han sank i knæ. ”For fanden da også,” han forsatte med at bande lavmælt, og Daniel priste sig lykkelig for ikke at kunne høre resten af ordene i det øjeblik. Det røde var begyndt at træde mere frem på skjorten.
”Hvor længe har du mistet blod?”
”Det kommer ikke dig ved,” elveren kom med besvær på benene igen, men sank atter sammen efter et par skridt. ”Hvor er de også allesammen, når man skal bruge dem?”
Daniel skævede til de forbipasserende, der med fuldt overlæg ignorerede dem.
”Hvem?”
”Ingen,” Lesta kæmpede sig igen på benene og gik besværligt videre.
Daniel rodede først op i sit brune hår med et suk, men gik så op på siden af Lesta og tog hans arm om sine skuldre.
”Støt dig til mig, så skal jeg nok hjælpe dig hjem,” han smilede let til elveren, der så undrende tilbage.
”Drop det der, du kan umuligt hjælpe mig hele vejen hjem.”
”Jeg er stærkere end jeg ser ud til,” svarede Daniel bare og støttede ham, da han tog et skridt frem. ”Du når aldrig hjem uden hjælp.”
”Men du stinker…”
”Vil du have hjælp eller ej?!” Bed mennesket fornærmet. Lesta havde nu sikkert ret. Han var jo ikke kommet af med containerlugten endnu, men derfor kunne fyren vel godt lade som ingenting og være lidt taknemlig!
Lesta åbnede munden for at protestere, men tav så ved nærmere eftertanke og nikkede.
Daniel sad og så undersøgende på hende, da han ikke forstod et ord af sangen. Den måtte være på dæmonisk.
”Nej, jeg kan ikke tale dit sprog, Az,” sukkede han for mindst 20. gang. ”Prøv nu på menneskesproget?”
Azar skumlede kort. Hun var vist en af de udødelige, som hadede alt, der var umagisk.
”Den lyder bedre på mit sprog,” mumlede hun blot og prikkede hul på endnu en tyggegummiboble.
Daniel lagde armene over kors og så op i loftet. Han var sikker på, at hvis man stirrede længe nok, ville malingen falde af. Det virkede ikke som om der skulle meget til.
Azar spyttede tyggegummiet ud – så det satte sig fast på den eneste væg i cellen – og lagde sig ned under tæppet. Kort efter sov hun tungt.
Daniel blev siddende op ad tremmerne med de blå øjne rettet imod loftet. Man fik i fangenskab, eller det fik han i hvert fald. Han fiskede den glitrende diamant op af lommen og betragtede den i lyset fra loftslampen. Det var en brilliant, slebet i 58 flader: Et sandt mesterværk. Daniel stirrede fascineret på den gennemsigtige diamant, imens han vendte og drejede den i lyset, så han kunne se dens fulde farvespil. Den var virkelig fantastisk. Bare synd han aldrig ville kunne bruge den til noget. Med et suk blev den gemt væk igen. Ingen grund til at friste skæbnen og blive opdaget.
Han var i sikkerhed lidt endnu. Men hvor længe ville det vare? Måske var han bare røget fra asken og ind i ilden? Tankerne gled dog hurtigt fra diamanten og over til noget helt andet: Azar.
Pigen mumlede svagt på dæmonisk i søvne og vendte og drejede sig.
Det så ud til, hun havde mareridt? Daniel rejste sig og kravlede op til pigen, som nu lå og knugede om sin pude, imens hun gispede efter vejret, som hvis hun løb. Drengen strøg hende let over håret og forsøgte at berolige uden at vække. Det virkede, og Azar faldt hurtigt til ro og fik endda et lille, saligt smil om munden. Daniel valgte at blive siddende hos den 12-årige pige og våge, imens han ventede på en eller anden form for besked om, hvor længe han ville være strandet i fængsel. Han kiggede rundt i søgen efter et ur, men fandt intet, det ville ellers have været rart at vide, hvad pokker klokken var.
”Daniel?”
Han for sammen ved den pludselige stemme. Azar var vågnet og satte sig nu op.
”Ja?” Gabte han og strakte sig. Måske han selv skulle få sovet?
”Jeg tænkte på noget,” sagde Azar og betragtede ham. ”Hvorfor stjæler du?”
”Noget skal jeg jo leve af,” Daniel kløede sig forlegent i nakken. ”Jeg har ingen penge at købe ting for.”
”Så du er altså en gadedreng,” konkluderede ilddæmonen og smilede svagt. ”Har du ingen forældre?”
”Nej, det har de fleste på gaden ikke,” sukkede han. ”Hvorfor?” Han vendte det blå blik mod hendes grønne øjne igen i forventning om, der kom en pointe før eller siden.
”Jeg bor også på gaden. Jeg stak af hjemme fra,” mumlede hun lavmælt. ”Det var bare mig og min far derhjemme …”
Hun blev afbrudt, da døren ude på gangen åbnede, og en Luna-vagt trådte ind. Han havde et fast tag om armen på en kvinde. Daniel behøvede ikke mere end et sekund til at regne ud, hvad hun kom til at sidde inde for. Den lårkorte nederdel og det oversmikkede ansigt sagde det hele.
Vagten marcherede hen til cellen og kastede et blik på de unge væsner, inden han pegede på drengen.
”Din sag er blevet behandlet, du kan gå,” han låste op ind til cellen og smed kvinden ind.
Yes! Frihed! På trods af den lovende, åbne celledør og tanken om at komme ud i den friske luft, tøvede Daniel og så på Azar.
Ville hun klare sig alene? Han kunne ikke lade være med at have ondt af pigen.
”Du må hellere gå,” mumlede pigen og smilede falskt.
Han sukkede og nikkede, inden han gik ud af cellen, og vagten låste igen.
”Jeg får skrabet penge sammen og får dig ud,” lovede han, og pigen smilede igen - denne gang mere ægte.
”Tak, Daniel!”
”Vi ses,” med de ord gik han ud af rummet og kom ind i selve lunarstationen.
Der var travlt som sædvanlig. Han hadede det sted – af åbenlyse årsager – og ville helst bare hurtigt ud! Heldigvis var vagten åbenbart enig i, at han skulle skride, for han blev hurtigt trukket hen over det hvide gulv. Væggene var også hvide, som om de forsøgte at få det hele til at ligne en klinik. Det fik nu kun Daniel til at tænke på forsøgslaboratorier. De nåede udgangen, hvor tyveknægten blev smidt ud af døren. Daniel satte sig – for anden gang i de sidste 24 timer – op og skulede til bygningen bag sig.
De narhoveder kunne fandme rende ham, kunne de! Han kom hurtigt på benene og børstede sine bukser af. Det så ud til, han slap for at betale en bøde. Det var nu sært, han havde ikke engang fået en moralprædiken. Det kunne være et dårligt tegn, men Daniel vidste ikke, hvor mange tråde Douglas kunne trække i eller hvor langt op de kunne nå. Kunne han virkelig få selveste Lothar til bare at frigive en fange?
Drengen begyndte at traske hen ad gaden, imens middagssolen kæmpede sig op over byens huse.
Som om det ikke var nok, at han højst sandsynligvis var blevet lukket ud i kløerne på Douglas: Han frøs allerede ad helvedes til uden den lune jakke. Det var tvivlsomt, at han kunne overleve de kolde efterårsnætter udenfor. Det betød, at herberget var den eneste udvej, hvilket han sikkert heller ikke ville overleve, for der ville Douglas’ mænd vente. Et valg mellem pest og kolera, tænkte han muggent og stoppede for rødt lys. Han ville ikke kunne gemme sig nu. Det var kun et spørgsmål om tid, inden han ville blive fundet.
Da det blev grønt, gik han over vejen og betragtede et butiksvindue med nogle mannequin-dukker, som stolt fremviste efterårets mode. Hvordan skulle han dog skaffe penge til at få Azar ud af fængslet? Han vidste ikke engang, hvad det ville koste! Jeg burde tænke mig om, vrissede han af sig selv og traskede opgivende videre. Han kunne jo knap nok forsørge sig selv med de penge, han kunne skaffe. Med et dybt suk lod han sig synke ned på en bænk i den nærmest park og så rundt på de væsner, som gik imod deres destinationer.
Dem der skilte sig mest ud var magikerne med deres mildt sagt underlige hårfarver. Daniel kunne få øje på tre gulhårede og en med skrigende grønt. De havde det let med deres ejerlejligheder og nye biler, imens han sad ude i kulden og måtte leve med jalousien.
”Der er du!” Hans tanker blev afbrudt af en bekendt stemme, og han sprang forskrækket op fra bænken. Douglas stod alt for tæt på og nedstirrede ham. ”Aflever!”
”Undskyld mig, men jeg kommer i tanke om, jeg har lidt småtravlt!” Daniel snurrede rundt på hælene og styrtede af sted ud af parken og hen ad gaden, hvor et par ildmagikere forskrækket sprang til side.
Ildkugler fløj i alverdens retninger og fik sat fut i en troldmands hår, imens resten fik et par jorddæmoner til at springe i dækning under nogle bænke. Daniel drejede ind på gågaden for at skjule sig i myldret af folk, imens en let støvregn begyndte at falde – igen. Han stønnede irriteret og satte farten op, men kunne stadig høre Douglas’ råb bag sig, og nu lød der til at være kommet flere mænd til!? Han var nær snublet over en af brostenene, men genvandt hurtigt balancen og så sig panisk omkring efter en udvej. Regnen faldt efterhånden hurtigere og hårdere omkring ham, da han løb videre med Douglas og hans mænd i hælene.
Det var noget lort! Han havde virkelig håbet, manglen på bøde havde været en fejl, men held var bare ikke noget, Daniel var født med! Selvfølgelig havde Douglas trukket i nogle tråde! Han skulle slippe væk! Han var dødsdømt, hvis han blev indhentet!
Daniel drejede skarpt ind ad en sidegade og løb videre. Han nåede dog ikke langt, for han snublede igen over et eller andet og fandt denne gang ikke balancen. Hurtigt satte han sig op i den vandpyt, som han var endt i, og forsøgte at komme på benene. Kunne hans dag blive værre?! Mændene, som drejede om hjørnet, forsikrede desværre, at dagen kunne blive MEGET værre. Han kravlede forskrækket bagud, imens han forsøgte at komme op uden at snuble. Mændene nåede ham desværre først og rev ham op at stå.
”Jeg vil have min ejendel tilbage,” snerrede Douglas, der nærmede sig i sin lange trenchcoat, og Daniel sank en klump. Hvad skulle han nu gøre? ”Så hvor er den?”
”J-Jeg har den ikke på mig,” løj han stammende, og manden så rasende på sin fange. Måske kunne han købe sig noget tid til at finde den? Næppe, men han ville gerne have nogle sekunder til i denne verden! ”Jeg tror, j-j-jeg har m-mistet...”
”HAR DU TABT DEN?!” Brølede den sorthårede arrigt og afbrød dermed Daniels ynkelige forsøg på at sno sig ud af situationen.
”D-Det tror je...”
,”DIN LILLE MØGUNGE AF EN FORVOKSET TEENAGER! JEG BURDE HÆNGE DIG UD OVER STJERNETÅRNET OG...”
”Gør det endelig,” stemmen kom bag på Douglas, som stoppede sit råberi, og Daniel så forvirret mod stemmens ejer. En mand stod mellem to containere. Det måtte være ham, Daniel var faldet over under sin flugt. ”Så kan man måske få lov til at hvile sig lidt,” den fremmedes tone var kølig og afmålt, og Daniel genkendte ham med det samme. Det var ham fra taget. Elverens smaragdgrønne øjne og lange, blonde hår var ikke til at tage fejl af.
”Lesta!” Udbrød Douglas overrasket, og fyren løftede et øjenbryn. Hans ene hånd fandt hen til det sværd, som sad i hans bælte, og Daniel undrede sig over, hvorfor han dog gik med sværd. Det var sgu da gammeldags.
”Jah?”
”Hvad i alverden laver du her?” Gangsteren glemte helt at råbe af Daniel, der forsøgte at vride sig fri af sine fangevogtere uden held.
Elveren skænkede ikke mennesket mange blikke og fokuserede på trenchcoat-manden, imens regnen strøg ned om dem og slog svagt imod containerne.
”Jeg sover,” lød det kortfattet, og Douglas så halvirriteret ud ved det provokerende svar. ”Så hvis I gad skride, ville det være rart.”
”Du skal ikke give mig ordre, y...”
”Hold kæft!” Snerrede den lyshårede og afbrød igen Douglas, som modvilligt lukkede munden. ”Skrid, eller jeg hjælper jer med at lette røven!”
Regnen var for en stund den eneste lyd, der trådte frem imellem de to højhuse, imens Douglas’ ansigt blev mere sammenbidt.
”Jeg har fået ordre på at lade være.” Han sendte sine mænd et sideblik.
Daniel mærkede grebet om sine arme blive strammet, så han uvilkårligt skar en grimasse og overvejede, om de forsøgte at brække dem.
”Ordre?” Lesta lo. ”Er han virkelig så vred?” Han grinede, og Daniel så spørgende fra den ene til den anden.
Hvad foregik der egentlig?!
Douglas gjorde en næsten umærkelig håndbevægelse til en af sine mænd, som med det sammen angreb den grinende elver. En rod skød gennem jorden og gennemborede ham, inden han var i nærheden af Lesta. Elveren var holdt op med at grine og skulede til Douglas.
Daniel så rundt efter et træ, men kunne ikke få øje på noget. De nærmeste træer var dem i parken, og hvordan kunne en elver overhovedet bruge jordmagi?
”Tro ikke at dine sølle håndlangere har en chance.” Elveren så ondsindet på Douglas, imens Daniel bestemte sig for, at den fyr kunne være en ret nyttig redning.
”Lesta!” Han forsøgte at vinke med armene til elveren, men det blev kun til nogle akavede fagter med hænderne. ”Lidt hjælp ville være rart!”
”Hvorfor ser du så på mig? Jeg har mine egne problemer.” Lesta vendte flokken ryggen og gik.
”Lesta!” Douglas så rasende efter elveren. ”Stop ham!” Han slog ud med en arm mod sine mænd, som løb efter den lyshårede mand.
”Helt ærligt,” adskillige rødder skød nu op gennem jorden og gennemborede hver eneste mand, som forsøgte at nærme sig. Selv de to, der holdte Daniel, og Douglas måtte tage benene på nakken.
Daniel blev i første omgang stående og betragtede elveren, som så tavst på en af de døde. Hans hånd hvilede nu på maven og ikke på sværdet. Mennesket mente, han kunne skimte noget rødt på den ellers hvide skjorte under frakken.
Han havde lige slået dem allesammen ihjel? Han så ikke engang ud til at have gjort sig umage. Hvordan kunne han gøre sådan noget så let og enkelt? Daniel forbød sig selv at se ned, imens han kunne høre mændene ånde ud. Han havde ikke lyst til at se sådan noget og forsøgte at spille uvidende om deres død.
”Ynkeligt.”
”Det er da ikke ynkeligt,” mennesket løb over til elveren, som skulede til ham og gik. ”Vent!” Han fulgte efter Lesta, der gik videre som om intet var hændt. ”Lesta!”
”Hold op med at følge efter mig, knægt,” knurrede manden irriteret og forsatte videre i et højere tempo. ”Har du ikke nogen andre at gå på nerverne?”
”Jeg har knap nok talt med dig,” bemærkede Daniel forulempet, da han nåede op på siden af ham.
”Sjovt, du bliver ved med at tale, og du går mig stadig på nerverne,” Lesta fnøs og forsatte, men han kom kun et par meter, inden han sank i knæ. ”For fanden da også,” han forsatte med at bande lavmælt, og Daniel priste sig lykkelig for ikke at kunne høre resten af ordene i det øjeblik. Det røde var begyndt at træde mere frem på skjorten.
”Hvor længe har du mistet blod?”
”Det kommer ikke dig ved,” elveren kom med besvær på benene igen, men sank atter sammen efter et par skridt. ”Hvor er de også allesammen, når man skal bruge dem?”
Daniel skævede til de forbipasserende, der med fuldt overlæg ignorerede dem.
”Hvem?”
”Ingen,” Lesta kæmpede sig igen på benene og gik besværligt videre.
Daniel rodede først op i sit brune hår med et suk, men gik så op på siden af Lesta og tog hans arm om sine skuldre.
”Støt dig til mig, så skal jeg nok hjælpe dig hjem,” han smilede let til elveren, der så undrende tilbage.
”Drop det der, du kan umuligt hjælpe mig hele vejen hjem.”
”Jeg er stærkere end jeg ser ud til,” svarede Daniel bare og støttede ham, da han tog et skridt frem. ”Du når aldrig hjem uden hjælp.”
”Men du stinker…”
”Vil du have hjælp eller ej?!” Bed mennesket fornærmet. Lesta havde nu sikkert ret. Han var jo ikke kommet af med containerlugten endnu, men derfor kunne fyren vel godt lade som ingenting og være lidt taknemlig!
Lesta åbnede munden for at protestere, men tav så ved nærmere eftertanke og nikkede.
