He's the devil in disguise...

[Katelin Hellow]

Hvor det første møde med Dash havde gjort hende rastløs havde deres andet møde fået hende til at isolere sig på hendes kontor, hvor hun havde begravet sig i papirarbejde – noget der havde været mere end nok af i sær efter som hun havde overtaget lidt af Drakes også. Det var nu ikke fordi det var noget hun havde været nød til, hun havde tilbudte det fordi hun viste at Drake havde haft svært ved at følge med efter hans sekretærs bortgang og så vidt hun viste havde han endnu ikke fundet en ny til opgaven. Hun burde dog havde vist bedre end at tro at hun ville være tilfreds med at holde sig inde dørs over en længere periode, hun var hurtigt kommet til at savne den mere aktive del. Ja klart, Illuminati havde da trænings lokaler men et løbebånd flere meter under jorden ville bare aldrig kunne erstatte den frihed der var ved at løbe udendørs omgivet af den friske luft. Derfor tilhørte Katelin den del af Istanbuls borger der var stor tilhænger at byparken var åben hele døgnet, selvom det nok heller ikke havde holdt hende væk hvis det havde været sådan at der havde været låst af efter som det nok ikke ville havde krævet Katelin meget besvær at klatter over hænget hun var jo van til at bevæge sig i langt mere udfordrerne tærrant. Parken lå mørk og øde hen sådan som den tog sig bedst ud i nattetimerne, kun den de store stiger var oplyste og det var disse siger Kaltelin fulgte på hendes løbe tur. Det vil sige hun løb parallelt med dem men aldrig så tæt på at hun blev ramt at lyset, dette betød at hvis der kom nogle på stigen ville hun højt sandsynlig kunne se dem længe før de kunne se hende og det var sådan hun fortrak det. Katelin var dog fuldt bevist om at vampyrerne i det fleste tilfælde ville være undtagelsen der bekræftede reglen.

[Dash Norvig]

I modsætning til Katelin som havde isoleret sig på sit kontor, havde Dash forsøgt at føre så almindelig en tilværelse som han nu havde. Med almindelig betød det plyndringer, problemer for politiet og morskab på gaderne for hans slæng af halvblodsvampyrer. Han havde ikke glemt hende, og hvert sekund hvor han ikke havde været beskæftiget med noget dukkede hun op i hans tanker. Han havde ikke holdt øje med hende, men sørgede for at lade en af sine vampyrvenner gøre det for ham, denne skulle sørge for at holde hende væk fra problemerne og skulle hun støde ind i nogen måtte denne træde til og hjælpe hende dog uden at lade sig bemærke. Så ja, Dash havde sørgede for at hun havde sin helt egen skytsdjævel.

Grunden til at Dash ikke selv havde holdt øje med hende eller arrangeret et møde som han sidst havde gjort var at han var nød til at få orden på nogle ting, og først og fremmest havde han måtte glemme smagen af hendes blod og den lyst han havde fået til at tømme hende fuldkommen. Dette havde dog været svært, og havde taget flere uger til trods for de få dråber han havde fået smagt af hendes blod. Det var dog lykkedes i sidste ende, og da han denne aften havde bedt sin vampyrven om at holde fri, havde han overtaget hans plads. Så snart hun var dukket op havde han skyggede hende, dog på en afstand af flere husblogge så de specielt fremstillede kontaktlinser ikke ville registrere noget på den afstand. Hendes tur havde ført hende til parken, og blikket fulgte hende roligt mens hun begyndte at løbe. Se den slags træning behøvede vampyrer ikke, men mennesker som hende gjorde. Lyden af hendes puls der steg i styrke og den hamrende hjerte der hamrede mere gjorde ham rastløs, men i stedet for at vende om og smutte sin vej igen trådte han ind i parken med rolig lydløse skridt og gav sig til at gå hende i møde. Lyset fra lygtepælene ramte ham når han gik forbi og kastede et uhyggeligt skær hen over ham. hænderne hvilede roligt i lommerne på hans mørkeblå jeans, og på overkroppen bar han en lyseblå T-shirt. Snart var det ikke kun hendes fært han kunne lugte, og hendes puls han kunne høre, men han kunne også se hende.

[Katelin Hellow]

Havde Katelin vist at han havde sat en mand til at skygge hende havde det nok pisset hende af, hun var ikke noget barn og havde ikke brug for en babysitter og da slet ikke en vampyr babysitter. Nej havde hun brug for nogle til at dække hendes ryg var hun da ved gud gammel nok til selv at bed om hjælp og så ville det uden tvivl havde blevet en af Illuminati’s egne, en hun stolede på og ikke en klam vampyr det var da klart også selvom Katelin sjældent spurte om hjælp til noget hun ikke følte hun havde 100% styr på. Hans udeblivelse havde i høj grad været sund for Katelin, ganske hvis havde hun tilbragt store dele tiden på hendes kontor, men det havde også givet hende tid til at tænke og den seneste uges tid havde da også forløbet forholdsvis normale. Ja hun havde endda haft overskud til at lytte Illuminati agenternes mangler og behov selvom det i høj grad kede hende, det var jo næsten altid det samme, de nyere agenter brokkede sig over at det udstyr de havde adgang til ikke var tilstrækkeligt mens de mere erfarende agenter krævede mere ansvar eller medbestemmelse. Naturligvis var det ikke muligt at efter komme alles ønsker, men man kunne jo altid forsøge at finde en vej der dækkede flest muligst behov.


Hvis hun selv skulle sige det så havde hendes forsøg på at holde ham uden af hendes hoved været aldeles vellykket, i hvert fald i hendes vågne timer nætterne derimod havde været et kapitel for dem selv. Hendes søvn havde været urolig og gentagende gange havde den været afbrudt at pinefuldt livagtige drømme hvor hun ikke blot havde nøjes med at genkalde sig kysset fra deres sidste møde, nej i drømmene havde hun givet sig fuldt ud hen til ham uden så meget som at tænke over det eller kæmpe imod og hver gang havde det taget hende adskillige minutter at få hvert igen når hun var vågnet. Hun havde ikke løbet ret lange før noget fangede hendes opmærksomhed, klart hendes puls var steget men det var jo kun naturligt hun var jo menneske og gudskelov for det da! Dog var hun ikke i nærheden af at være forpustet, der skulle mere til. Havde hun ikke haft sine kontaktlinser i ville der nok være gået længere tid før hun havde opdaget ham det der helt klart havde været det pluslige farveskift fra kontaktlinserne der havde vækket hendes opmærksomhed og mere eller mindre ubevist have fået hende til at stoppe op. Katelin stod ubevægeligt og fulgte vampyren med alt i mens denne nærmede sig badet i lyset fra lygtepælene langs med stien, selvom hun endnu ikke kunne se ham helt tydeligt var hun ikke et øjeblik i tvivl om hvem hun havde fået selvskab af. Hendes forræderiske hjerte havde udslettet tvivlen fuldt ud i det det begyndte at slå hurtigere, Katelin så sig kort over skulderen i det hun overvejede om hun skulle smutte inden han nåde helt hen til hende men skubbede tanken fra sig næsten med det samme. Det ville alligevel ikke havde hjulpet noget, hvis hun havde fået øje på ham så havde han helt sikkert også set hende. Det var jo næppe nogle hemmelighed at vampyrers syn var mindst 3 gang bedre end menneskers, så i stedet for at forsøge at flygte lod hun en hånd glide gennem det røde hår for at få det væk fra øjne og tog en dyb indånding i det hun langsomt begyndte at gå ham i møde. ”Svar ærligt… Har du fulgt efter mig eller er jeg blevet født under en ulykkesstjerne?” Spurte hun kort før hun nåde hen til ham, hendes tone havde været skarp for ikke at sige næsten bebrejdende men det forsigtige smil på hendes læber mod sagde lidt det skarpe tone. Hun stoppede og lidt over en meter fra ham i det hun lagde armen over kors alt i mens hun så spørgende på ham, mest af alt havde hun dog lyst til at slog blikket ned. Han var så perfekt at se på at det næsten gjorde, dog forsøgte hun at ignorerer det skønt det ikke var nogle let opgave.

[Dash Norvig]

Selvfølgelig ville hun være blevet vred over at han havde sat en mand til at skygge hende, især ville hun være blevet vred over at vide hvilke race denne mand havde. Men der var vel gode grunde til at han havde holdt det for sig selv og slet ikke sagt noget til hende om hverken hans ven og at han faktisk beskyttede hende af en eller anden latterlig grund som han ikke selv forstod til fulde. Så nej, han havde intet sagt, og havde da heller ikke planer om at sige noget. mens de to havde været adskilt var han næsten 100 % sikker på at hun havde brugt tiden på papirarbejde for at slippe for at støde ind i ham på gaden, men helt haft ham ud af tankerne havde hun næppe, for det havde han ikke. til gengæld havde han ikke haft nogle drømme om hende, han havde ikke drømt længe, ja siden hans forvandling til vampyr og derfor kunne han knap huske hvordan det var at drømme. Ordet drøm var efterhånden kun et ord uden betydning for ham. Men siden hun havde drømt om ham betød det vel også at hun havde tænkt på ham mens hun var vågen? Hvis hun ikke selv troede det så havde det vel være ubevidste tanker, eller et forsøg på at skubbe ham ud af hovedet der havde reflekteret sig i en drøm … eller flere.

Havde han vidst at hun havde haft frække drømme om dem sammen ville han nok være faldet om af grin, af morskab. At han havde formåede at få hende til at reagere på den måde var kun noget han var glad for, at vide at han ikke havde mistet grebet om kvinder, og at det næppe ville ske var kun godt. Han havde sin egen charme, hvilket kvinder åbenbart elskede, selv sin skaber havde han formåede at sætte ud af fokus da hun først så ham. Han huskede det ikke selv, for det havde været en kæmpe rod, og han havde kun kort været ved bevidsthed idet hun bed ham og så vågnede han ellers op som vampyr. Men pointen var bare, at hun burde have brugt ham som mad, ikke omdøbt ham, så allerede som menneske havde han kunnet fange en vampyrkvinde i sit net, om end ubevidst.

Han bemærkede da hun standsede, ikke kun fordi han kunne se hende standse, men han kunne også høre hende standse idet hendes fødder hellere længere løb hen over jorden. Selv standsede han ikke, og derved kom han nærmere. Hans blik hvilede roligt på hende, og han bemærkede hvordan hendes hjerte hamrede derud af da det gik op for hende hvem det var. Et skævt smil brød hans læber, han elskede den reaktion. Snart kom hun ham i møde, hvilket kom bag på ham idet han ellers ville have troede at hun ville være løbet sin vej. Men hvad, det her gjorde det langt mere spændende. snart standsede hun en meter fra ham, men selv standsede han ikke før han stod tæt på hende. Hans hoved blev lagt en anelse på skrå, og mens hun udtalte sine ord i et forsøg på at virke hård og skarp i tungen, afslørede smilede over hendes læber noget helt andet. Et charmerende smil spillede over hans læber ”Åh kæreste, du sårer mig… skulle det at støde tilfældigt ind i mig være en ulykke?” svarede han med ironi i stemmen og gjorde det vel tydet at han havde fulgt efter hende via trykket på ordet tilfældigt. Hans blik fangede hendes og slap den ikke hvor han nød at se ind i hendes smukke øjne. ”Dine guddommelige øjne gøre mig så glad… er det for meget et ønske at se dig?” fortsatte han med en alvor i stemmen og et drillende udtryk i øjnene.

[Katelin Hellow]

Selvfølgelig ville det havde moret ham hvis han havde haft kendskab til hendes drømme, men det havde han ikke og fik han forhåbentlig heller aldrig få da ville hende liv da først blive forvandlet til et helved endnu mere end hun allerede følte det var. Nej hun så ingen grund til at give ham yderligere grund til at more sig på hendes bekostning, havde hun til gengæld vist hvad det forgik inde i hans hoved havde hun sandsynligvis nok haft sine problemer med at tilbage holde et grin, at nogle kunne være så indbildsk var næsten sørgeligt. Havde det været en hver anden ville hun sikkert havde givet dem en flad og fortalt lidt om hvordan virkeligheden hang sammen men nu hvor det var Dash var hun ikke sikker på hvad hun ville havde gjort, for hun var ret sikker på at der skulle mere end en lussing og par ord til at få ham til at lytte efter.

Som tide var hun overbevist om at det ville havde været lettere hvis hendes hjerte ikke slog, en tanke hun var sikker på at de fleste der levede af at jage og indfange vampyrer måtte havde fået på et eller andet tidspunkt. Men så igen hvis man tænkte nærmere over det ville man hurtigt indse at prisen for dette ville være for høj da der kun fandtes to svar på at få ens hjerte til at stoppe med at slå, enten var man død eller også var man blevet vampyr. Og så længe dette var alternativerne fortrak Katelin uden tvivl at hendes hjerte blev ved med at slog også selvom det betød at det med jævne mellemrum forrådte hende… tilmed endnu mere på det seneste end det ellers havde gjort før hen. Hun var dog stadig ikke helt sikker på hvorfor hun havde det på den måde.

Hun burde havde vist bedre end at tro at få hunderet cm ville holde ham på afstand, så hun var ikke ret overrasket i der at han ikke stoppede. Katelin fulgte hvert et skridt han tog med blikket, først da han stoppede op helt tæt ved hende lod hun blikket søge fra hans fødder op til hans ansigt hvor det fastende sig ved hans charmerede smil i stedet. Hans svar fik hende rulle let med øjnene men så igen… den havde hun selv bedt om, hun plejede altid at sige til hendes egne folk at hvis de på forhånd viste at de ikke ville kunne lide svaret så skulle de bare lade værd med at spørgere. Et skeptisk næsten usynligt smil lagde sig på hende læber i det hun trådte er skridt væk fra ham og sagde ”Snare en tragedie end ulykke” hendes tone lege var lavt og tydeligvis mere henvendt til hende selv end til ham skønt hun var helt sikker på at han nok havde hørt det alligevel.

Katelin lod kort blikket søge en smugle restløs rundt som for at sikker sig at der ikke var nogle der holdte øje med dem, for hun var endnu ikke sikker på hvad hun skulle sige hvis de blev opdaget, for hun burde slet ikke stå og tale med ham som hun gjorde det nu. Da hun igen så på ham fortrød hun det næsten øjeblikligt i det hendes blik blev fanget af hans, hun havde lyst til at vende blikket bort igen men kunne ikke da noget holdte hende fast. Hans ord kom noget bag på hende men nok mest fordi hun ganske enkelt ikke var van til hører det slags hverken fra vampyrer eller mennesker så det havde nok komme bag på hende uanset ham det havde sagt det. Hun smilte ikke længere i det hun denne gang i normalt tone lege svarede ”Spar dig Dash… jeg er her ikke for at lege med i et af dine sindssyge lege… fortæl mig nu bare hvad der er du virkelig vil? ” han havde jo selv lige indrømmet at han havde fulgt efter hende og den slags gjorde man vel ikke uden at havde en grund og vis det alligevel skulle være tilfældet så havde hun måske undervurderet ham for så måtte han være mere fordrejet hun end gik rundt og troede, hvilket ikke var lidt da hun allerede en gang havde været vidne til hvordan Dash og bande af rotteunger morede sig. Katelin fortrød med det samme at hun var kommet til at tænke på den eftermiddag da det ikke førte til andet end at det løb hende koldt ned af ryggen, men på den anden side så minde det hende også om at det var med god grund at hun ikke stolede på denne mand. Det hjalp hende også til at bevare roen og ja der havde været ro at spore under utålmodigheden i det hende havde talt også selvom hendes hjerte forsat slog hurtigere end normalt.

[Dash Norvig]

At Dash var forskruet var ikke så underligt, han ville nok kalde sig selv unik, men andre ville nok blot mene han var forskruet og på ingen måde normalt, ja selv folk af hans egen slags mente at han ikke var normal, og han havde hørt nogen sige at der måtte være gået noget galt ved hans forvandling. Han havde dog blot morede sig over folks snakken, for det passede helt klart ikke, hans forvandling havde været succesfuld men fyren havde bare aldrig været normal, han var noget helt for sig selv. han ville med glæde have haft viden omkring hendes tanker og drømme om ham, det ville klart have været en fordel, men på den anden side så nød han skam at gætte sig til hendes tanker og drømme, det var langt sjovere.

Dash ville helt klart ikke have haft samme interesse for hende hvis hun havde været død eller som ham selv, nemlig vampyr. Hun ville blot have været en blandt mange, en del af flokken og så kunne han heller ikke have den samme lyst til hendes blod som hvis hun havde været levende. Han nød desuden lyden af hendes hamrende hjerte, og blodet der fossede i hendes årer, det var som sød musik i hans øre og gjorde ham så afslappet og rolig. Så ja, han ville helt klart foretrække hende i levende live frem for død og kold. At hun var enig med ham på det punkt var han ret sikker på, hun ville nok hellere være et svagt menneske end lalle rundt som levendedød, en blodsuger, igle og ja med alle de tilnavne som mørkets børn havde fået gennem tiden.

Hendes blik hvilede på ham idet han kom tættere på men ikke helt på hans ansigt, men nærmere på hans... sko? da han standsede foran hende vendte hun endelig blikket mod ham og straks gled hans hoved på skrå hvor han studeret hende roligt. Hun duftede så godt, var så indbydende og det kriblede i hele kroppen efter at komme i berøring med hende. Hun ville dog næppe give ham lov frivilligt, ikke at han ville spørge om lov, men det vidste hun jo også godt at han ikke gjorde. Hun rullede med øjnene ved hans ord, alligevel famlede smilet ikke det mindste men derimod ændrede det sig samt blikket der nærmest blev sørgmodige ved hendes ord. ”Havde mit hjerte kunnet bløde af sorg over dine ord havde den klart gjort det…” svarede han, få sekunder efter gled et smil frem over hans læber. ”Den slags latterlig snak faldt kvinderne for i 1800-tallet… men heldigvis er nogen blevet klogere siden da” fortsatte han få sekunder efter. Han havde ikke ment noget af det han havde sagt før, men det var kun for at lyde ekstra latterlig og for at drille hende at han havde sagt det.

Hendes blik gled rundt, nærmest for at tjekke om nogen var i nærheden. Selvfølgelig ønskede hun ikke at blive set med ham, hvem gjorde overhoved? Snart vendte hun dog atter blikket mod ham, og deres blikke låste sig øjeblikkeligt fast ved hinandens. Hans ord kom bag på hende hvilket han klart kunne se, nåh.. kvinder faldt hvis endnu for den slags snak. Da hun brød den korte tavshed mellem dem smilede han ved hendes ord ”Du ved udmærket hvad jeg ønsker…” svarede han ganske roligt, og atter med hovedet lagt en anelse på skrå. Han lod sine ord hænge i luften i nogle sekunder inden han fortsatte, blikket havde endnu engang ændret sig, denne gang fra drillende til alvorlig ”Jeg vil gerne tilbringe noget tid med dig… jeg ved du hader mig, jeg ved du slet ikke vil se mig.. men tænk sådan på det.. du får en chance for at tage mit liv… eller nyde en aften… så under alle omstændigheder får du noget ud af det” han tav og så roligt på hende. Hvor meget valg hun endelig havde var slet ikke til at sige, men hun burde vide at han ikke bare tager et nej for et nej.

[Katelin Hellow]

At hun ikke frivilligt ville give ham lov til at røre hende igen havde han nok ret i, men om hun kunne forhindre ham i det hvis han da først besluttede sig for at det var det han ville var en helt anden sag. Det ville hun sandsynligvis ikke kunne, faktisk var hun ikke et øjeblik i tvivl om at det ikke ville kræve ham ret meget at påtvinge sig den slags for fysiks kontakt han ønskede og hun ville ikke kunne gøre ret meget for at forhindre det. Jo hun ville kunne skrige og krydse fingre for at nogle med et vel fungerende gevær eller anden form for våben hørte hende og ja hun ville klart havde lyst til det, men om hun ville gøre det? Nej det ville hun helt sikkert ikke! Den tilfredsstilles ville hun ikke give ham.

Ikke lod hun sig påvirke yderligere af han sørgmodig fremtoning ved hendes ord men ej heller kommenterede hun på det, havde skulle hun dog også sige? Det var jo ikke lige frem fordi at hun viste det store om hvad 1800-tallets kvinder kunne lide og ikke kunne lide, for helved hun viste knap nok hvad nu tidens kvinder kunne lide det var ikke lige frem fordi sladder blade var det Katelin brugte mest tid på. Ærligt sagde den slags hende faktisk slet ikke noget, så at nogle skulle kunne forvente at hun viste noget om 1800 tallets kvinder ville være store krav at stille da dette jo havde forgået længe inde hun selv var blevet født.

Han havde ret i at hun godt havde vist hvad han ville, eller hun havde i hvert fald haft en svag ide om det. Alligevel blev det meget værre i det det blev sagt højt og der ved virkelig gjort, han havde knap nok fået lov at tale færdigt før et hård og helt sikkert alt for hurtigt ”Nej!” blev slynget over hendes læber. Hun fortrød dog at hun havde ladet dette slippe ud næsten med det samme, hun burde havde givet sig selv tid til tænke først. For hvad var formål med at sige nej til en mand der alligevel ikke ville tage et nej for et nej? Der var intet formål med det. Katelin lukkede kort øjne i det hun tog en dyb indånding, her på åbnede hun øjne igen i hen hun denne gang i et mere behersket tone leje sagde ”Bed om noget andet…” hun havde været lige ved at tilføje ordene hvad som helst men fik da stoppet sig selv inden hun noget så langt, jo der havde da været noget fristende over hans tilbud men hun troede ikke et øjeblik på at han vare uden videre ville lade hende tage hans liv.

[Dash Norvig]

Nej hun kunne ikke rigtigt forhindre ham i at røre hende hvis det var hvad hun ønskede. Men hvis han endelig rørte hende regnede han ikke med så meget ballade. Heldigvis skete der jo ting og sager hvis man blev bidt, men ja det var jo ikke sikkert at han bed hende selv hvis han valgte at røre hende. Ikke fordi han havde noget imod hendes blod, faktisk tværtimod, for hendes blod var ham alt for indbydende, velsmagende og velduftende at han nok ville føle sig helt tiltrukket af det. han kunne nok styre sig, men ønskede han det? Eller havde han gået i det sidste stykke tid med et dybt savn og længsel for hendes vidunderlige blod.

Et nej brød hendes læber til svar inden han var færdig med at tale færdig hvilket morede ham for hun var nok lidt for hurtig til at sige nej. Han stod roligt og granskede hendes ansigt for yderligere reaktion og kunne se fortrydelse. Fortrød hun at hun havde sagt, eller fortrød hun at hun havde sagt det for hurtigt? Det var nok et af disse ting hun fortrød. Da hun fortsatte gled et skævt smil frem over hans læber hvor han trådte helt tæt på hende igen lænede sig frem mod hende med ansigtet lige ude for hendes ”Jeg beder om dette, sig nu ja…” svarede han insisterende med hovedet der gled en anelse på skrå og uden at sige yderligere eller give hende en chance for hverken at svare eller tænke sig om pressede han sine læber mod hendes. Han holdt ikke om hende, og i princippet kunne hun både trække sig tilbage og give ham verdens største lussing men det ville næppe stoppe eller ændre på noget. Han nød kysset, uanset hvor kort eller langt det blev så nød han det så længe det varede. Han var forsigtig, og helt blid, lidt for blid endda men det var vel bedre end at være brutal og hård? Bruge magt og vold?

[Katelin Hellow]

Der havde uden tvivl været fortrydelse at spore ved hende, men hvad det helt præcis var hun havde fortrudt var end ikke Katelin selv sikker på. Havde det været hendes ord valg? Måske… ja hun havde ment sit nej ingen tvivl det men hun fortrød måske lidt at hun ikke havde fulmeleret det bedre også at hendes svar ikke var kommet mere kontrolleret ud. Havde hun kendt til de tanket ham havde omkring hendes blod ville det nok havde løbet hende koldt ned af ryggen men det ville næppe havde overrasket hende ret meget, han var jo vampyr og når det kom til blod var alle vampyrer ens. Det var i hver fald Katelins overbevisning, så at hendes blod skulle havde bragt et savn til live i Dash som han ikke havde ved de fleste andres blod faldt hende end ikke ind.
Hun burde have fornemmet faresignalerne allerede i det et smil strøg over hans læber, for det var vel næppe nogle hemmelighed at vampyrer var mest farlige når de smilte? Dog var det først i det at han tråde helt tæt på og lænet sig frem imod hende at de for alvor satte ind, da var det bare en smugle for sent, hun skulle til at åbne munden for at svare ham men nåde aldrig så langt. Da han kyssede hende trak hun sig væk næsten med det samme og hende hånd fløj op og stak ham en lussing. Det havde været rent og skær refleks og den impulsive handling straffede hende i det at hun mærkede det svig i hendes hånd dog bed hun det i sig i der hun koldt svarede ” Det gør du ikke igen… og mit svar er stadig nej” det var uden tvivl det rigtige svar, for hun burde ikke engang overveje det det klogeste ville helt sikkert være bare at se at komme væk der fra hurtigst muligt.

[Dash Norvig]

Uanset hvor meget hun måtte hade, og afsky ham og hans race ville det ikke ændre på spor meget. han var der, stod der og der skulle meget til for at han ville rokke sig eller smutte i det hele taget. Hun burde endelig være beæret over den opmærksomhed han tildelte hende, eller føle sig utrolig uheldig, det var jo op til hende. Men i hvert fald kunne han fortælle hende at det ikke var spor mange der fik den opmærksomhed han nu gav hende, og slet ikke så mange overlevede efter tre møder eller gå uden skræmmer.

Hans havde ikke givet hende en chance for at svare, selvom han havde set at hun gerne ville have sagt noget. Hans læber fandt hendes og selvom kysset kun varede i få korte sekunder så nød han det så længe det nu varede. Lussingen kom sjovt nok ikke bag på ham, styrken i den heller ikke og han vidste at det måtte gøre rundt. Hans egen reaktion var ikke andet end at ansigtet blev flyttede en anelse til side, og dog kun en anelse, samt at smilet atter fandt vej til hans læber. ”Du er så hård ved mig Katelin” sagde han med en næsten trist stemme som han rettede sig op og stak hænderne i sine lommer mens hans blik atter blev vendt mod hende. Hendes ord fik et sorgfuldt suk over hans læber som om han helt havde mistede lysten til livet, efter så mange år som han havde levede blev man sgu en fantastisk skuespiller, men mon ikke hun gennemskuede det? ”Kære… overvej dog hvorfor jeg overhoved anstrenger mig, du af alle ved hvilke natur jeg har, og halvblods er faktisk ikke så tålmodig som jeg har været… så tænk over det” sagde han uden at flytte sig. Hun burde da kunne se en grund til hvorfor han anstrengte sig så meget, han kunne altid bare finde sig et måltid hvis han var sulten, men kunne hun ikke selv se at hun var mere end bare et måltid, hvor meget mere var nu underordnede.

[Katelin Hellow]

Vampyrer var farlige og glemte man det kunne det få fatale følger, vampyr var den totale balance mellem menneskelig intelligens og et rovdyrs vilde instinkter og ej at forglemme deres evner til at bevæge sig hurtigere end havde noget menneske eller dyr på jordens overflade ville være i stad til at kunne konkurrer med. Det var alt dette til sammen der gjorde at vampyr var farligere en noget andet rovdyr… farlige, fascinerende for ikke at sige helt igennem perfekte… for perfekte hvis det stod til Katelin. Det og så naturligvis deres gift… den gift der havde gjord mere end blot et par mennesker afhængige og slavebundene gennem tiden… det var ækelt, intet mindre. Klart nok… hun havde da talt med et par ofte for vampyr bid gennem tiden… men hendes job var det jo ikke helt til at undgå. Flere af dem havde beskrevet vampyr bidet som noget der bragte stor nydelse… men selvom Katelin besad en viden om vampyr de fleste menneske ellers ikke gjorde og der i viste hvilken effekt vampyrers gift havde på mennesker ja så kunne hun stadig ikke forstille sig at lade en vampyr bide hende frivilligt, naturligvis var hun forberedt på at det kunne ske. Det var hun ligesom lidt nød til at være nå hun arbejde med vampyrer på den måde som hun jo gjorde.


Hun så ikke på ham, men hans ord nåde hende alligevel helt tydeligt og lod hende ikke glemme hvor tæt på hende han enlig stod, hvis hun ville havde hun uden at anstrenge eller flytte sig kunne rakket ud og rører ved ham med andre ord så stod han ikke bare tæt på, han stod alt for tæt! ”Måske, men det er nu engang sådan jeg er og det har jeg ikke tænkt mig at ændre på ” svarede hun glat i det hun lod blikket søge rundt i parken omkring dem i et forsøg på at finde noget der kunne hjælpe hende til at slippe væk der fra, men da hun ikke fandt noget vendte hun blikket i mod han igen… så kunne hun da i det mindste holde øje med hans tænder. Et suk brød hans læber, hvilket fik Kate til at hæve det ene øjenbryn en smugle. Var hun virkelig så umulig eller var det bare en gang overdramatisk pjat sat i spil til hendes ære? Uanset var så Katelin ikke ud til at lade sig rør ret meget af det, var det måske ikke spild at tid at vise medfølelse over for et væsen der knap nok viste havde det betød… eller i hver fald for længst havde for trangt ordet menig og derfor heller ikke ville være i stand til at sætte pris på det? I en tid stod hun blot og så tavs på ham men til sidst brød et letter opgivende suk hendes læber hvor på hun svarede ”Du har ret… jeg kender din natur og alene det gør at der ikke er noget at tænke over… for u anset hvad vil resultatet være det samme… du vil stadig være morder og det kan jeg ikke se igennem fingere med ” jo hun havde godt fanget at han ikke havde tænkt sig at æde hende, havde det været planen så havde han med alt sandsynlighed allerede gjort det. Men havde det helt præcis var han ville med hende forstod hun stadig ikke, en hånd blev ført igennem det røde for at få det væk fra øjne det var dog en tabt kamp for så snart hun fjernede hånden fra håret trak vinden atter lange totter af hår ind foran hendes ansigt.

[Dash Norvig]

Selvfølgelig var han farlig, og han havde ikke på et eneste tidspunkt påstået at han ikke var det! Dum var man hvis man troede at der fandtes en vampyr der var ufarlig, for selv dem med stort temperament og tålmodighed kunne vise en helt anden side når fanden omsider brød løs. Hans race gjorde ham til den ultimative jæger, og det gjorde alle andre til ofrene uanset race og alder. Naturligvis var der forskel på styrke indenfor hans egen race, selv besad han en stor styrke, men de fleste ældre end ham var stærkere, og fuldblods var desværre tit stærkere. Fælles for de to racer var dog en ting, ingen af dem spillede fair hele vejen igennem, halvblods gjorde nu sjældent hvis han selv skulle sige det. Han var i hvert fald selv for længst holdt op med at spille fair.

Hun undgik hans blik, og det morede ham utrolig meget hvilket kunne anes i hans øjne. Hendes blik søgte rundt, og han vidste hvad hun ledte efter, en mulig flugtvej. Men klog som hun var, burde hun vide at der ikke var nogen vej hun kunne flygte uden at han ville kunne nå hende. Afstanden mellem dem var kort, hendes åndedrat og duft fyldte ham og hans lugtesans så utrolig meget at han faktisk stoppede med at trække vejret for at undgå denne vidunderlige duft. ”Kæreste, jeg beder dig skam ikke på at ændre noget, jeg elsker dig som du er” svarede han med en dæmpede stemme der lød så ærlig at det næsten kunne gøre ondt at høre. Hendes blik blev vendt mod ham da hun omsider opgav at finde en flugtvej, og hans lod sit eget blik falde i hendes uden besvær. Hendes hævede bryn synes han slet ikke at bemærke, om end han faktisk gjorde så opmærksom som han var på enhver bevægelse og trækning. Siden han nu var holdt op med at trække vejret sørgede han for at bruge sine andre sanser mere effektivt. Hørelsen skærpede han, hvor han lyttede efter den mindste forkerte lyd. Han ønskede ingen baghold, og slet ikke nu, hverken af illuminati eller af fuldblods der ønskede deres hævn, især ikke af de sidste, for så skulle han også til at beskytte hendes perfekte lille røv. Et opgivende suk brød hendes læber og han så afventende på hende som de selvsamme læber skiltes og ord brød dem. Han rystede på hovedet af hende ”Du får det til at lyde som om jeg er den eneste morder på jorden, alene blandt jer mennesker er der utallige morder, hvad med at starte med at feje for egen dør.. inden du fejer for andres” han tav, trådte et skridt bagude da han kunne se hende ubehag ved at han stod så tæt på spejlede i hendes ansigt. ”Katelin, jeg var ikke den der dræbte din familie, hellere ej kan du skyde skylden på andre som intet havde med den at gøre.. er du bitter… så find de rigtige morder” ja han vidste en del om hende, hendes liv, hendes fortid og nutid… hendes fremtid kunne han skam også forudse, men kun fordi hun spillede kortene så oplagt. ”Vi ses min kære…” lød hans sidste ord inden han vendte om på hælen, og forlod parken ikke så længe efter.

///out