Et nyt sted = et nyt liv

[Julius Marshall]

Julius sad på sin seng hjemme hos sine bedste forældre da hans bedste mor var ved at pakke en kuffert til ham med alt det nye tøj hun havde været ude og købe til ham samt en lille taske med noget legetøj og lidt penge, samt billed af hans forældre og hans bedste forældre sådan at han aldrig ville glemme dem. Julius vidste ikke at hans forældre var døde hans bedste forældre havde aldrig fortalt ham det, andet end at de var meget fattig og ikke kunne passe på, Julius mere.
Julius vidste de skulle ud og køre, men hvor hen vidste han ikke, da han bedste mor var færdig med at pakke hans ting tog hans hånd og gav ham tasken på ryggen sammen med han gode vinter jakke. Hun tog kufferten og bar den neden under i bilen ,hvor efter julius blev puttede ind i bilen, de kørt i lang tid for at komme til børnehjemmet som han skulle sættes af ved, da de endelig kom til børnehjemmet fortalte hans bedste mor at han skulle bo her i noget tid og at de ville komme og besøge ham, hver dag selvom de ikke havde tænkt sig at gøre dette. Han fik ham ud af bilen og fulgte ham op til hoveddøren, der var ingen uden for, de var alle sammen inden for, eller lavede noget andet, det var tidligt om morgen, klokken var 8, Julius, vinkede smilende farvel til sin bedste mor , før han fik stukket et brev i hånden han skulle give til den der åbnede for ham.
Da kørte hans bedste forældre væk og julius var nu alene, han var lidt bange, men viste det ikke på nogen måde, han bankede stille på døren i lidt tid, men da der ikke skete noget valgte han at sætte sig på trappen og vente på der kom nogen ud, hans bedste forældre var kørt.
I brevet stod der.
kære Børnehjemmet Håbet
Vi aflevere vores lille barnebarn til jer da hans forældre er døde og vi har taget os af ham siden han var 3, men vi er begge meget gamle og kan ikke længere passer på vores dejlige lille barnebarn, derfor beder vi jer om at t age og passe på ham. Og give ham en god opvækst. Vi kommer ikke og besøger Julius da vi ikke længere er i stand til at kunne klare at skulle se ham.
Kærlig hilsner Bedste mor.

[Savia Decedat]

Som sagt var det tidlig morgen, de fleste af børnene var sendt i skolen og nogle af pædagogerne var ude at gå med de andre, selv var Savia på vagt på hospitalet men havde lige fået fri omkring klokken 8, efter en længere nattevagt der. Så hun havde taget bussen fra hospitalet ud til børnehjemmet, for nu ville det blive godt med lidt søvn da hun ikke regnede med de andre ville være hjemme før omkring kl. 10. Selv ankom Savia til børnehjemmet omkring 8.45 så det var ikke lang tid Julius skulle vente, men igen det kunne være en evighed for sådan en lille dreng der blev efterladt alene.

Hun steg af bussen og satte hendes hvide taske over skulderen igen, for den indeholdte nogle af de vigtigere ting som man jo skulle have med. Sådan noget som pungen, nøgler og andet småting som en dame nu ville have sig, selvom Savia var en af dem der rejste let og derfor kun havde de mest vigtige ting med. Så hun kom roligt gående op af stien i forhaven lidt træt efter vagten, men stadig med et mildt smil på hendes læber, selvom hun stoppede lidt op da hun så en ung dreng der sad på trappen, så hun gik lidt hurtigt hen til ham og smilte igen mildt til ham. ”Hej.. Hvor kommer du så fra lille ven?” spurgte hun blidt efter hun havde sat sig på hug ved trappen, for det var da underligt hvorfor der blev afleveret sådan en lille dreng uden nogen voksne til at holde øje med ham, men igen det var ikke første gang hun fandt et barn på hendes dørtrin for det her var jo trods alt et børnehjem. Selvom det var meget trist at se børn blive afleveret af forældre der ikke kunne klare adskillelsen med deres egne børn.

[Julius Marshall]

Julius sad på trappen og legede med nogen af de biler han havde fået med i sin taske, han smilede det var faktisk lidt koldt bare at side der og lege stille, han overvejede kort at gå rundt og kigge hvad der var her hvor han nu var, ja han vidste ikke hvor han var. *jeg glæder mig allerede til de besøger mig imorgen tænkte han for sig selv og lod bilerne køre rundt på trappe trinet han sad på, så han sad med ryggen til stien så han så ikke at der kom en gående, han hørte det ej heller, før der blev talt til ham. Han satte sig hurtigt pænt tilbage der hvor han havde siddet fra starten og sad helt stille, han smilede stort da damen satte sig på hug foran ham, og sagde ” min bedste mor kørte mig her hen og sagde jeg skulle her til de ville komme og hente mig igen sagde han glad og så på hende. Han vidste hende hans biler og sagde ” se det min biler sagde han og lod dem støde sammen i luften BAAANNNG sagde han og smilede.

[Savia Decedat]

Det var vidst lidt tydeligt at Savia havde givet den lille dreng et chok selvom det specielt ikke havde været meningen men hun smilte nu mildt til ham for der var jo ingen grund til at være bange for hende, eftersom Savia ikke kunne gøre en flue fortræd. ”Jamen så må vi jo hellere komme inden for i varmen og give dig noget mad for er ikke i tvivl om sådan en sød dreng godt kunne klare en småkage eller 2” sagde hun blidt for det var sjældent børn sagde nej til sådan noget som kager eller andre sødesager. ”Ja det er godt nok nogle fine biler du har dig der”. Hun så sig lidt omkring for det var underligt at der ikke var efterladt en besked eller noget, så hun studerede igen den lille dreng for han var da kær. ”Har din bedste mor givet dig noget du skal give til mig?” spurgte hun bare roligt selvom det måske var ret mange ting at sige til sådan en lille størrelse, men hun var ikke en der talte babysprog for så lærte børnene jo aldrig at snakke ordentligt når det var, og det skulle de jo gerne lærer.

[Julius Marshall]

Julius havde fået et lille chok, og det var derfor han havde sat sig pænt på plads igen hvor hans bedste mor havde sagt han skulle side pænt og vente, han var ret tålmodig så det havde ikke gjort noget. ” Det vil jeg erne, altså med ind sagde han og så på hende og rejste sig og tog sin taske på ryggen igen og prøvede at løfte den sotre tunge kuffert, men kunne ikke, den var alt for tung til lille ham. Han talte ikke lige så godt som andre 5 årige burde gøre. Han holdte sin to biler i hånden og fulgte med ind. ” jo min bettemor gav mig det her sagde han og rakte hende et kryllet brev han havde haft i lommen. Han fulgte efter hende inden for og satte sig ned på en stol da de kom ind i et stort rum, han kunne ikke nå jorden fra stolen og han så på hende og tog sin taske af og lynede den op og tog en madpakke frem og en lille jucie. ” min bettemor gav det med til hvis jeg blev sulten sagde han og rettede lidt på sin store kasket og tog den på igen. Han havde et par sorte jeans på der hans en kæde fra en lille pung der var i baglommen til en af bælte remmene på bukserne, lilla sko og en grå trøje der stod SWAG på samt en lille kasket. Han sad og sparkede lidt med benene og pakkede sin madpakke op og sagde ” min bettemor siger altid at jeg skal spise min frokost før jeg må få noget sødt sagde han og smilede til hende og tog en stor bid af sin mad, det var lige før han ikke kunne have det hele i munden.

[Savia Decedat]

Savia smilte mildt til ham men rejste sig dog da han sagde han godt ville med ind så hun gik hen til døren og låste den op og åbnede den for ham. ”Lad mig hjælpe dig med den her” sagde hun blidt da hun så han kæmpede lidt med den store kuffert så hun gik roligt hen og løftede den for at den også kunne komme med ind, men hun stillede den dog i gangen inden hun lukkede døren efter dem, så hun kunne tage imod brevet som han gav hende.
Hun åbnede brevet og læste det igennem, selvom hun ikke kunne lade være med at have ondt af drengen for det virkede jo til at han blev helt efterladt nu, men hun skulle nok tage sig af ham. Så efter hun havde læst brevet foldede hun det sammen igen og gik ind til den lille dreng. ”Så er det en klog bedste mor du har dig.. ” sagde hun med et mildt smil som hun satte sig i en af stolene overfor ham efter hun havde lagt hendes taske på en af de mindre borde i rummet. ”Hvad hedder du min ven?” spurgte hun for det fremgik ikke ligefrem i brevet som hun havde fået. Men det var nu en god ide at få det at vide når drengen nu var blevet efterladt her.

Selv bar hun en hvid kort ærmet skjorte sammen med et bar lyse blå jeans og et par hvide sko. Jakken hun bar var brun men hun tog den dog af da hun havde været ude i gangen og hængt den på en af knagerne derude.

[Julius Marshall]

Julius sad pænt på stolen og spiste sin mad, han holdte maden inden over bordet så det ikke krummede på gulvet, han så på hende og nikkede, hvor efter han tykkede af munden og sagde ” min bette mor siger hun kom og besøg mig hver dag, og en dag hun kom og hente mig sagde han og smilede til hende, det var tydeligt at hans tale nævne ikke var lige så god som andre 5 åriges. Han tog en bid mere endnu en stor bid, eller retter han proppede det sidste af rugbrødet ind i munden og tykkede på det , det var svært at holde munden lukket, men han lod som ingen ting og fik tykket af munden. ” jeg hedder Julius Marshall og er 5 år sagde han og vidste hende 5 finger på hånden som var fedtet godt ind i maden. Han tørrede det af i sin trøje og tog sin jucie og åbnede den, det var tydeligt han havde prøvet det før for han kunne sagtens åbne den. ” må jeg gerne bo her?” spurgte han stille og tog en tår af sin jucie.

[Savia Decedat]

Savia sad roligt og betragtede denne lille dreng med et mild smil på hendes læber, for han var da sød og hun ville gøre hvad hun kunne for at hjælpe denne stakkel som nu var blevet efterladt. ”Det gør hun nok” sagde hun blidt til at starte med for hun kunne ikke lige forklarer ham at hans bedste forældre ikke længer ville komme og se ham. ”Du bør tage mindre bidder, ellers bliver du kvalt i dem” sagde hun mildt da hun så drengen proppede hele hans mund fyldt med mad, men han burde tage mindre bidder for hun ville jo nødig have han blev kvalt, selvom hun nu havde uddannelsen til at hjælpe ham. ”Så er du jo en stor dreng..Mit navn er Savia.” svarede hun blidt for han kunne lige så godt lærer hendes navn at kende, det blide smil forsvandt dog ikke fra hendes læber. ”Selvfølgelig må du bo her, det er allerede aftalt med din bedste” svarede hun selvom det ikke var helt aftalt men drengen var jo blevet efterladt og Savia kunne ikke nænne at smide ham for døren igen, så det var jo på en måde aftalt allerede udover Savia ikke rigtigt havde noget at sige til det, men det gjorde hende nu heller ikke så meget for drengen trængte til hjælp så det var en selvfølge at hun ville lukke ham ind i hendes hjem.