Post by Nemo on Sept 30, 2012 21:34:41 GMT 1
Det korte, sorte hår viftede svagt i den kølige nattebrise, da en mand bevægede sig over gaden i blandt de utallige andre væsner. På den anden side drejede han væk fra mængden, som styrede mod butikker og restauranter, og gik ind ad en smal sidegade, hvor et par gadebørn sad og spiste på en container.
De så mistænksomt på manden, indtil han var forbi og forsatte så hastigt med deres måltid.
Han trak svagt på smilebåndet og vippede kraven på sin trench coat ned, da regnen endelig holdt en pause. De kære små ville sikkert ikke overleve gennem vinteren, hvis de ikke fandt sig et børnehjem snart. Kun de stærkeste overlevede i Sitaras underverden, og sådan et par tyvebørn lå nederst på rangordenen.
Han fnøs for sig selv og smed et par mønter over skulderen.
Da han drejede om hjørnet, kunne han høre børnene styrte hen for at samle dem op. Som nogle sultne fugle, tænkte han for sig selv og fnøs igen. Det var ynkeligt. De røde øjne rettede sig mod en natklub på den anden side af vejen.
Sweet Dreams var et af de mest populære steder i Sitara, hvilket ikke sagde så lidt. Derfor var det Douglas' fortrukne sted at snakke forretning.
Han krydsede afslappet gaden, og flere biler måtte hvinende bremse op for ikke at ramme ham. Folk stak arrigt hovederne ud af bilvinduerne, imens de råbte efter ham, men han ignorede dem. Dæmonen havde vigtigere ting at bruge sin tid på end at skulle håndtere sure bilister.
I stedet passerede han under det store neonskilt med skriften Welcome to the Sweet Dreams’ world og trådte ind ad døren, hvor han blev mødt af den massive musik fra scenen.
Over ham svævede mange farvede lyskegler og dannede forskellige mønstre og former, imens kroppe vred sig til musikken ude på dansegulvet. Douglas var der dog ikke for dansen eller musikken og satte kursen direkte mod baren.
”Godaften, Vasco,” hilste han på bartenderen uden at hæve stemmen det fjerneste. Manden i baren var telepatiker, så der var ingen grund til at råbe. ”Er bossen her?”
Vasco nikkede mod døren ud til lageret uden at se væk fra de to høje glas, der var ved at blive fyldt med syrlige farver og pyntegenstande.
”Som altid rart at tale med dig,” bemærkede Douglas tørt og forsatte hen til enden af baren, hvor døren var.
To mænd stod vagt på hver side af den og skulede advarende, hvis nogen af de dansende kom for tæt på. Douglas måtte selv tage sig en smule i nakken, hver gang han skulle forbi de to drager. Selv i deres menneskelige form var de skræmmende.
Vagterne tog sig dog ikke af ham, da han gik forbi dem og åbnede døren ind til lageret. Han var trods alt på bossens gæsteliste.
Inde på lageret stoppede han op et øjeblik for at ranke ryggen og tage en dyb indånding. Nerverne skulle under kontrol, inden han atter begyndte at gå.
De første få meter var som alle andre lagre. Hylder, rengøringsartikler, reoler, kasser, ekstra uniformer til de ansatte i natklubben.
Så nåede han endnu en dør og to nye vagter. Denne gang en vampyr og en varulv.
”Længe siden, Douglas,” hilste vampyren og blottede de spidse hjørnetænder i et grin. ”Bossen er lidt optaget. Du skulle have ringet i forvejen.”
Varulven sagde ikke noget og røg blot videre på sin cigaret. Der lå allerede fem skodder ved siden af ham.
”Det her er akut, der var ikke tid til at ringe og få en tid, Rick,” svarede Douglas afmålt og kørte en hånd gennem sit sorte hår.
Varulven knyttede en hånd og bankede tre gange på døren.
”Jeg er glad for, at I er så forstående.” Douglas stak hænderne i lommerne på trenchcoaten og gik ind, da døren blev låst op og åbnet.
Det nye rum var tomt bortset fra et bord og nogle stole i midten af rummet. Nogle gange ville der være musikanlæg, dansende kvinder og en masse sprut, men i aften var der desværre kun mænd – hvoraf en af dem så noget blodig ud.
Det var en yngre knægt, næppe over de 200 år. Fysisk lignede han endnu kun en dreng i starten af tyverne. Han sad bundet til en stol og havde en lang flænge over sit øjenbryn, samt en voldsom omgang næseblod.
”Hvad vil du?” Bossen sad på en stol overfor sit offer, men så op, da Douglas nærmede sig. ”Kan du ikke se, at jeg har travlt.”
”Det er vigtigt.”
Alvar Chernobog, byens førende mafiaboss, tog sig tid til at tage et ekstra sug af sin cigaret og betragte røgen stryge ud mellem sine læber. Så skoddede han den halvrøgede smøg i panden på knægten, der gav et skrig fra sig.
”Sig frem.” Den sorthårede mand rejste sig fra stolen og gik over til Douglas. De blå øjne mødte afslappet Douglas’ røde. ”Tre bank betyder, at det er akut?”
”Diamanten er væk.”
De blå øjne blev på få sekunder til is og kneb sig en anelse sammen.
”Væk?” Gentog Alvar køligt. ”Hvordan væk?”
”Stjålet. Tyven brød ind i dag. Jeg kom herhen, så snart jeg fik beskeden,” fortalte Douglas hastigt, ængstelig efter at få forklaret alt, inden elveren foran ham rev hans stemmebånd ud.
”Hvordan?!” Alvar vendte sig rasende væk fra vanddæmonen og sparkede til sin stol, så den fløj tværs gennem rummet og hamrede mod væggen. Den tilfangetagne på den anden stol, kiggede skrækslagent fra den ene til den anden. ”Jeg troede, du havde styr på dens beskyttelse!”
”Jeg forstår heller ikke hvordan-…”
”Så er vi to!” Afbrød mafiabossen rasende og så på de tre mænd, som sad ved bordet og spillede kort. ”Hæng knægten op. Jeg har brug for at afreagere!”
Mændene afbrød hurtigt deres spil og begyndte at få knægten fri fra stolen for at binde ham til en lænke i loftet. Fyren forsøgte selvfølgelig at kæmpe imod, men tre mod en var ikke ligefrem gode odds.
”Det er nødt til at være et insiderjob, nogen har fortalt ham, hvordan han kunne snyde vores sikkerhedssystemer,” forsatte Douglas nervøst.
”Har vi noget spor overhovedet at gå efter?” Snerrede elveren irritabelt og betragtede bare mændenes kamp med at få knægten op at hænge.
”Ja. Vi ved, hvem der tog den.”
Alvar drejede langsomt ansigtet og mødte igen hans blik.
”Hvem?”
”En dreng ved navn Daniel. Vi ved ikke meget om ham, kun at han bor på gaden. Knægten er ikke særlig gammel, så han må næsten have haft en medsammensvoret,” informerede Douglas lettet. De vidste, hvem tyven var, så de skulle bare fange ham.
”Godt, find ham.” Alvar gik over til den nu ophængte mand og betragtede ham kæmpe for at slippe fri nogle sekunder.
”Det bliver ikke så let …”
Det første spark ramte den tilfangetagne i siden.
”… han er allerede blevet fanget …”
Et slag mod siden af hovedet fulgte, og Douglas så en tand falde ud.
” … af Luna.”
Alvar holdt inde for en stund. De andre rørte sig ikke ud af flækken, imens bossen så frem for sig.
Af udseende var han næsten lige så ung som sit offer og bestemt den yngste blandt de andre mænd i rummet. For Douglas var Alvar blot det levende bevis på, hvor forskelligt væsnerne ældedes. I elvernes forstand var mafiabossen endnu ung, men blandt andre racer var han erfaren. I år var han ældre end dem alle og alligevel så han endnu yngst ud. En skræmmende kombination af ungdommens styrke og den ældres viden.
”Luna,” gentog Alvar endelig og sparkede manden i maven, så han svingede en smule tilbage i lænken. ”Latterligt navn til en politistyrke.” Et bredt grin brød frem på hans læber.
”Kan du få ham ud?”
”Selvfølgelig,” blev det arrogante svar, imens endnu et spark fik ofret til at svinge frem og tilbage.
”Tak.” Douglas skævede til den efterhånden gennemtæskede knægt. ”Hvad har han gjort?”
”Han er en anden tyveknægt, men af mindre vigtige ting,” svarede Alvar roligt. ”Nå ja, Douglas, hvis du ser Lesta så slå ham ihjel.”
Vanddæmonen blegnede ved den besked.
”Selvfølgelig, boss,” mumlede han anspændt som svar. Han måtte hellere begynde at få skaffet sig nogle flere mænd så.
”Jeg ringer til dig, når ham Daniel kommer ud af fængslet igen,” forsatte Alvar smilende og satte det sidste spark ind. Det ramte næsen, så knoglen blev presset op i hjernen.
De så mistænksomt på manden, indtil han var forbi og forsatte så hastigt med deres måltid.
Han trak svagt på smilebåndet og vippede kraven på sin trench coat ned, da regnen endelig holdt en pause. De kære små ville sikkert ikke overleve gennem vinteren, hvis de ikke fandt sig et børnehjem snart. Kun de stærkeste overlevede i Sitaras underverden, og sådan et par tyvebørn lå nederst på rangordenen.
Han fnøs for sig selv og smed et par mønter over skulderen.
Da han drejede om hjørnet, kunne han høre børnene styrte hen for at samle dem op. Som nogle sultne fugle, tænkte han for sig selv og fnøs igen. Det var ynkeligt. De røde øjne rettede sig mod en natklub på den anden side af vejen.
Sweet Dreams var et af de mest populære steder i Sitara, hvilket ikke sagde så lidt. Derfor var det Douglas' fortrukne sted at snakke forretning.
Han krydsede afslappet gaden, og flere biler måtte hvinende bremse op for ikke at ramme ham. Folk stak arrigt hovederne ud af bilvinduerne, imens de råbte efter ham, men han ignorede dem. Dæmonen havde vigtigere ting at bruge sin tid på end at skulle håndtere sure bilister.
I stedet passerede han under det store neonskilt med skriften Welcome to the Sweet Dreams’ world og trådte ind ad døren, hvor han blev mødt af den massive musik fra scenen.
Over ham svævede mange farvede lyskegler og dannede forskellige mønstre og former, imens kroppe vred sig til musikken ude på dansegulvet. Douglas var der dog ikke for dansen eller musikken og satte kursen direkte mod baren.
”Godaften, Vasco,” hilste han på bartenderen uden at hæve stemmen det fjerneste. Manden i baren var telepatiker, så der var ingen grund til at råbe. ”Er bossen her?”
Vasco nikkede mod døren ud til lageret uden at se væk fra de to høje glas, der var ved at blive fyldt med syrlige farver og pyntegenstande.
”Som altid rart at tale med dig,” bemærkede Douglas tørt og forsatte hen til enden af baren, hvor døren var.
To mænd stod vagt på hver side af den og skulede advarende, hvis nogen af de dansende kom for tæt på. Douglas måtte selv tage sig en smule i nakken, hver gang han skulle forbi de to drager. Selv i deres menneskelige form var de skræmmende.
Vagterne tog sig dog ikke af ham, da han gik forbi dem og åbnede døren ind til lageret. Han var trods alt på bossens gæsteliste.
Inde på lageret stoppede han op et øjeblik for at ranke ryggen og tage en dyb indånding. Nerverne skulle under kontrol, inden han atter begyndte at gå.
De første få meter var som alle andre lagre. Hylder, rengøringsartikler, reoler, kasser, ekstra uniformer til de ansatte i natklubben.
Så nåede han endnu en dør og to nye vagter. Denne gang en vampyr og en varulv.
”Længe siden, Douglas,” hilste vampyren og blottede de spidse hjørnetænder i et grin. ”Bossen er lidt optaget. Du skulle have ringet i forvejen.”
Varulven sagde ikke noget og røg blot videre på sin cigaret. Der lå allerede fem skodder ved siden af ham.
”Det her er akut, der var ikke tid til at ringe og få en tid, Rick,” svarede Douglas afmålt og kørte en hånd gennem sit sorte hår.
Varulven knyttede en hånd og bankede tre gange på døren.
”Jeg er glad for, at I er så forstående.” Douglas stak hænderne i lommerne på trenchcoaten og gik ind, da døren blev låst op og åbnet.
Det nye rum var tomt bortset fra et bord og nogle stole i midten af rummet. Nogle gange ville der være musikanlæg, dansende kvinder og en masse sprut, men i aften var der desværre kun mænd – hvoraf en af dem så noget blodig ud.
Det var en yngre knægt, næppe over de 200 år. Fysisk lignede han endnu kun en dreng i starten af tyverne. Han sad bundet til en stol og havde en lang flænge over sit øjenbryn, samt en voldsom omgang næseblod.
”Hvad vil du?” Bossen sad på en stol overfor sit offer, men så op, da Douglas nærmede sig. ”Kan du ikke se, at jeg har travlt.”
”Det er vigtigt.”
Alvar Chernobog, byens førende mafiaboss, tog sig tid til at tage et ekstra sug af sin cigaret og betragte røgen stryge ud mellem sine læber. Så skoddede han den halvrøgede smøg i panden på knægten, der gav et skrig fra sig.
”Sig frem.” Den sorthårede mand rejste sig fra stolen og gik over til Douglas. De blå øjne mødte afslappet Douglas’ røde. ”Tre bank betyder, at det er akut?”
”Diamanten er væk.”
De blå øjne blev på få sekunder til is og kneb sig en anelse sammen.
”Væk?” Gentog Alvar køligt. ”Hvordan væk?”
”Stjålet. Tyven brød ind i dag. Jeg kom herhen, så snart jeg fik beskeden,” fortalte Douglas hastigt, ængstelig efter at få forklaret alt, inden elveren foran ham rev hans stemmebånd ud.
”Hvordan?!” Alvar vendte sig rasende væk fra vanddæmonen og sparkede til sin stol, så den fløj tværs gennem rummet og hamrede mod væggen. Den tilfangetagne på den anden stol, kiggede skrækslagent fra den ene til den anden. ”Jeg troede, du havde styr på dens beskyttelse!”
”Jeg forstår heller ikke hvordan-…”
”Så er vi to!” Afbrød mafiabossen rasende og så på de tre mænd, som sad ved bordet og spillede kort. ”Hæng knægten op. Jeg har brug for at afreagere!”
Mændene afbrød hurtigt deres spil og begyndte at få knægten fri fra stolen for at binde ham til en lænke i loftet. Fyren forsøgte selvfølgelig at kæmpe imod, men tre mod en var ikke ligefrem gode odds.
”Det er nødt til at være et insiderjob, nogen har fortalt ham, hvordan han kunne snyde vores sikkerhedssystemer,” forsatte Douglas nervøst.
”Har vi noget spor overhovedet at gå efter?” Snerrede elveren irritabelt og betragtede bare mændenes kamp med at få knægten op at hænge.
”Ja. Vi ved, hvem der tog den.”
Alvar drejede langsomt ansigtet og mødte igen hans blik.
”Hvem?”
”En dreng ved navn Daniel. Vi ved ikke meget om ham, kun at han bor på gaden. Knægten er ikke særlig gammel, så han må næsten have haft en medsammensvoret,” informerede Douglas lettet. De vidste, hvem tyven var, så de skulle bare fange ham.
”Godt, find ham.” Alvar gik over til den nu ophængte mand og betragtede ham kæmpe for at slippe fri nogle sekunder.
”Det bliver ikke så let …”
Det første spark ramte den tilfangetagne i siden.
”… han er allerede blevet fanget …”
Et slag mod siden af hovedet fulgte, og Douglas så en tand falde ud.
” … af Luna.”
Alvar holdt inde for en stund. De andre rørte sig ikke ud af flækken, imens bossen så frem for sig.
Af udseende var han næsten lige så ung som sit offer og bestemt den yngste blandt de andre mænd i rummet. For Douglas var Alvar blot det levende bevis på, hvor forskelligt væsnerne ældedes. I elvernes forstand var mafiabossen endnu ung, men blandt andre racer var han erfaren. I år var han ældre end dem alle og alligevel så han endnu yngst ud. En skræmmende kombination af ungdommens styrke og den ældres viden.
”Luna,” gentog Alvar endelig og sparkede manden i maven, så han svingede en smule tilbage i lænken. ”Latterligt navn til en politistyrke.” Et bredt grin brød frem på hans læber.
”Kan du få ham ud?”
”Selvfølgelig,” blev det arrogante svar, imens endnu et spark fik ofret til at svinge frem og tilbage.
”Tak.” Douglas skævede til den efterhånden gennemtæskede knægt. ”Hvad har han gjort?”
”Han er en anden tyveknægt, men af mindre vigtige ting,” svarede Alvar roligt. ”Nå ja, Douglas, hvis du ser Lesta så slå ham ihjel.”
Vanddæmonen blegnede ved den besked.
”Selvfølgelig, boss,” mumlede han anspændt som svar. Han måtte hellere begynde at få skaffet sig nogle flere mænd så.
”Jeg ringer til dig, når ham Daniel kommer ud af fængslet igen,” forsatte Alvar smilende og satte det sidste spark ind. Det ramte næsen, så knoglen blev presset op i hjernen.