On the home...

[Katharina Maeve Adair]

Katharina skubbede bagdøren til klubben op med et smil over skulderen til en af de andre piger, der endnu ikke var helt klar til at gå, sendte så en frisk bemærkning retur og smuttede ud i gyden bag Gentlemen's Club. Der stoppede hun op og gav sine øjne lov til at omstille sig til mørket, der lukkede sig om hende, som døren gled i med et tydeligt smæld. Det tog ikke mange øjeblikke for hende at se klart igen. Hendes nattesyn havde altid været bedre end glimrende og det havde på ingen måde skadet det at tilbringe natten i et dunkelt belyst lokale, selvom det som altid opfordrede til vandrende hænder.

Hun smilede let ved tanken og satte sig så endelig i bevægelse mod gydens udgang og den oplyste gade den førte ud til, mens en munter ringlen fulgte hvert af hendes skridt fra bjælderne om hendes ankler. Det havde ikke været den travleste nat hun kunne huske men heller ikke ligefrem stille og hun så frem til at komme hjem og begrave sig i sin dyne. Helst før solen så meget som tænkte på at bryde natten til skumring. Hun rettede på tasken og satte farten lidt op, mens hendes blik låste sig uforsigtigt i lyset forude og hendes tanker forblev langt væk fra nuet.

Tag: Dash Norvig & Outfit: Her

[Dash Norvig]

I sandheden en eksotisk danserinde hans blik var faldet på i klubben. Han havde holdt sig for sig selv eftersom hans humør ikke havde været det bedste denne dag, humøret hans humør havde dog forandret sig betydeligt som en danserinde overtog scenen. Det havde faktisk ærgrede ham at se sådan en skabning arbejde et sted som GC, men det havde nu ikke chokkeret ham, hun var jo blot en fuldblods. Hans blik havde kun kort veget fra hende hele aftenen og det diskrete blik og den mørke aflukkede hjørne han havde siddet ved havde været et godt stykke fra scenen. Hans syn dog fantastisk og han havde derfor fået enhver lille detalje med.

Kvinden trak sig dog tilbage, og allerede der havde han rejste sig op og forladt baren, han holdt sig dog i nærheden og inden længe dukkede hun også op og nærmest for at gøre livet lettere for ham trådte hun ind i den nærmeste gyde som han vidste var en blindgyde. Med lette, elegante og ret lydløse skridt trådte han frem og standsede ved gyden som hun atter satte kursen ud af. ”My lady” hilste han med en noget så høflig og blid tone mens et venligt smil spillede over de fyldige læber. Dash var imponerende i sin størrelse, næsten to meter og med brede skuldre og en utrolig muskuløs krop, en viking.. det var hvad han var.

OUTFIT

[Katharina Maeve Adair]

Lys. Som en sværmer mod en flamme, nærmede Katharina sig lyset fra gadens lygter uden tanke for forsigtighed eller hvad der kunne lure i natten hun så hjemmevant bevægede sig igennem. En fejl fandt hun ud af, som en skygge kom frem bag hjørnet og blev til en mand af imponerende højde, som lyset slyngede sig omkring ham og oplyste ham delvist. Selv udstøtte hun et lille gisp ved hans tilsynekomst, trådte et skridt tilbage og genvandt så fatningen, som hendes gyldne øjne fulgte hans krop op og op til de fandt hans ansigt, hvor ved et stille smil indfandt sig på hendes læber.

"Good Sir," Hun nejede let med en blid ringlen fra bjælderne. Hans tone og hele ordvalg fik en drillende tone frem i hendes stemme, som et muntert glimt erstattede det overraskede i hendes øjne og delvist skjulte den vagtsomhed en fremmed i mørket naturligt tændte. Så slog hun blikket flirtende ned og så kun på ham gennem de sænkede vipper. Ikke nemt med en mand af den højde, men lad-sig-gørligt. "De forskrækkede mig.."

Tag: Dash Norvig & Outfit: Her

[Dash Norvig]

Det var ikke hver dag man så en fuldblods være uopmærksom, og så skulle man da slå til. alene hans skikkelse kunne skræmme folk, det var han fuldkommen bevidst om og dog lod han ikke til at have lyst til at forberede hende på chokket, hverken larme eller rømme sig hvilket naturligvis han gjorde bevidst. Hans blik hvilede roligt på hende som hun gispede, og et svagt beklagende smil fandt vej over hans læber om end han inderst inde intet beklagede overhoved. En facade, og dem havde han så mange af. Hun kom sig dog over chokket uden synlige og varige men og smilede endda til ham.

Good? Det var han helt sikkert ikke, for han sørgede for at ændre skæbnerne på de folk han mødte og det var langt fra i den positive retning, og det alene ved at være sig selv. Mystisk, drillende, udfordrende og ligeud hvilket slet ikke var ondskabsfulde træk… ikke hver for sig, men sammen og som egenskaber hos netop denne mand, ja tragisk for hans fjender, så meget kunne man sikkert sige. Blikket blev slået ned om end hun så på ham ud gennem de tætte vipper. Sikke dog, det var længe siden han havde set den handling, kvinder nu til dags slog ikke blikket ned. ”Beklager frøken, men med en sådan skønhed omkring sig tænker man ikke just klart” svarede han mildt, og ret uskyldigt så det lød mere som smigrer end som flirt.

[Katharina Maeve Adair]

Katharina beholdt blikket sænket, men slap heller ikke manden af syne. Overraskelsen over hans pludselige tilsynekomst havde lagt sig og hendes varsomhed var tændt for alvor. Mænd der bevægede sig rundt i natten var per definition - hendes brødres definition, men efterhånden også hendes egen - dårligt nyt og endnu værre selskab. Især dem der dukkede op ud af det blå. Derfor tog hun også et skridt skråt væk fra ham og hen mod åbningen til gaden hvor hun ville være mere synlig. Så skulle nogen bare udvise opmærksomhed. Fed chance for det, men hun kunne håbe.

"Åh, nu smigre De, men det er nu ingen undskyldning for at give en anden en sådan forskrækkelse." Hendes tone var stadig let og flirtende, men hendes blik kom mere frem under vipperne og med mere skarphed end før. Hun brød sig virkelig ikke om at blive taget så uopmærksom og komme så meget ud af kontrol. så hun tog et skridt mere hen mod udgangen uden at se væk. "Hvis De vil undskylde mig...?" Hun fortsatte fremefter med den tydelige hensigt at genoptage sin færd væk fra Gentlemen's Club og væk fra ham. Et smil hang stadig på hendes læber. Hun kunne ikke lade være. Han gjorde det så let.

Tag: Dash Norvig & Outfit: Her

[Dash Norvig]

Hendes overvågenhed var så tydelig for hans blik, hendes forsøg på at virke rolig og upåvirket hjalp ikke synderligt eftersom han vidste hvilke effekt han havde på folk når han troppede op sådan. Både Katelin og Daniella havde overlevet hans opførsel, så det kunne vel ikke være så slemt. Han vidste skam det var det, for begge kvinder havde det ikke just behageligt med hans effekt på dem. At Daniella så tilmed skulle være så uheldig at opdage han var hendes mage var kun værre, for ham betød det jo intet, han følte intet for hende.

”Naturligvis ikke” svarede han og flyttede sig bevidst som hun trådte nærmere så hun havde en bedre mulighed for at komme ud af gyden uden at han berørte hende eller kom i kontakt med hende. som hun bad sig undskylde smilede han blot et underfundigt smil og nikkede ”De må undskylde forskrækkelsen, det skal ikke gentage sig… hvis blot De ville fortælle Deres navn?” han kunne skam finde ud af hvad hendes navn var via andre metoder, det var han da også ret god til hvis han selv skulle sige det. det ville ikke undre ham hvis hun nægtede at give sit navn, det var jo sket før.

[Katharina Maeve Adair]

Katharinas smil fik lidt mere fylde, som manden rent faktisk trak sig tilbage og lod hende komme forbi. Ikke et træk fra en mulig forbryder, sådan at gøre det hele sværere for sig selv eller det håbede hun ikke, og slet ikke hvad hun havde ventet. Langt mere havde hun forventet han ville stille sig i vejen for hende. Som lyset fra gaden omsluttede hende og hun var fri fra gyden, stoppede hun op og lod hovedet falde eftertænksomt på skrå. Hendes blik havde hvilet på ham hele vejen ud, men nu var det som om noget af varsomheden blev erstattet af nysgerrighed.

"Åh? Men ellers vil det?" Hendes blik var igen skjult halvt af hendes vipper, men det let drillende og klart flirtende var at finde i dem så meget som i hendes stemme. Han var tiltrækkende og at han vidste det gjorde det ikke ligefrem lettere at ignorere. Desuden havde han tændt hendes nysgerrighed og hun følte lidt mere sikker ude i det åbne. "Katharina - Kat af de fleste." Hun så intet problem i at udlevere sit navn eftersom det lige her i området næppe var svært at få oplyst. "Må jeg tilgengæld få Deres at vide?"

Tag: Dash Norvig & Outfit: Her

[Dash Norvig]

At skræmme hende væk kan han sagtens, men hvor lå ideen i det når han ville have kontakt til hende. Desuden kunne han altid skræmme hende væk hvis hun viste sig ikke at være efter hans egen hoved, eller begyndte at kede ham. derfor havde han flyttet sig, et tydeligt tegn på at han intet ondt ønskede hende – for nu – og at der ikke var nogen grund til bekymring. Skulle hun dog få oplyst hans erhverv ville bekymring være hendes mindste følelse i hendes kønne lille krop. Hvor gammel mon hun var? ikke spor gammel så hun ud til, hendes manglende erfaring var ret så tydelig for hans egen erfarende blik.

Først ville hun væk, så sendte hun ham flirtende blikke. Hvis hun endte med at fortryde denne aften og mødet med ham var det helt og holdent hendes egen skyld. Til hendes ord svarede han dog ”De ville selv opfordre mig til det hvis ikke De svare” han stillede et klart spørgsmål, nægtede hun at svar skulle han selv finde ud af det hvilket gav ham en del mere arbejde end han ønskede at få. Han var en travl mand, trodsalt. Jo han var skam ret bevidst om sit udseende og tiltrækningskræft, noget han ikke lagde skjul på hellere. Hun standsede dog – til sit eget held – og besvarede hans spørgsmål og stillede ham det samme. ”Et flot navn, til en guddommelig skøn kvinde” lød hans svar inden han sagde sit eget navn ”Dash Norvig, my lady” boede hun på hovedsædet havde hun måske hørt navnet.

[Katharina Maeve Adair]

Et velformet øjenbryn skød i vejret ved hans konstaterende svar på hendes lette drilleri, der tydeligvis ikke blev taget som sådan og sparkede svagt til hendes varsomhed igen. Det var alt for sent til møder som dette og hun kunne mærke trætheden efter en lang nat påvirkede hendes opfattelsesevne. Lagde hun mere i hans ord end der virkelig var eller legede han med hende for at holde hende usikker? Eller var han bare sådan? Intens på den lidt ubehagelige måde. Rovdyret lurede under overfladen og hun var efterhånden helt sikker på han var halvblods. Det burde falde hende naturligt at bestemme det ved andre, men halvblods og mennesker delte så meget at de let var at forveksle - hvis halvblodsvampyren ønskede det og hun var distraheret og ikke lyttede til sin lugtesans. Som hun havde været til nu. Hun var dog sikker og ikke helt glad ved situationen. En bekymring hun ikke lod vise sig på hendes ansigt eller i hendes opførsel ved mere end en nedtoning af hendes flirtende smil.

Han lod sig dog ikke mærke med det store, men virkede til at have sat sig et mål hun blot skulle guides i retning af. Et lidt skævt smil tegnede sig på hendes læber, som hun tog imod hans kompliment med en sænkning af blikket. Det forlod dog ikke hans krop, men løb over hans brystkasse, før det vendte tilbage til hans rolige øjne. "En fornøjelse at møde Dem, Mr. Norvig." Ordene forlod hende, før hun på nogen måde tænkte over dem, som kaldet frem af utallige timers etiketteundervisning, der lå så dybt at svarene stadig kom per automatik og nogen gange - som nu bar præg af det. Så rynkede hun let brynene, som en navnet gav en svag genkendelsens klang, som havde hun hørt det før og det flere gange. En sammenhæng dukkede dog ikke op og i stedet rettede hun ansigtet op og så for første gang siden han var trådt frem fuldt og helt op på ham. "Et navn jeg har hørt før - Norvig. Bør jeg spørge til hvor eller ønsker De at beholde den forholdsvise anonymitet lidt endnu?" Så flyttede hun igen lidt på sig og kastede et hurtigt blik ned af gaden. "Jeg burde virkelig se at komme videre..."

Tag: Dash Norvig & Outfit: Her

[Dash Norvig]

Det var da kun venligt af ham at sparke til hendes varsomhed, han advarede hende vel et sted om at hun ikke burde stole på ham og hun syntes at blive opmærksom på advarsel. Godt, så kunne han altid sige at han havde slyngede en advarsel ud når det endte galt. Og ja det ville det, det gjorde det altid. Nok var hun fuldblods men hans alder var tre gange dobbelt hendes, mindst! Og derved var han stærkere end hende.

Hendes blik blev sænkede i ganske få sekunder som smilet indfandt sig over hendes velformede læber. blikket forlod ham dog ikke helt, for snart blev det vendt mod hans igen. En fornøjelse ligefrem? Det var nok mere indlært end hendes ærlige mening. Aldeles bedårende. ”Fornøjelsen er helt på min side” svarede han, ikke per automatik som hende, men med overlagt betydning og selvsikkerhed i stemmen. Det var skam en fornøjelse, men mere for ham end hende. hendes bryn rynkede sig, og ordende der fulgte kunne have fået smilet til at vokse sig større, i stedet for dette svarede han på hendes ord ”Jeg vil nu ikke kalde det anonymitet, nærmere.. mystikken over at stå overfor en person du har en anelse om hvem er… jeg vil råde Dem til ikke at tænke nærmere over det, af en simpel grund. De vil ødelægge spændingen” stemmen bar en anelse munterhed i sig, og dog en tydelig drillende klang. Blikket hun kastede ned ad gaden ærgrede ham en del, skulle hun nu til at flygte? Og her stod han og beundrede hende, det var takken! Typisk fuldblods, slet ikke egnet til for megen opmærksomhed. ”Jeg vil med glæde følge Dem hjem, gaderne er farlige for så ung en vampyr som Dem” jo han var sikker på hendes unge alder.

[Katharina Maeve Adair]

Intens på den ubehagelige måde var i den grad sandt ved ham og det blev kun værre som han svarede hende igen og tydeligt lagde mere i sine ord end hun havde gjort i sine. Men fornøjelsen var helt på hans side. Hun havde helst været foruden mødet og havde en stigende følelse af at det var klogest og ikke mindst sundest for hende at få brudt mødet op og lægge afstand imellem dem. At vende rygge til en jæger, der muligvis havde en færd var dog uklogt på et helt andet plan så hun forholdt sig i ro. For nu. Hans selvsikkerhed ansporede hendes varsomhed, men ændrede ikke på hendes lette smil, der var så meget et værn mod fremmede, som en afledning.

Så hævede hun atter et øjenbryn spørgende af ham. "Oh? Hvis De siger det..." Hun lod det falde, selvom hun mest havde lyst til at spørge ind til hvis spænding der blev ødelagt. Frygten for at det var hans spænding fik hende dog til at tie og rykke lidt baglæns igen. At han var hende overlegen i styrke var hun desværre ikke i tvivl om. Han havde den udstråling af selvtillid der kun kom med år og atter år og meget kunne man kalde hende men gammel var ikke en af tingene. Og i aften følte hun sig yngre end hun havde gjort længe. Yngre og komplet uerfaren.

Hans blik på hende var dog stadig af den mere smigrende slags og af den slags der gik ind under huden på hende og fik hende til ikke helt at ville skuffe. Hvorfor en lille smule beundring gjorde det havde hun stadig ikke forstået, men det holdt hende tøvende og en smule uvildig til rent at afvise ham. Noget der tydeligt kunne ses, som hun tænkte før hun svarede ham med et lille accepterende nik. "På vej ville være dejligt." Hun så ingen mulighed for at komme fra ham på en pæn måde uden at lade ham følge hende på vej og af to onder foretrak hun det hvor hun vidste hvor han var frem for endnu en forskrækkelse fra skyggerne. "Men jeg vil give Dem ret. Gaderne er ikke sikre i disse tider..." Hun drejede sig for at markere retningen og tog det første skridt den vej, mens hun nysgerrigt spurgte. "Må jeg stille Dem et spørgsmål?"

Tag: Dash Norvig & Outfit: Her

[Dash Norvig]

Så skræmmende var han da ikke, eller… det fortrak han selv at sige han ikke var. Blikket forlod hende ikke, om end det hvilede roligt og let over hende. Han stirrede ikke, det behøvede han ikke for han havde fået de saftige detaljer inde i baren og nu kunne han blot nyde at se hende i ro og sig selv. Hvor meget hun endelig brød sig om sit arbejde havde han ingen anelse om, men han var ikke bleg for at finde ud af det. Hendes blik forsøgte nærmest at holde øje med ham hvilket i sig selv var sødt, det stakkels barn, hun havde ingen anelse om allerede var blevet fanget i hans spind.

Sjovt nok gik hun med til det på overfladen, det ville komme stærkt bag på ham hvis hun ikke overvejede i sit sind hvem han var. Det var typisk folk, uanset race men især fuldblods. ”Det gør jeg” svarede han med en venlig tone. Og ganske som hun tænkte, spændingen ville mest være fra hans side, om hun ville finde det spændende ville de kun finde ud af med tiden. Ind til da, kunne hun være lige så spændt som hun ville, og lige så nervøs som hun ønskede at være.

Hans blik havde lige nøjagtig den effekt han havde regnet med. Kvinder havde han en del erfaring ved og allerede ved første øjekast havde han regnet ud hvilke type kvinde hun var. Til hendes held ville hun opleve ham på den blideste facon, men det afhang helt og holdent af hvordan hun reagerede, måske ville han blive overrasket. Hun nægtede ham ikke at følge hende på vej, med lette elegante skridt var han op ved hendes side, stak hænderne i lommerne som de fortsatte ned ad gaden. Som hun gav ham ret smilede han ned til hende et af hans mest charmerende og varme smil ”De skal ikke være bekymret, jeg tvivler på nogen tørre sætte en finger på Dem nu” det var ikke tom snak, de der satte fingrene på folk var alle sammen hans håndlangere eller nogen han kendte. Ingen ville sætte en finger på nogen han gik med, så fik de skam hans vrede at føle. ”Naturligvis..” svarede han som hun ønskede at stille et spørgsmål.

[Katharina Maeve Adair]

Katharina lod blikket hvile på ham undersøgende et langt øjeblik efter hans næste konstatering, men som før var hun ikke god nok til at læse folk til at så meget prøve at gætte på hvad der foregik inde bag de blå øjne og den rolige maske. Morede hun ham? Hun fornemmede det svagt i den måde han svarede hende i venlige næsten beroligende tonefald, mens han med sine ord ansporede hendes varsomhed. Hvad var han lige for en mand og hvorfor blev hans navn ved med at forsøge at sige hende noget? hun opgav tankerne med et lille mentalt suk og koncentrerede sig i stedet om nuet. Det var alligevel mere end rigeligt at forholde sig til end formløse overvejelser og løsrevne spekulationer.

Han satte et jævnt tempo hun uden besvær faldt ind i, som hun holdt sig på siden af ham og for første gang fortrød at have ladet bjældebåndene blive siddende om anklerne. Normalt fik lyden hende til at smile og slappe af, men i nat ringlede den hendes uforsigtighed ud for alle vinde. Hendes blik havde forladt ham som de begyndte at gå og først da han svarede hende beroligende så hun atter til siden og op på ham. Smilet var ikke til at modstå, men trak et forsigtigt et fra hende, der udvidede til et mere skævt et som arrogancen i hans ord ikke gik hende forbi. "Oh? kom det atter spørgende og en anelse tvivlende fra hende uden at smilet vaklede men tværtimod samlede en smule opsætsighed op. Nok var han en del ældre end hende, men han var stadig halvblod også. Der måtte være mange i byen der kunne tørre det selvtilfredse smil af hans læber uden at tænke over det.

"Hvorfor denne interesse?" Hun skævede op mod ham gennem tætte vipper. Hun var oprigtigt interesseret i at kende svaret. At han måtte have set hende danse tog hun lidt som en selvfølge i forhold til hvor og hvornår han havde passet hende op, men hvorfor gøre det? Det ville hun gerne vide, men endnu mere hvad han håbede at få ud af det. Tanken fik det til at løbe hende koldt ned af ryggen og hun håbede hendes fantasi var ved at løbe fra hende. Der fandtes gode folk i verden. Hun kunne være stødt på en af dem. Selvbedrag havde desværre aldrig været en af hendes styrker.

Tag: Dash Norvig & Outfit: Her

[Dash Norvig]

Jo hun morede ham, det gjorde folk generelt nu til dags. Nok var han ikke den ældste vampyr i verden, og nok var der endnu en masse ældre end ham og som sikkert kunne sætte ham på plads, men han var både erfaren og snu på utallige punkter så selv hvis nogen skulle være fysisk stærkere ville han nok ikke være fortabt. Det hele handlede i sidste ende om hjernen og personligheden, og Dash havde begge dele om end han også havde en stor portion selvsikkerhed. Noget han ikke lagde skjul på, derimod udstrålede klart og tydeligt. hendes spørgende tone fik blot et skævt smil som svar fra hans side ”Med min højde og skræmmende udseende tvivler jeg på nogen vampyrer tør gøre Dem noget, og Illuminati har opgivet at jagte mig” svarede han blot i en ikke helt ærlig forklaring. Man kunne dog ikke se den manglende ærligheden, manden var den fødte løgner og han kunne endda digte historier som selv hans nærmeste ville tro på.

Han ventede roligt på at hun skulle stille sit spørgsmål, og det gjorde hun. Spørgsmålet kom ikke helt bag på ham og han smilede endnu engang som han så ned på hende. ”Hvorfor ikke? En køn ung kvinde, fantastisk danserinde… De siger ikke at De aldrig har fået den slags opmærksomhed?” sjovt nok var ærligheden i hans ord ikke løgn, han ville gerne vide om hun havde fået den slags opmærksomhed før, og at han kaldte hende køn og fantastisk hvad angår dans var skam fuldkommen ærligt. Roligt fortsatte de, hans tempo var roligt så hun kunne følge med uden at småløbe.

[Katharina Maeve Adair]

Hans arrogante svar leveret i så let og skødesløs en tone sammen med det skæve smil fik kun Katharinas øjenbryn til at vandre en smule mere i vejret og hendes eget smil til at blive så skævt som hans. Hvad end hun mente om ham som person måtte hun sige han havde selvtilliden til at kunne slynge sådan en påstand ud. Hans højde og fysik ville måske virke overfor mennesker og yngre vampyrer, men de ældre? Der var hun ikke overbevist. han måtte dog have noget i ærmerne for at være så sikker selv og hun troede ham sært nok på hans ord. Med ham ville hun være sikker. For andre.

Hun lod kun blikket hvile længe nok på ham til at se hans første reaktion på hendes spørgsmål, før hun atter så frem for sig. Hans lette smil gav intet væk, som han heller ikke virkede det mindste overraskede over at blive spurgt om lige det. Forståeligt nok eftersom det var et ret naturligt spørgsmål at stille efter hendes mening. Hans svar fik hende dog til at sænke blikket til fliserne og hendes smil til at tegne sig langt blidere. Forskellen fra danseren til ung pige var slående og for de fleste var det ikke åbenlyst at de to var den samme person. "Nej aldrig."

Atter så hun til siden og op på ham, som de drejede om et hjørne og fortsatte af en lige så oplyst gade. Hun tog den lange, men lyse vej hjem i aften. "Ingen før har set andet end en kilde til underholdning på den scene." Ingen så en person og hvis de gjorde var de ligeglade. Det passede hende fint. Hans ord klingede ærlige og fik et nyt smil til at tegne sig hos hende, som hun ikke kunne lade være med at se undersøgende på ham og spørge videre. "De mener det, gør De ikke? At De fandt min dans - ud over det sædvanlige?" Med en chef der helst ikke så hende eksistere og stadig ny blandt resten og i 'branchen' havde hun svært ved at vide det selv.

Tag: Dash Norvig & Outfit: Her