Bloody mess

[Marie Jean Rosswell]

Attentatforsøg. Meget modent, men det var vel hvad man kunne forvente af små blodposer. Især nogen som var så dumme, at angribe en bygning, som var fyldt til randen med vampyrer, kun bevæbnet med træpæle og sølvkors.. Eller nærmere kors som skulle forestille at være af massivt sølv. Det var nærmere en form for metalovertræk, men man kunne vel ikke forvente at deres blik og forstand var skarpe nok til at gennemskue den slags. Om ikke andet måtte man da være glad på den persons vegne, som havde solgt genstandende til dem. Han eller hun måtte have vist at tåberne ikke ville være i stand til at vende tilbage senere, for at klage.
Selve deres måde at komme ind på, var nu ikke så dum. De havde fået job som bloddonere til børnene på hovedsædet, som endnu ikke forstod at de skulle drikke af poser, og var på den måde kommet ind i hjertet af hovedsædet. Normalt ville deres mislykkedes forsøg på at ramme vampyrerne ikke have generet Marie, men nærmere moret hende, men når de prøvede at gøre børnene noget, var der ingen fuldblodsvampyr som ville skænke dem nogen nåde.
Dette forklarede også Maries fremtoning på vej ned mod Beijirus kontor. Hendes tætte, ellers hvide kjole, var dækket af mørkerøde blodpletter, og det samme var hendes lyseblonde bølgede hår. Hun ville gerne have skiftet, men hun følte det var vigtigere at give lederne besked først, og Matthew var der ikke. Fremme ved døren, bankede hun skift på, og ventede på svar fra den anden side. Eftersom klokken var omkring to om natten, forventede hun bestemt at han stadig var oppe.

[Beijiru Hiskouto]

Formler, dokumenter og papirarbejde.. Dette var alle redskaber af fortiden for de fleste, efter computeren var blevet mere og mere normale i verdenen, men Beijiru havde ikke let ved at skulle omstille sig, og sad derfor begravet i arbejde, bag sit skrivebord og drømte sig langt væk, tankestrømmene bragte ham helt tilbage til hans fædreland, hans elskede Japan, men han havde ikke nogen ambitioner om, at skulle tage til andre lande, end hvor han var nu i mange år at komme. Dagdrømmen om Japans kyster, blev dog umiddelbart flået fra hans sind, da han hørte banken mod hans dør, han lagde roligt sin kuglepen fra sig, og rettede sig op i hans sorte læderstol "Ja.? Kom ind.." Lød hans stemme fattet men fast mod døren, hvor han nu ikke kunne gøre andet end at vente.. Vente på at døren skulle gå op, og finde grunden til denne forstyrrelse i hans arbejde, ikke at det var ham generende, da han faktisk havde haft lyst til en pause..

[Marie Jean Rosswell]

Med et fast greb på håndtaget, trykkede hun det behersket ned, og svang døren åben. Med glidende, ubesværede skridt i de høje hæle, trådte hun indenfor, hvor hun nærmede sig skrivebordet. Et forholdsvist fattet blik, dog med en pirrelig undertone, prydet hendes isblå øjne. ”Vi har haft et sikkerhedsproblem” erklærede hun, selvom han nok havde gættet så meget, ud fra de røde plamager på kjolen og i håret. På trods af pletterne, førte hun sig elegant som altid. ”I børnenes opholdsstue.. To af donerne, bevæbnet med pæle og kors, angreb børnene.” uddybede hun kort efter. Det var unødvendigt at fortælle hvilken reaktion det havde fremtvunget fra de voksne i rummet. Ingen af menneskerne havde været i live, sekundet efter de havde trukket pælene frem. Nu lå de spredt i hele opholdsstuen, for at sige det mildt. ”Tydeligvis ikke Illuminati.. De er alligevel ikke så dumme, at angribe os her.. Slet ikke om natten..” hun lagde armene roligt over kors, mens hun tænkte på børnene. De var selvfølgelig blevet rædselsslagne over det pludselig angreb. Marie ville hellere end gerne være blevet, og hjulpet med at berolige dem, og trøste dem, men det var hendes opgave at give nyhederne videre.

[Beijiru Hiskouto]

Da døren gik op rejste Beijiru sig hastigt op, og alvoren stod allerede som skrevet over hans ansigt, blodet på hendes kjole og i hendes hår blev han klar over at der var problemer, han lyttede til hendes ord, og ventede tålmodigt på at hun havde talt færdig. "Nåede i at få informationer ud af dem inden i gav dem som fortjent?" Spurgte han med alvor gennemtrængende i sin stemmeføring "Hvordan har de små det?" Tilføjede han så hastigt, og bevægede sig om på den anden side af hans skrivebord, og en bekymring for de yngste vampyrer ramte hans sind, skønt alvoren ej havde forladt ham

[Marie Jean Rosswell]

Hendes blik flakkede ubestemmeligt. Det var både af vrede og morskab. Vrede over hvad tumperne havde prøvet på, men morskab over deres dumhed. Et næsten umærkeligt smil, bredte sig på hendes læber ”Nej, men det viste det sig, at vi ikke behøvede. De havde ID kort med, så vi ved hvem de er, og udover det, havde de været så smarte at skrive breve som beskrev deres plan til fulde. De breve havde de med. Jeg tror de var ment som en slags afskedsbreve til familie, som de åbenbart regnede med vi ville aflevere dem til, hvis de ikke klarede deres mission. I brevene skriver de endda hvad de kalder deres lille tomandsgruppe.. Noget så kreativt som ’vampires suck’, for det ikke skal være løgn.” forklarede hun, og vidste tydeligvis ikke om hun skulle grine eller græde over deres dumhed. Alt om deres lille plan og antivampyrgruppe, stod i brevene. Ved spørgsmålet om børnene, blev hendes udtryk straks mere omsorgsfuldt og trist ”De er skræmt for vid og sans… Især Monique, den franske pige vi fik ind for et par uger siden, efter hun mistede sine forældre. Hun var den de direkte angreb. Heldigvis er ingen af dem kommet fysisk til skade, men de er ikke til at berolige.. Staklerne vil knap stoppede med at græde, og et par stykker af dem, vil ikke tage noget at spise.” det smertede hende, ligesom det ville med enhver anden fuldblodsvampyr, at børnene havde det så dårligt. Børn var trods alt fuldblodsvampyrernes mest dyrebare juveler.

[Beijiru Hiskouto]

Beijiru så på hende i et øjeblik med et tænksomt blik, før han med faste fodtrin begav sig over til vinduet på hans kontor, som han kiggede ud af, og i en kort stilhed der havde føltes som år for ham, skabte sig han et overblik over situationen, hvorefter han atter vendte sig mod hende, hans pupiller dirrede af raseri, men til trods var hans øvrige krop rolig og virkede fattet, men han udstrålede dog en ufattelig alvor og autoritet. Med beslutsomme skridt gik han over til hende igen og sagde "Send en gruppe ud til et besøg, hos deres familier og nærmeste venner.. Efterlad ingen spor efter dem! Selv må vi have bragt orden hos de små igen, koste hvad det koste vil" Hans stemme var alvorlig, og der var intet i hans ord, der lod til at være oppe til diskussion. Beijiru vidste at når hun var kommet til ham, var det fordi Matthew ikke var i huset, og derfor havde han selv det fulde ansvar for sikkerheden for hele klanen, et ansvar han selv tog højst alvorligt

[Marie Jean Rosswell]

Tålmodigt ventede Marie på Beijirus afgørelse i sagen. En fordel ved at være vampyr, var at man udviklede tålmodighed med årene. I modsætning til mennesker, som ikke var i stand til at holde et øjebliks stilhed ud, uden det blev akavet og skabte en trykket stemning.
Da han vendte sig om igen, og udstedte ordren, nikkede Marie med det samme, og vendte hovedet mod døren. ”I hørte ham. Matthews, tag gruppe to, og find ud af hvem deres familie og venner er, og sørg for de ikke ved noget. Hvis de gør, så ved i hvad i skal gøre” med det samme hun havde talt færdig, bevægede fortrin sig væk fra døren, fra den vagt som hendes sætning var rettet imod. Derefter vendte hun blikket mod Beijiru igen ”De mennesker gør det ikke nemt at opretholde deres antal.. ” bemærkede hun tørt. Hvis de bare opførte sig ordentligt, behøvede ingen komme til skade. I stedet blev de måske nødt til at udrydde en hel familie på grund af to idioter. ”Hvad skal vi gøre med børnene.. De lyder ikke til at slappe mere af” fra børnefløjen af hovedsædet, kunne der høres barnegråd, som gik direkte ind under huden. Beroligende stemmer kunne også tydes fra samme sted, men de havde ikke umiddelbart nogen effekt. Fuldblodsbørn var vandt til at alle elskede dem, så at blive angrebet, havde selvfølgelig været et stort chok.

[Beijiru Hiskouto]

Beijiru lænede sig let mod sit skrivebord, og rystede på hovedet, imens han sukkede let "Så sandt som det er sagt, men vi kan ikke tage nogle chancer med dem.." Han vendte sig igen og gik over til en bogreol ikke langt fra døren, hvor han pegende lod en finger glide, hen over en lang række værker "Dette er alle nyere litterære udgivelser.. Disse har alle tre ting til fælles.. De er skrevet af mennesker, de fremstiller alle vampyrer i verden som sjæleløse dæmoner uden tanke for andre.. Og så beskriver de alle hvordan man slår vampyrer som dig og mig ihjel.." Beijiru tav, han vidste godt at mange anså ham for at være melodramatisk til tider, men de der kendte ham, vidste at han mente det godt hvad han sagde, og at han aldrig gjorde noget, uden at have overvejet konsekvenserne, af enhver handling først "Jeg vil som du også ved, hellere end gerne sikre den menneskelige arv, og lade deres race genopstå, fra nær at have været endnu en uddød art.. Det eneste jeg til tider kan komme at tænke på, hvad angår mennesket og dets slags.. Hvad er det egentlig vi vil rede? En race komplet bestående af folk, der ønsker at komme alle vampyrer til livs.. Det giver bare ikke megen mening på dårlige dage som idag.." Bemærkede han dæmpet, med en dyster undertone i sin stemme, hvorefter han så vendte sig mod hende igen, og betragtede hende roligt og tålmodigt afventende på hendes mening, alt imens tanken om de helt unge vampyrer, deres paniske gråd der kunne høres, komme ikke langt fra kontoret, skar lige ind i hans hjerte, han søgte sit sind efter en løsning, han skulle have dem til at falde til ro igen, og det helst inden deres øverste leder vendte tilbage, hvilket han i teorien kunne gøre hvornår det skulle være..

[Marie Jean Rosswell]

Hun fulgte ham med blikket, da han gik hen til bogreolen, og fulgte omhyggeligt hans finger, som gled hen over ryggen på de nyere bøger. Hans ord lyttede hun opmærksomt til. Hun tvivlede ikke på hvad han sagde, selvom hun ikke selv læste menneskernes bøger om vampyrer. Hun fandt dem fornærmende, selvom hun selvfølgelig godt kunne se fordelen i at kende menneskernes tanker om vampyrerne. ”De har levet med halvblodsvampyrerne i langt den største del af den tid vi har været offentligt kendte.. Og det kan man godt mærke på deres tanker. De tror vi alle er som dem. Tankeløse dræbermaskiner, som er ligeglade med konsekvenser.” halvblodsvampyrerne havde ødelagt det for mange. De havde hærget igennem landet, dræbt, udnyttet og skadet menneskerne. Intet under at de hadet vampyrer. Også selvom fuldblodsvampyrerne havde hjulpet dem, ved at få donorprogrammet på banen, så ingen behøvede dræbe mennesker, og ved at skabe THP, så deres antal kunne stige igen. Men stadig så menneskerne kun den dårlige tid for sig, hvor de blev dræbt som kvæg. ”Du har ret. Jeg har også nogen gange behov for at minde mig selv om, at vi har brug for dem. Både for deres blod, men også deres arbejdskraft. Halvblodsvampyrerne glemmer, at de ikke vil kunne få alle deres luksusprodukter og fine biler, uden menneskerne. Uanset hvor lavere tænkende de er end os, har vi brug for deres antal til at få verden til at dreje rundt. Jeg tvivler på nogen vampyrer vil gide lave alt det hårde arbejde selv.. Desuden kan mennesker da være underholdende, og de får da også lyse idéer engang imellem.” svarede hun funderende. Det var underligt at en så højtstående race som vampyrer, havde en tendens til at glemme de ting. Især halvblodsvampyrerne. Det gjaldt selvfølgelig ikke dem alle sammen, for nogen holdt jo med fuldblodsne. De kunne se fornuften i ikke at dræbe menneskerne som man havde lyst.
Heldigvis havde vampyrer et større opmærksomhedsrum, så selvom hun nu stod og talte med Beijiru, lyttede hun hele tiden efter de små, som virkede utrøstelige. Der var ingen tvivl om at de ville blive tifold mere beskyttet fra nu af. ”Børnenes bloddonere bør fra nu af have uniformer på, så de ikke kan smugle ting med ind i hovedsædet.” bemærkede hun, som en tilfældig strøtanke. Og så skulle de selvfølgelig undersøges grundigt inden de nærmede sig de små.

[Beijiru Hiskouto]

Han nikkede til hendes ord efterhånden som hun talte, det var jo på mange måder sandheden hun havde sagt, halvblodsne havde skabt uovertruffet meget kaos, skade og frygt blandt de dødelige mennesker, en frygt som overvandt de fleste af denne svagelige race, men som blev vendt til had hos andre.. Hvorfor kunne de i det mindste ikke acceptere at fuldblodsvampyrerne var til for at hjælpe dem, om ikke andet så lige for tiden, hvor det var en nødvendighed for begge racers overlevelse.. "Jeg må indrømme, jeg aldrig har ofret tid nok i nærheden af mennesker, til at kunne kende bare én eneste af disse.. For mig virker det som om de altid har travlt, de løber rundt om sig selv, uden at opnå noget af betydning, hvorefter de klantre os.. Dig, mig og hele vampyrracen i alle dets afskygninger.. Os klantre de nådesløst for alle såkaldte fejl i deres liv, hvert et sekund af deres liv nærer de dette enorme had mod os.. Hvorfor kan de da ikke indse at vi, af fuldblod er her for at hjælpe dem tilbage på den rette kurs...?" Beijiru tav i et øjeblik, det var tydeligt at han havde ment hvert et ord han havde sagt, for han kunne ikke forstå hvorfor menneskene ikke kunne se, at halvblodsne var en trussel mod menneskeheden, hvorimod de fleste af rent eller fuldt vampyrblod for tiden var deres allierede, så om sige i hvert fald "En uniform siger du...?" Et tænksomt blik kom frem i hans klare himmelblå øjne, før han tilføjede "Det er ikke nogen dum idé, jeg vil undersøge mulighederne herfor med Matthew, ved først kommende lejlighed.. Men indtil da må vi have børnene væk fra deres værelse, så der kan blive ryddet op, og de har en chance for, at kunne slappe af igen"

[Marie Jean Rosswell]

Hun forstod uden tvivl hans tanker. Mennesker var en svag race, på mange måder. De kunne ikke lide at føle ansvar og skyld over deres eget liv. Det var nemmere at klistre den skyld på nogen fremmed. Før vampyrerne havde de haft religion at give skylden for mange ting. Men det havde i højere grad været en måde at smide ansvaret fra sig, ved at bede til en gud, som så tilgav en for alt man havde gjort. Tåbelig tanke, hvis man spurgte hende. Men det var nok fordi vampyrer ikke havde nogen guder. ”De er blinde. De ser kun deres eget liv, i stedet for det større billede. Alle mennesker føler selv de er universets centrum på den ene eller anden måde. Deres eget liv er det vigtigste de kender, og når de så går galt, er det åbenbart nemmere at give os skylden, end at finde ud af hvad det egentlige problem er.. Det har altid været en af menneskernes største fejl, vil jeg mene.” i modsætning til Beijiru havde hun kendt nogen mennesker. Hun havde endda forvandlet nogen selv, så hun kendte fint nok til dem, selvom det ikke var hendes yndlingsbeskæftigelse at tale med de dødelige. De var ofte en kende for ignorante til at hun gad.
”Det kunne være en løsning i hvert fald, så vi er sikre på ingen nærmer sig dem igen..” funderede hun videre, i et øjeblik. Det var nok ikke den eneste sikkerhedsforanstaltning der skulle tages, men den slags lod hun Matthew og Beijiru om. ”Vi kan tage dem ned i opholdsstuen, og få dem der sidder dernede til at finde et andet sted at være. Så børnene ikke bliver mere stressede end de er i forvejen.” forslog hun, og hvilede de blå øjne spørgende på Beijiru.

[Beijiru Hiskouto]

Beijiru lyttede som altid til hendes ord og tog dem til sig, nok var han ældre end hende, men hun var trods alt ikke rådgiver for Matthew og ham selv for ingenting. Han nikkede let da hun havde forklaret om menneskelig opførsel, reaktioner og tankegang, han havde stadig, til trods for hans ellers ikke ubetragtelige levetid, særligt om mennesker, og besluttede sig derfor i stilhed, om at opsøge nogen af dem, således at han selv ville kunne skabe sig erfaringer herom. Da hun fortsatte med at tale om børnene, måtte han igen pådrage sig et tænksomt blik, og ganske som før måtte han se sig enig med Marie "Ja, en uniform er en god idé, noget må i hvert fald gøres, vi kan ikke have at noget som dette, nogensinde vil have en risiko for at blive gentaget..." Bemærkede han eftertænksomt og så hende lige ind i øjnene, med et mildt men alvorligt blik og tænkte videre i et øjeblik før han fortsatte, i et autoritært men roligt tonefald "Der skal flere til at tage sig af de små resten af denne nat, og.. Ja.. Opholdsstuen virker som et fornuftigt sted at bringe dem hen under oprydningen.. Kom med, vi må have sat tingene igang, det er vores fremtid det gælder" Han nikkede derefter kort til sine egne ord, før han med faste trin, begav sig i hastig gang mod børnenes fortsatte gråd, der dog måtte skære ham lige ind i hjertet, han kunne ikke klare når de, for unge til at kunne forsvare sig selv endnu, ikke var i sikkerhed og det var derfor en hjertesag for ham at få dette ændret hurtigst muligt

[Marie Jean Rosswell]

Beijiru og Matthew havde mere end nok erfaring til at være ledere, selvfølgelig. Maries rolle var mere at gøre opmærksom på de blødere og psykologiske dele af både vampyrer og mennesker. Hendes ekspertiseområde var nemlig forståelse for andres tankegang. Hun kunne sætte sig ind i hvad de ville mene om de planer der blev iværksat, og dermed forudse problemer. Noget især Tazu havde haft problemer med, men i det mindste tænkte Matthew og Beijiru sig mere om. ”Jeg kunne ikke være mere enig. Børnene skal føle sig trygge her, så de kan vokse op i fred og ro” det var vigtigt, så man var sikker på de blev velbalancerede som voksne, og ikke nogen neurotiske vrag. ”God ide. Jeg kalder nogen flere voksne hertil i nat” forsikrede hun ham, og nikkede understregende, inden hun fulgte med ham hun af kontoret. Kursen blev sat mod børnenes kvarter, mens nogen af vagterne udenfor, blev sat til at tømme opholdsstuen, og flytte nogen af børnenes ting derind. Senge, legetøj osv. Børnene befandt sig stadig i rummet. Selvom der kun var fem af dem, skabte de panik og nervøsitet hos de voksne i rummet. De prøvede at berolige dem, give dem mad og trøste dem, men intet lod til at virke. De var de i de modsatte ende af rummet, end hvor attentatmændene tydeligvis havde befundet sig. Kropsdelene var fjernet, men blodet var der endnu. Det var på loftet, gulvet, væggene, de sortmalede vinduer, lamperne. Alle steder. Det var ikke svært at gætte, hvordan Marie havde fået blod over det hele, lige som et par af de andre vampyrer i rummet.

[Beijiru Hiskouto]

Inde i børnenes normale værelse, var tingene bestemt ikke som det plejede "Børnene bringes venligst, roligt til opholdsstuen" Bemærkede han dæmpet, til en af de mange voksne der holdte opsyn med børnene, der kort så op og nikkede, før de rejste sig og bar et barn hver med sig, og begav sig ud af lokalet, uden et eneste ord, ud over forskellige trøstende bemærkninger, der blev sagt i et desperat forsøg på, at få børnene til at stoppe med at græde. Da de var gået vendte Beijiru sig mod de tilbageblevne, og konstaterede med en rolig men dog autoritær stemme, fyldt med gåpåmod "Vi må og skal have ryddet op her inden natten er omme. Så smøg ærmerne op, for der er nok at lave." Han udpegede herefter nogle enkelte vampyrer, og uddeleligerede herefter nogle forskellige opgaver, såsom at hente klude, mopper og den slags der skulle bruges til selv rengøringen, blodet skulle væk, og det skulle helst gå hurtigt, for han havde selv en masse andet at skulle se til

[Marie Jean Rosswell]

Da børnene var væk, var rummet straks mere roligt. Den sagte dryppen af blod fra loftet, var den eneste lyd derinde, mere eller mindre. Indtil Beijiru talte, selvfølgelig. Som for at understrege hans ord, faldt der et stykke blodigt hud ned fra loftet, lige da han stoppede med at tale. Med et let hævet øjenbryn, skævede Marie mod den blodige klump ”huh… Den ene havde en tatovering” påpegede hun med sådan cirka samme interesse, som man ville have, hvis et fremmed menneskebarn viste sin kridttegning frem. ”Det er nok deres lille organisations logo” tatoveringer var tåbelige, efter Maries mening. Især til mennesker, for det var svært for dem at komme af med dem igen.
Efterhånden som folk kom ind med en masse slags rengøringsudstyr, og begyndte at gøre grundigt rent. Det var ikke bare synet af blodet det skulle væk, men også lugten. Et par af tæpperne på gulvet kunne ikke reddes, så de blev fjernet helt. Desværre, for det var dyre, ægte tæpper. Marie rettede sin opmærksomhed mod Beijiru ”Jeg kan godt tage den herfra, hvis du har mere pressende sager? Det lyder også til at børnene slapper mere af nu” Hun forventede ikke at andenlederen af hele racen blev, for at overvåge noget simpelt rengøring, og der var ikke mere barnegråd at høre. Højst et lille klynk engang imellem. Sikkert når en af de små kom i tanke om begivenheden, og krævede omsorg igen.