|
|
Post by Dash Norvig on Sept 18, 2012 17:42:17 GMT 1
Hendes hævede bryn var på ingen måde ny for ham, den havde han set mange gange før hvilket blot fik smilet over hans læber til at vokse sig større. Kært, hvad end der end skete ville han have morede sig gevaldigt med både at have jaget hende en skræk i livet da han dukkede op ved gyden, og ved at se disse reaktioner på hendes pretty little face. Højden kunne skam også være ham en fordel overfor ældre vampyrer, men dem havde han også sine egne metoder at håndtere… hvis det ikke var tilfældet ville han næppe have været i live den dag i dag.
Hans ord bragte et blidt smil frem over hendes læber om end blikket blev sænkede. Det betød intet så længe det havde haft den ønskede effekt. Han illustreret et overrasket udtryk ved hendes svar om at det aldrig var sket før, overrasket var han nu ikke, men at lade hende tro det var der vel intet galt med. Som hun fortsatte lyttede han opmærksomt, kunne se hvor meget det gik hende på at folk tænkte på hende som underholdning frem for et individ. Han forholdt sig blot tavs som hun endnu engang fortsatte og smilede skævt ”Ellers havde jeg næppe sagt det” svarede han, stemmen var venlig og igen ærlig. Hun var et naturtalent, så hvorfor ikke sige det. ”Folk der blot ser Dem som underholdning er ikke rigtigt underholdt, for man ser altid på personen der er kilden til underholdning… desværre må jeg sige at Deres publikum er fuld af pædofile og sexhungrende typer…” det var sandheden, enhver der ikke kunne få noget af konen derhjemme, eller ikke havde en dukkede op disse steder for at glo på halvnøgne kvinder.
|
|
|
|
Post by Katharina Maeve Adair on Sept 19, 2012 19:40:31 GMT 1
Katharina hævede blikket mod hans ansigt efter ganske kort tids betragtning af fliserne. De var ganske pænt lagt her og ingen lå til at fange fødderne. Ikke at det havde været derfor hun så på dem, men undskyldningen var fin for ikke at indrømme hans smiger havde sin virkning. Hans smil havde endnu mere, og skønt hun stadig var på vagt overfor ham og langt fra stolede på hans hensigter, kunne hun ikke lade være med at slappe mere af i hans selskab. Ændringen var tydeligst i hendes skridt, hvor den ringlende lyd fra hendes bjælder blev mere munter og renere i tonen, som et vidne på hendes sindsstemning.
Hun skævede atter op mod ham, blot for at lade en perlende latter følge hans ord. "Åh, det er jeg sikker på De havde!" lo hun og lagde ikke skjul på med sit blik at hun trods alt fandt det smigrende. Hun kunne bare ikke tage hans ord for gode vare. Ikke som de havde mødtes og ikke med de skjulte undertoner han havde lagt i så meget af det han havde sagt og gjort. Ved det næste lage hun ansigtet let på skrå, efter først at have kastet et blik fremefter for at sikre sin fortsatte sikre fremfærd, og lyttede med et lille smil. "Det er de, men de udgøre nu ikke det værste publikum. Så længe de ser en danser og ikke en person, eksisterer jeg kun på scenen for dem, for danseren eksistere kun der. Det gør livet meget simplere og mere sikkert." Hun lod sit blik hvile undersøgende på ham og fortsatte så atter i en drillende tone, trods sine tidligere fiaskoer med lige den overfor ham. "Til De blandede dem med resten af publikum og så forbi scenekanten... Hvad gør det så Dem til i den forbindelse?" Hun kunne ikke lade være med at flirte lidt. Hans udstråling, ro og nærvær påvirkede hende trods alle advarsler fra hendes instinkter, sind og hans egne udtalelser og det forvirrede hende at føle på den måde.
Tag: Dash Norvig & Outfit: Her
|
|
|
|
Post by Dash Norvig on Sept 27, 2012 20:57:01 GMT 1
Hvad hun var sikker på var ikke helt korrekt om end det sagtens kunne have været det. Han smilede dog blot, uden hverken at bekræfte eller afkræfte hendes ord men lod det hænge i luften så hun selv måtte finde ud af om det nu virkelig passede eller ej. Hun fortsatte og han lyttede tavst til hendes rolige melodiske stemme som blev næsten helt syngende som bjælderne hun havde på nærmest udgjorde musikken. At hun slappede mere af nu end hun gjorde før vidste han skam godt, han kunne tydeligt fornemme det. hendes drillende tone fik hans blik til at blive vendt mod hende og et svagt smil finde vej over hans læber, det drillende udtryk i hans øjne forsvandt som han kort standsede op og spærrede hende vejen ved at træde ind foran hende lige det øjeblik hun trådte et skridt frem så hun endte med at stå helt tæt på ham. Han tog forsigtigt hendes hånd, løftede den op til sine læber og plantede et kys på hendes håndryg ”Det gør mig såmænd blot til Deres største beundrer” svarede han med en stemme der brændende af ærlig, og hvor han dog talte sandt. Han beundrede hende, på sin helt egen måde. Hans blik hvilede i hendes i nogle sekunder inden han forsigtigt slap hendes hånd og trådte til side så de kunne fortsætte.
|
|
|
|
Post by Katharina Maeve Adair on Sept 28, 2012 10:42:59 GMT 1
Katharina fortsatte fremefter, mens hun valgte den mest oplyst vej hjem og ganske kort overvejede om hun burde lægge den direkte til fuldblodshovedsædet. Hun forkastede dog tanken, som det truende gled af vampyren ved siden af hende, som hendes egen stemme fyldte natten med sin klang. Den steg og faldt med hendes skridt og havde også sin effekt på hende. Ikke at hun mistede sin mistro mod Dash, men den faldt til et mere overkommeligt leje.
Så ødelagde han hendes ro ved ud af det blå at træde ind foran hende og stoppe op. Så pludselig var bevægelsen at hun ikke fik bremset sine egne skridt, men endt op tæt mod hans krop og hurtigt måtte tage et skridt tilbage for at kunne se op på ham. Skæret i hans blik var skiftet og fik hende til at forsøge med et skridt mere baglæns. En bevægelse der aldrig blev til noget som han tog hendes hånd og fik hende til at holde vejret. Havde hun været menneske ville hendes hjerte have slået hurtigere, men som det var nu var alt hun afslørede om hans påvirkning det forsinkede åndedrag.
Der var dog intet truende i det florlette kys han plantede på hendes håndryg med al den gamle tids gentlemen over sig. Hun kunne ikke lade være med at rødme. ”Åh!” Hvor gammel hun end var – og det var intet i den større sammenhæng – så kunne hun ikke andet blive lidt paf af en sådan udmelding. Han virkede så frygtelig ærlig i det øjeblik og hun kunne slet ikke holde fast ved sin mistro til ham.
Så brød han øjeblikket, slap hendes hånd og fortsatte uden at hun havde fundet noget som helst fornuftigt at sige. Stadig ude af balance slog hun atter følge med ham, men hendes blik var endnu mere end før vendt mod jorden, når hun ikke skævede til ham gennem tætte vipper. Hvad var han lige for en, der sådan havde udset sig hendes selskab? Ikke som flertallet af halvblods, det var helt sikkert. Hun så til siden og stoppede så som hun genkendte sin sidegade. ”Det er enden af vejen for mig. ” Hun så op på ham og smilede forsigtigt.
Tag: Dash Norvig & Outfit: Her
|
|
|
|
Post by Dash Norvig on Oct 6, 2012 11:28:17 GMT 1
Naturligvis bemærkede Dash at de tog den oplyste vej, den slags gik ikke hans opmærksomhed forbi. *Klog pige*, tænkte han med et roligt smil over læberne. Almindeligt sundt fornuft, det kunne han lide! Hun gjorde ret i ikke at stole alt for meget på ham, det ville i sidste ende gå galt for hende, om det så var ham eller en anden hun kom til at stole lidt for meget på havde ingen direkte betydning, for han var langt fra den eneste med skumle planer der let kunne bringes ud ti livet.
Som han var trådt ind foran hende havde hun ikke nået at stoppe og de stod pludselig ret tæt på – noget han selvfølgelig intet havde imod overhoved – hun skyndte sig dog at bakke et skridt, noget han fandt morsomt. At hun ønskede at bakke endnu et skridt vidste han ikke, for det skete aldrig som hans hånd havde grebet hendes og han havde plantet det nået så uskyldige kys på hendes håndryg. Han bemærkede hendes reaktion, ikke i form af hamrende hjerte for de var begge vampyrer, men nærmest den elektriske luft omkring dem.
Hendes rødmen fandt ham kun bedårende, utrolig klædelig og noget så bemærkelsesværdig. Hendes reaktion var dog om muligt langt sødere end hendes rødmende kinder, og han smilede lettere undskyldende for at gøre hende så mundlam. ”Tænk at guderne skaber noget så smuk der kun bliver smukkere med en smule farve i kinderne, ak.. den mand der skulle have heldet med at vinde Deres hjerte er en heldig mand” endnu engang var ærligheden at finde, løgnen i hans ord var godt skjult. Med så mange års erfaring med løgne kunne end ikke en løgneafsløringsmaskine afsløre ham, så god var han på det punkt.
Der gik ikke længe – desværre – ingen hun var nåede frem til det område hun boede i, og ved hendes tor standsede han op med et svagt smil over læberne. Han vendte sig mod hende så han stod med fronten mod hende, uden at smilet forlod hans læber. ”Tak fordi jeg måtte følge Dem på vej, jeg håber De vil tilgive mig chokket fra før.. og må De have en fortsat god aften” lød hans rolig stemme. Hvor var han dog høflig, ja selv hans tyve ville tvivle på hans opførsel lige nu, for gud hvor var han en fantastisk skuespiller!
|
|
|
|
Post by Katharina Maeve Adair on Oct 9, 2012 20:31:33 GMT 1
Dash's ord mindskede ikke ligefrem den røde farve i Katharinas kinder, som han let og elegant leverede endnu en smigrende kompliment til hende. Den hjalp heller ikke på hendes tab af ord. Hvor meget af hans ord han virkelig mente kunne hun kun gisne om, men han forstod at levere dem med en naturlighed der slørede alt om bagtanker. Hun var dog ikke i tvivl om at de var, bagtankerne altså, for det var de altid. Hvorfor skulle han ellers have ventet på den måde på hende - eller havde han bare ventet på den første den bedste af danserne? Det kunne ikke afvises. Om det var ren smiger eller ej, så virkede ordene i hvert fald og hendes smil til ham blev usikkert en smule varmere, mens hendes blik blev mere forvirret.
"De er tilgivet for den lille ting og den næsten glemt.." svarede hun med et smil og uden at hendes stemme eller blik gav det mindste fra sig om at han hverken var tilgivet eller episoden glemt. Hun ville nærmere holde det mod ham for evigt, men også kun fordi han gjorde hende nervøs - og at han var halvblods. De var ikke til at stole på, hvis man ikke havde en personlig forbindelse med dem og den helst bestående af blod. "I lige måde, Mister Dash, De var alt for venlig at følge så langt." Igen var det ikke til at høre i hendes stemme at hun langt fra havde følt det som en venlighed, men der var heller ingen grund til at provokere en mand der på alle måder virkede til at være hende overlegen.
Hun fulgte det sidste op med et lille nik, før hun elegant og med overraskende lidt lyd fra bjælderne trådte til siden og ind af sidegaden før hun vendte sig og satte farten lidt op på vej væk. Lidt nede drejede hun om det første hjørne og derefter tre mere, før hun slog ind på den der var hendes. Der lod hun sine sanser søge ud, før hun stoppede ved rette dør, låste sig ind i opgangen og forsvandt ind i bygningen. Først da hendes egen dør var lukket og låst bag hende åndede hun en smule lettere. Hvem havde den fyr lige været? Hun stod lidt i mørket og lyttede, før hun fortsatte ind i lejligheden og lod morgengryets ritualer slappe hende af på vejen i seng. Ingen hun havde lyst til at møde igen. Det var sikkert.
OUT
Tag: Dash Norvig & Outfit: Her
|
|
