Changes are mostly good (P)

[Cole Robert Lockwood]

Det var sent om natten, da Cole havde fået lysten til at tage på vampyrbaren, men da han gik derind, søgende efter en hvis bartender, han havde fået et godt blik til, gik det op for ham at han havde været lige lovligt sent på den, så han tog en enkelt drink der var umiskendeligt mørkerød, hvorefter han, iført sit arbejdstøj, gik ud til bilen igen og fik kniven sat tilbage i bæltet. Når han var uden for regulationer såsom barer havde han den altid på sig, lidt småligeglad med om det måske ikke var helt så lovligt. Med en halvgnaven mumlen satte han gang i bilen - den underlige kasse, han havde fundet ud af eksisterede efter dvalen - og drønede ud fra parkeringspladsen og videre mod Vickys lejlighed. Hun havde vel sikkert tid til en enkelt drink derhjemme så.

Cole havde ikke haft noget at lave hele døgnet, så han var ved at være rastløs. Normalt var Vicky løsningen der, men nu hvor hun ikke var på baren ville der gå længere tid i kedsomhed.
Han holdt ind ved parkeringspladsen, da han nåede til det lejlighedskompleks hun boede i og da han gik hen til opgangen var det med et betydeligt bedre humør - altså lige indtil han hørte et skrig, han kun kunne forbinde med hende. Han kiggede hurtigt op fra det dørhåndtag han havde fat i og satte omgående i løb efter lyden, mens han trak den drabelige kniv og lige så stille og roligt fik et mere rasende udtryk i ansigt. INGEN.. Skulle røre Vicky!

[Vicky Annabella Tanganile]

Vicky havde haft en rigtig god aften på arbejdet, hun havde hygget sig med sine kollegaer, hun havde dog ikke set Safran, men hun regnede med at han holde sig på sit kontor, det gjorde han nogen dage. Det var synd for hun kunne jo godt lide at bruge tid sammen med ham også. Men sådan var det, det kunne man ikke gøre så meget ved. Det havde da også været en lang vagt, men nu var han på vej hjem. Som så mange andre nætter havde hun ikke taget sin bil, hun kunne ikke se hvorfor hun skulle, natten var så dejlig, så hvorfor ikke bruge tid på at gå rundt i den, hvilket hun for det meste altid gjorder når det var sådan hun fik fri fra arbejde. Hun var nu kommet til parken, en park hun faktisk tit nød at gå rundt i, også bare for at gå en tur om natten. Den var hyggelig.

Hun var kommet til udgangen af parken som ikke var så langt fra hendes opgang, da det skete. Der var 3 halvblods vampyrer der overmanede hende. Hun skreg, i håb om at der var nogen der ville komme hende til undsætning. Hvilket bare gjorde at den ene slog hende, hun var sikker på det ville give et mærke, lorte halvblods vampyrer, hun prøvede at kæmpe sig fri, men hun kunne ikke, sammen var de forstærke, de måtte også alle sammen være ældre end hun selv var. De fik hende ned på jorden, hvor efter de fandt hver deres kniv frem og begyndte at skære en masse ukvemsord ord på hendes krop. De fik også hevet hendes kjole i stykker så de havde mere at skrive på. Vicky lå med lukkede øjne lige til hun kunne høre der kom en løbende i nærheden, hun kiggede op og kiggede hen mod manden, hun kendte ham ”Cole” græd hun, mens hun endnu en gang prøvede at komme fri.

[Cole Robert Lockwood]

Cole fik øjeblikkeligt øje på Vicky der lå, med kjolen skåret i stykker og blod på kroppen, fra de knive, tre halvblods stod med. Hans vrede blev næsten utålelig, især da han så Vickys grædende blik og hørte hendes bøn om hjælp. Andet var det ikke.
De havde naturligvis også fået øje på ham og der gik ikke lang tid, før to af dem, med overlegne attituder kastede sig mod ham. Den ene fik hans kniv i maven, den anden kunne "nøjes" med at få skallen mast, da han greb om dens ansigt og klemte til. Den knasende lyd var meget høj. Cole var næsten euforisk af den, da han skødesløst kastede mandslingen fra sig og koncentrerede sig om den anden, der stadig stod bøjet over hans ret lange kniv.

"Det skulle I ikke have gjort," forklarede han i en næsten dyrisk knurren til manden, mens han stak kniven flere gange ind i kroppen på ham. Han ville ikke dø. Han ville bare lide. For nu. Dog gik der ikke lang tid før den tredje mente at de andre to havde for meget besvær med fuldblodsmanden og han tyede til, at gøre den mest dumme handling overhovedet mulig. Han ignorerede Vicky, så hun kunne komme væk, for at kunne stikke sin kniv i armen på Cole der var så optaget med den anden at han havde lavet en åbning. Smerten var kort. Så gik det grueligt galt. Cole var voldsomt rasende og han vendte sig omgående mod knivens ejermand, mens den anden halvblod gled ned på jorden og så småt begyndte at kravle væk sammen med den første.
Den halvblod Cole havde fat i nu, var dog ikke så heldig.

Cole var ikke i sit tilgivende humør længere. Denne vampyr skulle dø! Han greb fat i fyrens hoved, igen lød der en knasen, før han førte sin kniv op til halsen på ham. Hvad halvbloden ikke havde forventet var, at Coles kniv var specialsmedet. Den kunne sagtens skære gennem knogler. Og det gjorde den også nu, ganske hurtigt. Cole fik det vendt således, at han ikke selv fik blodet på sig. Det var bare besværligt. I stedet sprøjtede det på væggen, ganske kort, før kroppen faldt om. Hovedet blev også bare smidt på jorden, hvorefter Cole tog fat i den kniv der sad i hans underarm og flåede den ud i en hidsig bevægelse. Lige så blev den smidt på jorden.
Han faldt umiddelbart ned, da han igen fik øje på Vicky, der stadig lå på jorden. Om hun var alvorligt såret var ikke til at vide og derfor skyndte han sig at sætte sig på hug ved hende og tog forsigtigt fat om hendes skuldre.
"Vicky? Er du.. Okay?" Han var ikke vant til de nyere ord, men de skulle helst bruges. Så det gjorde han, mens han strøg nogler hårtotter væk fra hendes ansigt.

[Vicky Annabella Tanganile]

Vicky viste godt hun burde have rejst sig da det var sådan at de forsvandt fra hende, men hun kunne ikke få sig selv til det. Hun lå og trak vejret tungt ind, for at få sig selv til at slappe af. Hun lår også og kiggede hen på Cole, og de tre halvblods, det var ikke lige frem kønt at se på, men hun var glad for at han var der. At han havde været der, hun ville slet ikke tænke over hvad der kunne være sket hvis det var sådan at han ikke havde været i nærheden. Hun var ikke sikker på at hun ville have overlevet, det var hvert fald helt sikkert.
Da Cole satte sig på hug ved hendes side sendte hun ham et taknemmeligt smil og lod en hånd ligge sig på hans lår da han tog fat i hendes skuldre. ”Jeg er ok, alt taget i betragtning” sagde hun roligt og satte sig halvt op, hun var ikke selv klar over hvor slemt hendes krop måtte se ud, hun havde ikke kigget ned af den. Hun havde ikke turdet. En ting var dog sikkert. Det havde gjort sindssygt ondt. ”Er det slemt?” spurgte hun stille, hun ville gerne vide det, men hun ville ikke selv kigge.

[Cole Robert Lockwood]

Cole var glad for at det ikke var værre end det var. De kunne have skåret hendes tunge ud eller forsøgt at å hendes hoved af hendes krop. Det var slemt, men det kunne stadig have været meget, meget, værre. Idet hun satte sig op, skyndte Cole sig at støtte hende, da hun altså stadig ikke virkede okay, på trods af, at hun sagde at hun var det. Hans blik var stadig en smule vildt af vrede, men hans bekymring var stærkere. Han kunne sagtens have halet ind på de sidste to halvblods, fanget dem og smidt dem i fuldblodssædets fangekælder, men Vicky var vigtigere. Han nikkede fostående, mens han kiggede sig omkring for at forsikre sig at der intet skete. De kunne ligge i et baghold, men han kunne kun lugte den døde af dem. Ergo, måtte de være stukket af.

Vickys spørgsmål fik Cole til at se skaderne an og han bedømte at det var grimt. Der skulle gøres noget ved dem, mindst. Og så blødte det en god del. "Ikke værre end at jeg kan ordne det," sagde han dog. Han ønskede ikke at hun skulle være bange. Han kunne ikke lide når hun var det. Ej heller når hun var skadet. "Jeg tager dig med op i din lejlighed nu. Det kan måske være det vil gøre lidt ondt, men jeg skal nok passe på," forsikrede Cole, før han fik hende op i sin favn og selv rejste sig. Hans egen arm gjorde også ondt, men det var han for optaget til at lægge mærke til. Han gik bare med hende, som en brud. Det virkede forholdsvist makabert for eventuelle folk der så det udefra, men for Cole var en hverdagssag. Han gik helt hen til lejlighedskomplekset, åbnede døren med en albue og gik ind i elevatoren. Godt det var så sent. Det ville være noget lort med folk herinde.

Da de var kommet til hendes dør, fik han rodet en nøgle frem fra hendes taske, alt samtidig med at han stadig holdt hende. Han fik også denne dør op, gik inden for og fik hende hen i en sofa, hvorefter han selv fik jakken ud af hænge på en af knagerne. Hans skjorteærme var flosset op efter kontakten med den forbandede kniv, men han ignorerede det lige så pænt, selvom ærmet klistrede ned i såret og sikkert ville blive småubehageligt senere. Vicky var vigtigst.
"Hvor har du en.. Førstehjælpskasse?" Spurgte han, lidt forvirret. Endnu et af de dersens avancerede nye ting.. Men det skulle stadig bruges!

[Vicky Annabella Tanganile]

Vicky sukkede lidt da det var sådan at han sagde at det ikke var værre end at han kunne gøre noget ved det, det lød ikke lige frem positivt. Men hun var virkelig glad for at det var Cole der var hos hende lige nu, hun nikkede da han sagde at han ville tage hende hen til hendes lejlighed. Da han havde sagt at det nok ville gøre lidt ondt at han tog hende op, så hun var advaret, men han måtte have underdrevet, for det gjorde sindssygt ondt, mere end noget andet hun nogen sinde havde prøvet før, hvilket hendes små gisp og støn og alle tårende der løb ned og hendes kinder. Hun puttede hovedet ind mod hans skulder og en hånd på hans brystkasse, så var hun sikker på at han var der, og at han ikke tabte hende. En dum ting hun havde, men hun var bange for at han ville tabe hende, selvom hun viste han ikke gjorde.

Hun sukkede endnu en gang da hun blev lagt ned på hendes sofa, hun ville hellere være i nærheden af ham, så følte hun sig ikke nær så sårbar. Da han havde fået hans jakke af og hun kunne se hans arm gjorde hun store øjne ”Cole?” hun ville være sikker på at han var ok, han skulle også tænke på sig selv, hun ville ikke have at han kom til skade pga. hende. ”Ude på badeværelset i et af skabene” sagde hun roligt, og pegede ud mod hendes badeværelse. Hun kunne ikke huske hvor hun havde sat den, for det var ikke så tit hun havde brug for den, hun brugte den faktisk næsten aldrig. Eller det var ikke sandt, hun havde aldrig brugt den, så alt hvad der var i den da hun havde fået den, det var stadig i den.

[Cole Robert Lockwood]

Cole så ned på Vicky da hun stirrede på hans arm og gjorde store øjne, mens hun sagde hans navn spørgende. Hun måtte være chokeret over såret, men han gav et mindre træk på skuldrene. "Det går hurtigt over. Nu finder jeg noget til dine sår," svarede han bare, en smule bestemt, men på ingen måder vredt. Cole kunne ikke være vred på Vicky. Og der var heller ingen grund til at være det lige nu.
Han gik ud på badeværelset og kiggede alle skabe igennem, til han fandt den røde kasse. Underlig måde at have sine ting. Var der overhovedet plads til det dernede? I sådan en lille boks?

Cole gik ind til Vicky med den, hvorefter han gik ud i køkkenet og tog en skål ud fra et skab og fyldte den med lunkent vand, som der røg en ren klud ned i.
Da han endelig var inde ved Vicky, trak han en stol hen til sofaen hun lå på og gav hende et lille smil. Temperamentet var efterhånden i orden igen.
"Det her kommer også til at gøre ondt. Men det er nødvendigt," forklarede han, mens han begyndte at rense de sår hun havde fået rundt omkring på kroppen med kluden. Samtidig, sneg hans hånd sig hen til hendes og tog den, så hun vidste at han var her. Han var ikke helt vant til, at skulle være der for en såret kvinde. Tilbage i Norge havde alle ordnet deres egne sår, med mindre det var mistede lemmer. Der var ingen tid til sympati. Men det her var noget andet. Cole holdt af Vicky og brød sig ikke om at se hende i smerter.

[Vicky Annabella Tanganile]

Vicky sagde ikke noget men det var tydeligt at hun ikke var tilfreds med hans svar, han kunne da godt lige fjerne det som sad inde i såret så det hurtigere kunne hele, det var jo altså ikke så nemt for det at hele når det var sådan at hans skjorte hang ind i den. Men hun viste godt at det ville ikke hjælpe hende at begynde at diskutere det med ham, han havde sat sig i hovedet at det ikke var vigtigt, så hun var sikker på at han alligevel ikke ville lytte.

Da han kom tilbage sendte hun ham et smil, selvom hun ikke var videre glad for hvad han skulle til, men hun viste jo godt at det var det bedste, hendes sår måtte bestemt ikke være helt rene, hun havde jo lagt på jorden og alt muligt. Så hun var sikker på at der var jord og alt muligt i. Hun nikkede til at det ville komme til at gøre ondt, det var hun godt klar over. Hun var også godt klar over at det på ingen måder ville blive nemt at ligge stille, men hun viste hun blev nød til det. Hun knep øjnene hårdt i og kom med et lille gisp af smerte. Da han tog hendes hånd gav hun den et hårdt klem fordi det gjorde så ondt. Hun hulkede en smule af smerte og tårende løb da også ned over hendes kinder.

[Cole Robert Lockwood]

Cole vidste godt at det gjorde ondt på hende og derfor gjorde han det så hurtigt han kunne, mens han lyttede til hendes hulken. Han holdt dog fokus på arbejdet og så ikke på andet end sårene, da han var nødt til at få sig selv til at arbejde videre. Hvis han så hendes ansigt nu ville han sikkert ikke kunne få sig selv til at gå videre og det måtte for alt i verden ikke ske. Der kunne jo komme infektioner. Da han var færdig med at rense sårene, lagde han forbindinger over det og strammede let til, før han trak tæppet fra sofaryggen ned og lagde det over hende.

"Prøv at slap af. Det virker mod smerterne," rådede han hende, før han gav sig til at ordne sit eget. Han pillede skjortærmet af, rensede såret næsten uden at give en mine fra sig, hvorefter han egenhændigt forbandt det. Da han var færdig lagde han forsigtigt en hånd på Vickys skulder.
"Jeg finder dem i morgen. Så kan de svare for deres handlinger," sagde han småvredt, hentydende til de to resterende halvblods. De skulle en tur i fuldblodssædets fangekælder. Han ville selv stå for afhøringen, hvis det stod til ham, men nu var han ikke den højst rangerende derinde.

[Vicky Annabella Tanganile]

Det gjorde ikke bare ondt, det var nærmest ulideligt. Men til gengæld viste hun godt at der ikke var noget at gøre. Hun prøvede at holde sig så roligt som det overhovedet var muligt, lige som hun prøvede at holde hendes vejrtrækningen så normal som muligt. Men det sidste lykkedes ikke. På ingen måder. Men hun var rigtig glad for at han gjorde det så hurigt som han gjorde. Så det hurtigere var over. Hun kunne ikke lade være med at smile da han Puttede hende under et tæppe.

Hun nikkede. Hun skulle bestemt ikke noget lige nu,, bare tanken om at skulle bevæge sig gjorde ondt. Hun betragtede ham mens det var sådan at han rensede sit eget sår, hun forstod virkelig ikke hvordan han kunne gøre det uden at fortrække en mine. Hun havde jo selv lige prøvet det. Og det gjorde jo altså sindssygt ondt. Da han lagde hans hånd på hendes skulder tog hun og lagde sin oven på hans og nussede blidt hans håndryg med sin tommeltot.
Hun rystede på hovedet da han sagde at han ville finde dem. Det måtte han ikke. Tænk hvis han kom til skade. "Det er lige meget. Jeg vil ikke have de sker der noget" sagde hun stille men trist. Hvis han igen kom til skade pga. hende ville hun ikke kunne tilgive sig selv. Han var så sød at han ikke fortjente det.

[Cole Robert Lockwood]

Cole vidste ikke helt hvordan han skulle reagere, da Vicky lagde sin hånd oven på hans og begyndte at nusse den. Han var ikke rigtig vant til det. Det var noget nymodens noget, helt sikkert. Tilbage i tiden ville han bare have vendt dem om på maven og gået i gang med de vilde lege. Det gjorde han egentlig også til dels stadigvæk, men det var irrelevant lige nu. Vicky skulle ikke behandles sådan. Hun var noget anderledes. Hun skulle ikke lide nogen overlast overhovedet.

Da hun rystede på hovedet og sagde at hun ikke ville have han kom til skade, rystede han også selv på hovedet. Der var slet ikke tid til at tænke over sådan noget. Han ville bare ende med at miste stillingen han havde arbejdet sådan for at få.
"Jeg lover dig at jeg ikke kommer noget til. Det er mit job. Jeg kan ikke bare ignorere sådan noget, det får mig til at miste status og respekt. Det går ikke," forklarede han roligt. Han regnede ikke med at Vicky ville forstå det. Det var ikke det samme i dag, som før i tiden, hvor han skulle teste sig selv hver evig eneste dag. Han havde ikke været Norges mest berygtede viking for ingenting. Hvad værre var, han kunne lide det.

[Vicky Annabella Tanganile]

Vicky havde slet ikke tænkt over at hun havde lagt sin hånd på hans, det havde bare virket naturligt. Hvorfor var hun ikke helt sikker på. Hun sendte ham et sødt smil og gav hans hånd et klem ”Har jeg nogen sinde sagt hvor glad jeg er for du er i mit liv?” spurgte hun roligt, hun var rigtig glad for at have ham i sit liv, ikke kun nu hvor han faktisk havde hjulpet hende, men også før det og hun viste at hun også ville være glad for det efter også. Han var en af dem hun virkelig ikke ville undvære, så det håbede hun at hun aldrig nogen sinde kom til.
Hun sukkede stille, hun viste godt at han blev nød til at gøre hans job, men det gjorde hende altså ikke mere tryg ved det, og det ville hun nok aldrig blive, men hun viste godt at hun ikke kunne sige noget til det. ”Bare du passer på dig selv” sagde hun stille og lukkede sine øjne lidt i, det var ikke fordi hun var træt, ikke som sådan, hun var bare udmattet, og hun burde nok også få noget blod, det kunne helt sikkert hjælpe på alt. ”Vil du hente noget blod til mig? Der er noget i køleskabet, det skal bare varmes” hun blev nød til at få noget at spise, ellers falde hun nok snart i søvn, selvom hun ikke var træt.

[Cole Robert Lockwood]

Vickys pludselige kommentar om at hun var glad for at have ham i sit liv, fik faktisk gjort Cole helt perpleks. Han var vant til at kvinder forgudede ham, men Vicky var nede på jorden, og desuden var hun en fuldblods ligesom han og hans charme havde derved kun den normale effekt. Han vidste at hun mente det, og at nogen værdsatte ham som hun gjorde, varmede hans ellers ret så døde hjerte. Han kunne ikke få sig selv til at svare på hendes spørgsmål, så i stedet svarede han på at hun sagde han skulle passe på sig selv.
"Selvfølgelig, det skal jeg nok."

Han var lidt hurtig til at rejse sig op ved Vickys forespørgsel, da han både følte sig lettere akavet og så fordi hun så lidt for sløv ud. Hun havde også mistet blod. Cole nikkede roligt og gik ud i køkkenet, hvor en nærmere inspektion af skjorteærmet, fik ham til at trække på skuldrene og tage den af for at smide den ud.
Nu i bar overkrop, fandt han en blodpose frem, gav den et par minutter i mikrobølgeovnen, hvorefter han tog den ud og gik tilbage til stuen.
Han satte sig på samme stol som før og holdt posen ud foran hende, da det gik op for ham at hun så ud som om at hun sov. Han tog igen fat i hendes skulder.
"Vicky?" Sagde han spørgende, mens han rystede hende let.

[Vicky Annabella Tanganile]

Hun viste ikke hvor det kom fra men hun viste at det var rigtigt og et rigtigt tidspunkt at sige det på. Dog var hun ikke sikker på om det var hedes tilstand heller i det eller taget omstændighederne det gjorde det. Men det havde føltes så rigtigt. Om han svarede på et eller ej. Det gjorde ikke noget. Hun var bare glad for at hun havde sagt det til ham. Hun nikkede og smilede da han sagde at han nok skulle passe på sig selv. Andet forlangte hun ikke. Selvom hun ikke kunne forlange noget overhovedet.

Vicky havde ikke åbnet øjnene da han havde rejst sig, dog havde hun kommet med et lille suk over at mærke hans hånd forsvinde fra hendes skulder. Den gav hende alligevel en hel del tryghed lige nu, bare det at mærke at han var der hos hende. Dog gik der ikke særlig længe fra han havde rejst sig til hun var faldet i søvn, ikke nogen særlig dyb søvn, men hendes krop havde brug for hvile for at komme til kræfterne igen. Da han stille rystede hendes skulder åbnede hun øjnene og det var ikke lige frem det syn hun havde regnet med at se. Dog kunne hun ikke lade være med at smile skævt op til ham. Hun fik sat sig lidt op, så godt hun kunne uden at få smerter. Hun hadede at ligge ned og drikke fra en pose. De eneste gange det var ok at ligge ned og spise. Var når det kom direkte fra kilden. "Tak" sagde hun blidt med endnu et skævt smil. Hun havde ikke tænkt over at ved at sætte sig op falde tæppet ned og nu lå det på hendes lår i stedet for at dække hendes ellers næsten bare overkrop. Som lige nu kun var tildækket af en bh som var stort og ret gennemsigtig. Istedet begyndte hun bare at spise det blod han havde taget med ind til hende.

[Cole Robert Lockwood]

Cole vidste ikke helt hvad Vickys skæve smil skulle til for. Jo, han havde da nøgen overkrop, men det var jo meget normalt. Derfor virkede det heller ikke som om at det havde nogen vild effekt på ham at hun også sad næsten nøgen. Han tog det med et gram salt og lænede sig bare tilbage i stolen og ventede på at hun blev færdig med at spise. Da det var ordnet, tog han blodposen med sig ud i skraldespanden og gik tilbage til hende igen.
"Du burde sove lidt. Bare rolig, jeg bliver her til du vågner,"
Sagde han, mens hun sad der, med iturevet tøj og forbindinger rundt omkring. Det var lige før hun lignede en krigsveteran, men hver gang han vendte sit blik mod hendes ansigt blev han enig med sig selv. Hun var for smuk.

Uden at sige yderligere, gik han hen til de vinduer hun måtte have og rullede gardinerne for. Heldigvis var de da mørke, så der ikke kunne komme sol ind. Han sørgede for at få dem til at dække godt og grundigt, så der ikke ville komme det mindste sollys ind og derefter satte han sig til rette i hendes lænestof. Han havde selv været på arbejde i flere timer, så han kunne også godt bruge et par timer på øjet. Men han ventede til hun så ud til at hun sov før han havde tænkt sig at forsøge på selv at gøre det. Tit var Coles søvn nemlig lidt småtung.