Højsæsonen

[Michael Adskhan]

Det var højlys dag. Middagstide lurede og gæsterne vrimlede ind på Terrace. Grundet højsæsonen, var der også mange udlændinge som kom for at smage på maden her, så der var ekstra travlt som altid om sommeren. Men det var også der man tjente bedst. Michael suste rundt mellem bordene, tog imod ordre på drinks og mad, og serverede også for gæsterne. Han tjekkede også én gang ved hvert bord han betjente, om det hele var ok. Der var meget meget få klager. Maden var jo god her og der var stil. Mange sad og snakkede og nød udsigten. Ikke var der tid til de lange pauser, men det gjorde ham heller ikke noget. Så holdt han sig i gang. Han kunne bære adskillige tallerkner på armene, og havde en perfektions ballance lige til at skulle betjene med ynde. Når gæsterne så forlod et bord efter deres mad, samlede han sine tips ind, tørrede bordet af og lagde nyt bestik til næste flok. Han smilede til gæsterne, for at de ikke skulle klage over en sur betjener. Efter at have holdt lidt øje med en pige i længere tid, som så ud til at vente på en eller anden, gik han hen til hende. "Afventer De nogen Frøken?" spurgte han høfligt. Tiltalte altid kunderne med respekt og venlighed, samt høflighed. "Hvis det ikke kommer mig ved, så undskylder jeg for at spørge," tilføjede han hurtigt og med et let smil. "Har De brug for noget? En kande vand eller er der andet i menuen som kunne friste Dem?" spurgte han videre.

[Helena Kaya Alexandrei]

Tsk. Hvis det ikke var typisk mennesker, hvad var så? At arrangere et møde for at udtale sig om beskyldningerne mod sig, og så få kolde fødder og ikke dukke op! Tøsedreng, og han skulle forestille at være politiker. Det var helt sikkert at Helena ville give ham dårlig omtale fra nu af, og hun var også voldsomt fristet til at tage en bid af ham, næste gang hun så ham. Men det gik nok desværre ikke.
Helena sad alene ved et tomandsbord, og skjulte egentligt sin vrede ret godt efter hendes egen mening. Hun lignede ikke ligefrem solen selv, men så derimod ganske neutral ud. Hun havde taget en almindelig hvid sort sommerkjole på, som sad tæt på overkroppen, og fik så mere vidde fra hoften og ned til knæene hvor den stoppede. Den sorte farve stod i stærk kontrast til hendes ligblege, men perfekte, bløde hud. Ligeledes gjorde hendes mørke hår. Hun sad og kiggede ud af vinduet med et fraværende blik, som om hun ikke rigtig lagde mærke til udsigten, som ellers fortryllede mange andre.
Hun blev først lidt nærværende igen da hun hørte en stemme, og rettede derfor de grønne øjne mod det sted stemmen kom fra, og fik øje på en, ja han var vel køn, blondt menneskedreng. ”Helena” rettede hun ham automatisk. Hun brød sig ikke om at blive kaldt frøken ”Tja. Jeg ville ikke sige en nogen. Han kan nok nærmere klassificeres som en rygradsløs primat, som ikke ved hvem han leger med” hun trak på skuldrene og sendte ham et skævt smil ”Undskyld ikke for nysgerrighed. Det er sundt” viftede hun ham af. Hun levede trods alt af nysgerrighed ”Jeg drikker ikke.. Vand” svarede hun og spekulerede på om de overhovedet havde blod her? Hun havde ikke spurgt ”Har du en rå bøf?” hun så ind i hans øjne uden så meget som at blinke, eller afsløre om hun mente det alvorligt, eller om hun tog gas på ham.

[Michael Adskhan]

Selvom vampyrerne stort set var overalt i Tyrkiet, var det egentlig ikke nogen som Michael ofte stødte på. Men det havde måske noget at gøre med, at han ikke prøvede på at finde dem. Han levede egentlig bare sit eget liv, hvilket lige for tiden kun gik ud på arbejde og at passe sin lille lejlighed. Han trak vejret roligt. At denne kvinde, så meget neutral ud, havde han godt lagt mærke til. Men hun var jo også fraværende. At hun var sådan, fjernede dog ikke smilet fra hans egen læber. At hun var ligbleg, så han udmærket godt, selvom det også kunne skyldens den sorte farve - at hun så ekstra bleg ud. Det behøvede jo ikke være en vampyr, måske var det bare en pige som havde været syg eller noget? Hvad vidste han. Ingen fordomme. På trods af den blege hud, var hun dog yderst smuk alligevel. "Helena," sagde han stille da hun rettede ham, blot for at understrege han nok skulle kalde hende det. Han nikkede bare til hendes ord lettere forsigtigt. Han trak hans lille blok op og skrev en kande vand ned. Han kiggede lidt spørgende på hende. Ja, de havde da råt kød, men han regnede ikke med at kokken ville blive særlig glad for den bestilling. "Laver du sjov?" spurgte han lidt mere forsigtigt, da han ikke kunne se på hende om hun virkelig mente det eller gjorde grin med ham. Han blinkede let med øjnene.

[Helena Kaya Alexandrei]

Åh mennesker var nu alligevel ikke så slemme. I det mindste sørgede de for at dagene ikke blev for kedelige! Og ham her var ingen undtagelse. Hun kunne godt lide at han rent faktisk spurgte hende om hun mente. De fleste andre tjenere hun hade spurgt om råd kød i årenes løb, havde bare kigget perplekst på hende, uden at sige noget, mens de sådan set bare ventede på at hun ville fortælle dem at hun ikke mente det. Morsomme individer sådan nogle mennesker. ”Bestemt ikke” hun rystede let på hovedet mens smilet forblev på hendes blegrosa læber. Hun holdt en lille kunstpause ”Jeg regner ikke med at jeg kan bestille steak eller sådan noget, hvis ikke i har råt kød” et sted var det jo logisk. Hun havde trods alt ikke sagt at hun ville have en rå bøf, men bare spurgt om de havde en. Hendes ansigtsudtryk blev mere mildt og venligt mens smilet blev mere oprigtigt ”Ej undskyld, det var svært at lade være.” sagde hun undskyldende og kastede et blik på menu kortet ”Jeg vil gerne have en grøn salat med kylling, og med dressingen ved siden af” sagde hun efter et par sekunders betænkningstid. Hun spiste jo faktisk ikke menneskemad, eller behøvede at drikke, men det ville også virke mærkeligt at sidde på en restaurant og bare nippe til kuvertbrødet. Straks ville der bare blive sat anoreksi rygter i gang.

[Michael Adskhan]

Michael havde ikke tænkt sig, bare stå og glo dumt og forvente, at hans kunde ville uddybe. Han kunne da ligeså godt få en samtale ud af det, nu hun spurgte på den måde. Han så indgående på hende, selvom han virkelig ikke kunne finde ud af at læse hende. Et svagt bryn hævede sig let, da hun blot svarede bestemt ikke. "Ikke?" nåede han at spørge under hendes lille pause, før hun så fortsatte. Hans smil blev lidt større og han måtte kort le. "På den måde," sagde han stille og tænkte på, hvor dum han lige kunne være ikke at have forudset det? "Nej, selvfølgelig ikke," svarede han hende dog så. Det var meget logisk. "Ingen problem," sagde han blot og blinkede kort til hende. Han nikkede stille. "Så gerne. Jeg kommer med dit vand om lidt," sagde han. Han skrev bestillingen ned på hans papir og vendte om. Han gik igennem dørene ud til køkkenet og personalerummet. Bestillingen hængte han op til kokkene, og vandet klargjorde han selv. Han hældte det op i en kande og bar det tilbage ned til bordet, hvor Helena sad. "Hvis der er det mindste galt, så spørg efter Michael ude i køkkenet," sagde han til hende med et høfligt og venligt smil, idet at han satte vandkanden på bordet hos hende. Han glædede sig til, at hendes bestilling var færdig og den var afleveret.. For så snart at det skete, fik han pause!

[Helena Kaya Alexandrei]

Hun besluttede sig for ikke at komme med yderligere bemærkninger som kunne fremstå underlig for ham. En joke per menneske var vel meget passende, og det var næsten synd hvis hun blev ved, for han virkede da som en sød nok person, i hvert fald for et menneske. Desuden duftede han helt vidunderligt, lige til at sætte tænderne i, bogstaveligt talt! Hun lod kortvarigt blikket hvile ved hans hals, hvor hendes skarpe sanser kunne se, dufte og høre blodet pumpe rundt i hans åre. Det fik næsten hendes tænder til at løbe i vand, men hun tvang sig selv til at flytte fokus til hans ansigt, da han lo. Det søde væsen. At hun var sulten kunne hun dog ikke ignorere, og det var ikke en sult menneskemad ville ændre på. Hun tænkte ved sig selv, at hun ville holde lidt øje med ham. Ikke direkte, men hun ville kunne lugte hvor han befandt sig, nu hvor hun allerede havde bemærket hvordan hans blod lugtede. Det var nu nyttigt at kunne den slags. Hun sendte ham et strålende smil da han blinkede til hende ”Det lyder godt” sagde hun og lænede sig en anelse tilbage i stolen. Salat og vand. Lækkert. Hun huskede nærmest ikke hvordan salat smagte mere, for når man var vampyr, smagte det jo ikke rigtig af noget. Hun brugte tiden da han var væk, til at kigge ud af vinduet, og på de andre gæster, for at se om nogen af de andre mennesker i lokalet, var lige så fristende som hendes tjener, men det var de på ingen måde. Det skulle være ham, det måtte være ham! Hun vendte tilbage til virkeligheden da kanden blev sat på bordet ”Det skal jeg huske” svarede hun smilende. Hun ville ikke lægge mærke til hvis der var noget galt med maden, for hun kunne sidde og spise fordærvet mad uden at opdage det. Ikke at hun havde lyst til det, det var en skræmmende tanke.

[Michael Adskhan]

Michael smilede svagt og venligt til hende. Han forlod hendes bord og gik rundt. Hun var sidste bestilling før hans 1 times lange pause, hvor han selv kunne få sig en god sandwich og lidt pause i skyggen, på siden af huset hvor medarbejderne måtte holde pauser. Men tiden var langt over den normale pause, så de andre havde allerede holdt og han var den sidste der manglede. Men han kørte bare på, så snart de andre holdt fri. Så fik han jo flere borde i den pause. Han smilede for sig selv og da klokken lød, om at bestillingen var klar, hentede han den. Han bar den ned til hende. "Velbekomme," sagde han og smuttede. "Jeg smutter til pause nu, men du har min tilladelse til at spørge kokken hvis noget er galt," sagde han roligt og forsvandt. Han tog sit forklæde af på vejen ud til personalerummet og hængte det ind i hans lille skab til at opbevare småting. Han fik sig en sandwich af køkkenet, og gik så ud bagved. Han gav sig til at spise den. Der hvor han sad, var der ingen restaurantborde. Der var masser af træer og ingen vinduer indtil. Kun døren, som dog gik ud til højre for ham. Han sad nemlig lige rundt om hjørnet og nød sin sandwich. Skyggen var behagelig til at køle ned i. Da han var færdig med sin sandwich, gik han lidt længere væk fra resturantstedet og fandt en anden skyggeplads, hvor der ikke larmede og ikke var et øje.

[Helena Kaya Alexandrei]

Hun takkede for maden, da han satte det foran hende, og ventede så. Hun fulgte hans fært hele vejen ud, men vidste det ville være for mistænkeligt hvis hun fulgte efter ham med det samme, så i stedet nippede hun til sin salat, og vandet. Det kvarter hun havde tænkt sig at blive på sin plads, gik frygteligt langsomt, men en del af at være vampyr, var jo at være vandt til en masse tid.
Da der var gået et kvarters tid, fik hun fat i en af de andre tjenere, og betalte for det hele, hvorefter hun takkede af med at smil. For at det hele skulle se naturligt ud, gik hun udenfor restauranten, og fulgte duften af hans blod herfra, hvilket ikke ligefrem var svært når hun allerede var så vandt til den måde han duftede på. Det var en guddommelig duft.
Så at finde ham var ikke svært, selvom det var på den anden side af bygningen. Heldigvis var han alene, så det ville ikke rigtig blive noget problem at få fat i ham. For at han ikke skulle se hende, før hun var henne ved ham, så løb hun derover. Bevægelsen var så hurtig, at intet menneske ville lægge mærke til det. Hun stoppede lige bad ham uden en lyd, og bøjede sig lydløst ned. Ganske få sekunder efter lagde hendes ene arm om livet på ham, og den hendes anden hånd dækkede for hans mund så han ikke sagde noget, og slæbte ham ind bag træerne, så hun var sikker på at eventuelt forbipasserende ikke lagde mærke til noget.

[Michael Adskhan]

Michael sad med de lukkede øjne og nød at køle lidt ned. Man fik jo pusten op, af at rende sådan rundt og tjekke op på sine kunder. Den sidste kunde havde dog været ganske nem. At hun faktisk var mere end bare en menneske på en restaurant, vidste han dog ikke. Hvor meget hans blod var tiltrækkende for vampyrer, det havde han heller aldrig fået sat på plads. Han opsøgte dem jo ikke, for at vide mere om det. Han passede sådan set bare sig selv og sit liv. Han gabte svagt. Han var da egentlig lidt træt? At der kom nogen, så han ikke. Han sad jo også med lukkede øjne. Men med den fart som Helena satte på, så var det ikke noget han ville opdage. Han slog øjnene forskrækket op, da en arm greb ham halvt bagfra om livet og så den hånd, som faldt for hans mund. Han spændte svagt i kroppen, idet at han blev trukket med ind i det tætte budskads. Han kunne halvvejs se til sin side. Han prøvede at få mere øje på, hvad pokker det var som havde grebet fat i ham. Han havde jo slet ikke set noget? Han mumlede bag hånden og kneb øjnene sammen, mens han bevægede sig lidt. Der skete dog ikke noget og han kom ingen vegne.

[Helena Kaya Alexandrei]

Hun kunne mærke hans hjerte banke, nu hvor han var så tæt på. Det var en yderst berusende følelse, som næsten fik hende til at gispe, men hun kontrollerede sig selv. Hun lagde hovedet ned til hans hals og tog en dyb indånding. Hun havde ikke tænkt sig at dræbe ham, men bare tage så meget blod som han kunne klare. Desuden ville han nok ikke have noget imod det, for det var jo en ganske enkelt vidunderligt for et menneske at få drukket blod direkte. Nogen mere euforiserende følelse kunne man ikke finde, så hun tvivlede på at han ville brokke sig når hun først gik i gang. Da han begyndte at mumle, tyssede hun bare blidt på ham ”Stille. Det gør kun ondt de første par sekunder” hviskede hun beroligende i hans øre, mens hun lod sine kridhvide spidse tænder komme frem for deres skjul. Hun brugte den hånd hun havde lagt over hans mund, til at tvinge hans hoved blidt til siden, så hans hals blev blottet. Hun vidste godt at der var en mulighed for at han ville blive afhængig af følelsen ved at få vampyrgift i årene, men det kunne hun ikke tage sig af. Desuden ville hun gladeligt bide ham igen ”Du kommer til at nyde det” hviskede hun og lod sine læber strejfe hans hals, inden hun blottede tænderne helt, og lod dem synke dybt ind i hans hals, og prikke hul på de dyrebare blodåre.

[Michael Adskhan]

Michaels hjerte hamrede derudad som vilde heste. Følelsen af at være holdt med et så stærkt greb, ikke at kunne sige noget og så bare trukket afsted, det gjorde ham virkelig ikke rolig. Han trak vejret lettere tungt. Han fik endelig øje på hende, da hun kom ind foran ham i stedet. Hvad et direkte bid gjorde ved folk, vidste han ikke rigtigt. Han læste virkelig ikke på det, fordi han så ofte havde undgået det og håbet på, at det aldrig ville nå ham. Men han tog fejl. Fordi det havde vist lige nået ham. Beskeden om "at det kun gjorde ondt de første par sekunder", beroligede ham faktisk slet ikke. Hvordan kunne det ikke gøre ondt? At blive bidt og få suget sit blod, måtte da virkelig ikke være behageligt. Han skælvede let og drejede hovedet til siden, da hun slap hans mund og i stedet tiltede hans hoved, for at blotte hans hals og blodåre. Han lukkede øjnene i, da hun sagde, at han ville nyde det. Næppe. Han sitrede let, da hendes læber strøg over hans hals. Først da hun prikkede hul i hans hud, endte han med et let gift. Han spændte let i brystet og bøjede let i ryggen, som han lå op af hende, i en halvvejs siddende stilling.

[Helena Kaya Alexandrei]

Hun strammede grebet om hans liv en smule da hun først mærkede det varme og søde blod strømme over hendes læber, og sendte beroligende stød gennem hele hendes krop. Selvom blodet tog det meste af hendes opmærksomhed, så lyttede hun stadig til hans puls, så hun ikke fik taget nok blod til at dræbe ham. Det ville også være lidt uheldigt, for han var ikke et af de mennesker hun virkelig ikke kunne lide. Han var da flink nok. Af et menneske at være.
Hun stoppede kortvarigt med at drikke, men kun for at nyde smagen, inden hun igen begravede tænderne i hans hals. En ting måtte hun give ham, han tog det okay pænt, og så smagte han vidunderligt! Helt og andeles vidunderligt. Det var tydeligt at han var ung og frisk, for det var hans blod også. Hun havde det som om hun aldrig ville få nok, selvom hun jo blev nød til at stoppe snart. Desværre. Men om ikke andet kunne hun bare finde ham igen en anden gang, og gentage succesen. Anden gang havde han nok ikke så meget imod det, ikke når han havde følt på egen krop hvor skønt det var at få suget blod.

[Michael Adskhan]

Først da giften satte ind i Michaels årer, blev hele situationen vendt fuldstændig på hovedet. Hele den sensuelle nydelse af bidet, følte han hurtigt igennem sin krop og han glemte næsten at trække vejret, pga. den. Han gispede lettere nydende og lukkede øjnene sammen. At han faktisk lå i armene på en vampyr, glemte han halvt om halvt. I hvert fald stod der mere hvid end noget andet, på hans sind lige nu. Han hev vejret ind, da hun stoppede med at drikke og pustede ud i små stød, da hun satte tænderne ned i hans hals. Hvordan kunne man ikke tage det pænt? Følelsen var ny og lettere skræmmende, selvom den virkelig fik ham til at ligge i den ekstreme nydelse. Han bed sig i læben og trak vejret i dybe stød. Han blev siddende. Hans egne arme gled halvt omkring hende, da han ikke vidste hvor ellers han skkulle gøre af dem.

[Helena Kaya Alexandrei]

Hun slækkede grebet lidt i ham, da hun kunne mærke at han ikke var så bange mere, og begyndte bare at nyde følelsen. Det gjorde det også nemmere for hende, at nyde blodet endnu mere. Hun måtte indrømme at det var en behagelig overraskelse, da han rent faktisk gik så vidt, at han lagde armene omkring hende, så det var helt deprimerende, at hun kunne mærke at hun snart ikke kunne tage mere blod, uden at gøre seriøs skade på ham. Så deprimerende at hun faktisk overvejede at tage ham med hjem, og beholde ham som kæledyr. Han var nuttet og smagte godt. Hvad andet kunne hun bede om? Hun var tæt på at bede til gud, om at han blev afhængig af giften. Så ville det ikke være noget problem at beholde ham. Hun skulle da nok lade ham passe sit arbejde hvis han ville, men nu var han altså hendes! Hvis hun nogensinde fandt andre tandmærker på hans hals, så ville hun blive rasende. Hun tog et par mundfulde mere af hans vidunderlige blod, og tvang så sig selv til at stoppe. ”Jeg håber du har noget til at dække halsen” hviskede hun blidt til ham, med læberne hvilende mod hans hals, uden at slippe ham igen. Så ville han bare falde sammen – han havde trods alt mistet en del blod, og skulle lige slappe lidt af.

[Michael Adskhan]

At hendes greb blev mere slækket, gjorde at han holdt sig indtil hende med sine egne arme. Han handlede sådan set uden at tænke, fordi hans tanker blev blokerede af hendes bid. Han nød det, og han håbede at hun ligeså nød hans blod, nu hun havde sat sig for at bide ham. Hvilke tanker hun fik sig omkring ham, vidste han ikke rigtigt. Han prøvede sådan set bare at klare sit job, uden at der ville komme ballade eller noget andet ud af det. Hvad dette ville indebære bagefter, havde han dog ikke fantasi til at udtænke. Han gispede let, da hun stoppede og hans arme rystede let. De gled ind til hans egen krop i stedet. "D-det h-har jeg," sagde han dæmpet. Tjenerne havde noget ekstra tilbehør. Fordi her meldte man sig jo ikke syg, bare pga. lidt ondt i halsen. Så de havde et lille tørklæde i sort, til at tage på og det dækkede en del af halsen. At det så var varmt at have på i længden, var noget andet. Han trak vejret dybt og slog øjnene op. "Hvad… hvad vil dette indebære?" spurgte han dæmpet. Helt ekstatisk efter følelsen fra bidet.