|
Post by Castiel Mavi Özcan on Jul 13, 2012 10:59:55 GMT 1
Castiel mente bestemt ikke han var kedelig. Han mente bare heller ikke at hans "børn" skulle prøve at forføre ham, det var dybt foruroligende i hans hoved og så kunne hun sige hvad hun ville. Sådan noget ville hun aldrig nogen sinde få ud af ham. Uanset hvor meget hun så end prøvede.
Han kiggede ikke en gang op på hende da han svarede "Jeg har sagt til dig jeg ikke finder mig i din tone, snak ordenligt eller lad være" sagde han roligt, der var ikke nogen grund til at hidse sig op, så fik hun bare hvad hun ville have, dog selv om hans stemme var rolig, så var den også bestemt og fast. Hun skulle virkelig snart til at læse at kende sin plads, og begynde at vise respekt. Ellers ville det gå meget galt. Da hun igen proklamerede at hun havde fundet en anden hvis hun havde vist han var så røvsyg, så stod han igen ved hendes side og tog fat i hendes skuldre, ret hårdt, men han viste hun ikke ville gå i stykker, hun ville dog kunne mærke det, hvor "Så er det godt" sagde han i rn meget hård tone. Nu havde han virkelig fået nok. Han gad ikke finde sig i hendes tone. "Her i huset er det mig der bestemmer Katalina, og du har at høre efter hvad der bliver sagt, vil du virkelig gerne have at jeg skal til at behandle dig som det barn du virkelig er, det barn som du opføre dig som. At spille tøse sur og opføre dig barnligt vil ikke komme dig til gode, det vil du ikke få noget ud af. Hvis du ønsker noget af mig, så skal du gøre dig fortjent til det. Og det gør du på ingen måder med den attitude du ligger for dagen lige nu. Så nu synes jeg du skal bevæge dig ind på dit værelse og blive der til du har fundet ud af hvordan man opføre sig" sagde han og slap hende igen og skubbede hende hen mod døren så hun kunne gå og finde sit værelse, hvis hun ville være et barn, så skulle han nok behandle hende som et barn. Og der var heller ikke nogen tvivl i hans stemme om at det var ham der bestemt, at hun havde at lytte, at han ikke gad hende opførelse. Han viste godt at hun bare var et barn, men børn skulle også vise respekt, de skulle også kende deres plads. Og hvis hun ikke kunne det ved at han sagde tingen, så måtte hun jo føle.
|
|